Hjerternes fest?

Peter Schjødt 20.12.2023

RELATIONER // KRONIK – Hjertet er et af menneskets mest universelle symboler på det vigtigste i livet. Når vi bruger vendingen, at “julen er hjerternes fest”, må vi derfor også overveje, hvad der er det hjerteagtige ved den måde, vi fejrer jul på? Disse overvejelser skriver filosoffen Peter Schjødt om i denne højtidsaktuelle kronik.

Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Når det er jul, skal man skrive om hjerter, selv om de fleste skarpsindige analytikere skriver om penge og med held får gjort økonomi til julens vigtigste emne. Men julen er jo hjerternes fest. Måske lyder det som en kliché, sat i verden af detailhandelen, men der er naturligvis også mere ædle årsager til, at det netop er ordet hjerte, som er blevet knyttet til julen. Hjertet er nemlig ikke bare en fysisk pumpemekanisme i brystkassen, en populær emoji, en reklame for endnu flere gaver eller noget, man fletter og hænger på juletræet.

Når vi bruger vendingen, at julen er hjerternes fest, må vi også overveje, hvad der er det hjerteagtige ved den måde, vi fejrer jul på?

Hjertet er et af menneskets mest universelle symboler på det vigtigste i livet. Når vi bruger vendingen, at “julen er hjerternes fest”, må vi derfor også overveje, hvad der er det hjerteagtige ved den måde, vi fejrer jul på? Hvor skjuler hjertets symbolik sig fx i de økonomiske statistikker over, hvor mange penge danskerne vil købe julegaver for?

Og hvilke perspektiver går tabt ved denne økonomiske version af julehjertets betydning, hvor det handler mere om købekraft end om kærlighed, som ellers i årtusinder har været hjertets definitoriske metier?

Hjertets historie

For 17.000 år siden stod en af vores forfædre og tegnede på klippevæggen i El Pindar-hulen i det, som vi i dag kalder for Spanien. Man kan stadig se tegningen, nærmest som en skygge på klippevæggen. Det ser ud til at være en mammut, men kunstneren fik også den idé at udstyre mammutten med et hjerte.

Hvorfor ikke med en lever, en nyre, mave, lunger eller hjerne? Måske oplevede vedkommende, at kraften fra dette bløde, varme og bevægelige et-eller-andet var noget, der blev skænket én, når man dræbte dyret, for at hele stammen kunne overleve. En slags gave, som man måtte returnere eller takke for ved at male det på hulevæggen.

Fra tidernes morgen har hjertet været symbolet på det dybeste i menneskelivet. Det har været genstand for menneskets og gudernes største opmærksomhed. Som den danske salmedigter B.S. Ingemann digtede: “Den store mester kommer,/ som smelter sjæl og sind./ Han sidder ved hjertegruben,/ han ser i sjælene ind.//” B.S. Ingemann kunne naturligvis sin bibelhistorie, så han var ikke i tvivl: Sjælen sidder i hjertet, og hjertet har ikke alene i vores kultur, men stort set alle steder og til alle tider, repræsenteret og symboliseret det vigtigste og mest personlige i det enkelte menneskes liv.

Hjerternes fest? eller gavernes fest? — Hjertesproget har ikke længere den samme betydning, som det havde for Grundtvig og de gamle salmedigtere. Foto: Wikimedia Commons

Omkring 900 gange er hjertet nævnt i Det Gamle Testamente; en del færre gange i Det Nye Testamente. Ofte henviser Bibelen til hjertet for at gøre abstrakte følelser som kærlighed, venskab, næstekærlighed, omsorg, hjælp, fred og barmhjertighed til noget livsnært, til noget legemligt, og dybest set er det vel også det, som vi gerne vil have julen til at repræsentere, og derfor bruges hjertet som “julehjerte”, altså som symbol på, hvilke værdier julen bør repræsentere.

Alt det kan man også se i Den Danske Salmebog, hvor ordet hjerte er det substantiv, der forekommer hyppigst. Som jævne pulsslag opregner den ene salme efter den anden, hvordan hjertet er blevet brugt til at beskrive menneskets dybeste erfaringer med livet.

Grundtvigs hjertesprog

Grundtvig talte tilmed om et hjertesprog. “Modersmål er vort hjertesprog,” skrev han, og hjertesprogets funktion var bl.a. at kunne tale og skrive om det mest inderlige i menneskets liv. Her tales der om det “Urolige hjerte”, men også om “Min største hjertens glæde”, og vi hører det beroligende “Vær trøstig, mit hjerte.” I hjertesproget fortælles der om, at “De dybeste lag i mit hjerte er længsel.” “Hjertesorgen” nævnes selvfølgelig, og det samme gælder “mit hjertes skat,” men også “hjertets angst”.

Hjertesproget har ikke længere den samme betydning, som det havde for Grundtvig og de gamle salmedigtere. Men vi har stadig en slags hjertedialekt, hvor hjertet i dets symbolske eller metaforiske betydning kobles til bl.a. glæde og sorg, kærlighed og savn, håb, barmhjertighed og fred.

Denne hjertedialekt forsøger vi også at tale, når vi nærmer os julen, som vi altså kalder for “hjerternes fest” uden helt at gøre os klart, hvad dette hjertesprog i virkeligheden betød, da det var et sprog, man talte og forstod, før det dominerende økonomiske sprog underlagde sig hjertes sprog og så at sige kapitaliserede hjertet og gjorde det til en slags reklame for juleudsalget.

Valentinsdag og kærlighedsgaver

Men, det er jo ikke kun julen, som er en sag for hjertet. Også februars valentinsdag er en slags hjertedag, og ligesom julen noget, som visse dele af detailhandlen forstår sig på. Folkemindeforskerne siger, at det var Netto, som bragte fænomenet til Danmark ved bl.a. at sælge nye “kærlighedsting” som fx hjerteformede pastaskruer.

Men dagen er dog defineret som de elskendes dag, og hjertet knytter sig om noget til kærligheden, også i vores tid. Læs bare Tove Ditlevsen: “Så tag mit hjerte i dine hænder,/ men tag det varsomt og tag det blidt,/ det røde hjerte – nu er det dit.//” Og behandles kærlighedens hjerte ikke varsomt, kan vi i Salmebogen læse om “knuste hjerters råben”. Det lyder næsten som en poetisk beskrivelse af den helt moderne lægevidenskabelige diagnose med det ikke så poetiske navn takotsubo cardiomyopathy, som dog også kaldes for Broken Heart Syndrome, eller knust hjerte syndrom.

Man kan dø af at få knust sit hjerte. De fleste mennesker har stadig en intuitiv viden om, at man kan miste sit hjerte til et andet menneske, at man nærmest kan føle, at ens hjerte tilhører den anden, men også, at ens hjerte derfor kan blive forladt eller svigtet og skabe den dybeste hjertesorg.

Ikke mindst den elskedes død kan resultere i en hjertesorg så dyb, at den måske stadig bedst beskrives med salmedigteren Hans Adolf Brorsons klagende ord fra hjertesproget: “mit hjerte forpint og forladt”. Denne sorg kan knuse et menneskes hjerte i ordets bogstavelige forstand. Undersøgelser viser således en overdødelighed på helt op til 50 procent hos ægtefæller, som har mistet deres kærlighedspartner.

Hjerternes fester og hjertegaver

Hvordan kan vi så fejre hjertefester som julen og valentinsdag? Den gamle betydning af ordet “hjerte” handler primært om kvaliteten og betydningen af menneskers forhold til hinanden. Med den slags værdier, som grundstamme, kan hjertet naturligvis ikke fejres tit nok. I et nutidigt perspektiv kan vi nemlig også se hjertets gamle symbolik som udtryk for det modsatte af den ellers udbredte oplevelse af, at “enhver udelukkende forfølger sin egen interesse”, som den franske filosof Alain Badiou skriver i bogen Lovprisning af kærligheden.

Hjertet, som symbol på kærlighed, venskab, omsorg, nærhed og tillid, er netop modbeviset på, at mennesker er selvtilstrækkelige og kun tænker på sig selv. Hjertets årtusinder gamle symbolik handler om vores forhold til hinanden og har altid den anden, det andet menneske, i fokus. På den måde er der jo god mening i at give gaver til andre mennesker.

Men vi kan også følge en anden fransk filosof, Roland Barthes, som i 1977 skrev bogen Kærlighedens forrykte tale. En slags encyklopædi for alle de veje, som kærlighedens diskurs har taget, så selvfølgelig er der også et opslag om hjertet: “Det ord står for alle slags rørelser og begær, men det konstante træk er, at hjertet gøres til gave – det være sig miskendt eller afvist.”

Hjertet som gave, altså fx den kærlighed, man får fra et andet menneske eller selv giver. Her er der altså tale om en rigtig hjertegave, fordi man giver sit hjerte og måske endda får et hjerte fra den anden; hjertets gave. Ved siden af denne gave, at få eller at give et kærlighedshjerte eller venskabshjerte, blegner alle jule- og valentinsgaverne – som måske endda kan få os til at glemme den rigtige, autentiske gave, som Roland Barthes skrev om, nemlig hjertet i dets betydning af kærlighed, venskab, omsorg og menneskelighed – hjertet som gave.

Hos de gamle grækere kan vi finde en beskrivelse af begrebet gave, som taler lige ind i de moderne fejringer af hjertedage, som jul og valentinsdag – altså de dage, der holder hjertet op som et slogan for at købe gaver.

I klassisk tid var “en græsk gave” betegnelsen for en gave, som både kunne være et gode for modtageren, men også rummede risikoen for at skade vedkommende. Det var den trojanske hest, som inspirerede til at tale om den slags særlige gaver.

Hos de gamle grækere kan vi finde en beskrivelse af begrebet gave, som taler lige ind i de moderne fejringer af hjertedage som jul og valentinsdag

Grækerne gav i sin tid en enorm træhest i gave til den belejrede by Troja. Da træhesten var kommet inden for den belejrede bys ellers solide mure, viste gaven sig imidlertid at være en katastrofe. Den var hul, og i hestens indre gemte sig græske soldater, som strømmede ud og besejrede den overraskede trojanske fjende.

Den slags gaver skal man have et ekstra øje på. Jeg elsker selv at give og at få gaver. Men da jeg her inden jul var i et af landets største indkøbscentre, kunne jeg godt få følelsen af at stå over for en trojansk hest, som lokker med alverdens gaver, men efterlader en med spørgsmålet om, hvem dette maniske udbud af gaver i sidste ende kommer til gode – og til skade?

Læs tidligere kronikker af Peter Schjødt

Peter Schjødt

Peter Johannes Schjødt er uddannet i filosofi og samfundsvidenskab. Har skrevet en lang række bøger, bl.a. ”Velfærd eller ufærd?”, ”Kritik af den politiske optimisme”, ”Tiden, tempoet og tomheden” og ”Julies hjerte.” Er desuden medforfatter til ”Magtens Bog”. Har tidligere været redaktør ved DRs P1, og leder af Radiodokumentaren, også ved DR, og desuden kommentator ved Information og boganmelder ved Berlingske. I dag er han freelanceskribent, foredragsholder og blogger om kultur, etik og eksistens. Du kan følge Peters arbejde på bloggen peterschjodt.wordpress.com.