MeToo

Forsøg på objektivitet gav negativ #Metoo-presse

i Debat/Featured/LIGESTILLING/Medier/Politik & Samfund/Viden af
#METOO-JOURNALISTIK // DEBAT –  Medier i Sverige og Danmark reagerede forskelligt, da #Metoo-bevægelsen pludselig eksploderede. Herhjemme blev der lagt stor vægt på at høre mændenes holdning til bevægelsen, altså ”begge sider”. I Sverige sås også aktivistisk journalistik, og bevægelsen ledte til selvransagelse på mediernes egne arbejdspladser, hvilket udeblev herhjemme. Medieforskere ved RUC og Malmös Universitet har kigget ind i mediernes maskinrum, og journalist Dorte Toft kigger med i, hvad forskerne fandt.

Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Tag et komplekst emne. Om indvandring eller #Metoo-bevægelsen f.eks. Det er begge emner, der vækker mange følelser – selvfølgelig også blandt journalister.

Hvad vil du helst læse? Objektiv journalistik eller aktivistisk journalistik, hvor journalisten selv har en stemme og ikke lægger skjul på sin holdning?

Det blev en skæv objektivitet – nogle kvinders konkrete oplevelser kontra mandskønnets holdning

De to former for journalistik er selvsagt ikke altid hinandens modsætning, for man skal ikke være særlig medievant, før man observerer journalisters valg af vinkel i den tilstræbt objektive artikel, og at kilder og plads kan fortælle lige så meget om journalistens (og mediets) egen holdning, som havde journalisten skrevet sin holdning på linjerne.

Der ses også jævnligt en sammenblanding – altså, at journalister, der med den ene hånd skriver tilstræbt objektivt ved brug af kilder, med den anden hånd selv fortæller, hvad han eller hun mener sandheden er.

Opinionsstoffet, der har erobret ganske stor andel i medierne, repræsenterer også en klar prioritering fra debatredaktørernes side. Visse holdninger fremmes mere end andre.

Så lige og helt ulige

Interessant er det, at pressen i to lande, Danmark og Sverige, der begge af udlandet ses som ligestillingsbastioner, håndterede netop #Metoo ret så forskelligt.

Det viser et forskningsprojekt som lektor med speciale i aktivisme og sociale medier ved Malmö Universitet, Tina Askanius, står bag sammen med Jannie Møller Hartley, studieleder i journalistik ved RUC.

Kendt allerede fra deres forskning er, at danske medier indledningsvis mente, at den bevægelse ikke var nær så vigtig at beskæftige sig med, som man mente på den andet side af Sundet, hvor der alene i bevægelsens første tre måneder blev skrevet over 3.300 artikler om emnet.

Svenskerne tog problemet alvorligt, mens danskerne ville kunne give et uskyldigt klap i numsen

I Danmark nåede tallet i samme periode knapt op på 600, men den påviste forskel gav ikke den store genlyd i pressen.

Politiken sammenfattede dog således: ”Forskere om #MeToo-dækningen i Danmark og Sverige: Svenskerne tog problemet alvorligt, mens danskerne ville kunne give et uskyldigt klap i numsen.”

MeToo
Kollage: POV

Dybtgående interviews med pressens folk

Nu har de to forskere fulgt op med et kig ind i mediernes maskinrum. Den nye rapport er resultatet af interviews med journalister og redaktører i de to lande samt observatører.

Titlen på publikationen er ”Activist-journalism and the Norm of Objectivity: Role Performance in the Reporting of the #MeToo Movement in Denmark and Sweden”.  Rapporten er frit tilgængelig.

Også den rapport viser klare nationale forskelle.

Kvinder, der stod frem med Metoo-beretninger i Danmark, undlod typisk at navngive mændene, der havde begået overgreb. Et par gamle historier med kendte mænd fik en revival, men ellers “blot” fortællinger om voldtægter, uønsket befamling og trusler om, at det kunne koste karrieren at sige fra.

… a great deal of the coverage in Denmark framed #MeToo from the perspective of men and in defence of men, often referred to by the interviewees as a form of “both-sides ism

Derfor blev der talt om mænd i generelle termer, men danske journalister og debatredaktører insisterede på, at ”den anden side” også skulle høres.

Der blev derfor spurgt flittigt ind til, hvad mænd mente om den mandekritiske bevægelse og tildelt megen plads ikke mindst til kendte mænds bekymringer. Resultatet blev ifølge forskerne, at:

”… a great deal of the coverage in Denmark framed #MeToo from the perspective of men and in defence of men, often referred to by the interviewees as a form of “both-sides ism”.

Det blev en skæv objektivitet – nogle kvinders konkrete oplevelser med overgreb kontra mandskønnets holdning, hvilket førte til massiv omtale af #Metoo som folkedomstol og heksejagt på mænd.

Journalistiske ritualer

Valget af ”both-sides ism” repræsenterede ifølge forskerne medieaktørernes ”strategiske ritualer for at opnå objektivitet”.

De to forskere henviser til sociologiprofessoren Gaye Tuchmans forskning i redaktionelle ritualer, der også var emnet i hendes bog ”Making News: A Study in the Construction of Reality” fra 1978.

Af Tuchmans forskning fremgår, at den ”frame” – den ramme, som nyhedsfolk vælger at se historien igennem for at opnå den tilstræbte objektivitet, har sine svagheder:

”News is a window of the world… The view through a window depends upon whether the window is large or small, has many panes or few, whether the glass is opaque or clear, whether the window faces a street or a backyard,” skriver Tuchman.

Nogle mediefolk så vigtigheden og størrelsen af #Metoo, som en social bevægelse, mere vigtig end at overholde journalistiske normer og konventioner

Anden forskning om danske mediers dækning af #Metoo viste, at ”vinduet” hos syv ud af ni store danske medier blev sådan, at de delte dobbelt så meget negativt om protestbevægelsen på Facebook – Danmarks største megafon – som positivt. Omfanget af henholdsvis negativ og positiv dækning i medierne selv er ikke undersøgt, kun hvad de valgte at markedsføre sig på via FB.

I Sverige blev bevægelsen ifølge medieforskerne set gennem andre ”vinduer”. Nogle mediefolk så ”vigtigheden og størrelsen af #Metoo, som en social bevægelse, mere vigtig end at overholde journalistiske normer og konventioner,” skriver medieforskerne.

Derfor tog visse journalister en mere aktiv rolle, og i visse tilfælde en aktivistisk rolle, end deres kolleger i Danmark, der svor til den objektive rolle. Disse svenske mediefolk følte sig ”splittede mellem idealerne om ikke at tage nogens parti, mellem at være objektive og en mere idealistisk nyhedsdækning orienteret mod handling og problemløsning”.

MeToo
Women’s March – Lincoln Memorial, Washington D.C. Foto:  Wikimedia. 

Debat om presseetik fulgte

Dækningen omfattede også det større politiske engagement i Sverige, hvor politikere jo rask væk kalder sig feminister, mens det typisk har en negativt stemplende klang i politiske kredse herhjemme.

En stor forskel var desuden, at i Sverige nævnte visse kvinder overgrebsmandens navn, og mange medier bragte dem råt, hvilket senere ledte til en debat i branchen om presseetik – om man gik for vidt. Det svenske pressenævn var ude med alvorlig kritik af tabloidavisen Aftonbladet, og der kom flere retslige efterspil, der endnu ikke er afsluttet.

Interessant nok bevirkede #Metoo-bevægelsen i Sverige straks en selvransagelse i egen baghave, på mediernes egne arbejdspladser

Debatten om folkedomstol, der var tæt på at indlede hele #Metoo-dækningen i Danmark, kom altså til Sverige. I Danmark derimod viste den voldsomme bekymring for en folkedomstol sig at være grundløs [min tilføjelse].

Men interessant nok bevirkede #Metoo-bevægelsen i Sverige straks en selvransagelse i egen baghave, på mediernes egne arbejdspladser [lige som i amerikanske medier – min tilføjelse]. I Danmark skete det ikke.

Kvindelige journalisters pris for at engagere sig

I de interviews, som forskerne gennemførte med danske journalister, spillede den personlige pris for at engagere sig i #Metoo-debatten en stor rolle. Den blev høj for kvinder, selv hvis de kun havde ytret sig på de sociale medier.

De hårde angreb på dem, fortrinsvis fra mænd, fik nogle af dem til at fravælge at engagere sig i problemstillingen journalistisk. Forskerne blev også fortalt, at der var en risiko for danske kvindelige journalister i at beskæftige sig med køn, for det gav hurtigt en stempling med en påstand om, at det eneste, de skrev om var køn, selv om det var løgn.

Var redaktionen mandsdomineret sås en tendens til, at især de mandlige redaktører fandt dækningen af #Metoo mindre vigtig end andre emner

Fra en af de interviewede med en fod i begge lande, en Sverigeskorrespondent for et dansk medie, kom et indblik i danske mediers holdning til Sverige, hvad angår køn. Personen er i årevis blevet anmodet om at finde ekstreme eksempler på, at svensk kønspolitik var gået for langt, og der sås i Danmark tendens til at generalisere om Sverige ud fra netop det ekstreme.

”Det betyder, at man let ender med at cementere en særlig opfattelse af Sverige, og det bliver næsten altid problematisk, når der er for megen dækning af Sverige på danske præmisser. Og med #Metoo virkede det meget, som om at ”nu er svenskerne i gang igen,” lød det fra korrespondenten.

Redaktioners sammensætning synes at have en indflydelse på mediernes dækning af bevægelsen. Var redaktionen mandsdomineret sås en tendens til, at især de mandlige redaktører fandt dækningen af #Metoo mindre vigtig end andre emner, og til at nye vinkler blev affærdiget med ”har vi ikke hørt nok om det nu?”

Beholde jobbet eller ej?

En dansk kvindelig journalist sammenfatter dækningen således:

”Redaktionerne reflekterer i virkeligheden blot samfundet og den danske debat… Det er lidt ligesom ”Hvis din boss gramsede på dig, hvorfor langede du ham ikke bare en? Well. Jeg ville gerne have et job, også i morgen. Derfor.”

Forskerne præciserer, at deres publikation om aktivist-journalistik og objektivitetsnormen ikke skal ses som repræsentativ for journalisterne i de to lande generelt set. De valgte at gennemføre dybdegående interviews med 20 journalister/redaktører, heraf 18 kvinder, suppleret med kortere interviews med #Metoo-aktivister og andre observatører af mediedækning.

Rapporten er desuden relevant i forhold til, hvor ofte der i danske medier bringes den form for ”both-sides ism”, der udgøres af sort/hvide-konfrontationer

Men det er alligevel lærerig læsning om dækning af, hvad man kan kalde en ekstrem hændelse – lærerig ikke blot for journalister. Nok gælder det forskellen i dækningen mellem Sverige og Danmark i relation til #Metoo og køn generelt set, men også om den hellige journalistiske ko, objektivitet.

Rapporten er desuden relevant i forhold til, hvor ofte der i danske medier bringes den form for ”both-sides ism”, der udgøres af sort/hvide-konfrontationer. Sådanne fostrer stor ophidselse på begge sider, masser af klik og øjne og omtale i andre medier, men de gør ikke nogen klogere, snarere det modsatte.

Anden medieforskning har vist, at polariseringen mellem to yderholdninger ikke mindskes af de sort/hvid-konfrontationer, men typisk øges. De eneste, den form for ”vi skal høre begge yderpunkter” tjener, er medierne selv. På kort sigt.

I længden koster en sådan mediepolitik troværdighed, også for journalisterne selv. Mudderet fra svinestien smitter af.

PS: Havde rapporten set helt anderledes ud, hvis forskerne havde interviewet 18 mænd og 2 kvinder om dækningen af #Metoo? Sikkert. Udsigten fra ”vinduerne” i kønsspørgsmål kan være præget af eget køn, uanset hvor objektiv en journalist eller redaktør anser sig for at være.

LÆS MERE DEBAT OG JOURNALISTIK FRA DORTE TOFT HER


Topillustration: MeToo, Flickr.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Dorte Toft er journalist og forfatter. Hun indledte sin karriere som programmør, tog siden journalistudddannelsen, men fastholdt i sit mangeårige virke som journalist interessen for teknologiudviklingen.

I disse år er fokus især på kunstig intelligens, robotter, der skal færdes blandt mennesker, samt overvågningstruslen. Blandt de øvrige fokusområder kan nævnes svindel, chikane via nettet samt køn - også i relation til uddannelsesvalg og fordomme.

Toft har på CV'et blandt andet Dagbladet Børsen, Berlingske, Computerworld og DR, men hun har desuden mange års erfaring fra den "anden side af bordet." Gennem de seneste 15 år har hun været selvstændig, og blandt kunderne var Berlingske, hvor hun gennem 10 år førte bloggen Bizzen. Den opdateres dog ikke længere, men er stadig søgbar, hvilket ikke kun skyldes dækningen af teknologiudvikling og IT-politik, men også afdækningen af flere erhvervshistorier. Nogle erindrer måske, at bloggen var et væsentligt redskab, da Dorte Toft pustede Stein Bagger i nakken.

Dorte Toft er medforfatter til bøgerne ”Bedrag – IT Factory, grådighed og magtsyge” og ”Lykkelig i Nørdland – Hvem bygger fremtiden?”. Begge udkom på Gyldendal i 2009. En lille bog med titlen "Magtkampens A-Z", skrevet under pseudonym, er det også blevet til.

Del gerne hendes indlæg, hvis du finder det interessant nok.

Seneste artikler om Debat