FILM // KINA – One Child Nation, der var en del af CPH:DOX, giver et rystende og uhyggeligt indblik i konsekvenserne af Kinas etbarnspolitik, skriver Karen Hammer. Filmen afslører et korrupt samfund, hvor mange har kunnet udnytte en lov til egen økonomisk fordel. Hammer rejste selv i landet i årene op til etbarnspolitikken indførelse i 1982.
I året 1978 rejste jeg med en delegation af lærere til Kina. Vi var en blandet flok – 24 i alt – fra folkeskolelærere til universitetslektorer. Alle var vi medlemmer af Danmark-Kinas venskabsforening. Kina havde først året før forsigtigt åbnet landet for turismen, så vi havde ikke så meget at skulle have sagt med hensyn til rejseplanen. Der var stadigvæk så meget i Kina som var skjult og helst skulle blive ved med at være det.
Vi kom på tre uger godt rundt i landet, og blev præsenteret for både historisk interessante templer, dragemure og gamle bydele, lokomotivfabrikker, hospitaler, kulminer og børnehaver. Det var en meget vellykket rejse — et møde med smilende og nysgerrige mennesker og aldelses vidunderlig mad. Ingen fra gruppen fik mistanke om, at vi blev manipuleret til at elske landet, for vi ankom midt i opgøret med ”Fire-banden” og så kæmpemæssige vægplakater mod Maos kone og kumpaner overalt. Problemerne lå øjensynligt åbent fremme.
Alle så ud til at være ens og kun at tænke på at arbejde for landets bedste. De virkede som en hær af myrer
Først flere år senere kom det frem, at op imod 35 millioner mennesker var døde enten på grund af forfølgelse eller af sult under ”Det store spring fremad” – kun ganske få år tidligere. Mao var død i 1976. Befolkningen var klædt i blåsorte eller grønne uniformer. Gifte kvinder havde kortklippet hår — ugifte bar lange fletninger. Det var orden i sagerne. Alle så ud til at være ens og kun at tænke på at arbejde for landets bedste. De virkede som en hær af myrer.
One Child Nation
Filminstruktøren Nanfu Wang blev født i 1985 i provinsbyen Jianoxi. Da hun var i 20’erne, immigrerede hun til USA. Hun mindes nu mange år senere det Kina, der dengang lige var begyndt på at forbyde folk at få mere end ét barn. Jeg husker fra 1978, at vi på et hospital blev informeret om, at man agtede at starte et landsdækkende eksperiment – en etbarnspolitik, for at kunne sikre mad og undervisning til alle i den hurtigt voksende befolkning. Dette omsiggribende eksperiment startede så småt i 1979 — blev udnævnt til lov i 1982, og etbarnspolitikken blev først ophævet i 2015.
Nanfu Wang husker den veltilrettelagte propaganda, der blev spredt via spillekort, tændstikæsker, plakater, madkasser, radio, TV og sågar operaforestillinger. Alle børn sang om deres lykkelige liv og glæden ved at være enebørn. På alle byens huse var der anbragt store kort med stjerner, og Nanfu husker, at hun skammede sig over, at hendes familie manglede den vigtige stjerne, der fortalte at familien levede ifølge etbarnspolitikkens love. I årevis skammede hun sig over at have en fem år yngre lillebror.
Hendes mor fortæller, at der under fødslen af hendes andet barn stod en kurv nær sengen, så man hurtigt – hvis det var en pige – kunne lægge barnet væk og kassere det
Da hun i 2017 fødte sin søn, fik hun øjnene op for hvilke fortvivlende forhold Kinas kvinder havde måttet leve med i de 35 år med etbarnspolitikken, og hun rejste tilbage til familien for at høre nærmere. Hun træffer mange forskellige mennesker på sin rejse og medbringer sin lille søn, som alle flokkes om at nusse med. Bedstefar på 83 år fortæller, at han personligt satte sig imod, at hans datter blev steriliseret efter Nanfus fødsel.
De boede jo i et landdistrikt, hvor det var tilladt at få to børn, hvis der var fem år imellem dem. Hendes mor fortæller, at der under fødslen af hendes andet barn stod en kurv nær sengen, så man hurtigt – hvis det var en pige – kunne lægge barnet væk og kassere det for senere at bære det ned til markedet og sætte det der i håb om, at nogen ville tage det.
Her stod de små så i et par dage og blev godt bidt af myggestik, inden de døde og stank så voldsomt, at familien listede sig frem om natten og begravede dem. Hendes broder fortæller, at han godt vidste, at han havde været heldig at overleve, og om hvorledes det ganske tidligt blev klart for ham, at han var bedre end Nanfu, for bedstemor gemte slik til ham, bedstefar lod sig fotografere med ham, og han fik lov til at fortsætte sin uddannelse, mens Nanfu blev taget ud af skolen for at arbejde.
“Alle vil jo have en søn”
Vi ser Nanfu opsøge den landsbychef, som dengang i 198o’erne sørgede for, at ingen kvinder fik mere end et barn. Han er ikke så meget for at fortælle om, hvordan man truede kvinderne til at lystre ved at rive tagene af deres huse og stjæle deres indbo. Han fulgte regeringens krav, som han fandt helt nødvendige.
”Alle vil jo have en søn, – folk tænker ikke politisk. De vil sikre at familienavnet ikke dør ud”.
Da hans familie ikke vil tillade hende at udspørge ham nærmere, må hun nøjes med at udspørge sine slægtninge. Hendes tante fortæller, hvordan hun blev nødt til at sætte sin datter ud:
”Hun ville ha været 27-28 år i dag. Vi var nødt til at adlyde. Ulydighed accepteredes ikke”.
Og en svoger fortæller om, hvorledes han solgte sin 20 dage gamle baby for 20 dollar. Nanfu opdager herved, at hun har en kusine et eller andet sted i verden og får senere lyst til at opspore hende. Mest rystende er nok interviewet med den landspriste jordmoder Huara Yuam, der fortæller, at hun har steriliseret og lavet abort på 50-60.000 kvinder.
Hun har været med til at sterilisere kidnappede kvinder og kunne klare 20 kvinder om dagen. Hun har høj prestige og vises hvert år ved store højtideligheder frem som et godt eksempel på en kvinde, der har arbejdet hårdt for familiernes ”lykke”. Hun mener, at etbarnspolitikken har sparet Kina for 338 millioner børn. Hun er i dag ikke helt stolt af sin indsats:
”Mange blev aborteret i 8-9 måned og levede stadigvæk bagefter. Regeringen beordrede det, og jeg udførte mordene. Det var nødvendigt, jeg ville gøre det samme i dag. Vi førte en populationskrig. Nu hjælper jeg mange kvinder med at få børn for at bøde for mine synder”.
Nanfus mor beder hende være lidt mindre kritisk.
”Den lov var nødvendig. Før døde folk af sult”.
Bedstefar beretter om, hvorledes flere af hans seks børn døde af meningitis og kopper og forklarer, hvorfor hendes lille søn ikke har nær så megen betydning i familien som hendes brors søn.
”Du giftede dig jo ind i en anden familie. Du hører ikke længere til i vores”.
Kidnapning blev en god forretning
Jeg har i mange år selv lidt under denne forskelsbehandling og føler med de kinesiske piger. Sønner er næsten overalt i verden de vigtigste, selv i vores civiliserede land Danmark. Da min forældre efter tre piger endelig fik en søn, arvede han som nyfødt adskillige af familiens møbler. Da jeg 8 år gammel spurgte min far, hvorfor det lille skravl var noget særligt, kom svaret: ”I er bare piger, men Peder er en arving!”
Nanfu opdager, at mange tusinder af nyfødte piger blev reddet til en bedre tilværelse via ”match makers” dvs. mennesker, der samlede udsatte babyer op og solgte dem til børnehjem for småbeløb. Teenageren Duan begyndte først af medlidenhed – senere af økonomiske grunde – at tage ud hver nat og samle babyer.
”Jeg tror, vi reddede livet for 10.000 babypiger og solgte dem til børnehjem. Vi fik 200 dollars for hver”.
Regeringen var imod det og satte hele hans familie i fængsel. Nanfu taler med Duan kort efter, at han er kommet ud efter en dom på 10 år. Han mener, at regeringen var bange for, at disse ikke-døde småpiger skulle blive i Kina og ødelægge statistikken.
One Child Nation er rystende og døduhyggelig. Den afslører et gennemkorrupt samfund, hvor mange har kunnet udnytte en lov til egen økonomisk fordel
I 1992-93 kom en ny lov, der tillod bortadoption, og millioner af de uønskede småpiger blev solgt for 10- 20.000 dollars eller mere til rige familier i Vesten. Det blev nu en god forretning at kidnappe de uregistrerede børn – ofte også tvillinger, der teoretisk set var lovlige og sælge dem til adoption.
En kinesisk journalist, Jiaong Pang, rejste rundt i landdistrikterne og interviewede de mange forældre, der har fået stjålet deres ”gemte” børn. Han skrev en bog om ulovlighederne med fotoet af en syvårig tvillingepige, Zeng, på forsiden. Hendes tvillingesøster blev stjålet for 10 år siden. Regeringsofficererne tilbød at returnere hende mod en bøde på 500 – senere 1500 dollars. Pang fotograferede Zeng i 2011 i landsbyen Shacyang i Hunan-provinsen året efter, familien havde mistet deres datter, der var bortadopteret til USA. Regeringen lagde låg på sagen og udviste ham.
Nanfu rejser til Hongkong og interviewer ham i al hemmelighed. Bagefter opsøger hun Zengs familie, der viser hende, hvor man oprindelig havde gemt tvillingerne – i svinestien. Og hun lytter til Zengs drømme om en dag at kunne møde sin søster og ”lave ting sammen”.
En meget vigtig film
One Child Nation er rystende og døduhyggelig. Den afslører et gennemkorupt samfund, hvor mange har kunnet udnytte en lov til egen økonomisk fordel. Den viser en hensynsløs regerings manipulation med befolkningen, der ikke har en jordisk chance for at nægte at lystre. Ingen af datidens kvinder lod sig frivilligt sterilisere. De siger alle ”we had no choice!” og tænker stadigvæk på de små børn, der ikke fik en chance for at opleve deres forældre.
Nu er der imidlertid nye tider og nye muligheder: I Utah i USA opsøger Nanfu en forsker Brian og hans kinesiske kone, der via et computerprogram med DNA-mønstre for samtlige småpiger, der er blevet bortadopteret fra Kina, er i stand til at genfinde mange af de forsvundne børn fra årene 1988 og fremover.
Det blev nu en god forretning at kidnappe de uregistrerede børn og sælge dem til adoption
Nanfu rejser tilbage til Kina og samler spytprøver fra de kvinder, der har mistet deres børn. Hendes tante spytter i prøverøret og siger opmuntret: ”I would be grateful if you could find her.” Da Brian finder hendes match i registeret og sender en mail til USA, får han et deprimerende svar fra adoptivforældrene: “ Vi ønsker ikke at kende noget til vores datters kinesiske baggrund.”
Det samme sker i mange andre sager — også for Zengs søster. Adoptivforældrene er sandsynligvis bange for at miste deres døtre, bange for at nogen vil tvinge dem tilbage til Kina. I mellemtiden er det lykkedes for Zeng via de sociale medier at finde sin tvillingesøster. De kommunikerer nu dagligt sammen, og Zeng viser os glædesstrålende et foto af en smuk amerikansk teenagepige.
Hun håber på en dag at kunne træffe hende, men passer på med ikke at presse hende med spørgsmål og ønsker. Nanfu er ked af ikke at kunne møde sin kusine, men satser på, at situationen nok om 20 år vil være en anden. I mellemtiden er det gået op for Kinas regering, at der er alt for få unge i landet til at hjælpe med de mange gamle i samfundet.
Der var unge kvinder, der allerede en halv time inde i filmen forlod biografen. Den er ikke for sarte sjæle
Etbarnspolitikken var nyttig: Landets økonomi boomer og der er bedre sundheds- og undervisningsforhold end nogensinde før. Nu gælder det fremtiden. En ny familielov er gennemført: Tobarnspolitikken! Propagandaen kører atter for fuld skrue. Dansende kvinder synger på TV om lykken ved to børn. Kinas evne til at manipulere befolkningen er imponerende om end også lidt grinagtig.
One Child Nation er en meget vigtig film, som jeg så to gange for at få det hele med. Da jeg i sin tid underviste i geografi, gjorde jeg meget ud af netop denne forfærdelige tid i Kinas historie. Mine elever blev udsat for skrækkelige historier og film, hvor entuasiastiske regeringsofficerer grinende berettede om deres kamp med uvillige kvinder og om, hvor vigtigt det var at babierne var døde, inden de kom ud af maven. Det var stærke sager, men denne film er værre, og der var unge kvinder, der allerede en halv time inde i filmen forlod biografen. Den er ikke for sarte sjæle.
Topfoto: CPH:DOX.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
