Hjerteemojis og damer med nosser – mød Helene Uri

af i Bøger/Kultur

KØNSDEBAT/ / INTERVIEW – Køn og sprog hænger uløseligt sammen, fra emoji-niveau til sproglige vendinger og stil. Cathrine Rasch har talt med forfatter, lingvist og Bogforum-aktuelle Helene Uri, hvis prisbelønnede bog Hvem sagde hvad? udkommer på dansk i dag. Det handler om talkshow-stil, emojier, kvindelige bilister, og om hvorfor nekrologer typisk skrives af mænd om mænd.

Man behøver ikke at bo i Norge, være nordmand eller at kunne læse for at have undret sig over det der med sprog og køn. Sproget omgiver os i alle vores vågne timer og afspejler magtforhold, strukturer, samfundsforhold, kultur og alt muligt andet. Og selvfølgelig stråler holdninger og konventioner ift. køn også ud af sprogets prisme, mere end man(d) måske lige aner.

Men så kan man læse Helene Uri og blive klog på egne og andres sprogbrug; det er ret underholdende og tankevækkende, og det norske lader sig ikke svært overføre til det danske. Ved du f.eks., hvorfor du (ikke) anvender så mange hjerteemojis? Eller hvorfor det egentlig er lidt problematisk at sige, at seje mennesker har nosser og hår på brystet? Eller hvorfor de fleste biografier, du er stødt på, sandsynligvis er skrevet af en mand om en mand?

Køn påvirker vores sprog og sprog påvirker vores køn. Det er vigtigt at skelne, og samtidig går det begge veje. Min bog er delt i to dele, første del drejer sig om, hvordan mænd og kvinder bruger sproget forskelligt”

Den norske forfatter og lingvist Helene Uri var gæst på den nordiske litteraturfestival NORD i Helsingør 13.-14.september, og her fortalte hun om både sin roman Sort is og om fagbogen Hvem sagde hvad? (Klim, 2019). Uri, som i Danmark måske mest er kendt for en lang række romaner, der i øvrigt er oversat til 20 sprog, tager i bogen Hvem sagde hvad? fat om vores sproglige vingeben og dokumenterer gennem egen og andres forskning, hvordan det med sproget aldrig er helt neutralt… Ærindet er at dokumentere, ikke at regulere (bare lige til dem, der aner krænkelsesdebat og/eller andet pop), læs med, og bliv klogere:

Hej, søde hjerte-hjerte-hjerte

,,Køn påvirker vores sprog og sprog påvirker vores køn. Det er vigtigt at skelne, og samtidig går det begge veje. Min bog er delt i to dele, første del drejer sig om, hvordan mænd og kvinder bruger sproget forskelligt. Forskningen viser, at vi tiltaler drenge og piger forskelligt, og det påvirker både vores mundtlige og skriftlige sprog ind i voksenlivet. Et eksempel er FB, hvor kvinder i høj grad benytter sig af fraser som ,,skønneste, fineste du” og ,,søde”, gerne suppleret af en lang række forskellige hjertesmileys og hjerter, når de skriver til andre kvinder, hvilket ses sjældent hos mænd. Det ligger ikke i generne, men i en socialisering: Det superlativ- og adjektiv-rige sprog er ikke standard for mænd, mens kvinder har mulighed for både at vælge at udtrykke sig ,,feminint” eller standardsprogligt.

Sproget påvirker også vores måde at tale på, der er mange undersøgelser, også skandinaviske, der viser, at standardsproget ofte vælges af kvinder i samtaler. Det er en tese, at kvinder vælger standardsproget, fordi det giver status, og fordi kvinderne ikke har haft så mange andre måder at hævde status på. Det er en meget enkel måde at se det på, som muligvis kan gælde for 1970’erne, men som jeg ikke helt tror på i dag. En konkurrerende hypotese er, at kvinder er meget optagede af, at kommunikationen skal lykkes og glide glat. Der er undersøgelser, der understøtter dette – det er hyppigere for kvinder at møde samtalepartnere med bekræftende småord, anerkendende kropssprog og opfølgende spørgsmål. Det er naturligvis en generaliserende måde at se det på, men man kan godt tale om ,,talkshow-stilen”, hvor det vigtigste er at få en anden person til at tale, mens værten er en slags facilitator for samtalen. Det er en feminin stil, men mænd anvender den jo også. Begge køn kan sagtens bruge denne stil, men kvinder bruger den hyppigere.”

Men har kvinder så en større vifte af valgmuligheder rent sprogligt?

,,De er i alle fald mere interesserede i at skifte sproglig kode end mænd, og heri ligger også elementer af tilpasning. En amerikansk undersøgelse viser, at kvinder er mere tilbøjelige til at skifte emne for at inkludere en nytilkommen samtalepartner (uanset dennes køn) end mænd, som typiske ikke skifter emne eller på anden vis sørger for at inddrage en kvinde, som slutter sig til en samtale mellem mænd. Det er et godt eksempel på tilpasning. Kvinden har på den anden side flere muligheder for at udtrykke sig. Manden har en mindre sproglig arena, f.eks. kan man se, at det virkelig er et brud på den maskuline måde at udtrykke sig på, når homoseksuelle mænd søger at bryde klassiske machokoder sprogligt.”

Hvem skal hjælpe alle os almindelige sprogbrugere med at blive mere bevidste?

,,Dette er mit lille forsøg på at forandre verden! Jeg har deltaget i et uendeligt antal talks efter bogen kom. Jeg ser, hvor overrasket publikum er, når de ser tallene fra undersøgelserne, de er overraskede, fordi man betragter Norge som et af de mest ligestillede lande i verden, det er en selvforståelse, som udfordres lidt. I Norge har vi også udtrykket ,,at have nosser”, og når man først begynder at analysere sådanne udtryk, kan man vise folk, hvor degraderende sproget er. Kvinder bruger også sådanne vendinger, men hvis man først peger på, at det f.eks. ville svare til at rose en lille pige med ordene ,,du har en tissemand”, kan man se, hvor absurd det er! Det gælder også alle de andre udtryk, der taler kvindekønnet ned, ,,at køre bil som en kvinde”, ,,at stå på ski som en dame”, etc. er udtryk, som den enkelte sprogbruger ikke rigtigt tænker over, men som er dybt nedsættende om kvindekønnet, mens ,,at mande sig op” eller ,,at have hår på brystet” er komplimenterende. Jeg er overbevist om, at det gør noget ved os alle sammen, at vi hele tiden hører, at kvinder nedgraderes, og jeg vil gerne øge bevidstheden om det.”

Skandinaviske sprog har mange af de samme vendinger, og vi kender f.eks. også mange nedsættende fraser fra engelsk, kender du til noget sprog, hvor det ikke findes?

,,Nej, det gør jeg ikke. Sproget reflekterer jo samfundet. Der er muligvis eksempler fra de få matriarkater, vi kender til, men jeg kender dem ikke. Allerede grækerne hånede perserne for, at deres kultur var feminin for flere tusind år siden… Der findes sprog, f.eks. tyrkisk og finsk, som grammatisk opererer med ét fælles stedord i stedet for det kønsspecifikke ,,hun” eller ,,han”, men det udelukker ikke nedsættende vendinger om kvinder i øvrigt.”

Reagerer du selv nogensinde negativt på den ,,feminine” sprogbrug og udtryksmåde?

,,Jeg er mere observerende, men jeg synes, at det er interessant, at det automatisk anses som noget lidt pjattet. Det går igen i feks. karrierevejledning, at man skal fjerne de feminine træk i sproget –  kvindelige politikere får f.eks. at vide, at de skal tale i en lavere toneart for at virke mere maskuline og derved blive taget seriøst, hvilket er med til at opretholde hierarkiet. Måden at udtrykke sig selv på f.eks. via hjerter og emojis er som udgangspunkt hverken god eller dårlig, for det er tegn, som i sig selv er indholdstomme. Det er hos modtageren, at tolkningen og dommen ligger. F.eks. er en hjerte-emoji ikke fjollet eller useriøs i sig selv, det er noget, vi beslutter, at den er.”

Jeg er virkeligt ikke glad for udtrykket ,,at have nosser”. Det har jeg jo ikke. Men en ting er uformelt sprog som slang og andet talesprog, som også påvirkes af forskellige populærkulturer, f.eks. hiphopkulturen, noget andet er det, der faktisk er en del af standardsproget.

Du har bl.a. set på norske nekrologer og biografier i din egen forskning?

,,Ja, jeg har set på trykte nekrologer i Aftenposten, som er Norges største avis, i 6 mdr. Der skrives ca. 75% om mænd, og det var ikke uventet, men det var overraskende, at 90% af nekrologerne skrevet om mænd var skrevet af mænd, mens nekrologer skrevet af kvinder fordelte sig ca. 50-50 over begge køn. Mænd skriver altså primært om mænd.  De samme tal gælder rundt regnet biografier. Jeg så på alle biografier udgivet i Norge i årene 2000-2017, ca. 75% var om mænd, men igen var mønsteret, at kvinderne skrev næsten ligeligt om begge køn. Mænd vælger at skrive om mænd, mens kvinder vælger at skrive om mænd og kvinder. Det samme går igen i litteraturklummer, hvor folk skal vælge deres yndlingsforfattere, mænd vælger mandlige forfattere og kvinder vælger både mandlige og kvindelige forfattere. Dette mønster afspejles også i erhvervslivet ift. ansættelser og i alle mulige andre sammenhænge.”

Uformel sprogbrug tilbyder en masse slang, der er nedsættende om kvinder (og mænd), men der er, som du også nævner, masser af mere ,,skjulte” eksempler i standardsproget. Hvad er dit værste eksempel på en sproglig diskrimination?

,,Jeg er virkeligt ikke glad for udtrykket ,,at have nosser”. Det har jeg jo ikke. Men en ting er uformelt sprog som slang og andet talesprog, som også påvirkes af forskellige populærkulturer, f.eks. hiphopkulturen, noget andet er det, der faktisk er en del af standardsproget. Når norske aviser i 2019 skriver om forfattere og kvindelige forfattere, bilister og kvindelige bilister, læger og kvindelige læger, etc., reagerer jeg ret kraftigt. Det er så lidt i overensstemmelse med statistik og den øvrige virkelighed, som om norske kvinder ikke kører bil? Man ser så mange eksempler på det! Afsenderen ønsker ikke at fornærme – der ligger ikke en bevidst sproghandling bag, men et ubevidst hierarki, og det er værre. Jeg har selv flere gange oplevet at blive omtalt som ,,kvindelig forfatter”, det værste eksempel var en artikel, hvor der var et billede af mig, som tydeligt viste, at jeg er kvinde, ligesom mit navn ,,Helene”, jo er kategoriseret som et kvindenavn… Eksemplet viser, hvor fuldstændigt overflødigt ,,kvindelig” i denne sammenhæng var, men afsenderen var tydeligvis selv blind for det.”

Hvis du havde tid og penge til at undersøge feltet endnu mere, hvad ville du så gerne forske videre i?

,,Jeg ville se på skriftsproget i fiktion. Det er spændende at se, om man ville kunne se, om en tekst er skrevet af en kvinde eller en mand. Der ville man virkeligt kunne se på ubevidste strukturer alt efter romanpersonernes køn, hvordan vil f.eks. en kvindelig forfatter skrive om en mand og omvendt?… Der er så mange ubevidste strukturer på spil. Der var en anmelder i Norge for nyligt, der påstod at kunne sige, ud fra den første side i en roman, om den var skrevet af en mand eller en kvinde, men det tror jeg virkeligt ikke på.”


Helene Uri kan opleves på Bogforum  søndag d. 17.11. 2019

Mød den norske forfatter og sprogforsker Helene Uri i samtale med Gro Frank Rasmussen på Bogforum.

Forestillingen om kvinder og mænd findes overalt i vores sprog. Helene Uri fortæller om kvinder, mænd og sprog med udgangspunkt i hendes bog “Hvem sagde hvad?”, som er en skarp og morsom undersøgelse af sprog og køn.

Interviewet foregår søndag kl 11.30 på Hvid Scene.

Mange tak til Helene Uri og Ulrik Strøjer Kappel/NORD-festival for tid og faciliteter på Kulturværftet i Helsingør


Hvem sagde hvad?
Klim, 350 sider, 300 kr.
Udkommer 15.11.2019


Foto: Julie Pike, Gyldendal Norge

Cathrine Rygaard Rasch (f.1979) er underviser i gymnasiet, skribent for Dansk Kvindesamfunds kønspolitiske blog F-frekvensen og løbende bidragyder til dansk-, tysk- og mediefaglige tidsskrifter. Cand. mag. i tysk og dansk fra KU og Universität Hamburg med speciale i film. Bosat i København og totalt til fals for alle områder, der berører litteratur, feminisme, porno, film, ungdomskultur og visuel kultur. Og Tyskland. Hvis du vi bidrage til Cathrines arbejde herinde kan du sende hende et beløb på hendes MobilePay: 51301116

Seneste artikler om Bøger