For mange danske kvinder anno 2016 opfører sig som hofdamer fra 1600-tallet. De er intrigante, usolidariske og kun ambitiøse på egne vegne. Det klæder ikke moderne kvinder, som burde være mere rummelige. Især på arbejdspladsen, hvor der i disse krisetider er brug for social intelligens.
Jeg kender to kvinder, som ikke er intrigante. Og 200 mænd. Plus minus i begge lejre. I virkeligheden kan jeg måske kun pege på én kvinde, som aldrig har været lokket af intrigens eller mobningens gnæggende kalden. Hun ejer bare ikke disse karaktertræk i sin person. Det er ikke noget, hun gør et stort nummer ud af, for mennesker, der er så gennemført reelle, ved det sjældent selv.
Hun er i hvert fald ikke ikke mig.
Jeg har været en af de kvinder, som særligt i mine første år på arbejdsmarkedet var hurtig til at dømme kollegaer, især dem, der var ældre og insisterede på noget, jeg dengang ikke havde og derfor veg bort fra: erfaring.
Jeg var selvfølgelig ikke ærlig nok til at tilkendegive disse antipatier åbent, men lod den ætsende energi sive helt nede ved gulvpanelerne, hvor den kunne krybe uset rundt og lede efter nogen at give syreskader. Efter at jeg er blevet ældre, og tilværelsen har vist sig fra sin mere bidske og belærende side, har jeg oplevet et personligt syndefald.
Jeg forsøger (læs forsøger!) at reformere det umodne i mig, så jeg kan kigge mig selv i spejlet nogle år endnu.
Som hofdamer i 1600-tallets europæiske kongehuse
Jeg mener simpelt hen, at vi kvinder – danske kvinder – kan være ufatteligt uopdragne og nedrige mennesker, ikke mindst overfor hinanden. Jeg oplever det som et stigende problem i arbejdssammenhænge. Kvinder bagtaler, rotter sig sammen og underminerer fællesskabet.
Og når vi stempler ud fra jobbet, fortsætter vi på de sociale medier, og tonen, den passivt aggressive nedvurdering af andre, smitter i værste fald af på vores børn. De bliver mobbere og medløbere i skolen.
I 2016, snart 17, agerer vi som hofdamer i 1600-tallets europæiske kongehuse, hvor man det ene øjeblik smiskende stod og snørede kongens elskerindes korset – og det næste bestak livlægen til at hælde skarntyde i hendes aftenpunch.
I tænker: ’Det er da ikke nogen nyhed, kvinder er kvinder værst’, og nej, jeg ved godt, at det ikke er noget nyt fænomen, ligesom jeg nok skal komme til mændene …
Jeg har imidlertid den holdning, at vi befinder os i en tid, hvor det er tvingende nødvendigt at teste sin egen integritet, at spørge sig selv: Hvad er integritet, har jeg overhovedet sådan én?
I 2016, snart 17, agerer vi som hofdamer i 1600-tallets europæiske kongehuse, hvor man det ene øjeblik smiskende stod og snørede kongens elskerindes korset – og det næste bestak livlægen til at hælde skarntyde i hendes aftenpunch.
Hvad er relationer, har jeg overhovedet sådan nogle? Er jeg i stand til at agere uselvisk, også i udfordrende perioder? Lærer jeg mine børn kunsten at omgås andre på en ordentlig måde? At hjælpe andre?
Finanskrisen har afskaffet begreber som ‘social kapital’
Arbejdspladsen er stedet, hvor disse mekanismer i særlig grad kommer til udtryk. I en tryg vennekreds og hjemlige sammenhænge kan vi være mere givende, men arbejdsmarkedet i dag er en kulmine, hvor nogle fra sjakket ikke kommer med elevatoren op ved vagtskifte.
Finanskrisen har på ganske få år afskaffet begreber som ‘social kapital’, der er erstattet af ord som ‘omstillingsparathed’. For mig signalerer det ‘vær dig selv nærmest’, og det er mange kvinder foruroligende gode til.
Eksempel: En person melder sig syg af stress på en arbejdsplads, som længe har været præget af nedskæringer og fyringsrunder. (Der er vist også nogle problemer på hjemmefronten). Kollega-koret, især det kvindelige, messer, at hun bare skal ’passe på sig selv og tage den tid, det tager’.
En tryg vennekreds og hjemlige sammenhænge kan vi være mere givende, men arbejdsmarkedet i dag er en kulmine, hvor nogle fra sjakket ikke kommer med elevatoren op ved vagtskifte. Finanskrisen har på ganske få år afskaffet begreber som ‘social kapital’, der er erstattet af ord som ‘omstillingsparathed’.
Jeg sætter det på spidsen nu, men det er min klare overbevisning, at mange foregiver den form for omsorg, for i virkeligheden er de lettede over, at det ikke er sket for dem selv – endnu.
Herefter begynder historierne at køre på gulvniveau. (’Hun var jo heller ikke særlig effektiv og konstruktiv, var hun?’) Der opstår et sprog omkring personen, som er subtilt, men negativt ladet og systematisk undergravende, og da hun bliver fyret efter et vist antal måneders sygdom, er der ingen, som udtrykker ærgrelse eller vrede over, at det ikke lykkedes virksomheden eller fællesskabet at få hende på fode igen.
Hvad om vi smider den indre hofdame i guillotinen?
Jeg har set den slags ske igen og igen.
Mændenes reaktion i disse tilfælde er at gå i strudse-mode og lade som ingenting. De spiller døve og blinde, for de er utrænede i intrigens disciplin og vælger den flegmatiske udvej. ‘Det skal nok gå altsammen’, er mande-mantraet. Hvis de altså ikke går efter struben direkte i stedet på venture capital/aktieanalytiker-måden.
Men nej, det går sgu’ ikke. Mennesker tabes på gulvet, og vi står og ser på det, mens vi – også overfor os selv – lader, som om vi har medfølelse. Det er forkælet og tyder på dårlig social opdragelse fra de generationer, der burde vide alt om solidaritet og have lært os om menneskelige relationer.
Okay, vi oplever en ny form for sårbarhed. Fra den ene dag til den anden kan vi miste job, status osv. Men hvorfor transformerer det os så hurtigt til dårlige kollegaer, ligefrem mobbere?
Det er ikke nok at skyde skylden på virksomhedernes ‘dårlige psykosociale arbejdsmiljø’, selvom beredskaberne er tvivlsomme, for ikke at sige elendige.
Hvad om vi kvinder vendte den om og begyndte med os selv? Tog fat i den indre medløber, den sladdervorne hofdame, og smed hende i guillotinen? En dag står du nemlig selv i en krisesituation på kontoret, og pludselig ser du en masse store, vuggende skørter fjerne sig fra dig. Som om du allerede er et spøgelse.
Der forskes i disse problemstillinger på Center for Forskning i sociale relationer på arbejdspladsen , og rapporterne er mildest talt deprimerende. Det konkluderes blandt andet, at selve arbejdsopgaverne ikke er afgørende for en ansats psykiske velbefindende, men at det i langt højere grad handler om, hvordan man behandler hinanden i hverdagen. Voksenmobning på jobbet kan få en ellers stærk psyke til at krakelere fuldstændigt.
Sladder og giftigheder trives i dårligt arbejdsmiljø, ja, men det frikender ingen. Hvad om vi kvinder vendte den om og begyndte med os selv? Tog fat i den indre medløber, den sladdervorne hofdame, og smed hende i guillotinen? En dag står du nemlig selv i en krisesituation på kontoret, og pludselig ser du en masse store, vuggende skørter fjerne sig fra dig. Som om du allerede er et spøgelse.
Topfoto: Kilde: Nordic Womens Literature: “Aristokratiet og kvinderne blev ofte genstand for angreb i 1700-tallets mange satiriske tidsskrifter og billeder. Her ironiserer kunstneren over kronprinsesse Lovisa Ulrikas hofdamer ved at afbilde dem som høns, forfængelige og latterlige i deres stolte holdning.”
J. Pasch: Hönstavlan, 1747, Grh 801, Nationalmuseum, Stockholm
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
