VELFÆRDSDANMARK – Vi bygger langt de fleste af vore antagelser om både det sociale- og det sundhedsmæssige velfærdssystem på stereotyper som er 30-40 år gamle. Med mindre vi selv eller nærtstående får berøring med sundhedsvæsenet eller de sociale myndigheder, lever vi i illusionen om velfærdsdanmark anno 1976, hvor bistandsloven blev indført. Men det Velfærds-Danmark, som var engang, er en saga blot.
På samme måde har jeg levet i illusionen om, at jeg burde have et helbredstjek hver tiende år. For at vide, hvordan det står til. For at kunne imødegå og forhindre kroniske skader eller tilstande i at udvikle sig forbi deres point of no return. Rettidig omhu. Sund fornuft. Sådan har jeg fået fortalt.
For et par uger siden, kom jeg i tanke om, at det vist er ved at være ti år siden sidst. Og desuden har jeg døjet noget med lejlighedsvise smerter fra min ene storetås grundled i løbet af det sidste års tid.
”Vil det sige at jeg skal opfinde konkrete symptomer, før jeg kan få helbreddet undersøgt?”, spørger jeg hende. ”Ja”, ler hun muntert videre
Ergo, jeg ringer til lægen og fortæller sekretæren om mit ærinde. Da jeg siger ’helbredstjek’ griner hun fornøjet.
”Ja, det er sjovt. De skriver så meget om, at man folk skal hen og have et helbredstjek. Men der er altså ikke bevilling til det”, oplyser hun mig. ”Nå”, siger jeg så. ”Lægen undersøger ikke for det, med mindre der er noget specifikt i vejen”, tilføjer hun.
”Vil det sige at jeg skal opfinde konkrete symptomer, før jeg kan få helbreddet undersøgt?”, spørger jeg hende. ”Ja”, ler hun muntert videre. ”Det skal du bare snakke med lægen om”.
Og det gør jeg så. Men først handler det om min storetå. Leddet er kronisk hævet og ømt. Jeg har længe tænkt på det som en belastningsskade og forsøgt at belaste det mindst muligt under min daglige yogapraksis. Lægen er en ung kvinde. Helt ny i faget. Det ved jeg, fordi lægesekretæren muntert meddeler en telefonpatient, at klinikken kun er bemandet af unge læger, og det tager længere tid, inden hun kan komme til, hvis hun skal have ’en af stjernerne’.
Den unge læge lytter til min syge storetås sygehistorie. Bagefter beder jeg om et helbredstjek, og hun gentager sekretærens ord om, at sådan et kan man ikke sådan bare lige få, uden der er noget i vejen.
Jeg siger, jeg er træt hele tiden. Så undskylder hun sig et øjeblik. Hun skal lige rådspørge sig hos en af de erfarne, siger hun.
Hun smiler bare over hele recepten
Kort efter kommer ’en af stjernerne’. Jeg kender hende udmærket.
For år tilbage hvor jeg sad med en skavank, slog hun en høj latter op. ”Det er dig, som altid har sådan nogle spændende sygdomme”. Det slog mig som en underlig bemærkning, og jeg konkluderede i mit stille sind, at subteksten var: Du er hypokonder. Og det er ikke fordi, jeg render til læge, hverken hver eller hveranden dag. Men man har fortalt mig, at – særligt – mænd, har det med at gå for lidt til lægen. Og jeg skal ikke risikere noget.
Nu sidder hun igen overfor mig. Storsmilende. Næsten grinende. Hun spørger til tåen. Er den rød? Er den hævet? Hun bøjer den nedad. Jeg siger av. Så sætter hun sig igen på briksen overfor mig og smiler over hele hovedet. ”Det er slidgigt”, griner hun ubekymret.
”Det er sådan noget der kommer i fyrreårsalderen. Der er ikke noget at gøre ved det.”
Jeg forsøger at uddybe med noget historik, men jeg kan se, at hun ikke hører efter. Hun smiler bare over hele recepten.
”Ja, fornuftigt fodtøj er en god idé”, afslutter hun, og fortæller mig at man ikke kan få helbredstjek.
Jeg googler slidgigt. Der skal normalt røntgenbilleder til for at stille diagnosen. Men det mente ’superstjerne-lægen’ åbenbart var overflødigt. Så jeg bestemmer mig til, at det ikke er slidgigt, og at jeg nok selv skal fikse det
”Folk lever ikke længere…” siger hun, så jeg ikke kan lade være med at gøre sætningen færdig: ”… fordi de får det at vide?” spørger jeg. Hun nikker. Og så er hun gået igen.
Jeg sidder tilbage med den unge læge. Hun fortæller, at jeg kan få en blodprøve for B-vitaminmangel nede på Lægernes laboratorium, og at jeg helt selv kan bestemme, hvornår det passer mig at få den taget indenfor 30 dage.
Så går jeg igen. Ikke klogere, men lidt mere desillusioneret end jeg var, før jeg kom. Store smil, og ’hej hej, hav et dårligt liv’.
Den har jeg hørt før. Jeg googler slidgigt. Der skal normalt røntgenbilleder til for at stille diagnosen. Men det mente ’superstjerne-lægen’ åbenbart var overflødigt. Så jeg bestemmer mig til, at det ikke er slidgigt, og at jeg nok selv skal fikse det.
Da jeg kommer hjem, finder jeg en side med tå-øvelser, og dem har jeg lavet siden. Det går allerede meget bedre.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her