Matador: Spillet om Korsbæk – Årets julekalender 6.12

i Kultur af

JULEKALENDER // 6. DECEMBER – Sjette afsnit af Matador, ‘Opmarch’, er nærmest en større afrunding end afsnit 24. Vi får virkelig konsekvenserne at se, også dem som karakterne selv helst ikke vil se i øjnene. Det er ikke det mest interessante, for serien har været bedre til at skildre vinderne. Men sidste halvdel haler det hele gevaldigt op.

Jeg sagde det i går, men det er vigtigt nok til at sige igen: Da Lise Nørgård og co lavede første sæson af Matador, så kunne de ikke vide om de nogensinde ville få lov at lave mere, eller om de seks afsnit ville være det eneste danske seere ville få at se til Korsbæk. Så det er ikke så overraskende, at sæsonfinalen er lavet, så den også er en nogenlunde tilfredsstillende sløjfe på hele historien. Sjette afsnit bruger det meste af sin spilletid på at skildre konsekvenserne af, hvad vi hidtil har set. Hvem har vundet? Hvem har tabt? Det føles nærmest mere som en afslutning end den reelle finale gør, 18 afsnit senere.

Som med flere andre afsnit er der her en fornemmelse af et afsnit i to dele. Første del skildrer fortrinsvis de plotmæssige konsekvenser af Arnesens død, med megen fokus på de ansatte i det tidligere Damernes Magasin. Anden del skildrer mere konsekvenserne på et tematisk plan. Anden del er rigtig god. Men første halvdel er blandt de svagere minutter i seriens levetid.

De knap så interessante tabere

Helt grundlæggende er miljøet omkring Arnesen ikke det mest interessante miljø i Korsbæk. Og det første kvarter af afsnittet går nærmest kun med at få sat dødsboet i orden, så at sige. Det er vigtigt, det er stumperne, der mangler at falde på plads, men rigtig interessant bliver det bare ikke. Og serien ved vist godt, at det ikke er så vanvittig interessant, for der puttes to følelsesladede monologer ind fra Vicki og Frk Jørgensen, som dog i mine øjne stadig ikke gør det rigtig interessant.

Der er dem som rykker rundt med brikkerne. Og dem som bliver rykket rundt med.

Frk Jørgensen viser sig at være blevet fanget af sin egen stolthed, og at have håbet at blive gift med Arnesen. Det sidste vidste vi godt i forvejen, det første kunne vi måske gætte os til, det gør hende ikke rigtig til en spændende karakter. Vicki fortæller om sin opvækst på kasernen, og hvordan hun blot ville væk fra sin far. Det er endnu et eksempel på, hvor trange verdener Korsbæks kvinder navigerer i, men netop fordi vi har set den her form for fangethed allerede, så tilfører Vickis eksempel ikke så meget nyt.

Hr Schwann har altid fået mere opmærksomhed, og han har da også de bedste sekvenser, da han mødes med både Varnæs og Skjern om muligheden for at føre forretningen videre. Der er omsorg fra dem begge to, og især er Mads’ reaktion interessant. Når han fortæller, at der skal være bank, så slår han endegyldigt den gamle forretning ihjel, hvilket gør Schwann overflødig. Det er reelle konsekvenser, det betyder ikke bare, at gamle medarbejdere får en bedre chef, som med Arnold. Skjerns planer er skadelige for Schwann, lige meget hvor meget Schwann omstiller sig. Og man kan se på Mads Skjern, at han kan ikke lide at blive konfronteret med det.

Men de to hovedpersoner er også ved at indtage en position, hvor de er højt hævet over alle småfolk som Schwann. Varnæs siger ‘Vi må jo alle føje os efter tiderne’, men det er ikke rigtig korrekt. Der er dem som rykker rundt med brikkerne. Og dem som bliver rykket rundt med. Og folk som Varnæs og Skjern kan efterhånden ikke engang rigtig se, hvad konsekvenserne af deres ryk egentlig er.

Den overhovedet ikke interessante taber

Den indledende sekvens er dog bedre, end hvad der derefter sker, når Holger Jørgensen kommer til byen. Der er noget Tjekhov’s pistol over det, allerede fra start blev det nævnt at Ingeborg’s eksmand var en rigtig skidt karl, så det burde vel forventes, at han ville komme tilbage til byen, men interessant er det ikke.

Det er en tematisk pointe, at Skjern-familien skal skille sig af med Holger, ligesom de skiller sig af med deres mellemnavn, inden de kan konsolidere deres plads i byen. Det er passende, at efter de utallige scener i seriens start, hvor folk ankommer til banegården, så optræder stedet i sæsonafslutningen som afgangsperron, hvor både Vicki og Holger må forlade området. Det giver mening. Det er så bare ærgerligt, at der skal bruges så megen tid på dem, før vi kan komme frem til dem, vi rigtig bryder os om.

Hans Christian har kun den korte scene med Hr Schwann i afsnittets første halvdel. Maude dukker først op i anden halvdel. De er blandt seriens hovedkarakterer, men er kun tematisk ramt af seriens plot. Og reelt er det ikke de to, men måske snarere Jørgen, der er sæsonens tematiske nøgleperson blandt de rige.

Hykleriet

Det er pudsigt: Første afsnit starter lige efter folketingsvalget i 1929, og sidste afsnit slutter faktisk lige efter endnu et folketingsvalg. Mads siger nemlig, at Ingeborg skal føde i november, og der var faktisk folketingsvalg i november 1932. Hvilket vil sige, at Jørgen var håbefuld konservativ kandidat i næsten en hel valgperiode, men endte med at spænde ben for sig selv. Er det ikke det tætteste første sæson kommer på en politisk pointe?

Byens gamle borgere har set på alt, hvad der er sket som en kamp mellem det gamle og det nye, men i virkeligheden er de blevet fældet af egne fejl

De gamle har klaget over dem ‘derovrefra’ hele vejen igennem, påstået at de blev uretfærdig behandlet, men i sidste ende er de blevet fældet af eget hykleri og manglende tilpasningsevne. Det understreges ret fint i scenen, hvor Hans Christian får forklaret, hvordan tingene hænger sammen af parti-toppen:

Konsulen: ‘Ja vi kan vel alle ha vores, men vi har det sgu i dølgsmål, så gammel er han vel blevet’ .

Bestyrelses-mand: ‘Vort Parti står jo vagt om Familien!’

Uden antydning af at nogen kan se ironien.

Den nye stærke slægt

Men Matador har nærmest opgivet at udpensle politiske pointer, og det er nok meget godt. I stedet foregår det meget symbolsk. Som f.eks. via personernes placering i byens fællesrum.

Det allerførste billede fra første afsnit viste kirken i den lille by, og det er da også der, vi slutter. Læg mærke til, hvem der sidder tættest på alteret, det gør naturligvis familien Varnæs. Men oppe ved døbefonten står en ny stærk slægt, Skjern-slægten, som nu har et femte medlem og også har åbnet en bank. Mads’ ansigtsudtryk er et fornemt sted at slutte, han har sejret, han har fået alt, han ville have, og hvis man skulle gætte, så ville man sige, han nu var klar til kamp mod byens anden bankdirektør. Sådan kommer det dog kun delvist til at gå.

Der er et andet øjeblik tidligere, da Ellen og Daniel giver deres karakterbøger til deres far, hvor kameraet zoomer helt ind på Daniels let melankolske ansigt. Byens gamle borgere har set på alt, hvad der er sket som en kamp mellem det gamle og det nye, men i virkeligheden er de blevet fældet af egne fejl. Hvis vi seere tror Matador i de næste sæsoner blot vil skildre flere kampe, snarere end at fokusere på de interne fejl hos den nye slægt, så har vi nok endnu ikke forstået, hvad serien går ud på.

Endvidere:

* De konservative fik faktisk et udmærket valg i 32, og gik tre mandater frem. Men hvordan mon de har klaret sig i Korsbæk-kredsen, hvis de skulle skifte Jørgen Varnæs ud så tæt på valget. Det er nok meget godt serien ikke udpensler detaljerne i den historie…

* Jeg nåede næsten ikke at nævne noget om Varnæs-familien, for det er mindre vigtigt, men jeg kan vældig godt lide det. Maude der forsøger at overtage husholdningen, men bliver afvist af Laura. Igen sidder Elisabeth og spiser med børnene, ligesom hun gjorde i afsnit 4, og læg mærke til hun denne gang husker at løfte karaflen. Før spildte de vinen.

* Har Hans Christian tømmermænd morgenen efter sit møde med Jørgens elskerinde? Hvad er det som bliver antydet? Jeg er ikke helt sikker på, jeg forstår det, men det passer jo meget godt sammen med, at både familerne Skjern og Varnæs sender problemerne over Atlanten.

* Afsnittet starter med Arnold og hans ‘næsvise tøs’, der smutter ind bag et forhæng. Det veksler lidt, hvorvidt et afsnit starter med de vigtige personer, eller et lille kulørt øjeblik.

* Jeg kan godt lide de små glimt af malerierne, når Schwann nævner Varnæs’ far og farfar.

* Dr Hansen: ‘Af alle byens stuer er det her den hyggeligste’ Jeg er enig, der er en fremragende scenografi i Elisabeth’s stue, det er det første sted i serien, som føles helt moderne.

* ‘Døgnets flaner rendt fra bog og nål’ Kristen citerer her ‘Brat er Slaget Rammet’ af Paludan-Müller, skrevet om hvad landet har brug for efter 1864:

Dernæst jeg opdrager
mig en pigeflok,
som ej hjemmet vrager,
som i lidt har nok.
Ingen døgnets flaner,
rendt fra bog og nål,
fromme, stærke kvinder!
Det er Danmarks mål.

* Jeg ved ikke helt, hvem min yndlingsperson er. Men jeg tror scenen med Kristen, Elisabeth og Dr Hansen er den absolut bedste konstellation jeg kan forestille mig.

* Rangering af afsnit: 4>2>3>1>6>5


Foto: DR

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Frederik Bojer Bové (født 1.12 1986) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og BA i Historie. Han blogger om film på kronoper.dk, er dansk redaktør på tidsskriftet Cinema Scandinavia og har været programlægger på Copenhagen Architecture Festival.

Seneste artikler om Kultur