FÆLLESSANG // KLUMME – November er ikke bare mørk og våd – det er også måneden, hvor Regnvejrsdag i november bliver sunget så ofte, at man skulle tro, den er sat på repeat i hele Danmark. Er der noget sundt i det?
Først var jeg til fællessang på vores lokale højskole, hvor jeg havde tvunget min syvårige søn med, og hvis du ikke ved det, eller har glemt det, kan jeg fortælle, at der ikke er nogen der kan se sur ud som en syvårig.
Så han sad og vrissede, mens vi sang Hvad tænker Ingrid på, som er den mest populære højskolesangbogssang hos unge mennesker netop nu. Måske fordi sproget er ungdommeligt. Måske fordi teksten kredser om emner som køn, parforhold og moderne familieliv.
Bagefter sang vi en ny sang af Dy Plambeck, og det fik mig til at tænke over en bog, jeg en gang havde læst af hende, som ikke gjorde stort indtryk, men sangen var egentlig meget god. Og måske får jeg det med Dy, som jeg har det med Stine Pilgaard, hvor jeg bedre kan lide sangene end romanerne. Fortabt er jeg stadig er i hvert fald glimrende, og det er i grunden længe siden, jeg har hørt den, så måske burde jeg ønske den…
Og så sluttede vi af med Regnvejrsdag i november.
Et par dage senere var jeg så til morgensang på mit arbejde, hvor vores musiklærere har fået den geniale ide at lave fællessang for de studerende tre dage om ugen. Og så startede de Gudhjælpemig med to sange, jeg ikke kendte. Og hvis du ikke ved det, eller har glemt det, kan jeg fortælle dig, at der ikke er noget så irriterende som at være til fællessang og skulle lære noget nyt. Heldigvis viste det sig, at jeg alligevel kendte nummer to lidt, og så gik det alligevel.
Bagefter skulle vi synge Hold håbet op, som var den med Dy Plambech, som jeg lige havde lært på højskolen, og nu var jeg pludselig ham, der kendte den og kunne synge højt. Og det er jo fedt. Lidt ligesom at have fået en ny ven.
Bagefter blev der ønsket Papirklip, men det var ikke så godt, for Kim Larsen har karantæne til fællessang lige nu, fordi han bliver ønsket for meget. Men så brød jeg ind og mindede om, at den jo er skrevet til en legendarisk scene med Erik Clausen, der for nylig er død (ligesom en urovækkende mængde andre musikere og kulturpersonligheder i dette efterår). Og så gik de med til at synge den alligevel. Og den er jo altid et stort hit, fordi alle kender den.
Og så sluttede vi af med Regnvejrsdag i november.
Senere, om aftenen, var jeg til et arrangement på Kommunen, hvor vi også skulle starte med en fællessang, og så skulle vi Gudhjælpemig synge Regnvejrsdag i november. Og hvis du ikke ved det, eller har glemt det, kan jeg fortælle, at der ikke er noget så irriterende som at synge den samme sang for meget, og for at det ikke skal være løgn, har min søn også lige lært den på klaver og spiller den konstant. Det mindede mig i øvrigt om, at højskoleforstanderen havde fortalt, at Pia Raug havde skrevet melodien med tømmermænd, så hun har sikkert også gået og nynnet den en hel dag, indtil hun til sidst blev så træt af den, at hun ikke magtede mere. Lidt ligesom mig.
Men sådan er det nok bare med fællessang. Nogle gange skal man synge de forkerte sange. Nogle gange er der for mange nye. Eller gamle. Eller ukendte. Eller kristne. Andre gange sidder den lige i skabet, og nogle gange kommer man ligefrem hjem med en ny ven. Og måske har man også tænkt nye tanker. Måske kom man til at tænke over en linje eller en begivenhed, en digter eller en musiker, eller måske oplevede man bare, at der skete noget særligt, da man stod sammen med en masse mennesker og gjorde sig en lille smule sårbar.
Og det er derfor, vi skal slæbe vores unger med til fællessang. Fordi det er ligesom broccoli. Vi har ikke nødvendigvis lyst til det, men vi har godt af det, og hvis vi kan vænne vores børn til det, giver vi dem en vej ind i kulturen, som kan give en masse store og vigtige oplevelser fremadrettet. Spørg bare Grundtvig, Alsangerne under krigen, højskoleforstandere fra nær og fjern, Philip Faber og alle de andre fællessangere, som har formet os op igennem historien.
Tak fordi du læste med og held og lykke med fællessangen.
Læs også Jesper Koerstz Jensens klumme “Kæmp for de vilde piger”.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
