TYSKLAND // ANALYSE – Ordet “remigration” er blevet en central del af den tyske debat. Det anvendes for at nedtone højreekstremisternes radikalitet, men er der i virkeligheden en historisk parallel?
Når vi sidder her i Danmark og konfronteres med billeder og nyheder fra Tyskland, så er det som regel kun de store træk, vi får præsenteret. For tiden er det nyheden om en forbudsdiskussion og store demonstrationer i tyske byer mod højrefløjspartiet AfD (Alternative für Deutschland), der nåede ind i de danske stuer.
Udgangspunktet ligger tilbage i november 2023, hvor graverjournalister fra mediet Correctiv observerede et møde i Potsdam blandt højreekstreme kræfter fra Tyskland og Østrig. Blandt dem var AfD-partimedlemmer og Alice Weidels personlige assistent, som blev opsagt efter afsløringerne.
Kampen om sproget i Tyskland
I mediernes oparbejdning af mødet rykkes især indholdet og sprogbruget i fokus. Højreekstremisternes evne til at anvende avancerede terminologier og omfortolke dem kritiseres på flere planer. Kampen om ord er kampen om virkeligheden. Sproget skaber tanker og former i sidste ende virkelighed. Derfor er forargelsen om ordet ”remigration” en væsentlig del af debatten. Ordet anvendes for at nedtone højreekstremisternes radikalitet, der netop på mødet i Potsdam argumenterede for deportation af tre forskellige målgrupper: asylansøgere, udlændinge med opholdstilladelse og “ikke assimilerede statsborgere”.
“Remigration” kontra deportation, stiller man begreberne overfor hinanden, tydeliggøres ordvalgets og konnotationens magt – selvom den intenderede handling fra ekstremisternes side er den samme. “Remigration” har en mere videnskabelig klang og virker nedtonende, hvorimod deportation ligeledes er et fremmedord, men qua dens historie og unægtelige forbindelse til Holocaust ikke kan tages i brug mere for at opnå positivt spin. Danmarks Radio bruger i deres artikler endda udtrykket “massedeportering” og bygger dermed tydeligvis bro mellem højrefløjens planer og nazisternes forfærdelige forbrydelser.
Og DR er langt fra de eneste, der bruger denne oplagte reference. I Tyskland blev der på baggrund af mødets lokation i Potsdam, knap 30 minutters kørsel fra Wannsee, hurtigt knyttet paralleller til Wannseekonferencen, hvor nazisterne i 1942 drøftede deres morderiske planer om massedrabene på jøder og andre befolkningsgrupper. “Wannseekonferenz 2.0” blev herpå en fængende overskrift på flere mediers hjemmeside.
Hvis forbuddet mislykkes, vil det endvidere kun bidrage til AfD’s narrativ om den politisk udstødte underdog, der med al magt holdes nede af de etablerede partier
Måske tilskriver man ordet og konnotationen for meget magt, hvis man hævder, at den tyske befolknings demonstration mod højreradikale netop beror på mediernes Wannsee-komparation, men demonstrationernes størrelse er særdeles forbløffende – ikke mindst fordi højrefløjens ideer ikke er nye. Allerede i 2018 publicerede Björn Höcke, AfD-formand i delstaten Thüringen og fascist (som han ifølge en dom fra 2019 officielt godt må kaldes), i sin bog Nie zweimal in denselben Fluss (Aldrig to gange ned i den samme flod) ideer om et “Remigrationsprojekt” og nødvendigheden af en “veltempereret grusomhed” i forbindelse med gennemførelsen af projektet.
Weimar 2.0 – mellem partiforbud og selvdestruktive kræfter
I samme åndedrag diskuteres forbuddet mod AfD. I modsætning til demonstranternes krav siger eksperterne dog gennemgående, at et forbud ikke ville være den rette vej. Historisk set har Tyskland ikke haft stor succes med denne slags procedurer. I 1959 blev KPD (kommunistpartiet) forbudt efter en lang og møjsommelig proces, der trak sig over fem år.
I mellemtiden var genopbyggelsen og det økonomiske opsving (Wirtschaftswunder) kommet godt i gang, og partiet droppede faktisk allerede til forbundsvalget i 1953 under spærreprocenten på 5 % med et resultat på 2,2 %. Forsøget på at forbyde det højreekstremistiske parti NPD blev senest i 2017 for alvor begravet af den tyske forfatningsdomstol. Begrundelsen for afvisningen var en mangel på potentiale – selvom man godt kendte til antidemokratiske holdninger og omvæltningsfantasier, så dommerne ingen større fare, da partiet slet og ret var for irrelevant i forhold til stemmeprocenten.
Med de aktuelle meningsmålinger i mente og tre landdagsvalg i de østtyske delstater kan man ikke tale om AfD som irrelevant. I delstaterne står partiet til 34 % (Sachsen), 31 % (Thüringen) og 28 % (Brandenburg). Opstarten på partiforbudsforsøg nu ville her stemple knap en tredjedel af vælgerne som antidemokrater. På ingen måde vil processen kunne gennemføres som hovedløs hastesag – retsstatslige principper skal overholdes.
Hvis forbuddet mislykkes, vil det endvidere kun bidrage til AfD’s narrativ om den politisk udstødte underdog, der med al magt holdes nede af de etablerede partier. Situationen forbliver en gordisk knude, der ikke har nogen enkel løsning – og ganske vist ikke i det efterspurgte tempo i den ophedede debat.
Det er bemærkelsesværdigt, at AfD, på trods af så mange interne konflikter og igennem radikaliseringsprocessen udadtil, hidtil har kunnet bevare et image af et samlet parti
I 2023 udkom Friedrich-Ebert-Stiftung med foruroligende tal omkring højreekstremisme i Tyskland. Hvor det i årene før kun var mellem 2-3 % af den samlede tyske befolkning, var det nu knap 8 % med en højreekstrem verdensanskuelse. 6 % ønsker sig endda et diktatur. Dog er disse tal stadig langt fra øst-delstaternes valgprognoser på omkring 30 %.
Diskussionen om andelen af protestvælgere, der blot på mangel af bedre alternativer stemmer AfD i håb om at give et signal, fører dog for langt. Det er derimod mere oplagt at kigge på AfD’s partiinterne selvdestruktive og selvmodsigende kræfter.
AfD blev i sin tid grundlagt som et eurokritisk og meget liberalt parti, hvor udlændingespørgsmålet kun udgjorde en mindre del. Blandt andet på grund af dette kunne AfD i starten sluge en del stemmer fra de vælgere, der ellers stemte på det konservative parti CDU, men var utilfredse med Angela Merkels kurs mod midten. Men over tiden radikaliserede partiet sig, og den mere liberale fløj blev sløjfet lidt efter lidt.
I dag står partiet overordnet tilbage med den meget omtalte højreekstreme (völkisch) fløj, som især Björn Höcke repræsenterer. Derudover er der frontfigurer som Alice Weidel, som kan tilregnes en libertær fløj og Beatrix von Storch, som repræsenterer en kristen-aristokratisk fløj. I bund og grund er disse ideologiske strømninger på mange punkter uforenelige, og det er bemærkelsesværdigt, at AfD, på trods af så mange interne konflikter og igennem radikaliseringsprocessen udadtil, hidtil har kunnet bevare et image af et samlet parti.
Spærregrænsen i Tyskland på 5 % er forsøget på at afværge gentagelsen af tilstanden under Weimarrepublikken med alt for mange handlingslammende småpartier i parlamentet. Som følge deraf har Tyskland (kun) syv partier, der formår at besætte de 736 mandater i Forbundsdagen. Hidtil har den tyske politik været kendetegnet af stabilitetstrang, og måske har angsten for at ende som betydningsløs afholdt de fleste politikere fra soloprojekter og partistiftelser.
Men der har selvfølgelig altid været undtagelser. Bemærkelsesværdigt er her, at de marginaliserede og senere ekskluderede forpersoner for AfD netop har en historie med stiftelse af nye partier – som dog netop efter en kort tids medieopmærksomhed forsvandt i den politiske betydningsløshed. Bernd Lucke, som var blandt stifterne af AfD i 2013, forlod partiet i 2015 og grundlagde partiet ALFA. Frauke Petry forlod AfD i 2017 og er pt partiløst medlem i Forbundsdagen, men hun prøvede at lede Die blaue Partei (det blå parti) fra 2017 til dets opløsning i 2019.
Men netop nu kommer der atter bevægelse i det tyske partisystem. På den yderste venstrefløj er det BSW (Bündnis Sahra Wagenknecht), der har fraspaltet sig partiet Die Linke, som ved sidste valg faktisk ikke nåede op over spærregrænsen, men på grund af en regel om 3 vundne direktmandater (særlige mandater, der tilfalder personen med flest stemmer i de enkelte valgkredse) kunne hive hele 39 hjem. Siden da har Wagenknecht-partiet fraspaltet de 10. Meningsmålinger og prognoser regner med at BSW vil kunne trække østtyske vælgerstemmer tværs hen over fløjene hele vejen fra AfD til BSW.
Men også tæt på AfD på den ydre højrefløj opstår et nyt parti med udgangspunkt i foreningen Werteunion, der primært består af medlemmer fra den yderste højrefløj i CDU-partiet. Formand Hans-Georg Maaßen, som er forhenværende chef for Verfassungsschutz (en efterretningstjeneste for indenrigsanliggender, herunder forfatningsfjendtlig ekstremisme), har den 20. januar 2024 fået godkendt partigrundlæggelsen på en generalforsamling i Werteunion.
Partiet skal som udgangspunkt være “konservativt-liberalt”, men i modsætning til CDU skal der ikke være nogen Brandmauer, der udelukker samarbejde med radikale partier. Den såkaldte brandmur omtaltes for første gang af CDU-formanden Friedrich Merz i 2021, og siden den blev formuleret, har muren vaklet massivt. AfD forventer selv, at CDU vil indgå regeringssamtaler efter delstatsvalgene til september 2024.
Broen til Danmark og Europa
Men hvad skal vi så i lille Danmark bruge al de informationer og billeder til? Det vækker vores opmærksomhed, når den ellers så fredelige nabo mod syd forsamler mennesker på gaden til store demonstrationer. Og det er ganske vist også en bekymrende politisk udvikling på Tysklands højrefløj – eller er den?
Relativerende kan man pege på resten af Europa og ja, også Danmark. Især Danmark. Rwanda-modellen fra Danmark og Storbritannien har været forbillede for højrefløjens ideer – mens den i Danmark er del af det etablerede socialdemokratiske partiprogram. Italiens regeringsparti betegnes som postfascistisk. I Holland blev Geert Wilders’ højrepopulistiske Frihedsparti parlamentets største.
Vi må antage og håbe, at parallellerne blot er en af universets kyniske tilfældigheder
Den nye og kraftige vind, der blæser gennem Europa, kommer fra højre. Hvor Tyskland førhen var en midtsøgende bastion, begynder muren nu at briste. Men kan man blot relativere og sige, at fordi andre gør det, så er det vel i orden – især med Tysklands nationalsocialistiske historie i baghovedet?
Skal man risikere, at “das Land der Dichter und Denker” (digternes og tænkernes land) atter bliver til “das Land der Richter und Henker” (dommernes og bødlernes land)? Det vil i hvert fald være de tyske demonstranters holdning og argument. Og derudover vil de måske også pege på, at deportationsfantasier af “ikke assimilerede statsborgere” ligeledes er et uhørt novum på Europas bonede politiske gulve.
Vi står tilbage efter især én skæbnesvanger dag for højrefløjen. Og vi må antage og håbe, at parallellerne blot er en af universets kyniske tilfældigheder. Den 20. januar 1942 mødtes nazisterne til Wannseekonferencen. Den 20. januar 2024 mødtes Werteunionens medlemmer for at stemme på en partigrundlæggelse. Den 20. januar 2024 mødtes Nye Borgerliges medlemmer for at planlægge en genopstandelse.
Læs mere om Tyskland i POV her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og