KVINDER & LGBT+ //ESSAY (Longread) – Fra dødstrusler til forsøg på at gøre hende til paria i det gode selskab. Intet har bidt på forfatteren J.K. Rowling, der i årevis har været lagt for had af transaktivister. Journalist Dorte Toft fortæller om aktivisternes magtdemonstrationer mod Rowling og andre inklusive hende selv samt om det bagslag for transideologien, som presset og chikanen så småt har udløst. Teksten er et partsindlæg, der kommer ind på følgende:
- En britisk kvindes kamp for at blive renset efter at have mistet sit levebrød som følge af beskyldninger om transfobi
- J.K. Rowlings støtte til kvinden Maya Forstater
- Undergravning af kvinders kønsbaserede rettigheder til egne rum og egen sport
- Filosoffen Judith Butlers stempling af anderledes tænkende som fascister
- Om transkønnede som “den mest udsatte gruppe i verden” og om dog whistling
- Akademia som drivhuset for troen på, at en persons følelse af køn trumfer biologi
- Venstrefløjens transaktivister og de kvindehadende tilløbere
- Blokeringen af lesbiske fra Kvindehuset
- Mediers medvirken til, at kønsskifte blev cool for unge
- Vrangforestillingen om, at kritikere ønsker at udrydde alle transkønnede
- De mange unge, der vil skifte køn, og de unge, der fortrød
- Krav om nul debat – udelukkelsen af viden og personer
- Kvindesamfundenes svigt – også af de unge piger
- Bagslaget for transideologien i retten og udenfor.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I Vestens betændte debat om kønsidentitet er et citat fra George Orwells bog 1984 værd at lægge sig på sinde: ”Frihed er friheden til at sige, at to og to bliver fire.” I dag fyres kvinder for at sige, at der er to køn. De politianmeldes for at sige, at ingen kan skifte køn. De risikerer fængsel for at sige, at en transkvinde biologisk set er mand, og for at sige, at en mand ikke kan føde et barn.
Sådan er det i lande som USA, Canada og UK. Tættere på, i Norge, risikerer en feminist, Christina Ellingsen, fængsel for blandt andet at sige, at mænd ikke kan blive kvinder, mødre eller lesbiske. En transkvinde har anmeldt hende til politiet for hadtale, og hun har foreløbig været i flere timers forhør.
Vil du hellere have en død datter end en lykkelig søn?
Årsagen til at det koster dyrt at ytre biologiske fakta, ligger i en opfattelse, der har slået dybe rødder på venstrefløjen og ikke mindst i akademia og i menneskerettighedsorganisationer.
I de cirkler er sandheden, at der er mange køn, og at man er det køn, man føler, man er. Derfor er en transkvinde en kvinde, basta. Derfor kan en mand føde børn. Derfor er penis også et kvindeligt kønsorgan. Derfor skal en morder, der skifter køn, flyttes til kvindefængsel. Derfor skal biologiens betydning overskrives af følelsernes.
Frit spil for udskamning
Anerkender man ikke alle deres sandheder, stemples man som transfob, hvilket giver frit spil for udskamning i det offentlige rum.
Allerværst er presset på de forældre, der bekymres i stedet for blot at bekræfte teenageren, der pludselig ønsker at påbegynde en livslang behandling med kønshormoner. “Vil du hellere have en død datter end en lykkelig søn?”, er spørgsmålet, der hyppigt bruges som pres udefra.
Medier, også de danske, har i overvejende grad promoveret venstrefløjens kønsopfattelse gennem artikler og tv-dokumentarer om, hvor lykkelige de, der får kønsskifte, bliver, og hvor ulykkelige og selvmordstruede de var før. Forsigtigheden, der presseetisk kræves, når selvmord er på tale, er lagt på hylden.
Kønsskiftet er gjort cool
I de unges medier, som TikTok og YouTube, er kønsskifte for længst gjort cool. Der møder børn og unge transaktivister, der lover trans joy og kærlighed, der giver råd til de unge, så de kan få deres vilje på kønsskifteklinikken, der anbefaler de unge at bryde med forældre, der ikke støtter ubetinget. Det er også der, hvor teens stolt fremviser de lange ar efter bortoperation af brysterne.
Etablerede medier følger op med at skildre kønsskiftet som tegn på nye tider med større forståelse og tolerance. Det er bare cool. Også i Danmark.
Denne artikel går ikke i samme retning. Den vil skildre, hvad der sker sideløbende. Det er en fortælling om heksejagten på de kvinder, der bekymres over konsekvenser af fjernelse af rettigheder til rum uden biologiske mandekroppe. Det er en fortælling om konsekvenser for dem blandt de unge, der fandt ud af, at kønsskiftet ikke var vejen ud af at have det ad helvede til.
Det er en fortælling om modstand mod kønsneutralisering af sproget, og en fortælling om misbrug af kønsskifte. Men det er først og fremmest en fortælling fra den side, hvis ytringsfrihed i årevis blev knægtet med held, hvorfor translobbyens påvirkning af love, reguleringer og HR-afdelinger kunne gå under radaren.
Undersøgelsen i UK viser, at udsagnet ”en transkvinde er en kvinde” har mindre opbakning end ved to tidligere undersøgelser foretaget i 2018 og 2020
Der er dog opstået revner i meningsmuren. Nu udfordres medløbere blandt politikere, nu vover lidt flere kvinder at ytre sig. Og efter en årrække med publicering af en strøm af transideologiske bøger til voksne og børn kommer nu bøgerne, der belyser de alvorlige konsekvenser af ideologien for kvinder, piger og drenge.
Nu kommer også graverjournalistikken, der både bekræfter nødvendigheden af kønsskifte for nogle, men som også belyser, hvor skiftet ikke førte til et lykkeligere liv, men det modsatte og med livslange fysiske følger. Den opgave er også løftet af SVT og NRK – de svenske og norske public service-tv-stationer.
Kvindesporten åbnede øjne
I den brede offentlighed blev det dog den unfair konkurrence fra transkvinder i kvinders elitesport, der illustrerede det sammenstød, som kan opstå mellem biologiske kvinders rettigheder og de rettigheder, som en transkvinde har. Ikke mindst svømmeren Lia Thomas’ årsrekorder og sejr i en prestigefyldt national konkurrence i USA for unge studerende gav genlyd hos folk, om dybt sportsinteresserede eller ej.
Fra de lande, hvor translobbyen tidligt fik politisk magt, leveres nu viden om den anden side af medaljen, for visse problematiske konsekvenser har vist sig rent praktisk, ikke kun teoretisk. Det er også de lande, hvor der først skete en ekstrem stigning i antallet af unge, og ikke mindst piger, der mente sig født i en ”forkert krop”, og hvor de, der fortrød, nu fortæller om følgerne fysisk og psykisk.
I denne artikel vil især UK være i fokus med Danmark på sidelinjen, belyst gennem de transaktivistiske angreb på danske kvinder inkl. mig.
UK er det europæiske land, der først gik længst i den totale accept af transideologien. Bagslag mærkes nu både på højre- og venstrefløjen, hvilket også fremgår af en ny opinionsmåling, foretaget af YouGov.
Undersøgelsen i UK viser, at udsagnet ”en transkvinde er en kvinde” har mindre opbakning end ved to tidligere undersøgelser foretaget i 2018 og 2020. I modsætning til tidligere mener et flertal nu, at det ikke stemmer – et lille flertal, men et flertal.
Mænd mest bekymrede
Lidt flere briter end tidligere mener, at transkvinders adgang til kvinders omklædningsrum kan udgøre en fare. 39 pct. er af den holdning, men ses specifikt på mænds svar, er det holdningen hos 45 pct. At mænd er mere bekymrede end kvinder, går i øvrigt igennem på alle punkter, ligeså at ældre er mere bekymrede end de unge.
Modstanden mod at transkvinder deltager i elitesport for kvinder, er vokset kraftigt. 61 procent er imod, mod 48 pct. i 2018. Og på begge politiske fløje ses en kraftig modstand mod at nedsætte aldersgrænsen for at sætte børn og unge på kønsskiftemedicin og for at tillade kirurgiske indgreb på dem.
En persons følelse af køn skal veje lige så tungt og i visse tilfælde tungere end den biologiske realitet, fordi de biologiske kvinder, de, der i transkredse er navngivet cis-kvinder, er de privilegerede, mens transkønnede og ikke mindst transkvinder udgør ”den mest udsatte gruppe i verden”
Endnu en indikation af at der i UK så småt ses nye strømninger, er en dom afsagt i en britisk arbejdsret i starten af juli. Dommen har vakt voldsomme protester hos ekstreme transaktivister, der ønsker den appelleret.
Dommen vedrørte en kvinde, Maya Forstater, der i 2019 mistede sit levebrød grundet beskyldninger om transfobi. Jævnfør afgørelsen var der tale om ulovlig diskrimination fra arbejdsgiverens side, da kvinden ikke fik sin konsulentkontrakt forlænget.
Maya Forstater mistede ikke alene sit job, men blev også chikaneret, fordi hun ikke lod sig skamme ud i evig glemsel, men gik rettens vej for at blive renset. Det tog tre år, før hun kunne ånde lettet op, men lettelsen prægede også forfatteren J.K. Rowling, skaberen af Harry Potter-bøgerne.
Heksejagten indledes
J.K. Rowling havde via Twitter givet sin støtte til Forstaters kamp for oprejsning. Hun havde selv tidligere oplevet angreb fra transaktivisters side alene på grund af et like af et tweet fra en ung kvinde, der var stemplet som transfob, men støtten til Forstater blev indledningen på årelang, intensiv heksejagt på hende. Det er en af de værste, hvis ikke den værste heksejagt set de sidste 50 år i Vesten, og rummer derfor også skræmmende perspektiver for andre kendte, der overvejer at ytre sig i transdebatten.
J.K. Rowlings tweet fra tilbage i 2019 lød i retning af, klæd dig, som du vil, elsk, med hvem du vil, lev dit bedste liv i fred og sikkerhed, men pres ikke kvinder ud af deres job for at sige, at biologi er en realitet.
Bag transfobibeskyldningen mod Maya Forstater var kolleger på arbejdspladsen, en tænketank. Hun havde ifølge dem ytret hadtale på Twitter. Blandt ”beviserne” var et tweet, hvor hun skriver, at selv om en mand føler, han er kvinde, er han det ikke. Biologi tæller, også for at være kvinde.
Hun ytrede sig grundet planer i UK om at ændre en lov, så det er nok blot at føle sig som et andet køn for at få et juridisk kønsskifte. Det ville blandt andet indebære, at en mand, der selv identificerer sig som en kvinde, skulle inkluderes i alle sammenhænge, hvor kvinder ellers havde opnået kønsbaserede rettigheder ud fra behov for tryghed eller fairness.
Hidtil havde der i UK været et krav om en diagnose for kønsubehag (kønsdysfori), to års levet liv som det ønskede køn og et ønske om at leve som det nye køn resten af livet. De krav skulle skrottes. Der skulle være fri adgang ud fra følelsen af at være et andet køn, ligesom i Danmark, hvor der dog skal gå et halvt år, inden det juridiske kønsskifte effektueres.
Forstater har ret til at ytre sig
I sagen, anlagt af Forstater mod arbejdsgiveren, fastslog dommen, at hendes kollegers transfobi-beskyldninger medvirkede til arbejdsgiverens beslutning om at afbryde samarbejdet. Det fremgår også af dommen, at Forstaters holdninger er legale – som hun har udtrykt dem og i den sammenhæng, de er udtrykt.
Hun har ret til at argumentere mod dem, der mener det modsatte, altså dem, der mener, at identificerer en mand sig som kvinde, føler han sig som kvinde, så er han det. Personens gender-identifikation tæller (gender er engelsk ord for køn, vi ikke har på dansk, men som i betydning kan nærme sig kønsrollen, den pågældende føler sig hjemme i). Gender-identifikationen tæller lige så meget for transideologer som biologi, sex, der er det engelske ord for det biologiske køn.
Det nyetablerede Dansk Regnbueråd, blev etableret i protest mod LGBT+ i Danmark, og straks betegnet som en anti-trans-gruppe og en hadgruppe. På trods af at formanden, Marcus Dib, er transmand
Jævnfør ideologien skal en mand, der har skiftet køn og nu er transkvinde, betragtes fuldt ud som kvinde, hvilket indebærer adgang til pigers og kvinders omklædnings- og baderum, kvindefængsler, kvinders hospitalsstuer, køjerum, krisecentre og kvindesport. Ligeså skal de have adgang til stillinger øremærket kvinder, tillidsposter, stipendier, priser og andet forbeholdt kvinder.
Fra transaktivistisk side tilkendegives, at biologiske kvinder er de privilegerede, så de bør udvise ekstra omsorg – #BeKind lyder opfordringen. Kvinder bør arbejde for inklusion af transkvinder overalt for at beskytte dem mod mænd og for fællesidentitetens skyld i stedet for at insistere på fortsat kønsbaseret adskillelse kun for kvinder. Transkvinder er kvinder, og det er ikke til debat. Men dommen fortæller altså, at debat er ok.
Efter dommen udsendte J.K. Rowling selv et lettelsens suk, og hun benyttede igen Twitter, der er en af flere kamppladser mellem transaktører og såkaldt gender criticals som Maya Forstater og hende selv.
Den berømte forfatter gav udtryk for, at enhver kvinde, der er blevet chikaneret, gjort tavs, mobbet, eller som har mistet job som følge af sin genderkritiske holdning, nu er mere fri og mere sikker. Takket være Forstaters kamp. J.K. Rowling understreger også igen, at biologi tæller, Sex Matters. Og sin støtte udtrykte hun igen med #IStandWithMaya, ligesom i tweetet, der blev indledningen på de konstante angreb på hende.
Men hvorfor fokus på Rowling, når retssagen vedrørte en anden? Fordi prisen, som J.K. Rowling betaler, er vigtig for at synliggøre, hvor ekstremt giftig debatten om transideologien er. Og fordi uden Rowlings støtte havde det været overmåde usikkert, om Forstater havde haft en chance for kunne udbedre den skade, som hendes arbejdsgiver og mange i LGBT+-kredse har påført hendes omdømme og dermed hendes fremtidsmuligheder.
Tæt på katastrofal dom
Rowlings opbakning vakte så stor opmærksomhed, at det bidrog til en bredere interesse i den crowd funding, der skulle sikre Forstater økonomi til at sagsøge sin arbejdsgiver.
Men det viste sig, at der skulle tre retshandlinger til. Maya Forstaters indledende sag i arbejdsretten endte tæt på katastrofalt for hende. Ifølge dommeren var hendes holdning, at der er to køn (sex), og at ingen kan ændre sit biologiske køn (sex), ”not worthy of respect in a democratic society” – uværdig til respekt i et demokrati. Derfor kunne Forstater ikke være beskyttet mod diskrimination.
Dommens indhold spredte sig som en steppebrand. I transaktivistiske kredse var den en bekræftelse af, at der for anstændige mennesker kun fandtes én holdning, og derfor kunne emnet aldrig være til debat. Køn er det, vi har mellem ørerne, og ikke det, vi har mellem benene, lyder det.
Transkvinder den mest udsatte gruppe?
En persons følelse af køn skal derfor veje lige så tungt og i visse tilfælde tungere end den biologiske realitet, fordi de biologiske kvinder, de, der i transkredse er navngivet cis-kvinder, er de privilegerede, mens transkønnede og ikke mindst transkvinder udgør ”den mest udsatte gruppe i verden”.
Udsatheden illustreres med mordstatistikker, massivt domineret af tal fra Brasilien med Mexico som nummer to i rækken. Jævnfør en samlet oversigt er næsten alle de dræbte transkvinder, og 58 procent af disse var prostituerede – et hårdt plaget miljø.
Transkvinder i de fleste europæiske lande synes i 2021 at have været forskånet for den skæbne.
Kilde: Transrespect.org
Heller ikke den akkumulerede statistik for 2008-2021 med mord pr. 1 million indbyggere tyder på stor risiko i Europa.
I USA har menneskerettighedsorganisationer flere gange fortalt, at der er tale om en mordepidemi på transkønnede. En artikel fra 2020 synes dog at tyde på, at tallene indikerer relativt færre mord på dem end på amerikanere generelt set, og især relativt færre mord end på sorte. Der kan så være mørketal ved, at nogle er transkønnede i det skjulte, men ifølge artiklen bunder alle mord ikke i transfobi.
I UK tyder et kritisk blik på tallene over nogle år også på, at data om transmord ikke holder, og på, at der er dødsfald iblandt, som intet har med transfobi at gøre.
Mange med psykiske problemer
Holdningen ”den allermest udsatte gruppe” kan undre ikke mindst i lyset af den skæbne, som millioner af kvinder og børn lider, lige fra femicide til trafficking. Ses der på kvinder i fængsel, er de som gruppe også kendetegnet ved stor udsathed i livet.
Men budskabet, at ”transkønnede er den mest udsatte gruppe i verden”, styrkes via rystende tal for selvmordsrisiko, fremlagt fra LGBT+-aktører. Her bør nævnes, at mange med kønsdysfori slås med psykiske problemer og udfordringer i form af autisme, depression, ADHD, angst, anoreksi og selvskade. Traumer efter seksuelle overgreb ses også.
Venstrelænende i magtpositioner har i høj grad annekteret translobbyisternes data og holdninger, men i UK ses også flere konservative politikere, der har gjort det. Dommeren, der dømte Forstater Not worthy of respect in a democratic society, var således ikke en undtagelse.
Men Maya Forstater appellerede dommen, og resultatet blev en oprejsning. Personer med genderkritiske holdninger er jævnfør Den Europæiske Menneskerettighedskonvention beskyttet mod diskrimination, og dermed er de også beskyttet i UK. De er ikke uværdige til respekt.
Nu indgår holdningen til kønsidentitet i kampen om at blive Boris Johnsons efterfølger
Dommeren udtalte, at nok kunne holdningen være ”groft fornærmende og tilmed stressende for mange, men det er holdninger, der er tolereret og skal tolereres i et pluralistisk samfund”.
Dermed var vejen banet for den endelige dom, altså den, der førte til en dom for ulovlig diskrimination, da kvinden ikke fik fornyet sin kontrakt af arbejdsgiveren, den europæiske del af tænketanken Center for Global Development (CGD).
CGD har ikke meldt ud, om dommen appelleres, men foreløbig er Maya Forstater renset. Alligevel er hun næppe på udkik efter en ny arbejdsgiver, da hun nu står i spidsen for en organisation, hun er medstifter af, Sex Matters. Den blev stiftet som følge af Forstater-sagen og de mange, der har ramt andre kvinder.
Lige nu bider Sex Matters-organisationen de konservative i haserne op til valget af en ny formand. Boris Johnson meldte i foråret klart ud, at transkvinder ikke hører til i kvinders elitesport, og at kvinders kønsbaserede rettigheder ikke må udhules.
Johnsons udmelding kom dog først, da genderkritiske synspunkter begyndte at gøre indtryk på vælgerne, og i kølvandet på at Labours leder, Keir Starmer, fik skabt røre blandt vælgere ved på tv at hævde, at det simpelthen ikke er i orden at sige, at kun kvinder har en livmoderhals (cervix). Det må ikke siges, sagde han.
Anledningen til tv-interviewet var en transaktivistisk shitstorm mod Labour, fordi et parlamentsmedlem i partiet, Rosie Duffield, i et tweet havde skrevet, at kun kvinder har cervix – en reaktion på et medie, der i relation til scanning for livmoderhalskræft havde skrevet individuals with cervix.
Sex Matters banker dog på åbne døre. Emnet er højt på dagsordenen i den afsluttende kamp om at blive Boris Johnsons efterfølger.
Men Sex Matters opfordrer også HR-afdelinger og arbejdsgivere til at få læst dommen. Der er andre kvinder, hvis job har været i fare, nogle alene for at udtale sig bekymret om, at ordet kvinde skrives ud af sproget for inklusionens skyld.
J.K. Rowling om ordet kvinde
J.K. Rowling havde efter reaktionerne på sin støtte til Forstater skrevet et langt indlæg om, hvorfor kvinders kønsbaserede rettigheder var vigtige for hende at forsvare, og hun afslørede, at hun selv havde været ude for partnervold, men transaktivisterne lod sig ikke formilde.
Et nyt tweet i 2020 fra hende om ordet kvinde bevirkede, at der blev skruet op for hadet. Rowling reagerede på et debatindlæg gældende kvinders sårbarhed verden over i relation til menstruation. Overskriften var: “Opinion: Creating a more equal post-COVID-19 world for people who menstruate.” Ordet women var udeladt, erstattet af people.
Rowling skrev, at hun var overbevist om, at der plejede at være et ord for de berørte.
Andre berømte kvinder, såsom forfatteren Margaret Atwood (Handmaid’s Tale – Tjenerindens fortælling), har også været i vridemaskinen for et tweet med henvisning til et indlæg, der stillede spørgsmålet: ”Hvorfor kan vi ikke sige ‘kvinde’ længere?”
Senest blev skuespilleren og humoristen Bette Midler udsat for en shitstorm efter en kritik af, at ordet kvinde ses erstattes af ord som menstruator og birthing people.
Bette Midler havde reageret på en artikel i The New York Times med overskriften The Far Right and Far Left Agree on One Thing: Women Don’t Count. Artiklen handler om, hvorledes højrefløjen fjerner kvinders ret til fri abort, mens venstrefløjen udviser misogyni (kvindehad/-foragt) over for de kvinder, der ikke er enige i transideologien.
Blandt andre berømte kvinder, der har pådraget sig transaktivisters vrede, kan nævnes forfatteren Chimamanda Ngozi Adichie, berømt for mange bøger, inklusive for den lille bog We should All Be Feminists.
Også tennisikonet Martina Navratilova, der selv har haft en transkvinde som træner, angribes hårdt. Navratilova er lesbisk og LGBT+-aktivist, men mener, at transkvinders deltagelse i kvinders elitesport giver en unfair konkurrence grundet de vedvarende fordele, mandekroppen opnår ved at gennemgå pubertetens testosteronbad.
Hidtil relativt ukendte kvinder blev også gjort kendte grundet beskyldninger om transfobi, for eksempel filosoffen Kathleen Stock, en venstreorienteret lesbisk kvinde, der i 2021 udgav bogen Material Girls – Why Reality Matters for Feminism.
Hun måtte forlade sit professorat ved et engelsk universitet grundet en hadkampagne, som både studerende og visse kolleger stod bag, og som kulminerede i, at politibeskyttelse blev nødvendig.
Undskyldninger
Nogle af de angrebne kendisser, som fx Margaret Atwood og Bette Midler, valgte efter shitstormen at gøre alt for at få belyst, i hvor høj grad de altid havde støttet LGBT+-personer og altid ville gøre det.
Men sangeren Macy Gray, der netop har lanceret ny musik, endte for nylig dybt inde i skærveknuseren. I et tv-interview den 4. juli sagde hun, at følelsen af at være en kvinde ikke er nok til at gøre en til en kvinde, om kirurgisk ændret eller ej. Det vidste hun, fordi hun var kvinde. Men hun elskede alle, hvem de end mente, de var.
Gray var blevet advaret af værten, den tabloidjournalistiske britiske ballademager Piers Morgan, om, at det ville give hende problemer. Og sandt var det. Hun blev målet for en syndflod af beskyldninger og had, inklusive et tweet med dødsannonce med hendes foto og dødsdato.
Hendes reaktion var et tweet om angrebene, afsluttende med, at de, der angreb hende, bare skulle skride.
Men også det berømte musikmagasin Rolling Stone havde stemplet hende som transfob i en artikel gennemsyret af transaktivisme. Skribenten Thomas Miers, der bruger pronomenet he/him, har ikke et eneste ord om Grays musik i artiklen.
Miers anbefaler Gray at følge titlen på det nye album: Reset – vel underforstået, ellers er du færdig. Han gør også sit bedste for at puste til ilden ved at påstå, at ytringer som hendes har dødelige konsekvenser for transkønnede.
Da Macy Gray et par dage efter sit interview var i morgenstudiet hos den store tv-station NBC, var budskabet et helt andet. Hun angrede. Fortalte, at hun havde lært af reaktionerne, at hun var blevet klogere. At være en kvinde, er en vibe, en slags stemning, og hvis man i hjertet føler, man er kvinde, så er man det.
Om Gray fik reddet sin karriere og sit musikforlags investering i hende, vil tiden vise.
Helligbrøden at såre
Men hun havde såret de transkønnede, og at såre deres følelser er en helligbrøde i transkredse, og der skal ikke meget til. Et forkert pronomen kan gøre det, forsvar for ordet woman gør det, omtale af biologisk realitet gør det, at forsvare kvinders ret til kønsopdelte rum, hvor de er sårbare, gør det.
Reaktionerne kommer straks. Du sårer, du er voldelig. Ord er vold. Om ordene var ment som sårende eller ej, om de repræsenterer fakta eller ej.
Logikken i reaktionerne, reflekteret i myriader af tweets, er følgende: Hvis der siges noget sårende, skades transkønnedes mentale helbred, og der spredes mere had til transkønnede, hvilket sætter deres liv i fare. Den sang, som også Rolling Stone-journalisten gav.
Listen over ting, der anses for sårende, er alenlang. Selv det at nævne en persons oprindelige navn ses som vold. Man må ikke deadname, som det hedder, uanset hvor lidt eller meget kendt personen var under det oprindelige navn. Ingen bør nævne, hvad skuespilleren Elliot Page hed, ingen bør nævne, hvad Lia Thomas hed, og ingen bør nævne, at transkvinden Caitlin Jenner, der som mand vandt OL-guld i tikamp, dengang hed Bruce Jenner.
Medier og politi indordner sig
I udlandet er krav om det rette pronomen og forbuddet mod deadnaming tilmed set annekteret af medier, politi og retssale i relation til selv alvorlig kriminalitet, begået mens personen var mand, altså inden kønsskiftet. Selv kvinder, der er ofre for voldtægt, er blevet irettesat i retssale, hvis de siger han om voldtægtspersonen og ikke hun.
Visse steder adlydes transkravene i en grad, så det ender grotesk, og det var tilfældet i en kriminalsag fra marts. Den gælder en seriemorder, der ved anholdelsen i marts identificerede sig som kvinde. Overskriften i The New York Times var: Hun dræbte to kvinder. Som 83-årig er hun tiltalt for at have parteret en tredje.
Artiklens formidling af arrestationen af kvindemorderen reddes en anelse af, at den 83-årige, der var prøveløsladt i 2019, ikke havde skiftet sit fornavn eller sit køn i politiets registre inden anholdelsen. Men i hele artiklen bruges konsekvent Ms og she.
The New York Times var ikke ene medie om ikke at ville ”støde” i den sag. For tiden har medier så brugt she om en 27-årig morder, der har en dom på 30 års fængsel. Personen var hankøn ved anholdelse, men efter selvidentificering som kvinde, blev pågældende overført til kvindefængsel – og gjorde to af de indsatte kvinder gravide.
Som det fremgår af et tweet, er transkvinden nu fjernet fra kvindefængslet. Jævnfør en artikel med beretninger fra indsatte kvinder er yderligere fire transkvinder flyttet væk.
Medier skriver she og woman for at være politisk korrekte og for ikke at såre. I visse politikredse i UK registreres af samme årsager kun en anholdts gender, ikke sex. Så der ses artikler om kvinder, der voldtager kvinder, selv om voldtægt ifølge britisk lovtekst alene defineres som penetration med penis i vagina, mund eller analt.
At reaktionen fra transsfæren på dem, der ikke adlyder sprogpolitikken, er så kraftig, skyldes en overbevisning om, at de mennesker, der ”sårer” transkønnede, kun er ude på én ting, nemlig at udrydde dem. Den anvendte bevisrække trækker på historiske udryddelser, der starter med uønskede, der klassificeres som én gruppe, der derefter tillægges skyld for alskens skidt, hvilket åbner for diskrimination, dehumanisering og så …
Udryddelsespåstanden ses også brugt i relation behandlingen af børn og unge, der mener, de har et andet køn end deres biologiske. Holdningen hos transaktivister og visse eksperter er: Jo hurtigere børn og unge får adgang til kønsskiftet, jo mere de bekræftes, jo bedre for deres mentale helbred.
Så hvis fagpersonen, psykologen eller psykoterapeuten, ikke blot er bekræftende, men fx stiller spørgsmål som: “Hvorfor tror du, at du er en dreng og ikke en pige?”, risikerer den pågældende at blive beskyldt for forsøg på “omvendelsesterapi” med formålet at begrænse antallet af transkønnede – et led i udryddelsen. Det hævdes, at ventetiden, indtil der kommer en bekræftelse af den unges følelser, kan få de alvorligste konsekvenser.
Voksne klandres af unge for at have svigtet
Det preller helt af i disse LGBT+-kredse, at unge, for hvem kønsskiftet viste sig ikke at være løsningen på problemerne, står frem og klandrer de voksne for ikke at have beskyttet dem. De voksne burde ikke blot at have bekræftet dem og udskrevet kønsskiftemedicin, siger disse detransitioners. De voksne burde have sikret den psykologiske bistand, der skal til for at få afklaret, om ønsket om kønsskifte er en flugt væk fra helt andre problemer, eller om der virkelig er tale om kønsdysfori, hvor skiftet er det rette.
Det preller også af i LGBT+-kredse, at et stigende antal eksperter og forældre advarer mod at haste unges kønsskifte igennem – mod blot at bekræfte den unge.
Sandsynligvis preller det også af, at UK’s kønsskifteklinik for alle under 18 år, omstridte Tavistock, i sidste uge blev bebudet lukket og erstattet af to nye centre. De skal i samarbejde med ledende børnehospitaler sikre, at børn og unge får den rigtige hjælp, hvor der ses på helheden, altså også på, om der er tale om helt andre problemer end kønsubehaget.
Tavistock har i løbet af det seneste tiår oplevet en stigning fra 250 henvisninger til omkring 5.000 i 2021, men har været under skarp kritik og retsforfølgelse for i for høj grad at bruge den bekræftende model, altså den, transaktivister kræver. Også J.K. Rowling advarede, og det skete tilbage i 2020.
https://t.co/1cnLo2iXga pic.twitter.com/BElXJJZy0x
— Maya Forstater (@MForstater) July 31, 2022
Men lukningen af Tavistock gøder sandsynligvis dyrkelsen af udryddelsesteorien.
Uden for transmiljøet beskrives det, der sker i miljøet, som phobia indoctrination, fobi-indoktrinering. Det er et kendt begreb for indgydelse af irrationel frygt, der skaber et stærkt sammenhold i gruppen mod en ”ydre fjende”. En flittig kønsdebattør, der skriver under navnet Eliza Montegreen og beskriver sig som graduate in psychiatry, er fx inde på den teori dels i en ældre artikel, dels uddybende med historiske eksempler i en nylig twittertråd.
Frygten dominerer også i DK
Udryddelsespåstanden ses også pr. automatik i Danmark, og jeg er selv blevet beskyldt for at ville udrydde transkønnede. Det er på grund af mit virke på Twitter, hvad angår transideologien og dens følger, og på grund af min journalistik.
Mit generalieblad består blandt andet af et indlæg i Politiken med fokus på bevaring af ordet kvinde i sproget, så det ikke erstattes af menstruator, livmoderbærer o.l. i den politiske korrektheds navn. Var det så afgørende for en ganske lille gruppes mentale helbred ikke at føle sig udenfor, ville ikke blot ordet kvinde blive skrevet ud, men også ordet mand, men der ses ingen prostatabærer, ejakulator eller lignende.
Hos POV International har jeg skrevet om en stigende tendens i udlandet til, at kriminelle med lange straffe skifter køn efter anholdelse eller under afsoning for at blive overført til kvindefængsel, men jeg har også skrevet om kvindelige indsattes holdning til det (tjek her, her og her). Herhjemme er det dog foreløbig kun to kriminelle med lange straffe, der har skiftet køn i fængslet og ønsker at afsone hos kvinderne.
Jeg har desuden i POV skrevet om udfordringen for sportskvinder – og for sportsforbund – når transkvinder med deres fysiske fordele, opnået via mandlig pubertet, får adgang til konkurrencer for kvinder i eliten (tjek her og her).
…og ordet Terf bruges i de allerfleste angreb på genderkritiske, også i forbindelse med de værste trusler. Men beskeder som Punch Terfs og Kill Terfs ses også i verdenen uden for de sociale medier.
Det har indbragt mig stemplinger som landets værste transfob. Det, at jeg på Twitter har en efter danske forhold stor følgerskare (af bots, døde eller levende konti) påstås at gøre mig endnu mere ansvarlig for ”udryddelsen” af transkønnede. Jeg kaldes hadprædikant, afskyelig og foragtelig.
Flere indskærper på Twitter, at intet anstændigt menneske bør følge mig, og stilen er i retning af: Måske skriver hun ikke helt konkret, at hun vil have udryddet transkvinder, men det er altid den vej, fascister går.
Andre skriver, at jeg bare vil udrydde transkønnede. Genkendeligt er også noget lig dette: “Følger du mig, kan du ikke også følge Dorte Toft, for så vil du mig ondt.” (Jeg har omskrevet teksterne og linker ikke af hensyn til afsenderne, der ud fra deres kommunikation synes sårbare og/eller ekstreme, og som heller ikke er i en reel magtposition uden for egen kreds).
Kønsskiftede, der opfordrer til vold
Betegnelsen Queen Terf ses anvendt om mig – en titel, som også J.K. Rowling er forsynet med. Terf står for TransEkskluderende Radikal Feminist, og forkortelsen bruges i de allerfleste angreb på genderkritiske, også i forbindelse med de værste trusler.
Beskeder som Punch Terfs og Kill Terfs ses tilmed i verdenen uden for de sociale medier.
På Twitter figurerer også en nordisk transkvinde, en professionel it-udvikler, der foreslår et nyt computerspil, hvor det er Terfs, der skal dræbes.
Er ord lig vold, når det kommer fra den side?
Skældsordet er i hvert fald såre praktisk. Ingen slipper afsted med at sælge eller bære T-shirts med Kill women. Ingen, der ønsker at blive lyttet til, ville foreslå et skydespil, hvis formål alene er at dræbe kvinder.
Men ifølge transaktivister er det Terfs, der hader og vil dræbe.
Da Adrian Lloyd Hughes kritiserede DR
De leder efter alt, der kan bruges til at vække ophidselse. Selv mit navn på en artikel er brugt til at advare andre mod læsning. Selv et tweet, hvor jeg henviser til en artikel med den kendte sprognørd, Adrian Lloyd Hughes, DR-vært og LGBT+-støtte, udløste kritiske reaktioner.
Lloyd Hughes klandrede i Berlingske DR Nyheder for at bruge ”det nonbinære sprog”. DR havde i en artikel om en transkønnet persons oplevelser anvendt de/dem om den pågældende, som ønsket af personen selv, altså flertalsform. Ifølge Lloyd Hughes forstyrrer det læsningen.
Når der er nogle i feminismen, som forsøger at ekskludere transpersoner, er vi nødt til at tackle det. Det er som en cancercelle i vores egen krop, som vi skal have fjernet hurtigst muligt, inden den spreder sig
Justice Monir Mooghen, talsperson for aktivisterne
”I virkeligheden tror jeg, at det giver en større modvilje mod nonbinære personer, at de prøver at vride armen rundt på almindelige menneskers sprog, i stedet for at vi bare taler almindeligt dansk til hinanden,” sagde Adrian Lloyd Hughes til Berlingske.
Lesbiske blokeret og kaldt cancerceller
En mere kendt vinkel af transideologien opdagede danskerne, da en gruppe lesbiske kvinder i 2019 blev nægtet adgang til Kvindehuset i København, et fristed, de selv havde været med til at oprette.
De lesbiskes brøde var, at de fortsat ønskede at mødes biologiske kvinder alene, altså uden transkvinder. Det var transfobisk, for der var også lesbiske transkvinder, lød begrundelsen for at blokere adgangen.
Justice Monir Mooghen, talsperson for aktivisterne, forsvarer i Dagbladet Information den type aktioner:
“Når der er nogle i feminismen, som forsøger at ekskludere transpersoner, er vi nødt til at tackle det. Det er som en cancercelle i vores egen krop, som vi skal have fjernet hurtigst muligt, inden den spreder sig.”
Hokus pokus penis i fokus
Men apropos aktionen ved Kvindehuset så gælder kritikken af lesbiske ikke kun i relation til, hvem de vil i gruppe med, men også hvem den lesbiske vil i seng med.
Lesbiske udstilles som transfober, hvis de kun tænder på eget biologiske køn. De bør erkende, at penis er et kvindeligt kønsorgan, og at en transkvinde kan være lesbisk. Personer, der var heteroseksuelle før skiftet og stadig tænder på kvinder, er lesbiske. Nogle blandt dem føler sig krænket, hvis lesbiske kvinder siger nej tak.
Generelt antages i øvrigt, at 80-90 procent af transkvinderne stadig er i besiddelse af de mandlige kønsorganer. Nogle er det, fordi de ikke vil af med dem, andre fordi det er for dyrt, og andre igen fordi ventelisten i det offentlige sundhedsvæsen til den type kirurgiske indgreb er lang.
Men presset fra aktivister og LGBT+-organisationer på ikke mindst lesbiske og børn med kønsubehag er medvirkende til, at der dannes nye organisationer – i nogle lande med navnet LGB Alliance.
Den første LGB Alliance blev stiftet i UK i 2019 af markante homoseksuelle. Den nye organisation har kun fokus på dem, hvis seksualitet er rettet mod andre af samme biologiske køn, om lesbisk, homoseksuel mand eller tiltrukket af begge køn.
Organisationen mener sig svigtet af Europas nok største LGBT+-organisation, britiske Stonewall, der de seneste år har prioriteret transaktivismen højt. LGB Alliance kæmper imod dobbeltpresset på lesbiske og mod den skadevirkning, som de mener, transaktivismen fører med sig for LGB’er.
Der kæmpes også mod tidlig kønsstereotypisering af børn ud fra præference for legetøj, farver og lignende, og der kæmpes mod, at børn i skolerne belæres om, at der er mange køn, og at kun de selv ved, hvilket køn de selv er. Men vigtigst af alt for LGB Alliance er vist kampen mod, at unge, der forvirres og fortvivles af at opdage, at de tiltrækkes af eget køn, sættes på transtoget – at de unge overtales til at tro, at de ikke er homoseksuelle, men bare født i det forkerte køns krop og bør skifte.
En af stifterne af LGB Alliance, juristen Allison Baily, mistede sit job i advokatsammenslutningen Garden Court Chambers, der er et betalende firmamedlem af Stonewall. Fyringen blev begrundet med, at hun var transfobisk – gender critical. I sidste uge blev hendes arbejdsplads så dømt for diskrimination, og det er altså anden dom på kort tid i UK, der fastslår, at ytringsfrihed også gælder for genderkritiske.
Men det lykkedes ikke Baily, der er lesbisk og sort, at få dømt Stonewall for aktivt at have bidraget til fyringen. Stonewall rådgiver en masse firmaer og myndigheder om LGBT+-imødekommenhed og rangordner på en Stonewall Champion List hvert år medlemmerne for dygtighed på det område.
Men endnu et tegn på at Stonewalls transaktivisme måske er gået for vidt, er, at flere prominente arbejdspladser, fra ministerier til BBC, har opsagt medlemskabet.
LGB Alliance og Dansk Regnbueråd lægges for had
Allison Bailys retssag var dog ikke den eneste i relation til LGB Alliance. Organisationen er af britiske myndigheder godkendt som godgørende institution, men flere britiske LGBT+-organisationer vil via retssystemet forsøge at få afgørelsen omgjort.
De kalder LGB Alliance en hadgruppe, hvis formål alene er at skade transkønnede. Hadstemplet blev benyttet til at presse den store crowd funding-tjeneste GoFundMe til at udelukke den nye organisation fra at indsamle midler og til at få en fond til at trække en bevilling tilbage. Visse politikere kritiserer også BBC og andre medier, hvis de har brugt LGB Alliance som kilde. Organisationen er ikke stueren.
Herhjemme blev det nyetablerede Dansk Regnbueråd, etableret i protest mod LGBT+ i Danmark, også straks set betegnet som en anti-trans-gruppe og en hadgruppe. På trods af at formanden, Marcus Dib, er transmand. Ifølge ham svigter den gamle organisation især LGB’er og børn med kønsubehag.
Nu om dage føler transaktivisterne sig også legitimeret af filosoffen Judith Butler, når de udnævner genderkritiske kvinder til at være fascister
Transfob, Terf, bigot, fascist, hadgruppe. Stemplerne sprøjtes ud som skidt fra en spædekalv, og er der aktuelt ikke nok at hænge ”haderne” ud for, dynges på med guilt by association – selv et like af en andens tweet er nok.
Derefter praktiseres Tvind’sk udskamning på nettet. De formastelige stilles til regnskab for, hvad kendte og vildt fremmede har sagt, af kendte og vildt fremmede. Om det sagte blot er kluntet udtrykt, bevidst eller fordrejet helt ud af konteksten. “Støtter du eller tager du afstand, hva’, hva’, hva’?” En opskrift, som også har været en succes for højrefløjen i en anden giftig debat – den om indvandrere.
Transaktivister går desuden til ekstreme længder i deres påstand om, at alle gender criticals er i lommen på den ydre højrefløj, og ikke mindst i lommen på USA’s, hvor republikanerne i disse år er besatte af at gøre livet uudholdeligt for både transkønnede og for biologiske kvinder.
De, der ikke accepterer alle dele af transideologien, ses desuden udnævnt til at være Putin-håndlangere, fascister og nazister – også herhjemme. Der er tilmed udtrykt, at Terfs ikke er anderledes end incels. Det sidste er betegnelsen for den gruppe unge mænd, der hader kvinder, fordi de ikke kan få de kønne kvinder, de mener sig berettigede til.
Benægtelsen af modstand på venstrefløjen
Er der én ting, transaktivisterne hader at se i øjnene, er det, at genderkristiske kvinder også findes på venstrefløjen, om i UK’s Labour eller Enhedslisten. Stikker én af disse kvinder hovedet frem, bruges alle tricks for at få hende desavoueret og måske tilmed ekskluderet.
Holdningen hører alene højrefløjen til, lyder det. Og kvinderne er i virkeligheden højrefløjskvinder. Som bevis anføres typisk, at de formastelige ytrer sig i højresnoede medier, selv om kvinderne har forklaret, at midtens og venstrefløjens politisk korrekte medier ikke ville antage deres indlæg, ikke ville interviewe dem.
Folk, der er stemplet som Terfs, tillægges holdninger, som de aldrig har haft, såsom at XX mener, at alle transkvinder er voldtægtsmænd, henholdsvis kvindemordere, henholdsvis pædofile
At de medier, der tidligere sagde nej, i den seneste tid så småt har åbnet spalter og æter for de kritiske, har straks udløst klager fra transsiden. Nu ses medier som BBC, The New York Times og The Guardian også betegnet som transfobiske.
Økonomi bruges selvfølgelig også som våben mod kritiske kvinder og deres organisationer. Nogle har været tvunget til at skaffe midler via fonde og crowd funding-tjenester, som venstreorienterede ellers aldrig havde henvendt sig til. Men kampagner fra transaktivister fik lukket adgangen til midler fra anden side.
Og folk, der er stemplet som Terfs, tillægges holdninger, som de aldrig har haft, såsom at XX mener, at alle transkvinder er voldtægtsmænd, henholdsvis kvindemordere, henholdsvis pædofile.
Krav om fortielse
Mange transideologer mener, at det at skrive om en transkvinde, der begår et alvorligt overgreb, er forkert, da det stempler de mange, der ikke gør det, og gør dem endnu mere udsatte. Det må siges at være et særpræget censurforsøg, der ikke ses i relation til omtale af andre grupper.
De synes bevidst uvidende om, at dybt kriminelle i lande som UK, Canada og USA i stigende grad vælger at skifte køn lige op til retssag for at appellere til empati – også i medier – fordi, de havde det psykisk skidt. Målet er at mildne straffen, og det har virket i visse tilfælde.
Transideologer synes også bevidst uvidende om stigningen i kønsskifter blandt kriminelle, der sidder inde for alvorlig kriminalitet, for at kunne afsone de mange resterende år i kvindeligt selskab – i kvindefængsler.
Det siger desuden en del om transaktivister, at de ikke kerer sig om, hvad kvindelige indsatte, der typisk er meget sårbare, siger om livet lukket inde i fængslet op og ned af disse pludseligt kønsskiftede.
Menneskerettighedsorganisationer som Amnesty og føromtalte amerikanske ACLU kerer sig heller ikke om de indsatte kvinder, tværtimod. De står forrest i køen, der forlanger transkvinder overført til kvindefængsler.
Selv en sobert fremført oplysning tolkes som, at nok kan den se faktuel ud, men skribenten bruger en dog whistle – en ”hundefløjte” som højreekstreme kan høre og fatte, så de ophidses til endnu mere had
Men selv det at høre de kvindelige indsatte kan udløse stemplet transfob.
En anden ting, der heller ikke må skrives bekymret om, er mangedobling blandt især teenagepiger, der vil skifte køn – også i Danmark. Den rette holdning er at fejre det. Nu er normer ændret, så nu kan alle leve som det køn, de virkelig er, hedder det sig.
De unge, der fortrød skiftet, de såkaldte detransitioners, skal derfor være tyste. Fremturer de for at fortælle andre, hvorfor de selv traf en for dem selv forkert beslutning og konsekvenserne heraf, risikerer de at blive mødt af hadsk chikane og blive udstødt af deres tidligere så trygge og kærlige trans-community.
Men transaktivister ser sig som de gode, empatiske mennesker, der har historien på deres side. Det legitimerer holdningen, at med ondt skal ondt fordrives.
Blod på hænderne
Der produceres mængder af artikler, podcasts og videoer på YouTube og Tiktok, der lægger Rowling, Forstater og alle de andre for had. Disse kvinder har blod på hænderne, påstås det. De står på den forkerte side af historien.
I den ekstreme del af den transaktivistiske verden findes ingen barmhjertighed i form af at give the benefit of the doubt, indtil en afklaring er sket. Selv en sobert fremført oplysning tolkes, som at nok kan den se faktuel ud, men skribenten bruger i virkeligheden en dog whistle – en ”hundefløjte”, som højreekstreme kan høre og fatte, så de ophidses til endnu mere had.
Montgomerie mener, at gender criticals er en hadbevægelse. Kønskrigerne vil da også ifølge egen promovering belyse, hvor skadelige Terfs er, hvor hadefuldt de ytrer sig
At jeg i denne artikel har omtalt to mordere, der efter anholdelse transformeres til ”kvinder”, vil blive udlagt som dog whistling. At jeg har undladt at bringe meget af det mest perverse, det mest grusomme, det mest skadelige for transsagen, noteres ikke. (Jeg har undladt det meste, fordi de historier ligger så meget i udkanten af transbevægelsen, at de hører til i et raritetskabinet, ikke et medie som POV).
Dansk podcastserie om Terfs
I Danmark er dog whistling, Terfs og såkaldte hadbevægelser også blevet emnet for en hel podcast-serie med titlen Kønskrigerne, produceret af det digitale rådgivningsfirma Cybernauterne.
Blandt kilderne er danske transkvinder, men også en del fra udlandet, herunder er den britiske LGBT+-aktivist Katy Montgomerie – en transkvinde, kendt for sin aggressivitet, dyrket også i det danske aktivistmiljø. Hun har over 70.000 følgere på Twitter.
Montgomerie mener, at gender criticals er en hadbevægelse. Kønskrigerne vil da også ifølge egen promovering belyse, hvor skadelige Terfs er, hvor hadefuldt de ytrer sig.
Ønsker man at orientere sig nærmere om transaktivisters syn på kritikere, kan det derfor anbefales at følge serien. Er podcastserien udviklet også til undervisningsbrug, kan nærværende artikel med eksempler på ytringer fra den transaktivistiske side, være et muligt valg, hvis unge skal høre begge sider. Der findes ikke meget andet.
Judith Butler prægning
Forhistorien kan bidrage til en forståelse af, hvorfor situationen er endt i en ekstrem polarisering.
Transaktivismens rødder er i den del af akademia, hvor venstrefløjen står stærkt. Der opstod opfattelsen, at køn udelukkende er en social konstruktion eller næsten udelukkende. Vi præges til køn ud fra opdragelse og forventninger, og det er jo sandt nok, men biologien ses ofte reduceret til sætningen ”tildelt kønnet pige/dreng ved fødslen”, der kun holder teoretisk set. Biologien i sig selv præger også levevilkår, krop og sind – helt på egen hånd.
Dem, der ikke tror på genderideologien, udgør en af de dominerende grene af fascismen, og Terfs kan derfor ikke være med i kampen mod fascismen
Dyrkelsen af køn som social konstruktion er i høj grad præget af filosoffen Judith Butler, der identificerer sig som non-binær, altså hverken kvinde eller mand.
Hendes bog fra 1990, Gender Trouble: Feminism and the Subversion of Identity, blev en del af pensum for kønsforskere, og Butlers holdning blev den rette for mange. Herhjemme ses vist ikke en eneste gender critical kønsforsker i den offentlige debat, der taler imod, at følelse skal trumfe biologi. Om fordi de ikke tør eller ikke findes, må stå uvist hen.
Nu om dage føler transaktivisterne sig legitimeret af Judith Butler, når de udnævner kritiske kvinder til at være fascister. Det kort spillede Butler i avisen The Guardian, hvor hun sagde, at genderkritiske feminister har allieret sig med højrefløjen – at de går fascisternes ærinde.
I et afsnit, som avisen kort tid efter publicering fjernede, udtalte hun det endnu skarpere. Terfs er fascister: “The anti-gender ideology is one of the dominant strains of fascism in our times,” Butler said. “So the Terfs will not be part of the contemporary struggle against fascism…” Og det var hverken i kampen mod racisme, nationalisme, fremmedangst eller noget andet.
Altså dem, der ikke tror på genderideologien, udgør en af de dominerende grene af fascismen, og Terfs kan derfor ikke være med i kampen mod fascismen. Normalt vil antagelsen være, at jo flere, der kæmper imod noget skidt, jo bedre, også selv om man ikke er helt enige om alt, men i stærke ideologier og trosretninger gælder ofte alt eller intet.
Pink News
Butlers holdninger blev afspejlet i et populært LGBT-medie, Pink News, der har træk til fælles med tabloidpressen. Pink News er også den mediemæssige førerhund i chikanen mod J.K. Rowling. Antallet af artikler, hvor forfatterens navn indgår og ikke i rar sammenhæng, nærmer sig de 700. Det skaffer vel også klikfester til huse.
Transkvinden har koblet Rowlings navn sammen med en berygtet britisk pædofil, Jimmy Saville, der i mange år var en berømt vært i BBC’s børneprogrammer
Samme uforholdsmæssige overdækning af Rowling, som Pink News står for, går igen hos højrøstede transkvinder. Disse synes at være dem, der ytrer sig mest aggressivt og går længst i deres forsøg på karaktermord på genderkritiske kvinder, bortset fra hvad der kommer fra anonyme ekstremister.
Britiske Katy Montgomerie har været nævnt for sine angreb, og de ses jævnligt afsluttet med Fuck Off, men også beskeden Suck my girl dick er set.
I juli gik angrebet ud over muslimske kvinder, der gik til svømning kun for kvinder, og som reagerede mod en transkvindes uvarslede deltagelse: “I er transfober. Bliv hjemme, hvis I ikke kan tåle det,” lød tilbagemeldingen fra Montgomerie, der var lige så kritisk mod den muslimske tro, som højreekstremister er. (Hun har slettet disse tweets, men har efterfølgende tweetet, at ikke alle muslimer er transfobiske).
Bizarre udtalelser
Blandt de andre kendte, aggressive transkvinder i medier og på sociale medier er lektor og transaktivist Grace Lavery, og filosoffen, cykelrytteren Rachel McKinnon (nu Veronica Ivy).
Grace Lavery, der er brite, stempler gender criticals som fascister, der bør ødelægges (demolished) og forhindres i at komme til ordre, men hun mistede selv sin adgang til Twitter, efter hun havde udtrykt ønske om, at Dronning Elizabeth skulle dø.
McKinnon, der er canadier, har på Twitter udtrykt ønske om, at Terfs dør i en madoliebrand (grease fire) og jublet, når modstandere afgår ved døden.
Man skal heller ikke forskrækkes af de mange unge fra især venstrefløjen, der ses i transaktivismen. En del unge har altid været tiltrukket af tæt på utopiske ideologier inden for, hvad de ser som det godes tjeneste, uanset omkostningerne, som deres intolerance påfører ikke-rettroende
Briten India Willoughby, der har været nyhedsvært og deltaget i reality shows, er også bemærkelsesværdig. Transkvinden har fx koblet Rowlings navn sammen med en berygtet britisk pædofil, Jimmy Saville, der i mange år var en berømt vært i BBC’s børneprogrammer. Transkvinden brugte pointen, at begge har givet penge til godgørende formål.
Påvirker arbejdspladsen
Venstrefløjsakademikere, unge forlagsfolk og journalister med samme ideologiske overbevisning som disse transkvinder bruger også deres magt til at præge, dog typisk med mindre groteske verbale udfald, men i høj grad med påvirkning af egne arbejdspladser for at få udelukket viden og ”transfober”.
Der presses på for at forhindre forskning i emner, der anses for at være transfobiske. Forlag forsøges presset til at give forfattere sparket. Boghandlere presses for at få fjernet bøger af gender criticals, om til børn eller voksne.
Flere udenlandske medier har egne LGBT+-klubber med ansatte, der markerer sig over for ledelsen og kritiserer kolleger, der ikke makker ret. Desuden har gruppen Trans Journalist Organization udgivet en guide til andre journalister og deres ledelse om, hvad der må skrives, hvordan det skal skrives, og hvad der ikke bør skrives.
Det allerførste råd er at få ansat transkønnede journalister, da de ifølge organisationen “er bedre end selv den bedste journalist, der ikke er transkønnet” til at skrive om transrelaterede sager.
Det er ikke mit indtryk.
Den brogede virkelighed
Tilføjes skal dog, at helt så sort/hvid er verden alligevel ikke.
Der er mange transkvinder, der har levet som kvinder i årevis, og som har forsøgt og stadig forsøger at trænge igennem med, at biologiens betydning ikke må underkendes, og at de ekstreme transaktivister ikke taler på deres vegne. Mit gæt er, at de udgør majoriteten.
De frygter, at angrebene og kravene i sidste ende skader holdningen til transkønnede, og at biologiske kvinder også skades. Nogle af disse transkvinder har egen YouTube-kanal, hvor de forsøger at sætte tingene på plads som et modspil til influencers blandt transkvinder og nonbinære af modsat holdning.
Endelig bør man være klar over, at transaktivismen også udnyttes af tilløbende unge højre- og venstrefløjsmænd, der får afløb for deres frustrationer og misogyni under godhedens lyseblå-hvide-lyserøde-transflag
Man skal heller ikke forskrækkes af de mange unge fra især venstrefløjen, der ses i transaktivismen. En del unge har altid været tiltrukket af tæt på utopiske ideologier inden for, hvad de ser som det godes tjeneste, uanset omkostningerne, som deres intolerance påfører ikke-rettroende.
Og endelig bør man være klar over, at transaktivismen også udnyttes af tilløbende unge højre- og venstrefløjsmænd, der får afløb for deres frustrationer og misogyni under godhedens lyseblå-hvide-lyserøde-transflag. Med det flag flyvende kan de frit angribe kvinder både verbalt og fysisk, om anonyme eller ej, om maskerede eller ej.
Endelig virker det også sandsynligt, at der fra russisk side og fra højreekstrem side sker bevidst disinformation via nettet med formålet at øge splittelsen.
Hitler eller Terfs?
Men det er indimellem svært at afgøre, hvem der er afsender, og det gælder fx denne besked på et socialt medie: “Hvis jeg havde en revolver med to kugler, og jeg var i et rum sammen med Hitler og en Terf, ville jeg bruge to kugler på Hitler, fordi jeg ville tæske Terf’en til døde med mine egne hænder.”
Hvor giftigt angreb udfolder sig, har en person på Twitter illustreret med J.K. Rowling som eksempel, og det gælder dødstruslerne. Hun har fået så mange, at hun galgenhumoristisk selv har udtrykt, at hele husets vægge kan tapetseres af dødstrusler.
Rowling selv var i starten forsigtig med at tage til genmæle, men har siden taget fløjlshandskerne af over for dem, der truer med rørbomber eller andet.
I et af hendes seneste tweets reageres også på en person, som ikke blot truer med en rørbombe, men også henviser til en håndbog, der viser, hvordan de fremstilles.
Det er blevet en politisag, men bidrog til den undren, der er over, hvorfor Twitter lader det værste fra transaktivistisk side stå længe, hvorimod et tweet med et forkert pronomen kan resultere i hurtig udelukkelse fra tjenesten – et tweet som dette:
Det kan ikke skyldes algoritme-fejl, men må reflektere forskel i presset, Twitter udsættes for via indberetninger fra de to sider.
Rowlings kritik af højrefløjsmanden Matt Walsh
Men på Twitter-kamppladsen har J.K. Rowling også smidt fløjlshandskerne over for den del af højrefløjen, der udgiver sig for at være genderkritisk, såsom den konservative politiske kommentator Matt Walsh. Han er i USA i forvejen kendt for en holdning til kvinder ikke langt fra Kinder, Kirche und Küche, og han er glødende abortmodstander.
Walsh har for nylig lanceret en ny tv-dokumentar med titlen What is a woman, der ikke er tilgængelig i Danmark (kan ses på højrefløjsmediet The Daily Caller mod betaling).
I den fisker han i rørte vande for at styrke den negative holdning til transkønnede og behandlingssystemet blandt republikanerne. Af dokumentaren fremgår blandt andet, hvor stærkt transideologien og videnskabsbenægtelse er slået igennem blandt velmenende, højtuddannede i systemet, hvor børn og voksne med kønsdysfori henvender sig.
Heller ikke de kendte standupkomikere Ricky Gervais og David Chapelle fik ødelagt karrieren efter i Netflix-shows at gengive, hvordan ekstrem transaktivisme til tider udfolder sig
Men at se Walsh som Rowling-allieret af den årsag er en fejltagelse. Walsh ser sig selv som modig, fordi han blander sig i den debat, selv om han først melder sig år efter, at kritiske kvinder har taget og stadig tager tævene.
Mandens moralske habitus fremgår blandt andet af den sviner, han forleden sendte afsted mod kvinder. Ifølge ham er de feje hunde, der bare ligger, som de har redt i stedet for at tage kampen op.
Rowling afklapser ham i et tweet, hvor hun skriver, at når han så åbenbart ikke fatter, hvad kvinder udsættes for, når de ytrer sig, så back off – slut med at angribe.
Hun har fulgt op med klart at markere, at Walsh med de højrefløjsholdninger, han har til kvinder, aldrig vil blive hendes allierede.
Transaktivister reagerer ikke på den gentagne afstandtagen. Men at Rowling i et tweet udtrykker, at der er relevans i dele af dokumentaren, udlægges på sociale medier som: ”Se, vi har altid haft ret. Rowling er højreekstremernes handskedukke.” Og ”Rowling og Walsh er venner.”
Misogynien i transaktivismen
Men angribes Matt Walsh ikke fra transsiden? Jovist, der har været angreb, men ikke i samme omfang og på samme grove niveau som over for kvinder. I hvert fald ikke set udefra.
Heller ikke de kendte standupkomikere Ricky Gervais og David Chapelle fik ødelagt karrieren efter i Netflix-shows at gengive, hvordan ekstrem transaktivisme til tider udfolder sig. Forsøg ses, men ikke i samme omfang som mod kvinder.
Som tidligere nævnt er det heller ikke ordet mand, der kræves neutraliseret, men ordet kvinde.
Alt i alt fortæller dette og flere andre ting, at der er stærke misogyne elementer også i dele af transaktivismen.
Mønstret i nutidens heksejagt
Heksejagten, der føres mod J.K. Rowling og andre kendte kvinder, er et udtryk herfor, og der udspiller sig typisk et mønster i jagten.
Først beordres de formastelige kvinder til educate yourself, uddan dig selv – som om kvinderne er blanke, når de blander sig i debatten. Når genopdragelsen ikke lykkes, gøres kvinden til persona non grata i det gode selskab, så hun både mister tillid og sit levebrød. Ikke sjældent køres der også løs på hendes børn og partner. Den yderste sejr er, når en kendt kvinde brændes til aske på bålet – metaforisk udtrykt.
Jeg er også blevet belært om, at det bliver bakken, jeg dør på – det, der bestemmer mit eftermæle. At det bliver transfobi, der udsletter alt, jeg ellers har stået for og kæmpet for i mit lange liv
”Vil du virkelig dø på den bakke? Skal det være dit eftermæle?”, spørges Rowling om, ledsaget af en påstand om, at hun vil gå over i historien som et umenneske af en transfob – ikke for at have skabt det elskede Harry Potter-univers, ikke for succesen med kriminalromaner, ikke for den mangeårige indsats for at sikre udsatte børn hjælp via sin dertil dedikerede fond, Lumos.
Jeg er også blevet belært om, at det bliver bakken, jeg dør på – det, der bestemmer mit eftermæle. At det bliver transfobi, der udsletter alt, jeg ellers har stået for og kæmpet for i mit lange liv.
Fra pinsemissionen til rødstrømperne
Det bliver garanteret min skæbne i det transaktivistiske ekkorum, men for mig er der intet nyt under solen i forsøget på at bruge udskamningens magt.
I barndommen var det et konstant pres fra en pinsemission-troende, der endte med, at jeg som 11-årig sagde farvel til det intolerante familiemedlem og hendes Gud. I 70’erne, da jeg stadig var borgerlig og endnu ikke politisk hjemløs, blev jeg også smidt i kassen for de vantroende af både rødstrømperne og visse studerende på Danmarks Journalisthøjskole.
En sætning fra en de medstuderende, en af førerhannerne, hænger stadig ved som et evigt minde om, hvor idiotisk en stærk ideologi kan udfolde sig: ”Det er ærgerligt, at du var den eneste, der sagde noget fornuftigt i plenum, Dorte, for med din politiske holdning kan vi ikke bruge det til noget.” Pænt i samme stil, som Judith Butler nu bruger.
Sidenhen har jeg som graverjournalist selvfølgelig også mødt dem, der hadede mig for ikke at overgive mig til deres sandhed, som har truet med injuriesager og forsøgt at få mig fyret.
Hadets følger
Men selv om jeg er hærdet, påvirkes jeg selvfølgelig af hadet. Jeg er blevet mere tavs på nettet, vælger endnu mere nøje mine kampe og giver mere frit løb for andres misinformation på dette område.
Jeg har mistet gode kontakter på nettet, hvor vi ellers havde en lang historie af gensidig støtte og udveksling af viden, men det er kontakter, som ikke længere ser andet end den uforstandige Terf i mig.
Lyspunkter ses også i form af nye venner og bekendtskaber med sans for logisk argumentation, videnskab og humor, ikke mindst den såre nødvendige galgenhumor.
Jeg er krævet ekskluderet af en facebookgruppe, jeg var inspirator til, og som i årevis havde været en fredelig helle for flere hundrede feminister, men som efter at en håndfuld transaktivister søgte splittelsen, nu er en skygge af sig selv.
For nylig fik jeg såmænd under et træf med en del kvinder på tværs af det politiske spektrum tilmed fornemmelsen af, at jeg af nogle af dem var dømt unworthy of respect. Paranoidt, måske, men selv Dansk Kvindesamfund, der gennem gange år har sat pris på min indsats for kvindesagen, har efter pres fra aktivisterne vendt mig ryggen (se nærmere i boksen “Da Dansk Kvindesamfund kastede mig under bussen”, der afslutter dette essay).
Lyspunkter er der imidlertid også. Der er venner, der på dette punkt er uenige med mig, men som ikke indskrænker sig til at vurdere mennesker ud fra et enkelt aspekt. Der er også styrkelse af venskaber med mennesker, for hvem problematikken begynder at stå mere klart, og som reagerer på chikanen.
Lyspunkter ses også i form af nye venner og bekendtskaber med sans for logisk argumentation, videnskab, humor og ikke mindst den såre nødvendige galgenhumor.
Når der jages i flok
Aktivisterne kan heller ikke berøve mig mit levebrød af den simple årsag, at jeg har forliget mig med at trække mig tilbage fra arbejdsmarkedet og dermed indtægtsmuligheden. Også derfor kan jeg stå frem under eget navn og ikke et pseudonym, som de fleste andre ligesindede er nødsaget til som selvbeskyttelse.
En kvinde, der i flere år har vovet at træde frem under eget navn, lektor Karen M. Larsen, har også oplevet grov chikane, herunder henvendelse til hendes arbejdsplads. Hun er lesbisk, men fortælles, at hun bare ikke vil erkende, at hun selv er transmand, og det er derfor, hun ”hader transkønnede”.
Omverdenen fortælles også, at hun ”hader penisser”, og at hun ingen ret har til at ”appropriere” lesbisk kultur, altså udgive sig for at være en del af den. Endelig ses der ønske om, at hendes stemme fjernes fra det offentlige rum – at hun deplatformes, som det hedder.
Karen M. Larsen fører selv debatbloggen Til Eftertanke og er en af de mest vidende herhjemme, hvad gælder nogle af transideologiens konsekvenser for børn, kvinder og samfund. Hun er også forfatter til bogen ”Kvinder med penis og gravide mænd – en rejse ind i et absurd kønspolitisk univers”, udgivet i 2020 på eget forlag.
Enhedslistens dilemma
En anden, der ikke har valgt anonymitetens dække, er Jeanne Toxværd, Enhedslistens medlem af Gentoftes kommunalbestyrelse.
Toxværd har modtaget en dødstrussel efter kritik af transaktivistisk registrering på nettet af alle, der anses for at være en Terf. Værktøjet dertil er et browservedhæng ved navn Shinigami Eyes, netop dømt ulovligt i Norge. Hvem der stod bag dødstruslen, har politiet måtte opgive af udrede.
Det er bedrøveligt, at anonymitet skal være nødvendig for så mange kvinder i en debat, der er så vigtig for dem og for samfundet
Hun var også målskive for angreb, da hun i maj protesterede mod en opdeling af talerliste i mænd og ”ikke-mænd”, anvendt på et partimøde i Aarhus. Og i juli blev der på Twitter fremsat ønske om at få Toxværd ekskluderet fra partiet med inddragelse af Enhedslistens Pernille Skipper og partiet selv.
De er modige, de to kvinder. Men det er bedrøveligt, at anonymitet skal være nødvendig for så mange kvinder i en debat, der er så vigtig for dem og for samfundet.
Svigt fra kvindeorganisationerne
Bedrøveligt er det også, at der ikke er en eneste kvindeorganisation eller menneskerettighedsorganisation i Danmark, der taler de biologiske pigers og kvinders sag på de områder, hvor kravene fra transaktivisters side udhuler den ret, som kvinder har erhvervet sig til tryghed og fairness.
Trist er det desuden at se tavsheden hos sådanne organisationer i UK, USA og Canada i relation til, at skolebørn fortælles, at de selv ved bedre end alle andre, hvilket køn de er, ligesom det er trist, at organisationerne tier, når Stonewall fortæller, at ifølge forskningen ved babyer allerede i to-årsalderen, om de er transkønnede, og at det bør reflekteres i vuggestuerne. (Stonewall har efterfølgende ikke oplyst, hvilken forskning, der viser det, så kvaliteten af forskningen kan bedømmes).
Men værst er kvindeorganisationernes tavshed i relation til mangedoblingen i antallet af piger i puberteten, der tror, at kønsskiftemedicinering og bortoperation af bryster er vejen til et bedre liv, selv om forskning tyder på, at sættes børn og unge ikke på medicin, vil de fleste vokse fra deres kønsubehag. En tavshed, der også gør sig gældende hos Dansk Kvindesamfund og Kvinderådet.
Kvindeorganisationerne burde råbe højt om, at det er kasserne, der skal sprænges, så drengepigen og den autistiske pige ikke føler sig udenfor og forkert. Og de burde især råbe højt om nødvendigheden af at få forsket i årsager til, at så mange teen-piger ikke længere vil være piger. Men der kommer ikke en lyd fra dem.
Forhåbentlig får de i det mindste læst den aktuelle artikel om den famlen, der er efter forklaringer, i Weekendavisen (adgang kun for abonnenter).
For historieløse, for rare eller for bange?
Kvindeorganisationerne mener, at de står på ”rette side af historien”, men netop de organisationer burde have lært af historien.
De burde have lært af fortidens heksejagt med social smitte blandt børn og smittende uforsonlighed blandt voksne.
De burde have lært af nyere historier med flere tilfælde af social smitte især blandt piger, forstærket af YouTube, TikTok og andre sociale medier.
De burde have lært om medicinske eksperimenter på unge og voksne, udført ud fra gode intentioner, men som er gået helt galt.
De burde vide, hvorfor kvinder fik egne kategorier i sporten, og de burde have protesteret mod, at sportsorganisationer og Den Olympiske Komité fravalgte at spørge sportskvinder om deres holdning til inklusion af transkvinder.
Skal døren til kvinders safe spaces åbnes på vid gab for den forskruede mand, der lirer nutidens simsalabim af, altså: ”Jeg føler mig som kvinde. Det er transfobi og kriminelt, hvis jeg nægtes adgang”
Kvindeorganisationerne burde i hvert fald kende årsagerne til, at piger og kvinder måtte tilkæmpe sig ret til separate rum i de situationer, hvor de er mest sårbare, om letpåklædte eller nøgne i et omklædningsrum, om sovende på sovesalen eller på hospitalet, om bag fængslets mure eller lignende.
Og nej, nej, nej. Alle mænd er ikke overgrebspersoner, #NotAllMen. Slet ikke. Alligevel måtte der kønsbaseret adskillelse til visse steder, og de allerfleste mænd er enige i nødvendigheden deraf.
Og nej, nej, nej. #NotAllTranswomen. Den altovervejende del af transkvinder er der absolut ingen grund til at frygte, kun til at respektere for modet til deres svære, nødvendige valg. Men ligesom med mænd har transkvinder ikke stemplet en varedeklaration i panden.
I nærheden af byttet
Spørgsmålet er, hvorfor kvindeorganisationer og andre lukker øjnene for kendt viden. Der har altid været forskruede personer, der vil udnytte selv den mindste mulighed til at komme i nærheden af byttet, om barn eller kvinde. Naivitet i det godes tjeneste og manglende opmærksomhed kommer med en meget høj pris for de ramte.
Selv-identifikation til kvinde misbruges i udlandet af mænd, der ikke har et gran af lede ved eget biologiske køn, som ikke tager østrogen, og som stadig er i besiddelse af fungerende pik og testikler.
Der er årsager til kønsadskilte omklædningsrum og toiletter. Der er en årsag til, at der findes krav om børneattester, at der findes krav om ren straffeattest i visse job.
Skulle det virkelig være løsningen at droppe alle forholdsregler, der gennem tiderne har vist sig nødvendige? Skal døren til kvinders safe spaces åbnes på vid gab for den forskruede, der lirer nutidens simsalabim af, altså: ”Jeg føler mig som kvinde. Det er transfobi og kriminelt, hvis jeg nægtes adgang”? Skal politiets og retssystemets tid bruges til de anmeldelser, også herhjemme?
De gamle kvindeorganisationer siger åbenbart ja. Alt skal droppes, for der er ”ingen kage, der deles”. Kvinder og piger berøves hverken tryghed eller fair konkurrence.
Inklusion af personer, der føler sig som kvinder og non-binære, fordres ikke alene som en menneskeret, men også fordi transkvinder vil styrke kvinders ”kamp mod patriarkatet”. Det er, hvad der hævdes midt i en indædt kamp, men mod genderkritiske kvinder.
Nødvendigt med nye kvindeorganisationer
Derfor er det blevet nye kvindeorganisationer, der har måttet tilkæmpe sig retten til at få en plads ved bordet for at modvirke udhuling af pigers, drenges og kvinders vilkår, om i den brede debat eller der, hvor lovgivning og anden regulering besluttes.
Blandt disse nye grupper, hvoraf flere er startet af kritiske kvinder på venstrefløjen, kan nævnes britiske Fair Play for Women, Keep Prisons Single Sex (UK og USA), Sex Matters, Womens Liberation Front (WoFL – USA), LBG Alliance, Women’s Place UK, For Women Scotland, Women are human, 4W, Genspect, GC Academia Network og som nævnt LGBT-organisationen Dansk Regnbueråd.
Den plads ved bordet, hvor kvinder burde have en stemme, har af uforklarlige årsager stået tom i alt for mange år. Repræsentanter for kvinder blev ikke inviteret ind til høringer vedrørende lovforslag og reguleringer af betydning for deres rettigheder, ej heller da det vedrørte kvinders elitesport. Men den anden side, transsiden, får typisk en plads eller to ved bordet.
Patriarkatets holdning
Måske er forklaringen helt enkel. Hvor de store beslutninger træffes, er der typisk overvægt af mænd, og det kan jo være, at patriarkatets holdning er følgende:
”Frankly, my dear, we don’t give a damn, men vil en af os hellere være kvinde, hvem der end kan fatte det, så vil vi da hjælpe med lidt brodersolidaritet. Det skaber så mere splittelse blandt kvinder, tø-hø. Men hjælpen er tilmed en gratis omgang for os mænd.”
Lad mig afslutte mit essay med endnu et Orwell-citat. Det er også fra bogen 1984, der er en dystopisk science fiction-bog, som handler om et totalitært styre, der bruger NewSpeak (alternative sandheder) til kontrollere borgerne ved at føre dem bag lyset – et totalitært styre, som slår hårdt ned på dem, der ikke er rettænkende.
”Partiet sagde, at du skulle afvise de beviser, som du kunne se og høre. Det var deres endelige og vigtigste ordre.”
Spørgsmålet er, hvordan det kunne lykkes transideologerne at blive “partiet” på så kort tid?
Da Dansk Kvindesamfund kastede mig under bussen
Følgende hændelse fra november 2021 har jeg været forsigtig med at omtale for ikke at skade Dansk Kvindesamfund og kvindesagen generelt set, men jeg er nået frem til, at tavshed skader kvindesagen mere, så hermed:
Da Dansk Kvindesamfund sidste år indbød pressen til fejring af dets 150-årsjubilæum, var der ingen interesse, og dog. For POV International sendte som det eneste medie en journalist, der dækkede arrangementet om fortid og nutid.
Dansk Kvindesamfund lagde imidlertid artiklen død, både over for egne medlemmer og omverdenen.
Der findes ikke en eneste henvisning til artiklen fra organisationen, hverken på dens websted eller via dens profiler på de sociale medier. Mørklægningen skyldes ikke indholdet af artiklen. Den skyldes alene skribentens navn. Mit navn.
Mit navn bevirkede, at transaktivister angreb Dansk Kvindesamfund på de sociale medier. Kvindesamfundet blev beskyldt for at alliere sig med en transfob – hende, der er landets værste terf.
Dansk Kvindesamfund bedyrede på Twitter, at kritikerne havde misforstået situationen. Organisationen havde ikke hyret mig til at skrive artiklen. Jeg var udsendt af POV.
Trods forklaringen helmede transaktivisterne ikke, og der indløb trusler om udmeldelser. Det endte med, at Dansk Kvindesamfund hejste det hvide flag og slettede alt, der kunne forbindes til mig i den aktuelle sag.
Forunderligt er det i betragtning af, at der ikke var et eneste ord om transområdet i artiklen. Ikke én taler var inde på det.
Forunderligt er det også i betragtning af, at Dansk Kvindesamfund på Folkemødet i 2017 tildelte mig en slags pris som feminist for min ”bad ass attitude og vedholdenhed.”
For kvindeorganisationen, som jeg har hjulpet adskillige gange, er jeg fremover dødt kød – dead man walking. Hvor mine tweets om kvindesag tidligere blev flittigt retweetet, er det nu slut. Hvor mine indlæg om kvinders vilkår på Facebook tidligere blev liket, kommenteret og delt, er det nu slut. Så angst er den gamle kvindeorganisation for aktivisterne. Eller så overbevist er den om at være på rette side af historien.
Det sidste er åbenbart tilfældet. Lige nu inviterer Dansk Kvindesamfund til søgning af legater. Læg mærke til signalet i rækkefølgen af ordene:
“Legaterne gives først og fremmest til nonbinær, transkvinder, cis-kvinder …..”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
