BØGER // ANMELDELSE – Fotograf Henrik Saxgren har på ganske enestående vis præget udviklingen i dansk fotografi. Men hvad har præget ham? Det fortæller han i erindringsbogen Med egne øjne – en moppedreng af en bog med mange højdepunkter. Og et skuffende layout, skriver Susanne Sayers.
Godt halvvejs gennem Henrik Saxgrens Med egne øjne – erindringer i ord og billeder er det blevet juleaften 1989.
I Henrik Saxgrens familie er forventningerne til aftenen tårnhøje. Hans kone, Kirsten, og svoger, Anders, har eksperimenteret med en injektionssprøjte til at gøre julekalkunen ekstra mør. Der er tranebærsgele. Der er risalamande. Og der er ikke mindst tre flasker Château Rauzan-Gassies fra Margaux, som Henrik Saxgren medbringer, mens resten af familien i næsten et døgn pusler om maden. Alle glæder sig til omsider at være sammen, for året før holdt Henrik jul i Betlehem med journalistkolleger, og han lovede dengang, at det kun ville være den ene gang, at han ville fravælge juleaften.
Henrik Saxgren er som mange kunstnere selvoptaget og erkender flere gange gennem bogen, at han har gjort, som det har passet ham
Og så ringer telefonen. Oprøret er i gang i Rumænien, en af de sidste og mest brutale bastioner i det gamle Østeuropa. Saxgren kan få plads på et nødhjælpsfly fra Røde Kors og dokumentere begivenhederne. Men så skal han også af sted nu.
Han vælger med en vis flov smag i munden. Men Rumænien og et brændende ønske om at vise verden vinder. Og måske også forfængeligheden. For Henrik Saxgren er som mange kunstnere selvoptaget og erkender flere gange gennem bogen, at han har gjort, som det har passet ham.
Selvoptagetheden er både en drivkraft og en svaghed, og heldigvis har Henrik Saxgren i sin erindringsbog blik for begge dele.
Meget er fortalt med klædelig selvironi og sans for egen absurde selvfølelse. For eksempel når han stolt triller rundt med sin datter, som er han Guds gave til det moderne forælderskab eller danser salsa på Cuba og glæder sig over et lokalt TV-holds interesse for hans gulvøvelser. Indtil det går op for ham, at han er fotogen, fordi han er karikaturen på hvid mand, der bare ikke ejer rytmesans.
Henrik Saxgrens sammenbrud
En stor – for stor – del af bogen handler om opvæksten i Randers. Forældrene, lærerne, læretiden som reklamefotograf, og bogen bevæger sig tidsmæssigt kronologisk frem.
Undtagelsen er det indledende kapitel, som er et fysisk og psykisk sammenbrud i 1995, og bogens første ord er “jeg pissede blod”. Henrik Saxgrens karriere peaker. Han er feteret. Rebellen fra Randers er blevet allemandseje med udstillinger åbnet af dronningen og fast inventar i Meyerheims talkshow på TV 2, hvor han portrætterer talkshowgæsterne. Men han er udbrændt. To uger i Nicaragua, hvor han har fotograferet gadeprostituerede børn på alder med hans egen datter, har taget de sidste kræfter.
En alternativ behandler med en tvivlsom tilgang til naturvidenskabelige love og logik får ham på ret køl. Siden får han en lettere gang på jord, som han skriver. Og han begynder at indse, at han til tider står i vejen for sig selv med sin kompromisløshed, vredesudbrud og aktivisme.
Og i virkeligheden kommer han også til at stå i vejen for fotografiet og missionen. For en bog om Nicaraguas gadeprostituerede børn vækker ikke den bølge af vrede og handlekraft, da den udkommer i USA, som han har ventet. Reaktionerne udebliver, selv om amerikanerne i Saxgrens øjne udviser en ækel dobbeltmoral ved at modarbejde den revolution, som vil hjælpe børnene, og samtidig arbejder for, at børn skal beskyttes mod tekster om vold og sex i pop og rock.
Senere går det op for ham, at billederne måske er for voldsomme og direkte. Tilskueren får ikke plads til selv at digte videre. Nogle gange er de stærkeste billeder dem, man ikke viser i alle detaljer, men kun antyder.
Fra storm til stilhed
Bogen kommer vidt omkring og kan læses som et personligt blik på de seneste 60 års udvikling i Danmark og verden. Henrik Saxgren har fra sin tidlige ungdom bevidnet mange historiske begivenheder: Fra den ublodige nellikerevolution i Portugal med Tvind (som mener, at han bør udøve noget selvkritik og lade være med at fotografere, for det kan han jo allerede!) til BZ’ernes kampe i København, som han først har sympati for, men siden erkender har udviklet sig til rå og afstumpet vold.
Han er på de undertryktes side, og verden skal vågne op og reagere. Og den skal i hvert fald ikke kunne påstå, at den ikke vidste, hvad der foregik
Gaza, Haiti, Cuba, USA, Grønland, Polen, Rumænien, Kirgisistan, Ecuador, Rwanda, Irak, Jugoslavien … Henrik Saxgrens virke som fotograf fører ham vidt omkring, og de første mange år er det aktivisten Henrik Saxgren, som fotograferer. Han er på de undertryktes side, og verden skal vågne op og reagere. Og den skal i hvert fald ikke kunne påstå, at den ikke vidste, hvad der foregik.
Det ændrer dansk fotografi. Sammen med konkurrenterne/kollegerne i billedbureauet Alfa Press er Saxgrens bureau 2. maj med til at bringe en ny og skarpere politisk og socialdokumentarisk tone ind i pressefotografiet.
Siden bliver det en mere eftertænksom Henrik Saxgren, der har fået en portion af tvivlens nådegave. På den anden side af år 2000 bliver det ønsket om at fotografere 100 mennesker med hver deres nationalitet, som har bosat sig i Norden.
Formålet er på sin vis aktivistisk: Henrik Saxgren er drevet af en vrede over indvandrerdebatten, som til tider bagatelliserer de ekstreme rædsler, som mange af de tilrejsende er flygtet fra. Han har selv været på stederne; han ved, hvordan det står til. Men fotografiet skal være anderledes. Han tilstræber noget sagligt, registrerende, åbent nysgerrigt. En nærmest antropologisk tilgang.
Det bliver et af bogens mest interessante kapitler, hvor vi blandt andet hører om japaneren, der er blevet storfanger i Grønlands nordligste bygd og Henrik Saxgrens jagtoplevelser med ham. Og derfra går der en lige linje til hans bog og siden udstilling Ultima Thule, hvor han skildrer den grønlandske fangerkulturs skønhed og brutalitet i en natur, som kræver sit, men giver mere tilbage.
Og netop her lærer Saxgren at holde op med at jagte motivet. Nogle gange skal man sætte sig og vente. Og lade motivet komme til sig. Åbne sig for det og se, hvad der sker. Bevægelsen er ikke altid i stormen, men i stilheden.
Tidsbillede med skønhedsfejl
Bogen er på en gang et selvportræt og et tidsbillede. Henrik Saxgren er en god fortæller, og det er heldigt, for ordene fylder betydeligt mere end billederne i bogen.
Anekdoterne står i kø om både kendte og ukendte fra Danmark og den større verden, og som gammel journalist er læsningen ofte som at være i selskab med nogle af branchens garvede, når de udveksler “krigshistorier”, som vi kalder det: Vældig underholdende og til tider ganske pikant.
Enkelte anekdoter rejser også et mere principielt spørgsmål om erindringslitteraturens magt: Når mennesker, der ikke længere kan svare igen, reduceres til skurke i en andens fortælling – som det sker for blandt andre Jørn Hjorting, Rigmor Mydtskov og Lone Dybkær – opstår en etisk skævhed. Saxgren kan have ret eller uret i sine vurderinger af dem og deres motiver, men det er ikke det centrale. Det etiske dilemma er, at magten over eftermælet ligger hos den levende fortæller. Det stiller særlige krav til nødvendigheden af at medtage eller undlade stof.
På det mere personlige plan er det datteren Ivalo og hendes første svære år med alvorlig sygdom, der fylder. Og hustruen Kirsten, der får en uhelbredelig kræft. Hendes sygdomsforløb og død er nænsomt fortalt. Og nok har Henrik Saxgren, som han selv skriver, “hovedet oppe i egen røv”. Men han er der, da sygdommene kræver det.
Alligevel sidder jeg tilbage med en fornemmelse af, at fortælleren Henrik Saxgren kunne have lært noget af fotografen Henrik Saxgren: At fokusere. At holde blik på det væsentlige. At overlade noget til læseren. Med 496 sider er det en meget lang bog, og den læses bedst i bidder med et kapitel eller tre ad gangen, før den springer til næste brændpunkt eller personlige udvikling.
Hvad sker der for layoutet?
Og så er der layoutet. Hvorfor, hvorfor skal en så fremragende fotografs fotos fordeles i postkortstørrelse ud over siderne, hvor de bliver gnidrede og kommer til at stå som illustration til en tekst i stedet for fotos i egen ret? Først når de får plads, som de gør på enkelte sider, begynder de at fange nysgerrigheden og blikket.
Det er virkelig ikke at yde Henrik Saxgrens fotos retfærdighed at sprede dem på den måde
Det er for mig et uforståeligt layoutvalg. Og det underminerer bogens budskab om fotografiet som autoritet og vidnesbyrd med en egen berettigelse og stemme. I stedet kunne man have samlet fotos i billedopslag midt i eller i slutningen af hvert kapitel, så de kunne ånde og leve. Det sker enkelte steder, og da virker det. Bortset fra at den grå baggrund er så mørk, at den sorte tekst er svær at læse.
Det er virkelig ikke at yde Henrik Saxgrens fotos retfærdighed at sprede dem på den måde. Det virker, som om redaktøren ikke har haft tillid til, at ordene kunne bære kapitlerne alene, men så må man som redaktør hjælpe til at redigere teksten, så de kan.
Disse indvendinger til trods er det et absolut læseværdigt indlæg og vidnesbyrd om og fra et menneske, der har oplevet mere end de fleste og åbnet manges øjne for en verden, som nogle gange har været fjernt fra deres egen, hvad enten det har været i afstand eller i levekår.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og