HISTORIE – For 1000 år siden hed Nordens største by og absolutte magtcentrum Hedeby. Så forsvandt den sporløst. Takket være en stædig direktør på Nationalmuseet blev byen genfundet i 1897. Journalisten Sara Schlüter har igennem interviews og kildelæsning klippet historien om den gamle metropol sammen i anledning af, at Hedeby i sommers blev optaget på UNESCO’s liste over verdensarv.
I 1897 er Direktøren for Nationalmuseet, Sophus Müller, på arkæologens udgave af en skattejagt. Han søger det nærmeste, Danmark kommer på Atlantis. Byen, som den andalusiske købmand og diplomaten Ibrahim ibn Yacub – også kendt som al-Tartuschi – havde kaldt ”en meget stor by ved Verdenshavets yderste ende”. Hedeby. Hvordan kunne sådan en by bare forsvinde uden spor? Müller har en teori, men få tror på ham.
965
Der er langt fra Tortosa på østkysten af den iberiske halvø til Hedeby i danernes rige mod nord. Alt er forskelligt fra købmanden Ibrahim ibn Yacubs hjem, hvor muslimer har hersket i mere end 250 år og romerne før dem. Her i Hedeby hersker danernes kong Harald, der er døbt og dermed har kristnet sit folk. Købmanden har rejst omfattende i de europæiske lande, og byen, han kommer til, imponerer ham med sin størrelse. Selvom den ser fattig ud sammenlignet med hjemme, er det den største by, han har set her mod nord. Da han kommer sejlende, kan han se hundredevis af træhuse omkranset af en mange meter høj vold, der i en halvmåne går hele vejen udenom byen og omkranser den. Efter synet af byen rammer lugten ham hurtigt. Byens affald bliver smidt i havnen.
Hedeby er helt unik, fordi den blev forladt. Derfor kan vi undersøge historien på en helt anden måde end f.eks. i en by som Ribe, hvor byen har udviklet sig og i dag hviler oven på alle de arkæologiske levn – Ute Drews
Han kender ikke de lokales sprog, men han kan skelne en række forskellige blandt de mange mennesker, der suser ind og ud mellem hinanden. Han er ankommet lige op til en religiøs fest og stemningen er god blandt de lokale. Flere synger. Det vækker dog ikke glæde hos købmanden, som noterer i sin bog:
”Aldrig hørte jeg en hæsligere sang end slesvigernes (indbyggerne i Hedeby, red.), det er som en brummen, der kommer fra deres struber, ligesom hundenes gøen, kun endnu mere dyrisk end denne.”
2018
At fortælle historien om Hedeby er som at samle et puslespil, hvor næsten alle brikkerne mangler. Eller som historiker Anders Lundt Hansen beskriver det i indledningen til bogen ’Sølv, Blod og Kongemagt’: ”At fortælle om ældre epoker er som at se ud over et bjerglandskab svøbt i tåget morgendis: De begivenheder, vi har kilder til, rager op over tågen og giver os viden om enkelte højdepunkter. Nogle er uklare og svøbt i skygger, andre står skarpt i den skrå morgensol, så vi kan beskrive detaljerne ret præcist (…) Men tågen dækker stadig det meste af fortiden.”
Ud over runesten findes der kun en enkelt skriftlig overlevering fra en person – al-Tartuschi – der rent faktisk besøgte Hedeby. Resten er andenhåndsviden ofte nedskrevet hundreder af år efter Hedebys undergang eller det bygger på de omfattende arkæologiske undersøgelser, der har været – og stadig er – af byen. For lige på det område er Hedeby ret enestående.
Ute Drews er direktør for Hedeby-museet. Eller rettere sagt Wikinger Museum Haithabu. Denne artikel handler nemlig ikke om et sted, der ligger i Danmark. Men det gjorde det engang.
Tilbage til Ute Drews:
”Dette sted er første gang, man ser en reel storbydannelse så nordligt i Europa. Man kan sige, at Hedeby er kilden til udviklingen af byer i vores lande. Eller sagt på en anden måde: Fundamentet for al rigdom, der følger i vores lande, er lige her,” siger hun og peger over mod de 24 hektar jord, som er omkranset af en 1300 meter lang vold nogle hundrede meter fra selve museet.
I dag er størstedelen af området fyldt med eng. I midten af halvmånen, nede mod vandet, har museet bygget en lille by af huse, som de har set ud i perioden 800 til 1100, da Hedeby var metropol. Dengang var næsten hele området inden for voldene bebygget. Inde i selve museet kan man se en rekonstruktion af, hvordan det dengang har set ud. Små og store huse tæt op mod hinanden. Mellem dem har indbyggere og husdyr bevæget sig på kryds og tværs. Høj som lav. Træl og stormand.
808
Den danske kong Godfred sejler med en hær mod havne- og handelsbyen Reric, der ligger just uden for den sydlige del af hans rige på det europæiske fastland. Den frankiske kejser Karl den Store bruger byen til at handle uden om Godfreds ruter, så han går glip af vigtige toldindtægter. Det skal Reric nu bøde for.
Efter Godfreds besøg er der intet tilbage af byen. Købmændene og deres familier tager kongen med sig. Når deres by nu ligger i aske og ruiner, kan de lige så godt rejse med og tjene hans sag længere nordpå, hvor et lille fiskerleje ligger strategisk vigtigt ved flere vigtige handelsruter.
Beskyttet i nærheden af det store forsvarsværk Dannevirke i en fjord i bunden af floden Slien med adgang til handlen i Østersøen, kun kort vej over landjorden til floderne Trenen og Ejderen med adgang til handlen i Nordsøen. Ved Hærvejen med adgang til handlen mod både nord og syd. Her skal Godfreds handelsby ligge og skabe det økonomiske grundlag for hans kongeriges storhed.
2018
Den centrale placering gav Hedeby en fordel frem for alle de andre byer på denne tid.
”Den periode, vi kalder ’vikingetiden’, falder fuldstændig sammen med Hedebys storhedstid. Det siger noget om, hvilken rolle handel spillede i den skandinaviske ekspansion. Nu kalder jeg det jo ikke vikingetiden, men den skandinaviske ekspansionsperiode,” fortæller historiker Anders Lundt Hansen.
Han bruger de 294 sider i sin nye bog på at underbygge hvorfor, vi bør stoppe med at kalde perioden fra 800 til 1100 for ’vikingetiden’. Kort opsummeret handler det om, at begrebet viking egentlig blot er datidens ord for pirat. Og handel fyldte mindst lige så meget som de berømte vikingetogter på rov til fjerne egne.
”Du må endelig ikke kalde artiklen for ’Vikingernes hovedstad’,” siger Anders Lundt Hansen og griner – lidt opgivende.
”Hedeby forsøgte i høj grad at holde vikinger (altså pirater, red.) ude. Det var derfor, de havde volde, befæstede bådebroer og palisader. For netop ikke at blive plyndret af vikinger.”
Der var ellers nok rigdom til at gøre byen tiltrækkende for udefrakommende kræfter:
”Byen var pengemaskinen for hele Sydskandinavien og den sydlige Østersø. Handelsvarer fra øst, nord, syd og vest mødtes der. Den omfattende handel med alt fra luksusvarer som norsk elfenben fra hvalrosser til vin fra Sydeuropa til livsnødvendige mængdevarer som salt, har gjort byen meget varieret. Du ville have kunnet høre et hav af sprog. Ud over danere, vendere og saksere, så har der også været frisere, angelsaksere og baltere, der har boet i byen. Der har også været arabiske, græske, romerske og frankiske rejsende, der er kommet dertil. Så det har været en by enorm stor diversitet,” fortæller Anders Lundt Hansen.
Endelig tror nogen på Sophus Müllers teori. Han har i flere år argumenteret for, at det halvmåneformede voldanlæg uden for Slesvig for enden af Dannevirke-anlægget engang har huset den sagnomspundne Hedeby
Han forklarer, at der kan være flere forklaringer på Hedebys succes, men opsummerer dem med ’beskyttelse, handelsveje der mødes og salt’.
”Byen havde let adgang til friserne, der kunne syde salt på deres lavtliggende kyster ved Vesterhavet. Salt var lidt ligesom mælk i dag. Alle skal have det. Så det supermarkedet, der har billigst mælk, får også resten af handlen. På samme måde i 800-tallet. Hvis Hedeby havde det billigste salt, så fik de også resten af handlen. Den var klart Østersøens største handelsby.”
I dens storhedstid boede der omkring 1500 mennesker inden for Hedebys vold, der var en del af Dannevirke-forsvarsanlægget. En moderne smeltedigel af kulturer og religioner.
848
Det er en stor dag for Ansgar. Benediktinermunken fra Flandern har forsøgt at kristne de skandinaviske folk i årtier og nu får han endelig en kirke i Danmark. På en grøn eng ned mod vandet lidt uden for den store handelsstad står træbygningen til Guds ære. Hans hellige mission om at sprede evangeliet er endelig ved at lykkedes i Norden. Det er godt nok ikke lykkedes ham at få overbevist kong Hårik om at tage imod Kristus frelse, men en fysisk kirke er et solidt skridt på vejen dertil. Nu er det blot et spørgsmål om tid. Enkelte har da også valgt at blive døbt i forbindelse med kirkens komme, men det er ikke mange. Men det skal nok komme. Ansgar er overbevist om sit opdrag fra Gud.
2018
Kejser Karl den Store skrev i anden halvdel af 700-tallet til munken Paulus Diaconus: ”Hvad vil du helst: bære svære lænker, sidde i hårdt fængsel – eller drage til Danmark for at omvende kong Sigfrid?” Det var ikke en populær opgave at kristne det danske folk. Men i 826 fandt kejser Karl endelig en, der var villig til at påtage sig opgaven i den 25-årige munk Ansgar. Han rejser mod nord med den håbelige Harald Klak, der har ladet sig døbe mod at få støtte fra kejseren i sin kamp for den danske trone.
Aldrig hørte jeg en hæsligere sang end slesvigernes, det er som en brummen, der kommer fra deres struber, ligesom hundenes gøen, kun endnu mere dyrisk end denne
Harald fejlede og Ansgar havde heller ikke meget held mig selv og tog videre til Birka i Sverige. Men små tyve år senere er der en åbning. Den danske kong Hårek ønsker en alliance med naboen mod syd og indvilger i at lade Ansgar bygge en kirke i Hedeby. Den første i Danmark. Han blev senere helgenkåret af den katolske kirke, men et synderligt indtryk har han ikke gjort på indbyggerne i Danmark. Som Mads Lidegaard skriver i ’Da danerne blev kristne’:
”Hans kirke belønnede ham med en helgenglorie, men folkehelgen blev han aldrig.”
Danerne hastede sig ikke ind i den ny tro.
965
Det kan godt være, at kong Harald i egne øjne har kristnet sit folk ved at lade sig døbe, men det har på ingen måde fjernet troen på de guder, der allerede eksisterede for indbyggerne i Hedeby. Al-Tartuschi ankommer til byen samtidig med en stor religiøs fejring, og overalt i byen er der fest. Og det er ikke Kristus, de beder til. Købmanden skriver i sin notesbog:
”Dens indbyggere dyrker Sirius, med undtagelse af nogle få, som er kristne, og som har en kirke der. De fejrer en fest, hvor alle kommer sammen for at ære guden og for at spise og drikke. Den, som slagter et offerdyr, rejser pæle ved døren til sin gård og anbringer offerdyret derpå, hvad enten det nu er en okse, en vædder, en ged eller et svin, for at folk kan vide, at han ofrer for at ære sin Gud.”
2018
Overgangen fra de hedenske guder til kristendommen tog århundreder. Fund i Hedeby viser da også, at mange havde en meget pragmatisk tilgang til troen. For at opnå gudernes velsignelse bar indbyggerne små amuletter på sig. Thors hammer var blandt de mest populære. Den folkekære gud var nem at relatere til. Men den ny kristne gud kunne ikke sådan afskrives. I en af udgravningerne har man fundet en lille amulet af Thors hammer i sølv. På den er indgraveret et kors. Helgarderet frelse.
Ca. 938
Runeristeren er ved at være færdig med stenen. Dronning Asfrid inspicerer den. Teksten fylder det meste af det to meter høje værk.
”Asfrid, Odinkars datter, gjorde disse minder efter kong Sigtryg, hendes og Gnupas søn.”
Hendes mand og søn skal ikke blive glemt, selvom deres slægt ikke længere har kongemagten. Hun har bestilt to sten, som skal stå uden for Hedeby, så alle, der ankommer her til verdens navle, ser dem og kommer i hu.
2018
Asfrids søn blev tvunget bort fra magten og muligvis dræbt i det nuværende Holland i et slag i 940. Det er uvist, hvem der overtog magten efter ham, men det er omkring samme tidspunkt, at en særdeles velkendt konge kom til magten: Gorm, senere kendt som ’den Gamle’. Han er i dag kendt af alle danske skolebørn og indleder Kongerækken. Hans hjemby Jelling er blevet Danmarks arnested og hans søn Haralds runesten benævnt som ’Danmarks dåbsattest’. Men det hænger mere sammen med situationen i eftertiden end i 1100-tallet påpeger Anders Lundt Hansen.
”Hedeby-stenene er højst ubekvemme i den senere tids historiefortælling, fordi de beretter historien om en konge og hans dronning og hans arving, som er en generation før Gorm den Gamle. Men eftersom man har ønsket at fremhæve Gorm den Gamles slægt, blandet andet fordi vores nuværende kongefamilie nedstammer fra ham, kom de her runesten på tværs. Det er i virkeligheden nogle runesten, som historikere gerne har villet overse. Gnupa er den første i Norden, som vi kender til, som selv bruger titlen ’konge’. Han er før Gorm. Og man ved ikke, hvordan Gorm kom til magten. Så hvis man ser det på en traditionel måde, hvor man gerne vil føre det hele tilbage til Jelling og Gorm, så er Hedeby-stenene rigtig irriterende. For Hedeby er større end Jelling, og stenene er ældre end dem i Jelling. Så det lader til, at Danmark ikke startede i Jelling. Det betyder ikke, at Danmark startede ved Hedeby, Danmark er et noget mere flydende koncept. Men som magtcenter, var Hedeby både større, tidligere og vigtigere end Jelling.”
Alligevel blev det Jelling, der i dag står lange afsnit om i historieskolebøgerne. Sammen med afsnit om vikingerne. Noget der i høj grad slog igennem i 1800-tallet.
”Kort fortalt savnede den danske nationalfølelse, efter at have fået tæsk 300 år i træk, noget at rejse sig ved igen og det fandt man ved at bladre langt tilbage i historiebøgerne. Man skulle bladre ret langt, men så fandt man den skandinaviske ekspansionstid og opfandt vikingen som etnisk betegnelse for skandinaver – og især danskere. I den forbindelse så man faktisk ikke meget på Hedeby, men i stedet på Dannevirke, som blev symbol på modstand mod alt udefra og et bevis på, at Danmark altid har været én samlet kulturel stamme. Og det var og er selvfølgelig noget vås, men det var noget populært vås. Der blev skrevet teaterstykker, bøger, artikler, sange og alt muligt andet om det.”
Gnupa, Asfrid og Sigtryg passede simpelthen ikke ind i den danske nationalromantik om rigets storslåede og kontinuerlige tusindårige historie.
”Historikere i 1800-tallet har forsøgt at minimere Hedeby-kongernes betydning. Man har lavet historier om, at Gnupa nok bare var en enkelt lille opkomling, der kaldte sig konge, og at han ikke var en rigtig konge som dem oppe i Jelling. Men det er der ikke belæg for at sige i kilderne. Faktisk er kildegrundlaget for Gnupa ikke dårligere end for Gorm. Men han passede ikke ind i den danske fortælling og særligt efter 1864, hvor Hedeby slet ikke lå i Danmark længere, ville det være ekstra pinligt og fuldstændig undergrave den nationale identitet at placere udspringet for vort land udenlands,” siger Anders Lundt Hansen.
I dag står runestenene inde på selve museet, men to kopier er sat på deres oprindelige placering på de gamle veje, der ledte ind til Hedeby og minder alle besøgende i dag om fordums kongeslægt.
1900
Endelig tror nogen på Sophus Müllers teori. Han har i flere år argumenteret for, at det halvmåneformede voldanlæg uden for Slesvig for enden af Dannevirke-anlægget engang har huset den sagnomspundne Hedeby. Den højtansete direktør for Nationalmuseet har overbevist sin kollega, direktøren for Museum vaterländischer Alterthümer i Nordtyskland, Johanna Mestorf, til at lade markerne inden for voldene udgrave. En anerkendt historiker har lige udgivet et større skriv, hvor han anfægter Sophus Müllers tanker. Nu er muligheden der for at vise sin ret.
2018
”Der var virkelig ikke mange, som troede på ham,” fortæller Ute Drews fra Hedeby-museet og uddyber, fordi volden også dengang har været tydelig for alle.
”Man troede dengang, at der havde ligget en militærbase, hvor soldater kunne blive skibe ud fra. Men Sophus Müller holdt stædigt fat i sine tanker og fik jo så også lov til at udgrave på stedet.”
I 1901 blev den første skovl sat i jorden og i 1903 udkom resultatet, som vakte stor opsigt. Siden er der fulgt utallige udgravninger og arkæologerne er slet ikke færdige med at udforske området.
”Hedeby er helt unik, fordi den blev forladt. Derfor kan vi undersøge historien på en helt anden måde end f.eks. i en by som Ribe, hvor byen har udviklet sig og i dag hviler oven på alle de arkæologiske levn.”
Ca. 1050
Byen er blevet mindre de seneste år. Flere og flere er flyttet over på den anden side af fjorden, hvor vandstanden er dybere, og skibene bedre kan anløbe havnen. Der er ikke længere nok vand i Hedeby. Men byen består. Handelen fortsætter. Indtil en dag, da endnu hær kommer. Det er ikke første gang, byen er blevet angrebet, det er sket igen og igen de seneste 50 år, men denne gang står norske kong Harald Hårderåde i spidsen for tropperne.
Han har de seneste to år kæmpet om det danske herredømme med kong Sven Estridsen i en krig på den jyske halvø. Nu er han nået helt her sydpå. Da slaget er ovre, er der ikke andet end ruiner tilbage. Alt er brændt ned til grunden. Dem, der stadig er i live, pakker resterne af deres liv sammen og bevæger sig over på den anden side af fjorden og starter forfra. Ruinerne får lov at ligge hen.
2018
Indbyggerne vendte aldrig tilbage til Hedeby, men slog sig ned i Slesvig på den anden side af fjorden, hvor århundreders affald ikke havde fået vandstanden til at stige og gjort havnen svær at lægge til. Men storhedstiden var ved at være forbi. Af nogenlunde de samme årsager, som den var begyndt.
”Den skandinaviske ekspansion var i høj grad båret af fordelen ved de nye skibstyper, man begyndte at bygge omkring år 800. Men efter år 1100 begynder man at bygge kogger, der er bredere skibe, som kan rumme meget mere. De var for store til at komme ind i havnen også på den nordlige side af fjorden. Samtidig opdagede man store saltminer syd for Lübeck, hvor de kunne lave bedre og billigere salt end hos friserne. Derfor begyndte alle at sejle dertil efter salt og Slesvig blev udkonkurreret,” forklarer Anders Lundt Hansen.
Harald Hårderåd udslettede godt nok selv Hedeby, men vandt ikke i sidste ende. I 1064 måtte han erkende sit nederlag og anerkende Sven Estridsen som dansk konge. Herefter vendte han erobringsblikket mod England. Det blev hans endeligt, og ifølge Saxo, som gav ham tilnavnet ’den onde’, blev han ”uden besvær” hugget ned af sin engelske navnebror, kong Haralds mænd.
Ca. 1600
En kunstner kommer rejsende til Slesvig. Han er hyret til at gengive byen og dens omgivelser til Georg Brauns opslagsværk med raderinger af byer fra hele den kendte verden. Kunstneren tager et stykke uden for byen for at få den bedste udsigt og få det hele med. Han tager derfor over på den anden side af fjorden. Her kan han både se Slesvig by med dens flere kirketårne og det store Gottorp slot til venstre for den. Herovre ligger der næsten kun marker. Han får han øje på en vold og lidt spredte ruiner midt i det grønne. Hvad mon der har ligget her? Han tegner videre.
1903
En afhandling baseret på Sophus Müller og to kollegers undersøgelser af Hedeby og Dannevirke udkommer. En artikel i Berlingske Tidende slutter med disse ord om, at forskernes arbejde har:
”kastet et helt nyt Lys over Danmarks Oldhistorie, og selv om man nu maa forkaste Meget af det, som tidligere har været anseet for god Historie, kan man dog kun glæde sig over atter at være kommen nærmere til Sandheden og den historiske Virkelighed.”
1985
Vikingemuseum Hedeby åbner et par hundrede meter fra den oprindelige by.
2018
”Jeg kan meget tydeligt huske, første gang jeg kom her som barn,” fortæller museumsdirektør Ute Drews.
”Jeg var simpelthen så fascineret af billederne af de gamle vikinger.
Da jeg gratulerer Ute Drews og Hedeby med udnævnelsen som UNESCO-verdensarv, afbryder hun mig.
”Jamen i lige måde da. Dette sted tilhører både Tyskland og Danmark. Det er vores alles fælles historie, der stammer herfra.”
Det praktiske
Vikingemuseet Hedeby ligger seks kilometer udenfor Slesvig by, tre kilometer fra stationen. Hvis man samtidig ønsker at besøge Dannevirke-museet syv kilometer derfra, anbefales det at være i bil eller i forholdsvis god form.
Museet har åbent dagligt mellem 9 og 17 og koster syv euro i entré. Den tæller både adgang til selve museet med runesten, rekonstruktion af Hedeby og et større udvalg af de mange arkæologiske fund og derudover genopbygningen af huse fra 900-tallet på selve grunden, hvor Hedeby lå. Museet har netop gennemgået en større gennembygning og opdatering.
Læs mere her: http://www.schloss-gottorf.de/haithabu
Artiklen bygger på interviews med Ute Drews og Anders Lundt Hansen og dertil en lang række historiske kilder og værker. Hedeby var byens danske navn, mens byen blev kaldt Slesvig på tysk. I artiklen er den oprindelige Hedeby således betegnet og den ny kaldt Slesvig for ikke at forvirre.
Topbillede: Vikingemuseet Hedeby, Wikimedia Commons
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
