Mens vi skændes om kvinder i uniform, giver vi staten ret til at sende værnepligtige i krig

Debatten om værnepligt er blevet reduceret til et spørgsmål om køn, mens de principielle spørgsmål om tvang og frihedsrettigheder er gledet i baggrunden, mener Louise Vinther Alis forkvinde i Dansk Kvindesamfund. Foto: Malene Nelting, Dansk Kvindesamfund

Louise Vinther Alis 04.06.2026

VÆRNEPLIGT OG LIGESTILLING // DEBAT – Den offentlige debat har gjort værnepligt til et spørgsmål om køn. Men den virkelige diskussion burde handle om noget langt mere grundlæggende: hvorfor et moderne demokrati ønsker retten til at sende unge mennesker i uniform – og potentielt i krig – på baggrund af tvang frem for frivillighed.

Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Der findes næppe noget mere forudsigeligt i den danske offentlighed end debatter om ligestilling. Så snart emnet nærmer sig kvinder og værnepligt, går der cirka syv minutter, før nogen finder et interview med en universitetsstuderende, der ikke gider løbe i mudder, og derefter kan hele diskussionen reduceres til endnu en fortælling om “gakkede hykleriske feminister”, der kun vil have ligestilling, når og hvor det er bekvemt og opportunt.

Den seneste tid har været et pragteksempel på præcis den mekanisme. Medierne har igen fungeret som et overflødighedshorn af kreative fortolkninger, hvor enhver nuance er blevet frasorteret til fordel for den mest karikerede konfliktvinkel. Resultatet er, at hele debatten om værnepligt er blevet reduceret til et spørgsmål om, hvorvidt kvinder vil “have ligestilling eller ej”.

Værnepligt handler om mere end ligestilling

Det er imponerende, for det har samtidig skygget fuldstændigt for det mest vanvittige ved den nye lovgivning: at staten nu åbner for både tvungen værnepligt og tvungen udsendelse.

Ikke frivillig udsendelse. Ikke professionelt ansatte soldater. Men værnepligtige.

Beføjelsen, der beskrives i lovforslaget og som forklares i bemærkninger til loven, gengives her i forkortet form:

“Den foreslåede ordning vil indebære, at det som det klare udgangspunkt vil være frivilligt for de værnepligtige, om de ønsker at forrette tjeneste uden for landets grænser … Efter den foreslåede ordning vil forsvarsministeren imidlertid, i tilfælde af en forværret sikkerhedspolitisk situation, kunne pålægge værnepligtige at forrette tjeneste uden for landets grænser.

Der vil selvsagt foreligge en forværret sikkerhedspolitisk situation i tilfælde af krig, hvor danske styrker i eller uden for riget er i væbnet konflikt, eller ved andre ekstraordinære forhold, hvor statens sikkerhed og den offentlige sikkerhed, direkte eller indirekte, er truet. En forværret sikkerhedspolitisk situation vil imidlertid eksempelvis også kunne foreligge i situationer, hvor hybride hændelser i Danmark eller andre NATO-lande øges i intensitet og styrke, uden at der dog er tale om krig eller andre ekstraordinære forhold.”

Hvabehar! Ovenstående citat burde simpelthen udstilles på Museum for Imponerende Elastiske Gummiparagraffer.

Det er svært ikke at bemærke, hvor stille der egentlig har været. I stedet for at undre sig over, at Dansk Kvindesamfund reagerer på vegne af egne medlemmers interesser, kan man spørge, hvorfor ikke hele civilsamfundet samles i et kollektivt ramaskrig.

Indtil videre har mediedanmark hygget sig med at gøre dette til endnu en “Se, hvor gakkede ‘de woke’ er”, mens ingen andre har reageret på det komplet absurde i, at staten vil kunne tvinge helt unge mennesker i krig på baggrund af en lodtrækning og et CPR-nummer.

Det burde ellers være en demokratisk begivenhed af dimensioner.

For samtidig med at regeringen taler højtideligt om “samfundssind” og “fælles ansvar”, udstyres forsvarsministeren med beføjelser så vide, at Putin nærmest bare skal nyse aggressivt i retning af Kaliningrad, før ministeren i praksis kan erklære situationen alvorlig nok til at sende værnepligtige i krig.

Der er noget næsten rørende over tilliden til, at fremtidige regeringer selvfølgelig altid vil udvise tilbageholdenhed, proportionalitet og perfekt dømmekraft i internationale konflikter. Historien (læs: det sidste halve år) har jo som bekendt aldrig vist det modsatte.

Men problemet er ikke kun krig. Problemet er også institutionen selv.

Forsvaret præget af skandaler

Forsvaret har i årevis været præget af skandaler om sexisme, overgreb, ydmygelser og en kultur, som selv tidligere ansatte, og især værnepligtige, beskriver som gennemsyret af sexisme, homofobi, racisme og manglende ansvarlighed.

Kvinder udsættes markant oftere for krænkelser end mænd, men den mest oplagte konklusion burde egentlig være langt bredere: Ingen bør tvinges ind i et system, der dokumenterbart har så svært ved at beskytte sine egne, og som i særdeleshed har fuldstændigt fejlet i forhold til at beskytte den mest udsatte gruppe nederst i fødekæden: de værnepligtige.

Særligt ikke når der er tale om tvungne værnepligtige, altså mennesker, som ikke engang selv har valgt at være der, og som ikke har nogen mulighed for at takke nej, eller forkorte de 11 måneder.

Normalt ville man forvente, at et minimumskrav for tvang var, at staten kunne garantere sikkerhed, ordentlige forhold og reel ansvarlighed. I stedet virker argumentet nærmere til at være, at hvis bare alle udsættes for noget potentielt nedbrydende, så er det ligestilling.

Det er en bemærkelsesværdig politisk ambition.

Samtidig foregår hele diskussionen i en tid, hvor landets ledere virker så forhippede på at skrue op for krigsretorikken, at de efterhånden fører hybridkrig med sig selv. Alt beskrives som historisk. Alt er akut. Alt kræver oprustning, mobilisering og undtagelsestænkning.

I det klima vælger man så at introducere muligheden for tvungen udsendelse af en hel generation.

Det virker, mildest talt, uansvarligt. Man kunne have håbet på bare en kort pause til refleksion og en bredere offentlig debat.

I stedet virker det, som om hele diskussionen drukner i symbolpolitik om køn. Som om det centrale spørgsmål er, hvorvidt kvinder nu også er “lige nok” til at blive tvunget i uniform.

Det er en forargelig forsimpling af en yderst kompleks og principiel diskussion.

Tvungen udsendelse

Det centrale spørgsmål burde være, hvorfor vi overhovedet accepterer idéen om tvungen udsendelse i et moderne demokrati. Hvorfor staten skal have ret til at disponere over unge menneskers liv og lemmer på baggrund af en politisk vurdering, der i praksis kan ændre sig fra uge til uge, afhængigt af den sikkerhedspolitiske stemning, og af hvad der måske – måske ikke – er spottet i luftrummet over en given lufthavn.

Et samfund viser ikke sin styrke ved, hvor hurtigt det kan mobilisere sine unge. Det viser sin styrke ved, hvor meget det værner om dem, når frygten stiger

Der findes mange argumenter for et stærkt forsvar. Der findes også gode argumenter for beredskab, civil modstandskraft og kollektiv sikkerhed.

Men der findes ikke noget moderne eller progressivt i at normalisere tvang uden ansvar som svar på politisk panik.

Et samfund viser ikke sin styrke ved, hvor hurtigt det kan mobilisere sine unge. Det viser sin styrke ved, hvor godt det værner om dem, når frygten stiger.

Derfor er det bemærkelsesværdigt, hvor få organisationer der indtil videre har hævet stemmen. Hvor er ungdomsorganisationerne? Hvor er menneskerettighedsorganisationerne? Hvor er alle dem, der normalt taler højlydt om trivsel, frihedsrettigheder og menneskelig værdighed, når staten pludselig ønsker retten til at sende unge mennesker i krig mod deres vilje?

For hvis ikke grænsen går dér, hvor staten kræver retten til at tvinge en generation i uniform og potentielt i krig, hvor går den så?

Det her handler ikke kun om forsvarspolitik. Det handler om menneskesyn. Om hvorvidt unge borgere først og fremmest betragtes som mennesker med rettigheder eller som en strategisk ressource, der kan aktiveres, når de voksne bliver grebet af geopolitisk alarmhysteri.

Vil vi have et forsvar, der er berygtet for krænkelser, tvang og uheldige ynglinge? Eller vil vi have et forsvar, der er berømmet for mangfoldighed, professionalisme og attraktive muligheder?

Lad os tage debatten om, hvorfor helt unge mennesker nu skal straffes for, at forsvaret i årevis ikke har taget ansvar for kulturen. Det er det mindste, vi kan gøre, inden vi ofrer en generation med et pennestrøg.

Debat er demokratiets brændstof. Klik for at møde bredden af stemmer og emner i POV.
Du kan også selv komme til orde ved at sende et debatindlæg til redaktionen@pov.international