KOMMENTAR // KULTUR – Berlingskes kulturredaktør, Anne Sophia Mygind Hermansen (ASH), brændemærkede i en artikel i går i ramme alvor sangeren Isam B som en ”fundamentalistisk muslim”, der ”hylder en barnebrud”, udtrykker ”støtte til en terrormistænkt” og deltager i en ”berygtet canadisk islamkonference”, der erklærer, at ”jøder og homoseksuelle skal slås ihjel”. Berlingske leverer masser af gedigen og lødig journalistik, derfor forbløffer det mig også, at deres kulturredaktør kan levere så underlødig og manipulerende meningsjournalistik.
Jeg er ikke den store kender af Isam B og har ikke foretaget nogen dybdeborende sindelagskontrol på ham, men jeg kan godt genkende et perfidt personangreb, når jeg ser det.
Og der skal ikke mange klik på nettet til, før ASHs luftspejling af flimrende fragmenter fra Isam Bs fjerne fortid (fragmenterne har mere end 10 år på bagen), opløser sig og afslører karaktermordets kedelige kerne:
Frie associationer, fjendtlige fejltolkninger og småparanoide fantasier.
Jeg tænker at ASH, da hun skrev sin artikel, var omtåget af dampene fra antiislamiske netfora? Hendes metode er i hvert fald som direkte hentet fra de egne af nettet
1) ASH, som har en kandidatgrad i litteraturvidenskab, hævder i karaktermordets tjeneste, at Outlandish-hittet Aicha ”hylder en barnebrud”, nemlig Muhammeds kone, som bærer samme navn. Navnet Aicha, der også kan staves Aisha, er imidlertid et uhyre almindeligt sunnimuslimsk pigenavn.
Og forløberen eller forlægget for Outlandishs sang er en fransk sang med samme titel, der handlede om en nulevende Aicha. At fortolke Outlandish sang som en hyldest til ”en barnebrud” er en grotesk fordrejning, hvis man læser sangteksten og ser videoen.
Hvorfor fejltolker en litterat så eklatant?
2) Den canadiske konference, som Isam B i 2007 gav en koncert til – Reviving The Spirit of Islam – støttes helhjertet af Canadas premiereminister Justin Trudeau, som også har deltaget i konferencen. Det er en ret vild påstand, at Trudeau skulle bakke op om, at ”jøder og homoseksuelle skal slås ihjel”, men det må jo være ASH’s påstand.
Måske har hun opsamlet sit kendskab til konferencen på en af de obskure islamkritiske hjemmesider, som nettet flyder over med. Eller hun kan have fejllæst nogle af de islamister, som også kritiserer konferencen.
3) Isam B har ifølge ASH i 2007 “udtrykt støtte til en terrormistænkt”. Hun undlader at fortælle, at den terrormistænkte, som var Isam B’s svigerindes bror, siden blev frikendt ved Østre Landsret.
Det er problematisk i retssamfund, hvis man forbliver forbryder, når man er frikendt, og endnu værre, hvis det skulle være suspekt og inkriminerende at kommunikere med familie, der er mistænkt for en forbrydelse, som de ovenikøbet frikendes for.
4) ASH’s indledende historie om, at DR i 2006 føjede et islamisk krav fra Isam B og Outlandish om, at han og bandet ikke ville optræde med en kvinde i en kortærmet kjole, er interessant.
I en artikel i fra 2006 i ASH’s egen avis, Berlingske, kan man læse, at DR kategorisk afviste den beskrevne episode, men en anonym kilde udtalte følgende: “Det skete efter generalprøven. Det var et eller andet med, at Waqas helst så, Kråkevik dækkede skuldrene mere. Det var jo deres sang, hun skulle ind og optræde i“.
Det må ærligt talt betegnes som et ret diffust grundlag for en anklage om fundamentalisme, at en anden end Isam B – nemlig Waqas – ifølge en anonym kilde for 13 år siden mente ”et eller andet” om Kråkevis påklædning ved bandets optræden.
ASH mener, at Højskoleudvalget må være ”Baroloomtåget”, når de kan overveje i den kommende højskolesangbog at inddrage Isam Bs ramadansang (en sang hun helt glemmer i sin iver efter at lægge fortidige fragmenter til rette til sit karaktermord).
Jeg tænker omvendt, at ASH, da hun skrev sin artikel, var omtåget af dampene fra antiislamiske netfora? Hendes metode er i hvert fald som direkte hentet fra de egne af nettet.
Topfoto: PR.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her