BØGER // ANMELDELSE – Claus Brylds personlige historie har været dybt præget af, at hans far var aktiv nazist, og det samme var tre af hans onkler, men hvorfor blev de det? Det er et af de store spørgsmål i den aktuelle bog, der begejstrer Egon Clausen.
Var jeg blevet nazist, hvis nazismen havde sejret?
Det spørger Claus Bryld om i sin seneste bog. Og han spørger videre: ”Blev jeg demokrat og socialist, fordi jeg voksede op i en anden tid og i et andet samfund?”
Det er spørgsmål af almen betydning, for hvem er vi, og hvilke kræfter har formet os, så vi er blevet dem, vi er i dag?
Claus Bryld er født i 1940, han blev mag.art. i historie i 1969 og dr.phil. i 1993. Han har været lektor ved RUC og professor samme sted fra 1995. Nu er han en højt respekteret emeritus, forfatter og debattør.
Claus Brylds personlige historie har været dybt præget af, at hans far var aktiv nazist, og det samme var tre af forfatterens onkler, men hvorfor blev de det?
Claus Brylds personlige historie har været dybt præget af, at hans far var aktiv nazist, og det samme var tre af forfatterens onkler, men hvorfor blev de det? Det er et af de store spørgsmål i den aktuelle bog.
Brødrene Bryld opfattede sig selv som danskere. De havde gode uddannelser og tilhørte den øvre middelklasse. I 1938 meldte de sig ind i det danske nazistparti, hvor de fik betydende poster. Det kostede dem dyrt. Efter afslutningen på den tyske besættelse blev de dømt til mange års fængsel for ”forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed.”
Claus Brylds families sociale deroute
Det er den historie, Claus Bryld er vokset op med. Som barn oplevede han familiens sociale deroute og den skam, der var forbundet med den. Som ung vendte han sig mod faderen og alt, hvad han og hans onkler stod for: ”Min vrede var størst, da jeg var i begyndelsen af tyverne. Hvordan kunne man dog blive og være nazist, og så under en tysk besættelse?”
Claus Bryld svar er, at de lod sig forføre på grund af deres opvækst i en patriarkalsk familie, hvor man dyrkede spejderidealer om kamp og mandsmod, og hvor lydighed var en dyd.
Han spørger dog også om ”de fortjente de den hårde straf, de fik efter krigen?”
Det er spørgsmål, som Claus Bryld før har vendt og drejet i de erindringsbøger, han har skrevet. Den første udkom i 1995 og hed “Hvilken befrielse?” Den bog var båret af en stor, næsten ubærlig smerte over de tab og ydmygelser, som faderens aktiviteter havde påført familien. Nu i den nye bog, “Fædrene åd sure druer”, deler han sin voksende undren over, hvad der gjorde, at brødrene Bryld blev nazister. Det gør han på glimrende vis.
Claus Bryld lader heller ikke sig selv gå fri
Bryld fandt ud af, at retsopgøret i 1945 havde været kritisabelt og i strid med modstandsbevægelsens egne idealer. Han skriver endda, at ”brødrene kunne ikke være straffet, hvis det var den almindelige straffelov, der skulle lægges til grund.” I en bitter konstatering gør han endvidere opmærksom på, at dommene var ”i overensstemmelse med den nazistiske strafferetslære, hvorefter man skulle dømme efter, hvad folket mente, og i 1945 mente det overvældende flertal af danskerne, at landssvigerne skulle dømmes hårdt.”
Claus Bryld lader heller ikke sig selv gå fri. Han skriver, at han i mange år mente, at han af egen drift havde frigjort sig fra sit nazistiske ophav, men nu spørger han om hans politiske holdning til venstre for midten i virkeligheden har været en opportunistisk tilpasning til det samfund, der havde afvist nazismen?
Det er en glimrende bog. Velskrevet og letlæselig
Som aktiv på den politiske venstrefløj i 1970’erne oplevede han en idealistisk følelseskulde, der minder ham om den, hans far havde været i besiddelse af. ”En ‘målet helliger midlerne’-holdning, der under andre omstændigheder kunne være endt i totalitarisme.” Det er en kritik, der er berettiget, også i vore dage.
Bogens titel er hentet fra Bibelen, hvor der hos profeten Ezekiel står, at når fædrene æder sure druer, får deres børn ømme tænder. Claus Bryld har haft eksistentiel tandpine hele sit liv. Det er en skæbne, han har forsøgt at gøre op med, og jeg synes det lykkes her, så tak for indsatsen. Det er en glimrende bog. Velskrevet og letlæselig.
Smukt er det også, at han ender med at takke sine forældre for deres usvigelige kærlighed til børnene. ”Mine forældre fortjener en posthum tak. Selvom de fejlede og selv blev ydmyget, overleverede de en grundlæggende stolthed til deres efterkommere.” Et andet sted skriver han: ”Udadtil, over for samfundet, var vi børn af landsforrædere. Indadtil, over for familien, var vi børn af det demokrati, der havde forrådt vores forældre ved at overtræde sine egne retsprincipper. Hvis kærligheden ikke havde været der, var vi blevet knust.” Bogen er hermed anbefalet.
Kan du lide, hvad du læser? Så læs flere af Egon Clausens anmeldelser her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her 
