Ham der Hammershøi er en rasende populær maler. Priserne på hans malerier er vanvittige. Når de dukker op på auktion herhjemme, diskuteres det, om det er “umistelig dansk kulturarv” og skal blive i Danmark eller om vi har “nok”af dem. Så er det nemlig i orden, at udenlandske købere betaler flere millioner for et maleri og tager det med hjem. Og et af de malerier, der ikke længere er i landet, kender jeg vældig godt.
Auktionshuset Sotheby’s i London har haft endnu en Hammershøi på auktion 25. maj i år, men det blev ikke solgt. Sandsynligvis ville sælgeren ikke gå under vurderingen på mellem 4,7 og 6,6 millioner kroner, og så bliver der ikke hammerslag. Handelen går tilbage.
Maleriet ”Interiør med marmorniche” er lidt mørkt, meget anderledes end de andre, der er blevet så populære. Det kan være forklaringen. Sotheby’s har ellers haft held med at sælge hans malerier før. I 2012 gik ét maleri til over 15 millioner danske kroner, året efter gik et andet Hammershøimaleri for over 23 millioner. Det er big business.
For tiden kan man på Ordrupgaard frem til 19. juni se en større udstilling “Hjemme hos Hammershøi”. Jeg var der forleden, svælgede lige som de andre museumsgæster i det mest populære maleri “Solstråler” eller “Støvkornenes dans i solstrålerne”, som det også kaldes. Det er et vidunderligt maleri, om end en guldramme efter min mening tager meget af opmærksomheden. Som plakat på væggen med hvid kant ydes maleriet faktisk større retfærdighed.
Der er mange smukke værker på denne udstilling, som må være et must for turister og kunstelskere, når man betænker Hammershøis enorme succes.
Der er mange smukke værker på denne udstilling, som må være et must for turister og kunstelskere, når man betænker Hammershøis enorme succes. Han er de indendørs grå og hvide nuancers mester.
Han er de indendørs grå og hvide nuancers mester. Stuerne var hans atelier, og han udnyttede stemningen og sollyset i de stille stuer med hvidmalede døre, enkle opstillinger af et møbel i nærmest tomme rum, fruen Ida ofte set fra ryggen i sort kjole eller stuen helt uden møbler som her. Man må formode, at der var en konstant flytten rundt på møblementet hos hr. og fru Hammershøi: ”Nu skal Vilhelm male!”
Et fund for tegneseriefolket
På udstillingen kan man se, at han faktisk også var en eminent tegner, og at farver ikke var ham imod. Se bare dette selvportræt, fra da han var helt ung, tegnet og malt med vandfarver.
Det billede gad jeg godt eje. Blikket er insisterende – han var også eminent til at se. Slipset er enormt, bemærker jeg, men sådan var moden vel. Der er ikke sat noget år på, men Vilhelm Hammershøi, der levede 1864-1916, var på det tidspunkt en meget ung mand. Når man ser hans teknik, slår det mig, at han ville være et fund for tegneseriefolket i dag.
Eller hvad med disse fire opstillinger, også i farver? En mere sjælden side af hans “oeuvre” (et fint ord i kunstbranchen, der betyder værk). Han kunne altså godt male med farver, men det er de hvide og grå nuancer, og stuerne og dørene, der sælger.
Jeg ledte forgæves efter et bestemt maleri, men det er ikke med på udstillingen. Det hænger et ukendt sted i USA. Mit maleri!
Historien om Hammershøi og mig
Historien begynder i 1984. Jeg var med min søster og mine to små børn i lånt sommerhus udenfor sæsonen. Det var februarkoldt udenfor, vi var nærmest de eneste i området og hyggede indendøre med hjemmebagt brød og pandekager. Vi travede med barnevogn til købmanden og hentede forsyninger, og selvfølgelig skulle jeg have den daglige avis med tilbage.
Forsiden chokerede mig ligeså meget som resten af den danske kunstverden: Et maleri af Hammershøi var blevet solgt for 780.000 kr. ved Bruun Rasmussens auktion i Bredgade i København! Fuldstændig uhørt høj pris i Danmark! Både for et maleri, men også for et maleri af denne kunstner. Hammershøi var slet ikke så kendt på det tidspunkt. Og hvorfor netop hans maleri? Den artikel blev læst mere end én gang.
Automatisk gik mine tanker hjem til helårsboligen. Et halvt hus, dyrt erhvervet (23 pct. i rente i 1979, dog fuldt fradragsberettiget). Der manglede ofte penge i slutningen af måneden, og hjemmet var derefter. De oprindelige vægge burde være blevet malet, så vi kunne slippe for de tidligere beboeres mørke vægge, men det var de ikke, og indretningen lignede det, det var: en blanding af tidlig Ikea, posthippiemøblement af ølkassereoler, spånpladebord, afsyrede vitrineskabe, et gammelt klaver og arvede sager. Det fungerede fint, selv om vi godt kunne bruge en håndværker til at færdiggøre det hul, vi havde lavet efter at have fjernet en væg mellem to rum, for slet ikke at tale om det tilfældighedskøkken, vi havde overtaget af nogle andre. Dengang havde man bestemt ikke ret til et nyt køkken. En hverdag med arbejde og to små børn tillod ikke de store udskrivninger.
Der var plakater, børnetegninger og hjemmelavet kunst, og på en af væggene hang et maleri af Hammershøi!
Mine oldeforældre havde i sin tid købt det direkte af kunstneren. Det havde været i familiens eje, min mormor havde foræret det til min far, da han tog en stor eksamen og tilfældighederne ville, at jeg arvede maleriet, da mine forældres hus skulle sælges og tømmes. Jeg kunne godt lide billedet af kvinden, der står og læser et brev ved bordet, hvor der står en kande. Bagerst er der to hvide døre. Jeg havde set på det maleri fra jeg var otte år, og nu hang det hjemme i min stue. Det hørte til og passede fint dér, hvor det hang. Det var blevet værdisat til 15.000 kr i arveopgørelsen.
Der var plakater, børnetegninger og hjemmelavet kunst, og på en af væggene hang et maleri af Hammershøi! Mine oldeforældre havde i sin tid købt det direkte af kunstneren. Det havde været i familiens eje, min mormor havde foræret det til min far, da han tog en stor eksamen og tilfældighederne ville, at jeg arvede maleriet, da mine forældres hus skulle sælges og tømmes
Det første jeg gjorde var at ringe til forsikringsselskabet og sige, at de skulle skrive et sted, at maleriet hang på min væg. Hvis hele hytten brændte ned, og jeg begyndte at fable om et Hammershøimaleri midt i vores rodebutik, ville jeg blive anklaget for forsikringssvindel og ingen ville tro på mig. Så var der ro på den sag. Vi hævede værdien til 40.000 kr.
Men nu med den ekstraordinære høje salgspris ændrede maleriet karakter. Fra noget der bare hang på min væg, til noget der måske var mange penge værd. Jeg mener, var det sådan, at der hang 780.000 på min væg? Det var en sindssyg tanke, eftersom det vist var det, vi havde købt hus for 5 år før.
Der var ingen vej udenom. Jeg måtte finde ud af, hvor meget maleriet var værd, og selvfølgelig overvejede jeg også, om jeg skulle sælge det.
Herlig oplevelse at ringe til auktionsfirmaet Bruun Rasmussen, en verden jeg slet ikke kendte, præsentere mig og sige: “Jeg har et maleri hængende, som jeg meget gerne vil have vurderet. Er der mulighed for, at en af jeres folk vil komme forbi og se på det?”
Det er klart, at det kan de ikke, og det forsøgte vedkommende så at formulere på en pæn måde. Det kunne jo være en grim skovsø malet af en amatør. Og jeg nød at bruge trumfen: “Det er malet af Vilhelm Hammershøi!”
Jeg kunne næsten høre, at han rettede sig op og blev fuldstændig nærværende. De ville med glæde komme forbi.
Maleriet blev sat til salg
De senere år har vi på tv set mange mennesker, der håbefuldt viser en antikvitet frem og slukøret får sandheden at vide, at det kun er ganske lidt værd, eller blive glædeligt overrasket. Det er en noget anden oplevelse at få vurderet sit maleri, når man ved, at det er noget værd. Men hvor meget?
Det skulle renses, sagde manden fra auktionshuset, for det var meget snavset. Det tror jeg på. Fire generationers middagsselskaber med dertil hørende cigarer og cigaretter sætter sig på malerierne.
Jeg var spændt som en flitsbue: hvad mon det var værd? Han sagde dog ikke 780.000, men mente, at 400.000-500.000 ville det lande på. Det store salg kunne man ikke regne med, måske var det første store salg en engangsforeteelse.
Så begyndte en anden bekymring at ruge: tænk hvis nogen eller noget kom til at ødelægge maleriet i mit hjem! Foodfight eller vandskade? Eller hvis nogen fik nys om det, og det simpelthen blev stjålet? Jeg turde næsten ikke have det hængende.
Efter noget tid med forvirring og urolige overvejelser besluttede jeg mig for at sælge. Maleriet blev sat til salg som ”Stue” fra 1899.
Fotoet øverst er mit foto af maleriet, som det blev præsenteret i kataloget.
Maleriet blev hentet, og renset. Så var jeg endegyldig ikke længere i tvivl. Det var blevet alt for lyserødt, efter at de mange års snavs var fjernet. Det lignede ikke det, jeg kendte. Jeg kunne ikke længere lide det som før.
I DR’s arkiver findes en lille film, hvor jeg får maleriet vurderet ved skranken. Nogen spurgte, om jeg ville medvirke med mit maleri, så man kunne illustrere, hvordan den slags fungerer. Det var mange år før auktionsfirmaet blev til en DR-serie.
I stedet for at der hang noget smukt på væggen et sted, blev alle væggene smukke. Vi kunne købe en helt ny bil og en carport. Familien blev inviteret på Søllerød Kro. Vi kom ud og rejse, købte noget betydelig billigere kunst og fik endda ordnet foran huset med fliser og hegn.
415.000 var hammerslaget! Måske det lyserøde trak lidt ned, nu hvor de hvide og grå nuancer pludselig var blevet så populære. Men vurderingen var rigtig. De 780.000 spøgte i mine tanker, salgsprisen måtte selvfølgelig gerne have været meget højere, der skulle jo også betales salær for salget.
Den tanke forsvandt hurtigt, da jeg stod med en temmelig stor check i hånden. Det var helt fantastisk, at vi fik de penge. I stedet for at der hang noget smukt på væggen et sted, blev alle væggene smukke. Vi kunne købe en helt ny bil og en carport. Familien blev inviteret på Søllerød Kro. Vi kom ud og rejse, købte noget betydelig billigere kunst og fik endda ordnet foran huset med fliser og hegn osv., og der var tilmed noget tilbage.
Skulle jeg have ventet
Vi gik stille med dørene, men den slags rygtes. På mit arbejde var der én, der syntes, det var morsomt hver gang at spørge med udstrakt hånd: “Vil du ikke låne mig 100 kr.? Ja eller du kan give mig dem, du har jo nok af dem.”
Det blir man træt af, og begynder at tænke over, om ens venskaber ændrer sig, om der kommer helt nye “venner” til.
Da pengene var brugt, faldt der ro på igen.
Jeg ledte forgæves efter et bestemt maleri, men det er ikke med på udstillingen. Det hænger et ukendt sted i USA. Mit maleri!
Min eneste ærgrelse ved den historie er, at maleriet blev solgt ud af landet. Der var ingen, der mente, at det skulle blive her. Dengang havde det danske kulturværdiudvalg ikke så travlt med at bevare “umistelig dansk kulturarv”. Først nogle år senere gik de i aktion. Læs her Camilla Stockmanns glimrende artikel om det univers.
Hvis det dog bare var blevet i Danmark
Var det bare blevet solgt til Louvre, der var interesset fik jeg at vide, så jeg kunne besøge det, hvis jeg ville! Men nej, højstbydende var fra USA. En privat samler, så vidt jeg forstod. Den slags kan man ikke få oplyst, desværre, og samleren selv sagde ingenting. Nogle år efter solgte denne samler maleriet igen. For en million kroner!
Muligvis har det været for intetsigende, at titlen var ”Stue”, nu var maleriet kommet til at hedde ”Ida læser et brev”. Sidst maleriet blev solgt var i 2012, stadig USA, hvor det gik for svimlende 15,75 millioner kroner. På det tidspunkt var det det danske maleri, der havde fået den højeste salgspris overhovedet. MIT maleri!
Året efter blev den rekord også slået, af et andet af Hammershøis malerier.
Skulle jeg have ventet? Nej, det skulle jeg ikke. Ikke et sekund har jeg ærgret mig over, at jeg solgte det dengang, hverken da det pludselig var en million værd, ej heller da det blev solgt i 2012. For hvad skulle jeg med 15 millioner?
Man kan vist godt blive lidt bims, hvis man pludselig står med 15 millioner. Mine venner og familie kunne være blevet mærkelige overfor mig, og folk ville have syntes, det var dumt jeg fortsatte med at arbejde, når jeg ikke behøvede osv. osv.
Jeg elsker at se på Hammershøis malerier, der findes på mange danske museer. Og lige nu er det især på Ordrupgård, det foregår.
Kæmpeplakat fra udstillingen
Foto: Skribentens egne
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
