BØGER // ANMELDELSE – Morten Things nye bog om antisemitisme er en glimrende historisk gennemgang – indtil den ændrer kurs og bliver et politiseret partsindlæg, skriver Hans Henrik Fafner.
I forbindelse med Gazakrigen har ordet antisemitisme været i heftig brug i mange forskellige sammenhænge. Den israelske premierminister, Benyamin Netanyahu, har således ikke holdt sig tilbage fra at beskrive kritik og angreb som udtryk for antisemitisme, hvor meget af det nok snarere skal betegnes som antizionisme. Eller anti-israelisme.
Spørgsmålet har også været oppe at vende i forbindelse med de til tider meget dramatiske protester på amerikanske universiteter, hvor aktivisterne i flere tilfælde er gået langt over stregen for, hvad man kunne beskrive som oplæg til meningsfuld dialog. At det har ført til en stemning, hvor jødiske studerende føler sig utrygge, og hvor flere er blevet fysisk forulempet alene som følge af deres jødiske baggrund, kan nok betragtes som udtryk for antisemitisme, da de ikke kan stilles til regnskab for den israelske regerings handlinger. Det samme er tilfældet, når nogen maler hagekors på døren til en dansk-jødisk families bolig.
Things bog om antisemitisme er en bog til tiden, men …
Siden Hamas’ terrorangreb på en række israelske samfund den 7. oktober sidste år og under den efterfølgende Gazakrig, har der været en markant stigning i antallet af antisemitiske hændelser, og det gælder også Danmark. Man har i øvrigt også set en tiltagende islamofobi. Det er en dybt bekymrende udvikling, og det er en vanskelig sag, for debatten løber hurtigt ind i en masse begrebsforvirring, som kun gør problemet vanskeligere at løse.
Derfor falder historikeren Morten Things seneste bog tilsyneladende på et tørt sted. Det er velgørende at få sat begrebet på plads og ind i den historiske kontekst, som er vigtig for at forstå det til bunds. Forfatteren henviser indledningsvis til den canadiske middelalderhistoriker Gavin I. Langmuir, der skelner mellem tre niveauer i fjendtlighed mellem to grupper: Realistisk grundet fjendtlighed, xenofobisk grundet fjendtlighed og kimærisk grundet fjendtlighed.
Selv definerer Morten Thing antisemitisme som det jødehad, der bygger på racisme og racelære
Det første niveau handler om fjendtlighed, som bygger på den information, som faktisk er til rådighed om en anden gruppe. Det andet niveau handler om fjendtlighed, som sprogligt tildeler alle i en gruppe egenskaber, som historisk er iagttaget hos et mindretal af gruppen, og det tredje niveau handler om fjendtlighed, som bygger på rene fantasier.
Selv definerer Morten Thing antisemitisme som det jødehad, der bygger på racisme og racelære. Det gør han, fordi udtrykket netop er en relativt moderne konstruktion. Ofte tilskrives begrebet antisemitisme den prøjsiske journalist Wilhelm Marr, der i 1879 talte for at få jøderne ud af Tyskland. Han ønskede at give sine argumenter en pænere indpakning, eller i hvert fald at give et indtryk af rationel tænkning, så han tog afstand fra det klassiske jødehad og dets religiøse konnotationer og lancerede i stedet ordet antisemitisme, som skulle have en moderne og sekulær klang. Racistisk forblev det ikke desto mindre, og Marr kom således også til at danne en del af grundlaget for nazismens perverterede raceteori.
Den blodige middelalder
Med stor kyndighed fører Morten Thing læseren gennem antisemitismens, eller rettere jødehadets historie. Mange andre folk eller grupper har været udsat for diskrimination og blodigt had gennem tiderne, men få eller ingen i så vedholdende og dramatisk omfang som jøderne.
Det virker ikke helt tilfældigt, at han refererer til middelalderhistorikeren Langmuir, for det var netop ved årtusindskiftet omkring år 1000, at antijudaismen tog en ny dramatisk drejning. Middelalderens europæere anvendte en folkelig forestillingsverden med historier om jøder, som ved påsketid dræbte kristne drenge for at bruge deres blod til at bage usyret brød. Jøderne blev nu forbundet med onde og dæmoniske kræfter, og det fik fatale følger. Tænk bare på det første korstog, som drog afsted i år 1096. Formålet var at befri Jerusalem og Jesu grav i den hellige by for det muslimske herredømme, men undervejs slagtede de ædle riddere og deres horder i tusindvis af jøder, fordi jøderne jo bar en kollektiv skyld for drabet på Jesus. Omkring 10.000 jøder blev dræbt i de første seks måneder af 1096.
At helliggøre Holocaust
Vi gyser ved tanken om disse grusomheder, men emancipation og moderne oplysning førte ikke til noget endegyldigt stop for jødehadet. Det fortsatte i forskellige variationer, og Danmark kunne heller ikke undslå sig. Litteraten Georg Brandes måtte høre for sin jødiske baggrund, og i mellemkrigstiden trykte Jyllands-Posten hele 114 klart antisemitiske artikler. Ikke mindst brugte avisen Landmandsbankens krak til at hægte jødisk kapital på retorikken som følge af, at bankdirektør Emil Glückstadt var jødisk. I samme skuffe udmærkede avisen sig i øvrigt også ved at betegne sangeren Josephine Baker som ”niggertøsen”.
I midten af det 20. århundrede nåede denne udvikling et afskyeligt lavpunkt for menneskelig anstændighed, da nazisterne udslettede seks millioner jøder. Dødslejrenes gru står som en skamstøtte, og det har fået masser af mennesker til at tro, at netop Holocaust har vaccineret menneskeheden mod lignende grusomheder. Her tager Morten Things fortælling dog en ny retning. Han mener, at Holocaust efterfølgende er blevet udnyttet, og at der på den måde er opstået en ny antisemitisme.
I hans argumentation indgår det eksempelvis, at Israel bevidst brugte sagen mod den nazistiske krigsforbryder Adolf Eichmann i 1961 til at få de unge israelere til at forstå forældregenerationens forudsætninger. Også uden for Israel så man på det tidspunkt et skift, hvor dyrkelsen af Holocaust efter hans opfattelse blev til et middel til at styrke den etniske sammenhængskraft i den jødiske befolkning. Han beskriver det som et forsøg på at helliggøre Holocaust, som tydeliggøres ved, at man i mange sammenhænge ser ordet skrevet med stort begyndelsesbogstav. Selv vælger han dog samme sproglige praksis, når han skriver Den kolde Krig og Seksdageskrigen med stort, så dette argument virker en smule tyndt.
det er iøjnefaldende, at Thing eksempelvis ikke nævner Hannah Arendt, som er blandt det 20. århundredes største tænkere og skrev meget om både antisemitisme
I sig selv kunne det være en interessant og også relevant debat, når man taler om antisemitisme. Men det er iøjnefaldende, at Thing eksempelvis ikke nævner Hannah Arendt, som er blandt det 20. århundredes største tænkere og skrev meget om både antisemitisme og Eichmann-sagen. I stedet støtter han sig til Norman G. Finkelstein, der nærmest har gjort det til en livsopgave at argumentere for, hvordan antisemitismen bliver misbrugt, og hvordan Holocaust er blevet en pengemaskine. En del af forklaringen skulle ligge i, at jødernes succeshistorie i USA lidt efter lidt har ført til en bevægelse mod den politiske højrefløj. Thing nævner, at jøderne i 60’erne holdt op med et støtte borgerrettighedsbevægelsen. Sidstnævnte kræver dog nok en noget mere nuanceret forklaring. Der var faktisk et tæt samarbejde mellem en række prominente jødiske intellektuelle og Martin Luther King, men efter attentatdrabet på denne i 1968 blev bevægelsen radikaliseret, og mange betragtede nu jøder som ”hvide”.
Her er vi så fremme ved den sammenkædning af antisemitisme og antizionisme, som visse grupperinger på den israelske højrefløj benytter sig flittigt af, og som også er blevet en del af den aktuelle debat i forbindelse med Gazakrigen. Vi husker godt Menachem Begin, der betegnede PLO som en ”neo-nazi-organisation”, men dette kategoriseres vel nærmere som smagløs politisk spin, på linje med når man fra andet politisk hold hører, at den aktuelle og helt forfærdelige humanitære situation på Gazastriben svarer til forholdene i Auschwitz. Det er den slags, der afsporer enhver meningsfuld debat.
Mangel på nuancer
Hvor bogens historiske kapitler er en grundig, nuanceret og indsigtsfuld gennemgang af jødehadet, synes Morten Thing at kaste den videnskabelige balance over bord i det sidste lange kapitel, som derfor mere står som et politiseret partsindlæg.
Holdningen er, at Israel gennem sin fremfærd mod palæstinenserne mere eller mindre har vakt antisemitismen til nyt liv. Her slynger han omkring sig med apartheid og lignende, og humanistiske mennesker som både rabbiner Michael Melchior og Herbert Pundik får nogle drøje hug med på vejen. Lidt efter lidt arbejder forfatteren sig frem mod, hvad der kommer til at stå som bogens egentlige pointe:
”Israels krig mod Hamas efter 7. oktober 2023 har udviklet sig til en udryddelseskrig mod Gaza. Israels regering har gjort det tydeligt, at man ønsker at fordrive alle palæstinensere fra Gaza og tilegne sig dette sidste stykke Palæstina. Dermed kan man sammenfatte zionisternes politik til, at den fra begyndelsen i 1947-48 har hvilet på en ide om at kolonisere et andet land, fordrive alle palæstinensere og stjæle deres land og ejendom. … Grundlæggende er Israel et racistisk samfund, som vil af med palæstinenserne. Det er en grundlæggende historisk ironi, at zionisterne bygger deres dybt racistiske politik på en kredit opbygget via holocaust og krigen mod antisemitisme.”
Han understreger, at der ikke er tale om den kimæriske antisemitisme, for der er jo en logisk grund til det hele. Hvis man som Finkelstein sorterer i sine kilder, kan man godt få pengene til at passe, men det hele ender jo i nogle farlige generaliseringer, som ikke er videre befordrende for gensidig forståelse. Det lægger mest af alt op til nye kløfter, og det er vel ikke det, man forventer at finde i en – i øvrigt udmærket – bog om antisemitisme. Det er konklusionerne, der skurrer.
”Det er et stort problem for jøder,” hedder det således i allersidste sætning i en bog om et par tusinder års jødehad. ”En jødisk stat fører en politik, som fører til antisemitisme. Det er det nye stadium, vi er kommet til. Israel er problemet.”
Det kan man så være enig i eller ej, men det er blottet for de konstruktive nuancer.
Læs andre boganmeldelser lige her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
