Historiefaget kan bekæmpe fake news, manipulation og ideologisk propaganda

af i Historie/Politik & Samfund

HISTORIE // KOMMENTAR – Hvilken information skal vi stole på? Hvad kan vi stole på? Historiefaget må i en tid som nu markere sig som en kilde til videnskab og sandhed, markere sig som en videnskabelig og sandfærdig autoritet til indsigt i fortiden. Men der er en uenighed i selve faget om, hvad historikerens rolle er, og hvordan fortiden skal og kan anvendes; der er en tvivl om, hvad historie egentlig er, skriver Jacob Jørgensen om historiefagets rolle i den moderne verden.

Vi lever i en travl, global verden. Sociale medier fylder meget, og igennem dem lever fænomener som fake news og fabrikerede sandheder i bedste velgående. Det er fænomener, som river og flår i os, får vores sind i kog, og som splitter befolkninger.

Enhver kan få sit budskab eller mening ud via sociale medier og få det delt flere tusind gange – jo mere kontroversielt, desto hurtigere og oftere deles det.

Hvorfor læse om udviklingen af det danske demokrati igennem historien, hvis ikke det var for at forstå, hvorfor den danske parlamentarisme og demokratiske kultur er, som den er i dag? Ikke-aktualiseret historie er trivia-viden

Det tvinger reaktioner frem til ellers hovedløse ideer og meninger, som ville have bedst af blot at skulle ignoreres og glemmes. Alt imens drukner velovervejede tanker og ideer i støjen – den kritiske tanke og videnskabelighed er under pres.

Historien er også udsat for overgreb og manipulation. Fortiden kan bruges til at skabe moderne myter; fabrikerede sandheder om fortiden, som bevidst eller ubevidst opildner stærke følelser og holdninger i mennesker. Det kan være roden til antisemitisme, islamfobi, endda folkedrab som eksempelvis folkemordet i Rwanda.

Hverken faget eller lægmanden skal se historie som en serie af objektive fakta, som ligger i fortiden, indtil de opdages og støves af – historikeren er ikke en referent, som blot noterer alt, hvad der er sket i fortiden fra A til Z.

Derimod arbejder historikeren med historiske fakta, som adskiller sig fra de objektive ved, at de udvælges og italesættes for at blive aktualiseret – det historiske faktum kan ikke tale for sig selv.

Historie som fag skal derfor ses som en selektiv videnskab, hvor historikeren udvælger og tolker historiens kilder og fakta.

Det er i den tilgang til fortiden, at jeg ser faget som en videnskabelig kunstform og er en betegnelse, som har en tematisk dualitet, som kendetegner samtlige aspekter af faget. Historikeren bliver nødt til at være opfindsom for både at kunne beskrive fortiden, da fortiden ofte er genstridig og tilbageholden med information.

Men vedkommende skal også tænke kreativt for at kunne gøre fortiden aktuel.

Her træder historikerens dualitet frem: Vedkommende skal på den ene side gå videnskabeligt til værks – en historiker må aldrig skrive røverhistorier i embeds medfør. Men samtidigt er det uundgåeligt, hvis ikke nødvendigt, at historikeren giver sit eget præg på fortiden for at gøre den aktuel og anvendelig i nutiden.

Hvornår sank det danske linjeskib Dannebroge i Køge bugt? Hvem var kaptajnen? Hvilket slag var det? Det er interessant, men i bund og grund uaktuelt og uden praktisk betydning

Hvorfor læse om udviklingen af det danske demokrati igennem historien, hvis ikke det var for at forstå, hvorfor den danske parlamentarisme og demokratiske kultur er, som den er i dag?

Ikke-aktualiseret historie er trivia-viden – hvornår sank det danske linjeskib Dannebroge i Køge bugt? Hvem var kaptajnen? Hvilket slag var det? Det er interessant, men i bund og grund uaktuelt og uden praktisk betydning.

Johann Carl Neumann.

Historie er fortællinger

Historiefaget går udover historie som blot trivia. Faget giver os sandfærdige historiske fortællinger, og heri er fagets dualitet tilstede igen. Det er beskrivelse af fortiden med to elementer: sandfærdig historie og selve fortællingen.

Sandfærdig historie bliver til via den velkendte kildekritik og kildegranskning, hvor historikeren nidkært sorterer, analyserer og sammenligner fortidens kilder med det sigte at komme frem til, hvad der er mest sandsynligt. En unik del af den proces er fortællingen.

Det er, hvad der giver os den videnskabelige kunstform, som gør historikeren i stand til at aktualisere historisk indsigt på nye måder, og er hvad, der driver historiefaget fremad og giver det nyt liv

Fortællingen er historikerens egen tolkning og rekonstruktion af fortiden – fortællingen formes af kildematerialet, og kildematerialet formes af fortællingen. Dermed aktualiserer historikeren fortiden og giver den sandfærdige historie relevans – dermed gives den sandfærdige historiske fortælling.

På den ene side er faget uden aktualitet som sagt trivia – på linje med hobbyer som frimærkesamling og ornitologi, men på den anden side betyder aktualiseringen, at historien tilpasses den tid, som den bringes op i. Hvad gør det fortiden til?

Tag bare flygtningekrisen. For ikke så lang tid siden talte man om, at de flygtningestrømme, som kom fra Mellemøsten kunne sammenlignes med de folkevandringer af barbariske stammer i antikkens Romerrige. Med den sammenligning kom spørgsmålet: vil Vesten bryde sammen – måske i flammer og kaos – under presset af immigranter ligesom det gjorde i Romerriget?

Men flere historikere mener, at folkevandringerne blot var én del af Romerrigets undergang, og ikke grunden alene.

Den frihed til tolkning af fortiden udfordrer det videnskabelige ved at give lejlighed til forskellige vinklinger af historien, og giver ofte modsigende versioner af fortiden alt efter hvilke kilder, historikeren eller lægmanden bruger, og hvilken betydning de tillægger dem – hvilken “sandfærdig” historisk fortælling skal man stole på?

Den sandfærdige historiske fortælling er mangfoldig

Svaret ligger i den selvsamme dualitet, som nu kendetegner både udfordringerne og mulighederne i historiefaget, og det er det, som giver faget dens unikke videnskabelighed: hvordan beskriver man fortiden sandfærdigt og aktualiserende?

Det kræver først og fremmest at man anerkender og accepterer mangfoldigheden af den sandfærdige historiske fortælling – det er i orden, at der er og laves forskellige versioner af fortiden med forskellige aktuelle vinkler.

Men med den anerkendelse må også følge en professionel bevidsthed om netop det kendetegn – den historiske fortælling er altid er nogens fortælling.

Det er en bevidsthed, som anerkender historiefagets unikke videnskab, samt de udfordringer såvel som muligheder det giver. Det er udtryk for en faglighed, som opmuntrer til uenighed og debat, hvor de versioner af fortiden, som historikeren eller lægmanden præsenterer, forsøges bevist, modbevist eller udvidet.

Det er en faglighed hvor tolkning, passion og videnskab blandes til noget, som er større end alle tre tilsammen. Det er, hvad der giver os den videnskabelige kunstform, som gør historikeren i stand til at aktualisere historisk indsigt på nye måder, og er hvad, der driver historiefaget fremad og giver det nyt liv.

Historiefaget kan være med til at bekæmpe ‘fake news’, manipulerede sandheder og ideologisk propaganda, og afdække dem, som det de er – useriøse, usandfærdige og ligeså manipulerede som de er manipulerende

Romerriget behøver ikke beskrive det moderne Vestens fald. Der er meget at lære af Romerrigets sammenhængskraft, og udfordringer, fx når det kommer til EU i dag. Riget var enormt og omfattede mange forskellige folkeslag og kulturer, alligevel indvarslede riget Den Romerske Fred – Pax Romana – som varede i 200 år. Tænk hvis elementer af det kunne overføres til i dag. Det ville kræve en sammenligning med historisk omhu, interesse og ikke mindst opfindsomhed.

Debatten om den sandfærdige historiske fortælling er derfor fagets absolutte styrke. Det er drivkraften bag sandfærdig, praktisk anvendelig historie. Det er de versioner af fortiden, som har overlevet den faglige og videnskabelige kritik og har kunnet bære modstridende synspunkter, og dem som har opretholdt og overlevet historiefagets videnskabelige kunstform, som er sandfærdige og aktuelle. På den måde præsenterer historiefaget en unik og tiltrængt videnskabelighed i en tid, hvor sandheden bliver gnidret af mange forskellige og modstridende holdninger og meninger.

Historiefaget kan være med til at bekæmpe fake news, manipulerede sandheder og ideologisk propaganda, og afdække dem, som det de er – useriøse, usandfærdige og ligeså manipulerede som de er manipulerende.


Illustration: Thomas Cole: Destruction. Wikimedia Commons.

Jeg har en lang passion for historie og undervisning. For nyligt er særligt moderne historiebrug og hvad historie kan bidrage med i den moderne, globale verden blevet en kæmpe interesse for mig – historie er så meget mere end blot historie, og der er meget historievidenskaben kan tilbyde i dag.

Jeg er så godt som cand.mag. i historie med gymnasierettet sidefag i statskundskab. Jeg har en stor forkærlighed for Japan og japansk kultur, og har arbejdet i landet som underviser på Seibi Afterschool i Tokyo. Jeg udnytter enhver lejlighed til at tage derover for at opleve landet og sige hej til venner og gamle kollegaer.

Mit kald er at være underviser i historie og samfundsfag, og jeg har ambitioner om en Ph.d. i historie for en dag at kunne få mulighed for at forske og undervise på universitetet.

Seneste artikler om Historie