ISLAMOGAUCHISME // KRONIK – Beskyldninger om en umage alliance mellem den progressive venstrefløj og reaktionære islamister dukker sporadisk op. ”Islamogauchisme” kaldes det. Nogle anerkender det som faktum, mens andre afviser det som konspiratoriske fantasier fra højrefløjen. Religionskritikeren Maradona Isho er ikke i tvivl: Samspillet mellem marxister og praktiserende muslimer er en realitet, men hvorfor finder to så diamentralt forskellige ideologiske grupper sammen?
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Har man fulgt med i den politiske debat her i landet, vil man vide, at der sporadisk har været beskyldninger mod den yderste venstrefløj om en påstået alliance mellem socialister og islamister. Også omtalt som ”islamogauchisme”.
I et debatindlæg d. 17. november affejede Information-journalisten Mathias Sindberg idéen om en påstået alliance mellem progressive venstreorienterede og reaktionære muslimer som en bizar forestilling, som er promoveret af Berlingske.
”Hvis ikke Sikandar Siddique fandtes, var højrefløjen nødt til at opfinde ham,” skriver Mathias Sindberg.
Samspillet mellem marxister og praktiserende muslimer er en realitet, som er svært at gendrive uden at lave store krumspring, sære udeladelser og stråmænd
Nuvel.
Først en varedeklaration om mig selv: I modsætning til hvad mit fornavn måtte indikere, er jeg slet ikke fra Spanien eller Latinamerika, men har etnisk ophav som (kristen) aramæisk-talende fra Mellemøsten. Selve efternavnet ”Isho” er aramæisk for ”Jesus”, skønt jeg er ateist.
Siden min ungdom omkring midten af 00’erne har jeg observeret dansk politik med hovedfokus på ”integration”. Eller rettere sagt: ”islamisme”.
Islamogauchisme er ikke en konspiratorisk fantasi
Og det er min vurdering, at beskyldninger om en umage alliance mellem Karl Marx’ tilhængere og Allahs tilbedere er en realitet, som ikke bare sådan uden videre kan afvises som en konspiratorisk fantasi.
Grunden til, at jeg mener, at det er en realitet, skyldes, at nutidens og fremtidens historikere med lethed kan dokumentere det, da objektive nyhedsartikler om samspillet mellem socialister og islamister bugner i nyhedsarkivet.
Når historikere skal dokumentere et kulturelt fænomen, forudsætter det brug af kilder og analyse af kilders ophavssituation.
Hvis nu for eksempel typer som Liberal Alliances Henrik Dahl beskylder sine politiske modstandere i Enhedslisten for islamogauchisme, da vil det have begrænset værdi.
Men… hvis Enhedslistens egne politikere på egen hånd dummer sig på konstant basis ved at pleje omgang med islamister eller aspekter af islamisme, og en tredjepart – pressen – dokumenterer det uafhængigt igen-igen-igen, da vil piben få en hel anden lyd.
Enhedslistens samspil med islamisme
Enhedslistens samspil med islamisme er omfattende og ligetil at dokumentere. Og vi taler ikke om et enkeltstående tilfælde, men flere sære episoder viklet sammen, der vidner om et mønster.
En af de allerførste politiske erindringer jeg har om dansk politik – og som definerede min politiske bevidsthed – var uden tvivl kontroversen med Asmaa Abdol-Hamid, hvor Enhedslisten tog hende med åbne arme i 2007 og opstillede hende som folketingskandidat.
Enhedslistens samspil med islamisme er omfattende og ligetil at dokumentere. Og vi taler ikke om et enkeltstående tilfælde, men flere sære episoder viklet sammen, der vidner om et mønster
Asmaa Abdol-Hamid med sin karakteristiske hijab argumenterede, at det var i orden at dræbe danske soldater i Irak, og kom med uklare udtalelser om dødsstraf og homoseksuelle stik imod sit partis politik og nægtede at give hånd til mænd. Alt dette skabte negative avisoverskrifter, at Enhedslisten flirtede med spærregrænsen.
Men har Enhedslisten fortrudt virakken med Asmaa Abdol-Hamid i dag?
Det kan vi ikke være helt sikre på. For så sent som i 2022 udtalte Rosa Lund fra Enhedslisten i Deadline, at det var “rigtig, rigtig ærgerligt”, at Asmaa Abdol-Hamid ikke blev valgt ind for partiet tilbage i 2007.
Og da debattøren Eva Gregersen påpegede dette, måtte Pelle Dragsted på banen og affeje, at Asmaa Abdol-Hamid hørte til Enhedslisten:
”Jeg synes ikke, Asmaa var et godt match med Enhedslisten. Hendes livsvalg (fx om håndtryk mm.) afspejlede nogle i mine øjne meget konservative holdninger til køn og seksualitet.”, skrev han.
Det er interessant, fordi tilbage i 2007 forsvarede en ung Pelle Dragsted ellers hårdnakket sit partis islamistiske folketingskandidat med at hun var en uskyldig ghetto-pige, der ikke var ”veltrænet politiker” og derfor blev ”hetzet”.
Og i kølvandet på den verserende krig i Gaza har det som bekendt udstillet, at Enhedslistens bagland havde folk, der på en eller anden måde sympatiserede med det islamistiske Hamas. Og her måtte Pelle Dragsted febrilsk rydde op og tage afstand fra dele af sit bagland, at Asmaa Abdol-Hamid kvitterede med at kalde ham ”arrogant”.
Apropos Rosa Lund, så blev hun i øvrigt i 2023 set i en pro-palæstinensisk demonstration, som havde vist sympati med det islamistiske Hamas.
Har vi andre eksempler, hvor fællesnævneren ikke er Asmaa Abdol-Hamid?
Det har vi i Kasem Said Ahmad, som er en anden praktiserende muslim. Og han er helt bestemt ikke en lille fisk, da han er berygtet af to grunde:
For det første var han en del af den muslimske delegation, der rendte rundt i Mellemøsten for at ophidse folkemængden til fordømmelse og boykot af Danmark på grund af Muhammed-tegninger.
Og for det andet går han ind for stening af kvinder med henvisning til islamiske love. Allerede i 2016 for rullende kamera i Deadline forsvarede han nemlig stening, som han mente kunne bruges som præventivt mod utroskab:
”Vi kan forhindre, at folk har sex uden for ægteskabet. Hvad er straffen for det i Danmark? Der er ingen straf for det. Hvordan skal vi ellers holde familierne sammen?” lød det fra ham.
Men dette forkvaklede teologiske syn var slet ikke til hinder for, at Enhedslisten godkendte ham som medlem af partiet.
Og i 2019 skabte det dårlig omtale for partiet ved en pro-Palæstina-konference. Her blev et kejtet øjeblik foreviget af kameraets linser, da Pernille Skipper fra Enhedslisten blev fotograferet smilende sammen med Kasem Said Ahmad.
Og steningstilhængeren viste sit storartet sindelag ved at anbefale andre muslimer at stemme på Pernille Skipper.
Efter at Berlingske kontaktede Pernille Skipper for at forhøre sig, måtte politikeren selvfølgelig tage afstand og frabede sig stemmeanbefalinger, og først bagefter blev han smidt ud af partiet.
Også den selvsamme Pernille Skipper har i øvrigt kritiseret forbuddet af tørklæde på småpiger i folkeskolen og ligestillet forbuddet med Irans teokratiske regimes tørklædepåbud, selvom sammenligningen ikke holder: Forbuddet i Danmark var begrænset til folkeskolen for at forsvare småpigers frihed, hvorimod Irans påbud går over alle kvinder i samfundet. Ikke underligt, at Pernille Skipper blev kritiseret.
Og måske det er på grund af politikere som Pernille Skipper, der forårsager, at Kasem Said Ahmad selv ved det sidste kommunevalg i 2025 anbefalede andre muslimer atter at stemme på Enhedslisten.
Internationale Socialister ligeså
Har vi andre end Enhedslisten?
Det har vi i Internationale Socialister, der også har vist dårlig dømmekraft og givet flere argumenter for islamogauchisme.
For nogle måneder siden i forbindelse med at aktivister fra den højreradikale gruppe Generation Identitær kravlede op på taget af Imam Ali-moskeen i København, erklærede Internationale Socialister deres støtte til moskeen. Og i den anledning valgte repræsentanten at overrække blomster og tog billeder smilende med imamen.
Problemet er bare, at Imam Ali-moskeen ikke er uafhængig, men er berygtet for at samarbejde og er flettet med det islamistiske regime i Iran, der undertrykker kvinder, minoriteter og homoseksuelle.
Og netop Irans nyere historie med den islamiske revolution i 1978-1979 er der en flov detalje, som den progressive venstrefløj for evigt bliver nødt til at forholde sig til: I forbindelse med revolutionen bakkede venstrefløjen netop op om og samarbejdede med selveste storayatollah Ruhollah Khomeini, inden sidstnævnte senere knuste dem efter at han ikke kunne bruge dem mere.
Beskyldninger om islamogauchisme er velbegrundede
Og jeg har ikke påpeget Sikandar Siddique indtil nu. Ham som den føromtalte Information-journalist Mathias Sindberg frejdigt påstår, at hvis han ikke fandtes, så var højrefløjen nødt til at opfinde ham.
Men Sikandar Siddique findes allerede. For hverken højrefløjen eller Berlingske har opfundet ham.
Selv i tilfældet af han ikke fandtes, da ville det ikke være nødvendigt at opfinde ham: For Enhedslistens konstante udskejelser har udstillet og bekræftet alliancens tilstedeværelse.
Baseret på alt ovenstående historik, helt fra dengang i 2007 med Asmaa Abdol-Hamids afvisning af håndslag med mænd, og helt til i dag hvor steningstilhængeren Kasem Said Ahmad for nylig anbefalede andre muslimer at stemme på Enhedslisten, er min vurdering krystalklar.
Beskyldninger om islamogauchisme er velbegrundede og kan ikke bare sådan afvises som en konspiratorisk fantasi.
Hvorfor opstår sådan en alliance?
Hvis man anerkender min præmis om, at islamogauchisme er en valid påstand på en eller anden plan, så trænger et andet spørgsmål sig på:
Hvorfor finder to så diamentralt forskellige ideologiske grupper sammen?
Svaret finder vi måske hos den svenske terrorforsker med ekspertise i mellemøstlige forhold, Magnus Ranstorp.
Med udgangspunkt i den verserende krig i Gaza, hvor vi har set hvordan dele af venstrefløjen og Hamas har fundet sammen, mener han, at venstrefløjen har udstillet sit eget ”intellektuelle kollaps”, når de agerer som ”nyttige idioter” for islamisterne i Mellemøsten.
Hvorfor finder to så diamentralt forskellige ideologiske grupper sammen?
Og om hvorfor vi finder folk på den yderste venstrefløj, der støtter Hamas, forklarer han:
”De er forenet af en gammel venstrefløjsretorik om antiimperialisme og antikolonialisme, hvor de vestlige lande altid er de onde og alle andre ofre,” siger han.
Og som en, der har fulgt med i dansk politik siden midten af 00’erne med fokus på islamisme, kan jeg nikke genkendende til den beskrivelse. Og jeg mener, den kan overføres til dansk politisk kontekst.
Sagt med andre ord har marxisterne en selvforståelse som indsigtsfulde antikapitalister, der automatisk skal kritisere vestlige kapitalistiske lande, og støtte hvad de opfatter som ”undertrykte” ulandsbefolkning, altså ”muslimer”.
Dette forklarer måske derfor, hvorfor et parti som Enhedslisten accepterede at Asmaa Abdol-Hamid eller Kasem Said Ahmad blev en del af partiet, og som utilsigtet gav dem problemer i mange år.
Det er tydeligt for mig, at Enhedslisten har det svært ved at skelne mellem moderate og sekulære muslimer som Serdal Benli (SF), der for nylig blev Danmarks første ikke-vestlige borgmester, og så andre praktiserende muslimer som Asmaa Abdol-Hamid, der blandt andet nægter at give hånd til mænd.
Og dét forklarer meget godt, hvorfor et parti som Enhedslisten igen-igen-igen gennem mange år har haft problemer lige siden i 2007, hvor de valgte at opstille Asmaa Abdol-Hamid som folketingskandidat, til her i fjor, hvor steningstilhængeren Kasem Said Ahmad anbefalede muslimer at stemme på partiet.
Og dét forklarer hvorfor Internationale Socialister viser sympati for Imam Ali-moskeen, selvom den har tætte kontakter med det iranske teokratiske regime, der er berygtet for undertrykkelse af kvinder, homoseksuelle og minoriteter.
Og dét forklarer også, hvordan et politisk parti som Frie Grønne kan opstå, der aktivt prøver at samle to modsatrettede kernevælgere som LGBTQ-folk og praktiserende muslimer.
Samspillet mellem marxister og praktiserende muslimer er en realitet, som er svært at gendrive uden at lave store krumspring, sære udeladelser og stråmænd.
Debat er demokratiets brændstof. Klik for at møde bredden af stemmer og emner i POV.
Du kan også selv komme til orde ved at sende et debatindlæg til redaktionen@pov.international
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og