
HVERDAGSLIV I USA // KLUMME – Er der noget, som hedder manerer i det offentlige rum? Svaret er naturligvis ja, men i Danmark, hvor de fleste ikke ejer skyggen af køkultur eller vil vide af regler for samtale på gadeplan, bliver man affejet som en reaktionær idiot, hvis man vil tale for det. Sådan er det ikke i Amerika, skriver Annegrethe Rasmussen, som slår et slag for hjertets dannelse: flere samtaler og smil, mere varme og mellemmenneskelig omsorg i det offentlige rum.
WASHINGTON, D.C. – “Jamen hello! Se lige, hvem der kommer der. Så bliver det jo alligevel en god dag i dag.” Den ældre, sorte mand ser mig lige i øjnene, tilbyder mig en indkøbsvogn og smiler polisk, mens han blinker. Han har en hat på, en solid overfrakke og varme vanter også – og så ser han absolut henrykt ud ved synet af mig, der er på vej ind i mit lokale supermarked.
Alene det fysiske faktum, at jeg smiler, får mig til også at føle mig gladere. Jeg bliver lidt lettere til bens, og følelsen af godt humør varer flere minutter
Jeg ved selvfølgelig godt, at jeg næppe er den eneste, han siger noget tilsvarende til, men kan alligevel ikke lade være med at smile tilbage. Samtidig observerer jeg – idet jeg går hen imod frugtkasserne – at alene det fysiske faktum, at jeg smiler, får mig til også at føle mig gladere. Jeg bliver lidt lettere til bens, og følelsen af godt humør varer flere minutter.
Da jeg går hen for at betale, sker det igen. Denne gang ikke fra en ansat, men fra en anden kunde, en ung pige bag mig, taler: “Lady, I love your coat,” lyder det anerkendende om min gule frakke.
“Thanks,” svarer jeg en kende overrasket. For uanset at jeg har boet i USA i mange år, har jeg fortsat, som dansker, ikke helt vænnet mig til, at vildt fremmede mennesker giver komplimenter i det offentlige rum. For det gør man jo bare ikke i Danmark. Her taler ingen til en, medmindre de siger “jeg skal forbi” eller noget i samme skuffe.
“Flyt dig – det er min plads”
Mine tanker går tilbage til en historie, som en af mine daværende kolleger fortalte mig på Weekendavisen for over 20 år siden.
Hun havde været ude at rejse i lang tid, vistnok til Sydøstasien, men også boet i USA. Nu var hun på vej hjem til Danmark via den gamle Gedser-Warnemünde færge. Hun må have været i 20’erne, og eftersom hun i dag er tæt på 70, må dette have været i 1970’erne. Træt var hun, og hun så en bænk på færgens dæk, hvor hun ville lægge sig for at sove.
Men den gik ikke. En brysk herre verfede hende væk med et “Du kan ikke være der. Det er min plads.” Trods det faktum, at han kom til efter hende.
Jeg var i dårligt humør i flere timer bagefter. Følelsen sad i min mave, og selvom den fortonede sig, var det ubehageligt og med til at gøre stemningen i hele butikken trykket
Helt uvant med tonen efter over et år uden for Danmark kom hun til at græde og gik sin vej. Hun fortalte det som et eksempel på, at det, nogen ynder at kalde “den direkte måde danskere, taler på”, eller det, amerikanerne kalder “in your face”, kan virke både voldsomt og fjendtligt, når man ikke er vant til det.
Og nøjagtig ligesom mine to oplevelser i supermarkedet er bittesmå, men gør mig glad, så var denne oplevelse på færgen med til at sætte en grundstemning. Trist for hendes vedkommende, rar for min.
Jeg havde en tilsvarende dårlig oplevelse for år tilbage under en hedebølge i København, hvor jeg baksede rundt med to enorme kufferter, en barnevogn og fire børn under 10, hvor en mand beskyldte mig for at snyde i køen i bageriet inde i Illum.
Jeg var klart kommet først, hvilket pigen bag disken også sagde, men manden var rasende. Jeg tilbød straks, at han bare skulle gå foran, men det var ikke godt nok. “Du tror nok, du skal spille smart, hvad?” hvæsede manden og fortsatte: “Det er ikke, fordi du giver mig lov, det er, fordi jeg har ret“.
Jeg tilføjer, at vi ikke taler om en sølle person, der måske var blevet grov af livets hårde skole. Nej, han var både velklædt og med en diktion, der tydede på en opvækst nord for København. Jeg var i dårligt humør i flere timer bagefter. Følelsen sad i min mave, og selvom den fortonede sig, var det ubehageligt og med til at gøre stemningen i hele butikken trykket.
Fordom om dannelse som overklassens (og kvinders) herskerteknik
Hvilket leder mig hen til en fordom om den slags med dannelse og høflighed. For i det danske er det blevet sådan, at vi, der gerne taler om tone eller pli, ofte bliver beskyldt for at udøve social kontrol.
Det er – skal man forstå – simpelthen en udspekuleret, og i øvrigt kvindelig, form for “herskerteknik”, når man udbeder sig kammertonen. Det er elitens måde at tale ned til fx underuddannede på. Eller det er sådan, kvinderne forsøger at kontrollere mændene.
Til jul vil jeg ønske mig bedre dannelse på gaden og i kassen. I det mindste i København – mine forældre siger altid, at det står meget bedre til i provinsen
For kritikerne er anmodninger om “tonen” et værktøj, man slår andre i hovedet med. Nemlig de andre, der ikke har ordet i deres magt, og som måske er mere primitive i deres ordbrug end de sofistikerede akademikere, der er nøjagtig lige så grove, men bare ikke bander, lyder kritikken.
Men de høfligste mennesker, jeg møder i USA og i Storbritannien, er dem, der har mindst, mens de dårligste manerer bliver udvist af dem, der måske har lige lovlig meget.
Og det er ikke, fordi der ikke kan være et gran af sandhed i det med, at akademikere måske er mere raffinerede, når de kritiserer mennesker, de er uenige med, end den gennemsnitlige mekaniker. Det er sikkert sandt. Men det er samtidig også noget helt andet. For “skurvognssnak” eller hvad man nu vil kalde det, har ikke noget med manglende høflighed at gøre. Det er jargon, hvilket er noget andet.
Man kan sagtens have miljøer, hvor man betjener sig af en bestemt lingo, benytter sig af slangudtryk eller har nogle omgangsformer, der måske for andre ser ud som manglende takt og tone. Men det er bare ikke det, jeg taler om eller taler for.
Jeg ønsker mig et fællesskab i det offentlige rum, hvor den anonyme masse overholder nogle usagte sociale regler for omgang med hinanden, ligesom man har i trafikken. Regler, der fungerer som en slags social lim, der holder grupper sammen og gør det nemmere at være til stede i fx et supermarked, en bagerbutik, i en kø foran busstoppestedet, i Metroen eller i lufthavnen.
USA er et foregangsland
Og her kommer man ikke uden om, at amerikanerne ejer en misundelsesværdig, tillært høflighed.
De respekterer altid en kø, man går simpelt hen ikke indenom, som det sker hele tiden i Danmark. Startende når man lander i lufthavnen i øvrigt, hvilket jeg ret ofte gør. Og det er i øvrigt også noget, der terpes (ja, terpes) i alle amerikanske folkeskoler og børnehaver.
Plakater med “school rules” findes over alt. Her er nogle stykker:

Jeg har skrevet om det her før. På min gamle arbejdsplads, Dagbladet Information, hvor jeg efter at have begået en klumme om, hvor dejligt det var at blive smilet til af kassedamerne, når jeg købte ind, fik læst og påskrevet af en bunke vrede læsere om, at jeg indgik i et magtforhold, hvor jeg – den rige, hvide dame – tilsyneladende ikke bare forlangte, at kassedamen – den underbetalte sorte dame – skulle betjene mig. Nej, jeg ville også have, at hun smilede.
“Men hvad nu hvis hun ikke har noget at smile over. Hvorfor skal hun så smile. Kan du ikke bare nøjes med at blive betjent lige som alle andre?” lød kritikken. Som handlede om, så vidt jeg forstod, at jeg ikke bare ville have service, men også “personlighed”. Og at det var at gå for vidt. Social kontrol igen med andre ord. Det var en del af underkastelsen eller klassestrukturen.
Uanset om man står i kø eller ej, smiler eller lader være, giver små komplimenter eller stirrer tomt ud i luften så har intet af det nogen materiel indflydelse på folks klassetilhørsforhold eller pengepung
Jeg afviste – også dengang – kritikken med argumentet om, at jeg simpelthen ikke kan se, at den sociale eller økonomiske ulighed bliver mindre af, at man ikke behandler hinanden ordentligt. Hvis det havde en konkret effekt på uligheden i USA, at jeg fx holdt et neutralt udtryk i ansigtet, og at alle ansatte i supermarkedet også gjorde det, ville jeg selvsagt ikke have noget imod at undlade at smile.
Men sagen er, at uanset om man står i kø eller ej, smiler eller lader være, giver små komplimenter eller stirrer tomt ud i luften, så har intet af det nogen materiel indflydelse på folks klassetilhørsforhold eller pengepung.
Der er ingen konkrete eller materielle fordele forbundet med nogen af delene. Men jeg er dertil 100 procent overbevist om, at vi har at gøre med en mental win-win-situation, der så at sige har positive indvirkninger på begge sider af kasseapparatet: Kunderne bliver glade, når medarbejderne i kassen smiler. Men de ansatte bliver også i bedre humør, når kunderne er venlige.
I DK er det mistænkeligt at være for glad
Nu er mange danskere imidlertid ofte svært mistænksomme over for alt for glade mennesker. Dumme mennesker er gladere end os andre, husker jeg tydeligt, jeg engang fik at vide, da jeg var en 15-16 år (dog ikke, skylder jeg at sige, af mine forældre, men af en traurig socialrådgiver, der lejede et værelse ud til en af mine ekskærester). “Det er de, fordi de ikke ved noget om verden,” forklarede hun.
Inden for mit eget fag, i journalistkredse, er det også langt, langt finere at være mistænksom og mismodig – ofte forklædt i klichéen om den sortklædte, undersøgende og frem for alt kritiske journalist – end at være glad.
De glade mennesker er mest at finde i de dumme livsstilsmedier (læs: dameblade og udsendelser om mode og musik og sådan), mens de alvorlige, og altså seriøse journalister, findes der, hvor problemerne bliver afdækket og løst.
De mest beundrede mediefolk er altid dem, der står for at afdække eller kritisere noget og vinde nogle priser (hvortil jeg i øvrigt ville sige, at hvis man endelig skulle konstruere hierarkier, hvilket jeg er imod, så ville jeg til enhver tid anbringe den klassiske krigskorrespondent øverst på skamlen, men lige den type journalist er der meget få af).
Bliv endelig ved med at være overfladisk venlig. Ja, smil endelig, også selv om du ikke mener det. For overflader er undervurderede
To andre fordomme presser sig imidlertid også på i denne sammenhæng. Den ene er den om, at amerikanerne ikke ejer dannelse, men blot er præget af “servicesamfundet”; altså at forventningerne til personlig service er højere i USA end i Danmark.
Det er i udgangspunktet en korrekt antagelse, eftersom man vitterlig stort set altid får en både høflig og opmærksom betjening i butikker i USA, hvor man i Danmark, læs København, altid skal lede med lys og lygte efter en medarbejder, der vil tale med en. Det skyldes delvist lønnen. Der er flere ansatte i USA, fordi det koster mindre at have meget personale i Amerika end i Danmark.
Men man kan bare ikke konkludere, at vi taler om en hul skal af “købt høflighed”. For også der, hvor folk absolut ikke er ansatte, trives den høflige, opmærksomme og venlige tone: i busser, tog, på markeder, i kirker, på den vej, man bor på, og selv blandt hjemløse, som altid taler venligt til en på gaden og ønsker en god dag.
Den anden fordom handler om, at amerikanerne er mere “overfladiske” end de mere dybe (og, må man forstå, derfor mere interessante og ægte) danskere.
“Det kan godt være, vi ikke taler med fremmede, men amerikanerne skvaldrer bare op uden at mene det, de siger,” hedder det. Hertil kan jeg kun sige, at hvis amerikanerne er overfladiske, har dem, jeg omgås til daglig, stadig til gode at afsløre deres sande jeg. Og jeg bor i Washington på 16. år. Tværtimod er de mennesker, der var imødekommende og inviterede på middag, da jeg flyttede til USA i 2008, også i dag venligheden selv.
Jeg har derfor selv draget den modsatte konklusion: Bliv endelig ved med at være overfladisk venlig. Ja, smil endelig, også selv om du ikke mener det – overflader er undervurderede og smitter af på dit indre.
Hjertets dannelse: at være gavmild og generøs med sig selv
Hvad er konklusionen? Tjah, blot den enkle, at om end dannelse er en mangeartet størrelse, der ofte forbindes med, om man kan tale lidt med om kunst, kultur eller vin og kan sidde pænt ved bordet, så er det gode gamle begreb om hjertets dannelse langt vigtigere.
Hjertets dannelse finder man ikke i nogen bog. Det handler om opdragelse til empati – “to walk in somebody else’s shoes”, siger amerikanerne.
USA er som samfund er mere risikobetonet, ulige og langt mere voldeligt, end Danmark er. Men bare fordi vi har en velfærdsstat med institutioner, der dæmmer op for social og økonomisk nød, betyder det vel ikke, at vi skal være mentalt dybfrosne og uhøflige over for hinanden?
Men det handler også om gavmildhed og generøsitet. At man forstår, at der ikke går noget fra en, fordi man deler ud af sig selv.

Når man smiler til andre i supermarkedet, bliver man ikke mindre glad selv. Tværtimod smitter det. Man løfter ikke kun andre op, hvis man giver noget af sig selv – også selv om det “noget” blot er at holde pladsen i køen, at hjælpe en ældre person med en tung pose eller at stikke et smil til et andet menneske.
Man bliver også selv et bedre menneske.
Og min påstand er altså, at lige det ligger mere solidt begravet i folkesjælen i USA end i Danmark.
Paradoksalt nok, i øvrigt, måske fordi USA som samfund er mere risikobetonet, ulige og langt mere voldeligt, end Danmark er. Men bare fordi vi har en velfærdsstat med institutioner, der dæmmer op for social og økonomisk nød, betyder det vel ikke, at vi skal være mentalt dybfrosne og uhøflige over for hinanden?
Så til jul vil jeg ønske mig bedre dannelse på gaden. I det mindste i København – mine forældre siger altid, at det står meget bedre til i provinsen.
En længere version af denne klumme har tidligere været publiceret i POV i 2016.
Læs mere af Annegrethe Rasmussen her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.