Kommunikationskonsulenterne Anna Thygesen og Anne Kirstine Cramon skriver hver måned klummen “Kommunikation – Hot og Not” på POV om, hvem og hvilke sager der klarer sig godt og mindre godt i mediebilledet ud fra et kommunikationsfagligt perspektiv. I denne omgang har de set på den sidste måned i 2017, og der er ris til Kongehusets kommunikation i hele to omgange samt til DR, der fuldkommen afsporede og mansplainede #metoo bevægelsen og sluttede året med på DR2 at iscenesætte mændene som de egentlige ofre. Flot. Not. Til gengæld er Thygesen og Cramon helt solgt over Jørgen Leths lovprisning af Citroën og julekampagnen fra Købmandskæden Spar.
HOT i december 2017
Jørgen Leth lovpriser Citroën
Hvis der er to ting, der passer sammen som fod i hose, er det filmmanden og forfatteren Jørgen Leth og franske biler. Derfor er det også et rent homerun at sætte netop de to sammen. ”Leth at elske” er kampagnens pay-off og den består af små film, hvor Leth taler til og om en Citroën – der i øvrigt vitterlig var hans egen første bil.
Kampagnen er gennemført mærkelig, og måske er det det, der er så fængende.
I hvert fald har Citroën-kampagnen alt det, som bilreklamer ikke har normalt. Men det kunstneriske møder det kommercielle på så smuk en facon, at vi faktisk helt glemmer, at bilmodellen, Citroën Cactus, mere ligner en gummisko end en bil. I hvert fald glemmer vi det, når Jørgen Leth fortæller os om alle bilens fortræffeligheder og på en sanselig måde åbner og lukker Citroën’ens dør.
Mere af det, please.
Se en af kampagnefilmene i en særlig director’s cut version her:
https://www.facebook.com/AsgerLeth/videos/10154881242182827/
Julekampagnen fra Købmandskæden Spar
På tomandsredaktionen af Hot og Not klummen har vi en del at gøre med supermarkedskommunikation til daglig, og Dagrofa-kæden SPAR’s kampagner er ikke noget, vi normalt lægger meget mærke til. Noget med tilbud på mærkevarer og gule splash-tilbudspriser både på TV, digitalt og på print.
Men i år sidder deres julekampagne lige i skabet. Der er simpelt hen tale om a match made in heaven, hvor budskab og eksekvering rammer målgruppen perfekt og spiller på lige præcis de følelser, rigtig mange har omkring ‘jul, nostalgi og hjem til familien i provinsen’.
Kampagnen er på alle måder storladen og blæret, fordi den reelt giver noget tilbage til målgruppen og involverer den fysisk. Endelig en supermarkedskampagne, der giver en hjælpende hånd til både julependlerne og samfundet
SPAR-købmændene havde nemlig skabt et gratis net af gratis julebusser fra storbyen til landets 140 SPAR-butikker, som et alternativ til overfyldte tog og landsdækkende busser.
https://www.facebook.com/SPARDanmark/videos/10213205304259981/
Kampagnen er på alle måder storladen og blæret, fordi den reelt giver noget tilbage til målgruppen og involverer den fysisk. Endelig en supermarkedskampagne, der ikke bare koster kassen i form af endeløse indrykninger i landets medier, men i stedet giver en hjælpende hånd til både julependlerne og samfundet.
På strategisk niveau får den også kredit for flot eksekvering af SPAR’s overordnede strategi om at repræsentere den lille personlige købmand med de gode værdier og det lykkes til fulde med juletransporten, hvor man ikke bliver sat af på stationen, men i stedet ender turen foran sin lokale købmandsbutik.
Vi ved, at alle busserne var fyldt op med 1600 glade julerejsende, da de alle forlod København fredag den 22. december, for en af det lille bureaus søde samarbejdspartnere var med fra København til Randers og hyggede sig gevaldigt i de 4 timer, turen tog med kæmpe goodiebag, julemusik, sød chauffør og sjove rejsefæller.
NOT SO HOT i december
DR og deres framing af 2017 som ”Kvindernes År”
#MeToo-debatten har raset i 2017. Bevægelsen, som blev den ubetinget største, vi har set i hele dette årti, har været med til at få et skjult faktum frem i lyset: nemlig hvor mange kvinder, der på tværs af lande, alder, brancher og sociale lag, som har været udsat for seksuelle krænkelser.
Bevægelsen satte så stort et aftryk, at Time Magazine i 2017 kårede bevægelsen som ”Person Of The Year”.
De såkaldte ”Silence Breakers” – altså dem, der bryder tavsheden om, hvad de har oplevet og stiller sig frem i lyset – blev fremstillet i filmen ovenfor og på forsiden af magasinet sådan her:
Det kunne den gode gamle licenskanal, DR, selvfølgelig ikke sidde overhørig så de valgte deres helt egen popsmarte og nedladende version af bevægelsen i deres store årskavalkade.
Tillykke med det, DR. I lykkedes med at bagatellisere hele historien om de kvinder, der har stået frem og fortalt om de overgreb og krænkelser, de har været ude for, og slutter året med at iscenesætte mændene som de egentlige ofre. Måske er det alligevel på tide, at vi fik kigget lidt på den licens og public service-forpligtelse
De valgte nemlig at kalde 2017 for ”Kvindernes År” – året, hvor både #MeToo-bevægelsen og Danmarks Kvindefodboldlandshold sejrede. Det havde de så inviteret tre fjerdebølgefeministiske kvinder, Girl Squad, ind for at tale om. Ja, forvirringen var total.
Endnu værre blev det, da DR2’s Deadline den 28. december gav såkaldt ’frit lejde’ til tre mænd – filminstruktør Christian Tafdrup, radiovært Nima Zamani og den selvudnævnte kønsforsker, som i virkeligheden er idrætsprofessor, Hans Bonde – der var inviteret i studiet hos Sigge Winther Nielsen for at mansplaine #MeToo, og gøre sig selv til eksperter i kvinders forhold – for sluttelig helt kækt erklære sig selv for værende de virkelige ofre for kampagnen. Se et klip her:
https://www.facebook.com/DR2Deadline/videos/10157024957953625/
Særligt Hans Bonde gjorde en slet og ret bizar figur med sine gentagne ytringer om, at hele #MeToo-kampagnes omdrejningspunkt er, at kvinder føler sig krænkede over at blive taget på lårene og at der må være en bagatelgrænse for, hvad kvinder kan føle sig krænkede af. Vi mener, at den grænse går et langt stykke før, Hans Bonde sidder og rager en på lårene.
Hele indslaget med de fire herrer kan ses eller genses her.
Så tillykke med det, DR. I lykkedes med at bagatellisere hele historien om de kvinder, der har stået frem og fortalt om de overgreb og krænkelser, de har været ude for og slutter året med at iscenesætte mændene som de egentlige ofre.
Måske er det alligevel på tide, at vi fik kigget lidt på den licens og public service-forpligtelse.
Mislykket kongehuskommunikation – del 1: TV2-dokumentaren om prins Joachim
Show it, don’t tell it. Det er en af de første sætninger, man lærer, når man begynder at beskæftige sig med kommunikation. Men at fortælle det selv var præcis hvad prins Joachim gjorde i TV2-dokumentaren ”Den Anden Prins”, hvor det overordnede formål med hans medvirken vel var, at danskerne skulle se ham som den følsomme mand, han i virkeligheden er.
Dokumentaren skulle vise, at han jævnfør sin opgave som prins af Danmark har tillagt sig en vis fremtoning, der af danskerne kan afkodes, som om han er en stivstikker og dermed arrogant. Men nej, bag facaden gemmer der sig et rigtigt menneske af kød og (blåt) blod, som smører madpakker med flade rugbrødsmadder med trestjernet spegepølse og hamburgerryg til sine børn.
Tilbage sidder seeren med en fornemmelse af at have fået et pudset og planlagt indblik i et af Danmarks allermest privilegerede menneskers liv. Et privilegium, som dette menneske gør sig til offer for
Det virker selvpromoverende, når prinsen selv forsøger at sige det – det vækker ikke så meget genklang, som hvis han i stedet via sine handlinger viste sig som det gode menneske, han gerne vil have os til at forstå, at han er.
Portrættet af prinsen var hele vejen igennem påtaget og iscenesat. Og viste dertil, at han netop er alt andet end et menneske med fødderne solidt plantet i jorden. Billederne af Joachim og familien virkede akavede og unaturligt opstillede.
”Jeg er blevet aktivt misforstået og er derfor blevet det sorte får”, siger prinsen, inden han sætter sig ind i sin store Volvo og kører ud til sin millionvilla i Klampenborg. Det er altså ikke længere forbeholdt studerende at føle sig som ofre på Politikens debatsider. Nu skal vi også til at have ondt af de kongelige.
Tilbage sidder seeren med en fornemmelse af at have fået et pudset og planlagt indblik i et af Danmarks allermest privilegerede menneskers liv. Et privilegium, som dette menneske gør sig til offer for.
Her på redaktionen har vi et råd til kornprinsen: Show it. Don’t tell it. Hvis altså gerne prins Joachim vil virke overbevisende og autentisk overfor andre end den hårde kerne af kongehusfans
Kongehuskommunikation – del 2: Dronningens udtalelser i forbindelse med statsbesøg i Ghana
Nu bevæger vi os på farlig grund. Vi ved af erfaring, at kritik af det danske kongehus generelt og især af majestæten specifikt afstedkommer laviner af negative kommentarer, men ikke desto mindre vover vi pelsen:
I dagene den 23 – 25. november 2017 var dronning Margrethe på statsbesøg i Ghana, hvor hun stod i spidsen for en dansk erhvervsdelegation. Statsbesøget havde bl.a. til formål at understøtte det dansk-ghanesiske samarbejde.
Vi tvivler på, at man kan ændre en 77-årig royal kvindes måde at kommunikere på, men hvis kongehuset har ambitioner om også at ramme ”skeptikerne”, gør selv dronningen måske klogt i at modernisere sit sprog og den måde hun formidler sine synspunkter på
Under opholdet havde dronningen et omfattende program og hun blev officielt modtaget af den ghanesiske præsident Nana Addo Dankwa Akufo-Addo.
Det var dronningens første besøg i Ghana ligesom det var det første statsbesøg uden ledsagelse af prins Henrik.
Statsbesøget afstedkom selvfølgelig massiv pressedækning, og det fine ugeblad Billed-Bladet – “Danmarks royale ugeblad” som bekendt – var selvfølgelig med under hele turen.
Først i december fik danskerne så serveret det helt store interview med dronningen, hvor hun åbenbart talte ud om ”Henrik, fremtiden og pligterne, som det fremgik af forsiden:
Vi skal skåne læserne for en analyse af dronningens betragtninger om mand og fremtid, men vi i stedet rette opmærksomheden mod en lidt mærkelig kommentar, dronningen kommer med i interviewet. Nemlig denne:
Dronningen bliver af Billed-Bladets journalist spurgt, om hun har lagt mærke til fattigdommen i Ghana under hendes besøg i landet.
Hertil svarer dronningen blandt andet:
”Der er ganske vist støvet og beskidt (red: i Ghana) og der ligger ting og sager, men man ser jo mennesker alle vegne og det er mennesker, som man kan se virkelig klør på. De sidder ikke i vejkanten og venter på, at bananerne falder ned i hovedet på dem”
Vi lader den lige stå et øjeblik. Sagde dronningen virkelig det?
Vi er udmærket godt klar over, at hun ikke er helt ung længere og sikkert benytter sig af et mere gammeldags sprog end de fleste danskere. Men set i kontekst af hvordan det danske samfund og medierne forsøger at kommunikere mere ”politisk korrekt” end tidligere, skurrer dronningens stereotype udtalelser i øret.
På en god dag kan man jo bare grine af det og sige, at det var en harmløs bemærkning i et interview med et sladderblad.
Men man kunne også notere sig, at vores dronning åbenbart kan tillade sig meget mere, end langt de fleste andre danskere. Havde en politiker eller erhvervsmand fyret denne svada af var ”kommentariatet” gået amok og kravet om en tilbagetrækning ville prompte være endt i Politikens leder
Set ud fra et kommunikationsmæssigt perspektiv er der nok ikke så meget at gøre ved dronningens bemærkning; det er sådan hun er, og det er åbenbart sådan, hun ser Afrika.
Vi tvivler på, at man kan ændre en 77-årig royal kvindes måde at kommunikere på, men hvis kongehuset har ambitioner om også at ramme ”skeptikerne”, gør selv dronningen måske klogt i at modernisere sit sprog og den måde hun formidler sine synspunkter på.
Som om nogen i en moderne verden går ud fra, at der faktisk findes sorte mennesker i et fjernt land i Afrika, der ikke laver andet end at hænge ud i grøftekanter og vente på at få en klase bananer i nakken?
For 1950’er-kommunikationsstilen forstærker kongehuset og dronningens position som arrogante, gammeldags og ude af trit med virkeligheden. At bruge et udtryk som ”at klø på” uden at definere nærmere hvad der kløs på med, giver et indtryk af at afsenderen opfatter dem, der klør på, som værende primitive og lallende rundt på må og få uden plan eller mening.
Men det er nok udtalelsen om at ghaneserne ikke sidder i vejkanten og venter på, at bananerne falder ned i hovedet på dem, der undrer os mest.
Som om nogen i en moderne verden går ud fra, at der faktisk findes sorte mennesker i et fjernt land i Afrika, der ikke laver andet end at hænge ud i grøftekanter og vente på at få en klase bananer i nakken?
Så vi synes dronningen og hendes kommunikationsrådgiver skal vågne lidt op og tænke sig om, når der reflekteres over rejser til eksotiske himmelstrøg og gives interviews til medierne.
De fleste danskere trækker sikkert på skulderen over udtalelserne og smiler, men andre – mindre kongehuselskende – undersåtter vil med sikkerhed himle med øjnene og tænke mindre godt om den gamle anakronistiske institution. Og heldigt for kongehuset at udtalelserne ikke har ramt medierne i andre lande – f.eks. i Frankrig, der ikke har tradition for at undlade at påpege royale fadæser.
Topillustration: Fra Citroëns kampagne – Jørgen Leth skubber på.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
