BØGER // ANMELDELSE – Skal vi gå i graven i stolt selvforståelse af, at vi har handlet moralsk og humanistisk over for mennesker og lande, eller skal vi først og fremmest kæmpe for, at vores egne samfund fortsat består også i oldebørnenes tid? Det kræver, at eliterne gør sig fri af de urealistiske illusioner som den idealisme, der har fået lov til at præge tiden efter Berlinmurens fald, skriver Henrik Dahl.
”Det er tragisk, at selve begrebet om sandheden er gået i opløsning… alle burde være enige om, at sandhed er det modsatte af løgn”, skriver EU-parlamentsmedlem, sociolog og forfatter Henrik Dahl og opsummerer dermed sit anliggende i bogen Den Tabte Fred.
Enhver, der kan tænke med den indvendige side af hovedet, skylder sig selv at stifte bekendtskab med Dahls sociologiske redegørelse for verdens gang siden Berlinmurens fald i 1989.
Dahl fortæller os, at det var en stor fejl, at Vesten projicerede sine egne, kulturbaserede værdier ud på resten af verden
Udover at være en toneangivende politiker, der er flittig med månedlige indlæg i landsaviser og så godt som daglige opslag på sociale medier, er han klarsynet og bevæger sig med et imponerende overblik gennem nyere samtidshistorie. Man kan være enig eller uenig med Dahl, men at ignorere Den Tabte Fred vil være uklogt.
Underfundige analyser og perspektiver
I bogen er der ingen tilstræbt pegen fingre og ingen parti-ideologi. Dahl formår at nedtone sit politiske ståsted i partiet Liberal Alliance og holde sig til sit større ærinde. Han tager læseren med på en konstant vekslen mellem underfundige analyser og perspektiver, der uanset kompleksitet forbliver letfordøjelige. Indimellem med selvironi og en humoristisk tilgang, uden at det går ud over alvoren som fx den ældre tv-serie Yes, Minister, der ses i et nyt lys.
Hvorfor endte Vesten, der stod tilbage som sejrherren efter Sovjetunionens og kommunismens fald, med at smide alting på gulvet og derfor tabte freden oven på Den Kolde Krig? Vesten havde favorable betingelser for at skabe fred i verden på samme måde, som man gjorde efter Anden Verdenskrigs afslutning, hvor man med Thomas Manns udtryk etablerede et europæisk Tyskland, og ikke et tysk Europa.
Men som Dahl citerer Jacques Chirac for: ”Det er freden, der er problemet. Ikke at starte en krig”.
Efter Berlinmurens fald fejlede Vesten til trods for, at man var fuld af gode intentioner. Det skyldes ”hovmod efter sejren i Den Kolde Krig, idealisme, og sjusk med tal og oplysninger”, hvilket samlet set førte til en globaliseringsideologi (Dahls udtryk) ledet af politiske eliter, der stolede mere på det billede af verdenskortet, de insisterede på at have foran sig, end på den virkelighed, der reelt set udspillede sig.
Som Dahl skriver: ”Hvis kortet ikke passer til terrænet, er og bliver det sådan, at det er terrænet, der gælder. Det ved selv helt almindelige mennesker (…) I henved 25 år efter afslutningen af Den Kolde Krig var det naive eller ikke-realistiske politikere og politiske eliter, der satte dagsordenen for de vestlige lande”.
De politiske eliters inkompetence
Med afsæt i sociologen Max Weber definerer Dahl politiske eliter som: ”en forenklet betegnelse for de mennesker, der arbejder med at forberede og gennemføre beslutninger i de institutioner, der understøtter magthaverne i et givet land”. Bemærk, at der er tale om en objektiv definition, og ikke den nedladende betydning, der kan optræde i politisk debat.
Men Dahl går videre, og efter en gennemgang af den amerikanske psykolog Jonathan Haidts bog The Rigtheous Mind (2012) om sondring mellem fornuft og følelse – det vil sige: hvilken af de to størrelser, der bestemmer et menneskes handlinger, kommer han frem til, at nutidens ulykker er et udslag af indspist gruppetænkning.
Han går endda længere endnu og forklarer den elitære Dunning-Kruger-effekt, som fastslår, at der er belæg for at hævde, ”at inkompetente mennesker ofte er tilbøjelige til at overvurdere deres kompetence, mens meget kompetente mennesker modsætningsvis har en tilbøjelighed til at undervurdere deres egen kompetence.”
Tankesættet fra Fukuyama og Huntington
To samtidige tænkere og deres forskellige verdensforståelse lader Dahl løbe som et dobbeltspor gennem hele bogen. Den ene er Francis Fukuyamas berømte bog The End of History and the Last Man (1992), der antog, at udvikling handlede om mere demokrati og flere borgerrettigheder. Når det klasseløse samfund var skabt, var der ikke mere modstand imod demokrati, og så var historien slut.
Det fik eliterne til at konkludere, at verden var blevet unipolar og regelbaseret: ”Der var kun et magtcentrum, og det var det kollektive Vesten”. Forinden havde verdensordenen været multipolær (flere stormagter) og uden faste regler, hvilket meget tyder på, at den er blevet igen.
Den anden tænker er Samuel Huntington, som med bogen The Clash of Civilizations (1996) hævdede, at Fukuyama fuldstændig undervurderede betydningen af kultur, herunder religion. Dahl fortæller os, at det var en stor fejl, at Vesten projicerede sine egne, kulturbaserede værdier ud på resten af verden.
Således forudså Huntington, at hverken Kina eller lande med islamisk forfatning nogensinde vil komme til at acceptere menneskerettigheder eller det liberale demokrati, og næppe heller ikke Rusland. Dahl benytter loyalt begge tænkere i sine analyser undervejs, hvilket klæder bogens redelighed.
I ”en udpræget grad har Kina været karakteriseret ved geostrategisk tænkning. Altid med henblik på at give Kina det langsigtede overtag over USA og EU”. Kinas optræden over for Hong Kong og Taiwan samt Panda-diplomatiet, som vi har mødt i Danmark, burde vi for længst have taget ved lære af. ”Den helt store ulykke ved den geoøkonomiske tankegang i Vesten er, at vi som geografisk region betragtet har mistet kompetencen til at fremstille en lang række af meget kritiske teknologier, fx computerchips, avancerede batterier og solceller”.
Modangrebet mod al-Qaeda og krigene i Afghanistan og Irak efter 9/11 i 2001 var dårligt gennemtænkt. Dahl skriver: ”Jeg vil tro, at vi skal tilbage til Det Osmanniske Riges velmagtsdage for at finde et tidspunkt, Vesten havde lige så ringe muligheder for at gøre sig gældende i Mellemøsten, som tilfældet er i vores dage”.
Nedslag i politikeres memoirer
Undervejs krydres med memoirer af hjemlige politikere som Per Stig Møller og Anders Fogh Rasmussen, men også af Angela Merkel og Barack Obama. Den geopolitiske virkelighed lå langt fra deres opfattelser:
”Angela Merkel overbeviser i sine memoirer alle – vil jeg tro – om, at hun er et beskedent og ærligt menneske. Barack Obama overbeviser på samme måde i sine memoirer alle kvinder om, at han ville være den perfekte bordherre… Merkel og Obama var de sidste to statsledere, der i det store og hele troede på den samlede ideologi, der udkrystalliserede sig efter Murens fald”.
Europas energiafhængighed
De sociale og økonomiske omkostninger forbundet med omstilling til grøn energi var eliterne blinde over for, selvom der bestod og fortsat består en betydelig risiko for, at grøn energi ikke kan drives uden massive subsidier.
”Endelig blokerede den næsten altomfattende naivitet og idealisme for den banale indsigt, at grøn omstilling først og fremmest var noget, man gerne ville i Europa, der udleder 6% til 7% af verdens CO2”, skriver Dahl med henvisning til, at de fleste af verdens lande ikke er optaget af grøn omstilling, og slet ikke hvis det koster noget at gennemføre.
Hvorfor endte Vesten med at blive energiafhængig af Rusland? spørger Dahl. Den bekymring så Donald Trump allerede i 2016. Men Dahl skriver også: ”Samlet set kommer man desværre ikke uden om den konklusion, at der er få lande i Europa, der har gjort mere for at styrke Rusland og gøre de gamle sovjetrepublikker usikre, end Tyskland”.
Og han anfører, at man i Tyskland har en ”meget betændt og fordrejet debat om indvandring… som desværre har givet anledning til en betydelig radikalisering af det politiske liv”. Tysklands holdning til migranter forplantede sig gennem 2010’erne og 2020’erne til hele EU, og af samme årsag er landets nationalkonservative parti blevet eksporteret til andre lande i Europa. ”For hvert år der går, vil splittelsen blive mere forbitret og radikaliseret.
Og lad os være ærlige: Det er ikke kun populisterne, der bliver mere radikaliserede. Det gælder også anti-populisterne, der ofte bliver mere og mere radikaliserede i deres ikke-imødekommenhed over for de synspunkter, de anser for kategorisk uacceptable”.
Udsigt for fremtiden
Selvom udsigterne i 2025 kan se dystopiske ud for Europa, vil Dahl ikke efterlade læseren uden håb. Derfor opsamler han sine overvejelser om bedre tider under bl. a. følgende overskrifter: Al ansvarlighed begynder med realisme. Magt er en realitet. Demokrati skabes ikke af institutioner alene. Kultur spiller en afgørende rolle. Der er brug for ægte tværfaglighed i beslutningsmiljøerne. Realpolitisk dannelse af kommende generationer. Sandheden må aldrig blive et tabu.
Det kræver, at eliterne gør sig fri af de urealistiske illusioner som den idealisme, der har fået lov til at præge tiden efter Berlinmurens fald. Måske bliver det en uoverstigelig opgave eller sagt med Henrik Ibsens ord i skuespillet Vildanden: ”Tager de livsløgnen fra et gennemsnitsmenneske, tager de også lykken fra ham med det samme.” Men det bliver nødvendigt.
For i grunden kan bogens iagttagelser koges ned til et spørgsmål: Skal vi gå i graven i stolt selvforståelse af, at vi har handlet moralsk og humanistisk over for mennesker og lande, eller skal vi først og fremmest kæmpe for, at vores egne samfund fortsat består også i oldebørnenes tid?
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og