LITTERATUR // ESSAY – På Nationalmuseet fejres 30-året for Murens fald med en stor udstilling om Tysklands historie. Kulturgeograf Claus Agø Hansen sætter næsen i sporet på tysk hjemstavnslitteratur om den dramatiske periode efter 2. verdenskrig, hvor over 12 millioner tyskere blev fordrevet. Det satte sig spor i den kollektive erindring.
På Nationalmuseet er netop åbnet en storslået udstilling over Tysklands historie som led i 30-året for Murens fald og genforeningen af de to Tysklande.
En af udstillingsgenstandene gør stort indtryk. Det er en trækvogn i træ, brugt gennem århundreder til at trække høsten af kålhoveder mm. hjem fra markerne. Samtidig er trækvognen et konkret udtryk for de mange flygtninge gennem historien, fx den vogn Mutter Courage anvender under 30-årskrigen i Bertolt Brechts verdensberømte teaterstykke af samme navn.
Forfattere som Lenz, Modiano og Bienek fortæller os, at vi er underlagt erindringen som eksistentielt vilkår. Deres bøger er et vidnesbyrd til os om, at kunsten kan give os indsigter, som vi vanskeligt kan gøre på anden vis, i al fald ikke lige så overbevisende
Senest blev sådanne trækvogne anvendt af tysktalende under fordrivelserne af andre tysktalende fra østeuropæiske områder efter 2. verdenskrig. Trækvognen er et smertefyldt hjemstavnsymbol, som jeg senest har set stå foran huse i det sydlige Sachsen, som mange tysktalende fra Ungarn blev forvist til.
I den preussiske provins Schlesien blev den tysktalende befolkning fordrevet i årene umiddelbart efter 1945, hvorefter området blev en del af det nuværende Polen. Tyskland fik frataget Schlesien, det blev aftalt af de allierede ved Potsdam-konferencen ved afslutningen af 2. Verdenskrig.
Aftalen mellem Sovjetunionen, USA og England var, at Tyskland måtte afstå store områder i øst. Dels havde Stalin rykket Polens grænser i Øst for at løse polsk-ukrainske borgerkrigslignende tilstande, og Polen og Sovjetunionen så en mulighed for at kompensere herfor. Dels var formålet at løse de konflikter med mindretal og grænsedragninger, der var delvis årsag til Nazitysklands invasion af Tjekkoslovakiet og aggressive indlemmelser af tysktalende områder i årene op til verdenskrigen. Problemer, som ikke var blevet løst efter den første verdenskrig.
Erindringens kompas
I en globaliseret/tabt verden giver erindringer om hjemstavnen os kontinuitet i et kaotisk liv. Erindringen fungerer som et kompas, ligesom vores sanser, og uden erindringen kan vi kun navigere i nuet i forhold til det, der umiddelbart er nærværende for os. Erindringen bringer os i socialt og kulturelt smult vande og hjælper os til at forholde os til den fysiske verden, vi befinder os i.
Der er af den grund, og ikke kun af objektive materielle interesser, at folkeflytninger i forbindelse med krige, nye grænsedragninger osv. er problematiske. Med andre ord, så knytter erindringen os til vores fysiske omgivelser.
- verdenskrig betød ikke kun kejserrigets fald, men også at nye nationer opstod og dermed nye grænser, hvor ikke alle følte sig hjemme
En hjemstavn kan derfor defineres som et geografisk område, som et eller flere folk føler sig knyttet til, fordi deres livsform har sat sig spor i landskabet, arkitekturen, sproget, litteraturen og andre kulturelle udtryksformer.
I det 20. århundrede var Europas historie en lang række af dramatiske og tragiske begivenheder, der illustrerer disse problematikker.
Den ukrainsk-jødiske forfatter Joseph Roth oplevede og skrev om det multikulturelle Østrig-ungarske kejserriges fald i den vidunderligt humoristiske og samtidig tankevækkende roman Radetzkymarch: 1. verdenskrig betød ikke kun kejserrigets fald, men også at nye nationer opstod og dermed nye grænser, hvor ikke alle følte sig hjemme.
Som eksileret jøde kendte Roth om nogen til erindringens smerte. Roths erkendelse og position var imidlertid, at ”de tabte provinser (hjemlande) først og fremmest er de litterære provinser”. For Roth var det som kritisk refleksion, den tabte hjemstavn lever videre i den kollektive erindring. Ikke som et forsøg på at fornægte det forgangne og ikke i futile forsøg på at vende tilbage til fortiden.
Hjemstavnen var for Roth først for alvor tabt, hvis man ikke satte den spor i den kollektive erindring, og for ham betød det vigtigst af alt i litteraturen.
Europas kludetæppe
Europa var efter 2. verdenskrig et kludetæppe af konflikter i forhold til mindretal og fordrivelse af især tysktalende grupper fra områder, de havde beboet i hundredevis af år. Det er en erfaring, der har sat sig spor i erindringslitteraturen og givet politiske erfaringer med, hvordan man håndterer hjemstavnsforeninger og får vendt deres politiske kræfter i positiv retning.
De allieredes fredsaftale betød, at mindst 12 millioner tyskere blev fordrevet fra områder i Østeuropa, som de havde beboet i århundreder, i flere tilfælde som majoritetsbefolkninger. I alt mistede Tyskland 25% af det areal, det havde haft i 1938, områder som Schlesien, Østpreussen og Posen.
Det fik konfliktfyldte kulturelle og politiske konsekvenser for forholdet mellem Polen og Tyskland, og i særlig grad for de fordrevne, på tysk Die Vertriebene, som skulle bearbejde tabet af hjemstavnen kulturelt og politisk.
Fordrivelsen gav stof til nogle af efterkrigstidens største tyske forfattere. Det tog imidlertid lang tid, før de fandt en måde at bearbejde stoffet, så det pegede fremad mod fredelig sameksistens og ikke tog sit udgangspunkt i ønsket om at skrue historiens ur tilbage. Lad os kort repetere, hvorfor det var så smertefuld en hændelse for tyskerne.
Selve fordrivelsen fandt sted i bølger over perioden 1945-47. Alene i Schlesien blev over en million tysktalende tvangsforflyttet, i starten ureguleret og til tider voldeligt. Således kostede fordrivelser hundredetusindevis af menneskeliv, et tal historikerne dog stadig diskuterer. Tvangsforflytningen blev derfor i sig selv et tema i de efterfølgende årtier. Den blev til kollektiv erindring i de hjemstavnsforeninger, der straks opstod i Vesttyskland, og som i de efterfølgende årtier havde som politisk mål at få det tabte land tilbage.
Hjemstavnsforeningernes historie er et lærestykke i, hvordan den kollektive erindring organiseres og kommer til udtryk, også politisk. I de første årtier efter krigen, var foreningerne omgivet af stor skepsis og til tider berettiget mistænkelighed i det nye Vesttyskland. Foreningens medlemmer så på fortiden med ofrenes blik, gennem vemodets og melankoliens prisme, og det politiske udtryk var revanchistisk, det vil sige rettet mod at få ændret grænsedragningen og vinde den tabte provins tilbage.
I den fredelige version krævede hjemstavnsforeningerne symbolske handlinger. Et eksempel kan nævnes fra Køln. Den schlesiske hjemstavnsforening krævede, at nogle af byens gader blev opkaldt efter centrale lokaliteter i det gamle hjemland, og bystyret fulgte foreningens ønske og opkaldte seks gader efter blandt andet byen Breslau (i dag Wroslaw i Polen), floden Oder og grevskabet Glatz. På den måde fik flygtningene et psykologisk anker i deres nye hjemby, og det tabte land satte sig fysiske spor i det nye. Man kan sige, at den kollektive erindring materialiserede sig i byens rum.
Tyskernes forbrydelser under krigen gjorde, at der i de første årtier ikke var mange progressive forfattere, som havde modet til at binde an med stoffet om ”de tabte provinser”. Det skete først i 1970’erne, hvor forfattere som Siegfried Lentz og Horst Bienek førte hjemstavslitteraturen ind i nyt og smult vande. Deres mentale landvindinger kan vi lære af.
Østpreussen – Siegfried Lentz
Siegfried Lentz, forfatteren til klassikeren Tysktime, bearbejdede sine hjemstavnserindringer fra Østpreussen i romanen Heimatmuseum, på dansk Forhistorien.
I fortællingen redder hovedpersonen en del af hjemstavnsmuseets indhold med under flugten fra Den røde Hær, som ender i Sydslesvig. Hovedpersonen vælger imidlertid at brænde det omplacerede museumsindhold, da politiske kræfter vil anvende det i en aggressiv kontekst. Østpreussen var som Schlesien et af de områder, tyskerne tabte efter en mange århundreder lang tilknytning og kulturhistorie.
Schlesien – Horst Bienek
Horst Bienek er en tysk forfatter, som tog Josephs Roths fyndord til sig. Horst Bienek var 14 år, da 2. verdenskrig sluttede. Han var gammel nok til at være præget af en nationalsocialistisk opvækst, men for ung til at være medskyldig i naziregimets forbrydelser.
15 år gammel gik Bienek op på banegården i hjembyen Gleiwitz og skrev sig på listen over de tysktalende, som skulle fordrives fra provinsen Schlesien i 1946. Forældreløs og uden tæt kontakt til meget ældre søskende var han nu både familieløs og hjemløs. Tabet gjorde, at han blev forfatter og i de næste årtier beskæftigede sig intensivt med den tabte hjemstavn.
Bienek er på mange måder et idealtypisk eksempel på den fordrevne og det erindringssøgende menneske. I Bieneks bøger møder vi de problematikker, der lejres i det enkelte menneske, og som får et kollektivt udtryk gennem beretninger, sange, foreningsliv og i kunsten, samt i historieskrivningen og de politiske bevægelser. Det kan vi under ét kalde erindringskulturen.
Et tabt drømmeland
Kort før sin død som 60-årig besøgte Horst Bienek for første gang siden krigens afslutning sin hjemby Gleiwitz, som i er dag polsk og omdøbt til Gliwice. Han besøgte barndomshjemmet og de gader og lokaliteter, hvor han var vokset op.
Det skete i 1987, kort før muren faldt, som led i et filmprojekt for den tyske tv-station ZDF om den tabte tyske hjemstavnskultur- og erindring. I årene op til havde han skrevet sit hovedværk: et fire bind langt romanværk om sin hjemby Gleiwitz. Dette hovedværk er desværre ikke oversat til dansk. Det er derimod resultatet af rejsen, erindringsbogen Rejse ind i barndommen – Et gensyn med Schlesien, hvor han gør endegyldigt op med revanchismen.
Horst Bieneks gensyn med hjemstavnen var præget af forventning og nervøsitet. Ville hans minder svare overens med de oplevelser, der ventede ham? Rejsen tilbage blev først og fremmest et gensyn med de fysiske lokaliteter. Med birketræerne som præger landskabet. Med Oderfloden, hvor flodtrafikken var et dagligt pulsslag i hans barndom. Med skoven hvor han legede som barn, og med barndomshjemmet, nu selvfølgelig befolket af en polsk familie.
Imidlertid var menneskene, som han engang kendte, væk. Sproget var forandret. Kulturen anderledes.
Erkendelsen, som Bienek gør, er, at hjemstavnen er lejret i erindringen, langt mere end den er et tabt drømmeland, som man kan vende tilbage til. Historiens gang har ændret alle kulturens udtryksformer, og selv landskaber kan være svære at genkende. Det er en central indsigt, som fremadrettet bør anvendes til at bygge broer fremfor barrierer for sameksistens.
Paris – Patrick Modiano
Erindringen er en væsentlig del af at være menneske. Nobelprisen i litteratur gik i 2014 gik til Patrick Modiano, som i 40 år har skrevet bøger, hvor erindringen udgør det centrale element i menneskets eksistensvilkår. Bøgerne foregår for en stor dels vedkommende i Paris, i bestemte gader over et halvtredsårigt tidsforløb fra før 2. Verdenskrig til 1980’erne. Det er et håndfast udtryk for, at vi altid er til i konkrete, fysiske omgivelser.
I Patrick Modianos bøger er det enkelte menneske i centrum, og dets identitet er skrøbeligt, konstant i bevægelse mellem den erindrede fortid og den påtrængende, igangværende nutid. Disse bevægelser er med til at udvikle vores følsomhed over for verden, og det viser kunsten os.
Hos Modiano er det besættelsestiden i Paris, og den skyggebelagte faders mærkelige fortid som italiensk jøde og sortbørshandler under krigen, der lægger baggrunden for identitetstab og –søgen.
Når hjemstavnen mistes
Forfattere som Lenz, Modiano og Bienek fortæller os, at vi er underlagt erindringen som eksistentielt vilkår. Deres bøger er et vidnesbyrd til os om, at kunsten kan give os indsigter, som vi vanskeligt kan gøre på anden vis, i al fald ikke lige så overbevisende.
I litteraturen henfører vi almindeligvis erindringen til konservative forfattere.
Sandt er det, at der ofte er noget sørgmodigt og bagudskuende over erindringen, at den kan være hæmmende i forhold til vores fremtidige valg eller værre endnu, at erindringen er revanchistisk, og at den kan udnyttes som politisk instrument for uretfærdighedsfølelse og hævngerrighed.
Hjemstavnsideologierne har haft det svært, fordi de udgør antipoden til det rodløse, moderne liv som hyldes i det postmoderne. De er et alternativt narrativ til multikulturalismens hybriditet, og de har derfor været under mistanke for at være reaktionære.
I praksis ved vi fra den ganske omfattende hjemstavnsturisme, hvor tyskerne rejser østpå i ferierne, ikke kun til Schlesien, men også til det tabte Posen og Østpreussen, at erindringerne får meget håndfaste og konkrete udtryk: Man samler jord og sten fra den gamle hjemegn og tager dem med ”hjem”. Man besøger de gamle lokaliteter, hvad enten det er hjemmet, skolen, legestederne i skovbrynet og ved åen, for erindringen er bundet til fysiske steder.
I Tyskland er ganske mange fortsat medlem af hjemstavnsforeninger, der kredser om det særegne, om de landskaber, dialekter og kulturformer, der for evigt er tabt.
Vi er først og fremmest sociale væsener, som i sproget, kulturen og vores omgangsformer beskæftiger os med hinanden og vores omverden. Derigennem finder vi vores individuelle og kollektive identitet. Når hjemstavnen mistes, bliver de i dagligdagen så naturlige og bevidsthedsuafhængige relationer bevidstgjort, materialiseret og omsat i følelsesmæssig smerte.
Det skal vi tage alvorligt.
Hovedillustration: Wikimedia Commons.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her