BØGER // ANMELDELSE – Hovedværk er billedkunstner Martin Bigums romandebut, hvori han skriver om frigørelse gennem kunsten, og hvordan den kan umuliggøres af et stort behov for kontrol. Hovedværk er en på mange måder overbevisende roman, skriver Inger Tejlgaard Olesen Ravn.
Martin Bigum er uomtvisteligt en af sværvægterne på den danske kunstscene. Udover at være billedkunstner er han efterhånden kendt rundt om i hjemmene for hyppige optrædener på TV, og der er nok ikke mange dameblade, der ville sige nej tak til chancen for et interview med ham i privaten. Med udgivelsen af den 349 sider lange romandebut Hovedværk er han nu også forfatter.
Kan han så skrive, denne multikunstner, kan han mestre det spring, det unægtelig er at bevæge sig fra ét kunstnerisk udtryk til et andet?
Ja, ja, det kan han, må det helt korte svar være.
Hovedværk er en på mange måder overbevisende roman. Den er på skift en eksistenstolkning, et slet skjult satirisk portræt af et – fiktivt – dansk kunstnermiljø og et indlæg i en undersøgelse af, hvad kunsten er, gør, kan og skal. Kunstens metafysiske væren, fristes man til at sige.
Sine steder er romanen vild og malstrømsagtig, sine steder er den blid og sorgfuld, men bagved de tilsyneladende kaotiske følelsesudsving, viser der sig en stram og stringent gennemarbejdet plotstruktur.
Rulletrappen bliver en metafor for hvordan traumerne kører i ring – kun en del af dem er på overfladen, en anden del kører videre i det skjulte
Først og fremmest er den, ganske enkelt, velskrevet.
Man skulle ikke tro, det var den første roman, fristes jeg til at tilføje, og hvem ved, måske er den faktisk blevet skrevet igennem en gang om året i de syv år, det efter sigende har taget Martin Bigum at skrive sit værk?
Hvad er et Hovedværk?
Når man læser, at Hovedværk handler om en kunstners liv, kunne man let tro, at man stod for at læse fortællingen om Bigum selv omend i skalke-forklædning.
Det er ingenlunde tilfældet.
En kritik af romanen kunne dog være, at den i nogen grad forudsætter en læser, der ikke blot er interesseret i, men også ved noget om, ikke nødvendigvis Bigum som maler, men i hvert fald kunstens rolle i menneskelivet, i samfundslivet, og ikke mindst i kunstnerlivet. Og mens det måske er givet, at den interesse forefindes hos mange af bogens første læsere, er det jo langt fra givet, at det er tilfældet for den øvrige læsende befolkning i DK, ligesom jeg ærligt indrømmer, at jeg ikke nødvendigvis følte mig helt klædt på til at værdsætte alle detaljer.
Det er på den vis en lidt ekskluderende roman, der sine steder fremstår som formidlingen af et bestemt kunstsyn, en opfattelse af den kunstneriske proces og kunstnerens forhold til sit værk.
Altså hermed adviseret: Der er ganske mange sider viet til hovedpersonens gradvise kunstneriske udvikling – jeg fristes til at sige afvikling – ligesom netop forholdet til kunst og skabelsesproces er omdrejningspunkt for størstedelen af romanens øvrige persongalleri.
Tematiske krydsfelter
Romanen tager form af en gradvis afdækning af hovedpersonen, Wilhelm Riels, traumatiserede barndom og signifikante episoder herfra kobles på grotesk, underholdende og medrivende vis med det menneske, han bliver.
De rulletrapper, Wilhelm Riels vier sit liv til at bygge som kunstværker, optræder som et krydsfelt, hvor de konkrete kunstværker mødes med barndomstraumer, ligesom rulletrappen bliver en metafor for hvordan traumerne kører i ring – kun en del af dem er på overfladen, en anden del kører videre i det skjulte.
Wilhelm Riels’ forældre personificerer ligeledes den kamp mellem kaos og kosmos, som mennesket i almindelighed og kunstneren i særdeleshed må tage på daglig basis. Hvor meget orden kan vi installere, før alt liv dør ud? Hvor meget kaos kan vi leve med uden at blive vanvittige (eller dybt fordrukne)? Det er den arv, Wilhelm Riels får med sig fra sin barndom – udover en bekvem sækfuld penge. Det er således den arv, han bruger resten af sit liv – og resten af romanen – på at kæmpe med og mod.
I en sidebemærkning skal nævnes, at beskrivelsen af faderen, den stramme advokat med en modeltogbane på størrelse med en større swimmingpool i kælderen og skjulte tegninger i en aflåst kasse, er en surreel perle af anal personlighedsforstyrrelse i freudiansk forstand, der alt andet lige foregriber knægten Wilhelms fiksering på rulletrapper.
Et andet tematisk krydsfelt i romanen er tiden, ikke kun som en væsensfaktor i Wilhelms underbevidsthed, hvor rulletrapper/togskinner kobler nutid og fortid i en lukket kreds, men også selve fortællingens tid er ladet med betydning.
Hvis Wilhelm selv er faderens reinkarnation, så fungerer hans hustru Ingrid alt andet lige som moderens. Aner man et Ødipalt tema?
Wilhelm selv træder ind i det Københavnske kunstnermiljø i de tidlige tressere, og det sker med paroler om nedbrydningen af det etablerede samfund og i takt med det at nedbryde selvet, at arbejde for en ego-løs kunst og fordringer om forandringer.
I det lille kunstnerkollektiv Formel, som Wilhelm er initiativtager til, er formlen ganske simpel: “At miste sit jeg for at vinde sit jeg” (s. 71) som han udtrykker det.
I selvsamme vending som han formulerer metoden, formulerer han også dens undergang, – det hele kommer i sidste ende til at dreje sig om selvet, hvor meget han end vil væk fra det. Jeget er målet, og derfor må processen mislykkes.
Det er en genkendelig problematik fra mange af virkelighedens kunstnersammenslutninger i tresserne, hvor kollektivet og processen skulle være central, men alligevel endte med blot at være et afsæt for diverse af eftertidens mest navnkundige kunstnere.
Tressernes tidsånd bruges altså som en aktiv medspiller for plottet. Næppe har trangen til at nedbryde og forandre samfundets etablerede strukturer været mere aktualiseret end i tressernes kunstneriske visioner, og sjældent har egoet fyldt så meget i sin søgen efter sig selv. På den vis bruger Bigum det Danmarkshistoriske fællesgods som en mur til at spille boldt op af.
Kunstnerisk forløsning
To kvinder spiller en afgørende rolle i romanen. Den ene er Wilhelm Riels’ mor, Vivi, den anden er Wilhelm Riels’ hustru, Ingrid, og hvis Wilhelm selv er faderens reinkarnation, så fungerer Ingrid alt andet lige som moderens. Aner man et Ødipalt tema?
Et af bogens tematiske krydsfelter er som nævnt forholdet mellem rigid kontrol og friheden til at tænke nyt ved at lade materialerne flyde frit.
Legen som kunst, legen som uanstrengt balance mellem orden og flow, mellem kontrol og løssluppenhed, mellem latter og alvor
Hvis faderens, og heraf afledt Wilhelms, fatale problem er den manglende evne til at håndtere den del af livet, der flyder, og en insisteren på total kontrol, så formår begge kvinder tilsyneladende at leve i et næsten organisk forhold med kaos, ved simpelthen at lade det flyde igennem dem i deres kunstneriske proces, der af dem hver især benævnes en leg.
For moderen er kunsten en søgen efter forløsning i hendes lukkede og forkrampede tilværelse, symboliseret ved at hendes atelier befinder sig i husets mørkeste kælderrum. Faderen har frataget hende retten til en egen-eksistens i verden, og som et dyr er hun krøbet ind i sig selv, ind i den fjerneste krog af hulen: “Det er som at være fanget under isen på en tilfrosset sø og kunne ane et hul af lys et sted langt fremme, foroven i dybet” fortæller moderen sin søn på s. 13.
Senere, da de hygger med at lave kastanjedyr, funderer hun: “Alt, hvad der bliver til mellem et menneskes fingre […] forandrer verden. […] Vi leger med verden” (s. 15).
Legen som kunst, legen som uanstrengt balance mellem orden og flow, mellem kontrol og løssluppenhed, mellem latter og alvor.
Det ender selvfølgeligt katastrofalt, ved et tilfælde opdages hendes kunstneriske talent af faderens kunstnervenner, og hun bliver indbudt til at udstille ved deres årlige udstilling, hvor faderen uden held gør sit bedste for at sabotere dagen og derefter i en følelse af ydmygelse og magtesløshed ødelægger først hendes resterende værker, dernæst sin modeltogbane.
Da Ingrid, den fremtidige hustru, kommer ind i romanen er hun studerende ved Kunstakademiet: “For udenforstående beherskede hun sit materiale uovertruffet. Men hun vidste godt selv, at hun legede. Var det nu en synd? Hun havde indholdet i sine fingre, når de modellerede og skulpturerede. Det kom af sig selv. Det samme gjorde formen. Det var ikke noget bestemt hun stilede mod. Hun skulle ikke tilfredsstille andre end sig selv og sin kunstneriske søgen. Det var helt fint med hende at være tankefri” (s. 83).
I sin kunstneriske proces er Ingrid helt udenfor sit styrende jeg, uden et sanktionerende og censurerende over-jeg. Hun arbejder ikke mod et mål, hun er i proces. Som i en gentagelse af forældrenes skæbnesvangre mønster bliver Wilhelm den direkte anledning til, at hun stopper på akademiet og som kunstner, idet han afkræver hende et svar på spørgsmålet: “Men hvad er det, du vil med din kunst?” (s.80)
Ingrid vil ikke noget, hun er bare, kunsten er bare, som en helhed, der splittes ved spørgsmålet om viljeshandling.
I den gode, måske endda ægte, kunstneriske proces, synes Bigum at sige, er kunstneren jeg-løs, uden mål, uden vilje
Wilhelm Riels og hans fader er begge opslugte af målet, de vil, de er besatte af viljen, af at ville kontrollere og netop viljesakten får den kunstneriske forløsning til at rykke uden for deres synsfelt i en konstant synkronicitet med deres vilje. De kører i ring, hvad enten det er på en rulletrappe eller et modeltog for til sidst at ende i skabelsens modsætning: Destruktion. Hvis ikke de kan ændre verden på anden måde, kan de altid ødelægge den. Med et brag. Sådan.
Eksistensens betingelser
I romanens bagvedliggende opfattelse af menneskelig eksistens kan man tale om en næsten matematisk ligning, der sidestiller det selv-centrerede villende jeg med kunstnerisk uforløsthed og den viljesfrie jeg-løse, som den forløste kunstner. I den gode, måske endda ægte, kunstneriske proces, synes Bigum at sige, er kunstneren jeg-løs, uden mål, uden vilje.
Den bærende tanke i romanen er udtryk for en deterministisk tankegang. Wilhelm Riel har aldrig noget valg: trods den livslange kamp for at komme om på den anden side af fangenskabet i sit angstfyldte jeg, lykkes det aldrig. Han er, modsat sin mor, for altid fanget under isen uden det åndehul, hans moder syntes at kunne få øje på.
Det er en flot roman, en gennemstruktureret roman, hvor både præmissen og konklusionen er omhyggeligt konstrueret for at nå frem til et bestemt mål. Derfor behøver man ikke være enig i præmissen, og således behøver man ikke købe konklusionen. Derfor kan man sagtens værdsætte det værk, der er foran en, som vitterligt er klogt tænkt og velskrevet. Lidt som en rulletrappe eller en modeljernbane.
Læs Steen Blendstrups artikel om DR’s portrætserie om Martin Bigum Mit livs kunst fra 2021 her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
