Haven dag 1: Når kapitalismen får klø

af i Featured

FESTIVAL – Første dag på Haven bød på sprudlende undergrund, svingende jazz og indie-legender. En overflod af oplevelser, som festivalens hovednavn formåede at indkapsle ret suverænt. Frederik Bojer Bové samler indtrykkene, hvor Arcade Fire fredag aften lød som verdens største band. Et band, der vil kommentere på tiden, afspejle tiden, finde deres plads på toppen af verden.

Allerede to numre inde i den første koncert på Haven, da Ariel Pink spillede ‘White Freckles’, havde vi en metafor for hele festivalen. Som så meget af Pinks musik lyder det umiddelbart mest af alt som en jingle, men med seks mand på scenen, Pinks vrængende stemme og så det helt bizarre lydmix koncerten blev udsat for, så var udtrykket som en forvrænget, nærmest gennemtævet version af kapitalismen.

Lidt på samme måde er Haven. En af mange nye festivaler fra de seneste år, der ved præcis, hvilket segment den går efter, og i og med den er medgrundlagt af Mikkeller og Claus Meyer, er det måske den festival, der er mest smurt ind i kapitalen. Jeg ankom også tidligt til festivalen, så jeg kunne nå et presseevent, hvor samarbejdspartneren IKEA præsenterede deres nye veggie-hotdog, som er en uomtvisteligt glimrende veggie-hotdog, men det er også en slags arrangement, som jeg tvivler på, man ser på f.eks. Roskilde.

Men samtidig er der en fornemmelse af, at hele festivalen er en art kapitalismens vrangside, for det giver alligevel ikke rigtig mening med et kommercielt blik. Omgivelserne på Refshaleøen er umanerligt rå, helt anderledes end Heartlands renæssanceslot. Festivalen føltes endnu mere rå i år, da dele af den nærmest var blæst væk i løbet af torsdag nat.

Og så er musikprogrammet også lige den del mere rå og mærkværdig, end man skulle tro.

Káryyn

F.eks. var samtlige kunstnere på den lille scene Værket lige den tand større, mere interessante og formentlig dyrere, end man skulle have troet. Tag for eksempel syrisk-amerikanske Káryyn, der om ikke andet må have kostet et par flybilletter. Hvor mange kender hende? Hvor mange billetter har hun solgt? Vi var vel cirka ti mennesker, der stod klar, da hendes korte koncert gik i gang.

Det var vi så ikke, da hun var færdig. Folk flokkedes til, draget af den rent ud sagt vidundelige musik. Kun to personer på scenen, Káryyn selv på synth og vokal, og så en violinist/keyboardist.

Musikken var først og fremmest drone-baseret, hvor de to musikere gjorde god brug af at væld af pedaler til at få deres instrumenter til at lyde som et stort facetteret lydbillede, som Káryyns stemme så kunne udfolde sig på.

Og hvilken stemme! Intim, kraftfuld. Mod slutningen af Purgatory looper hun små melodier, går længere og længere op, indtil hele pladsen klinger af vidunderlige sopranfraser. Senere, i et nummer der åbenbart er improviseret, er loopene små og rytmiske, og sangen bliver næsten til et house-nummer, dog helt uden trommer.

Káryyn har lyden. Men hun mangler sangene. Det skal forstås helt bogstaveligt; sangskrivningen er glimrende, men der er ganske enkelt ikke så mange sange. Koncerten var kort, der var kun en håndfuld numre, og som nævnt før var det ene nummer improviseret. Det er vitterlig et upcoming navn, vi har med at gøre. Men skriv det bag øret, for det bliver et navn, vi kommer til at høre meget mere til.

Phoebe Bridgers

Noget større og mere kendt er ligeledes amerikanske Phoebe Bridgers, der optrådte senere på samme scene.

Her var der rimelig fyldt fra starten, for selvom Bridgers’ album Stranger in the Alps er hendes debut, så er det fyldt med både catchy sange og en gæsteoptræden fra Conor Oberst, der optrådte på sidste års udgave af festivalen.

Bridgers har nærmest det modsatte problem af Káryyn. Hun har sangene, hits som Motion Sickness er til overflod fængende melodiske. Men lydmæssigt bliver det lidt ensformigt i længden. Hendes band er relativt stort, men det forbliver de sædvanlige klange af guitar, bas, trommer.

Efter de har spillet den meget stille Funeral, fortæller Bridgers, at der engang var en, der ‘moshede’ til den sang, og hvor fedt det var.

Hun har det fedeste metal-inspirerede trommelogo, og hendes slide-guitarist er iklædt en band-tshirt med trash-metal legenderne Death Angel. Der er med andre ord tegn på inspiration fra helt andre genrer end den folk-country-lyd, som de fleste sange tager udgangspunkt i.

Og dermed også et håb om en mere personlig lyd, der kan stå mål med kvaliteten af sangskrivningen.

Det Kongelige Kapel

Hvis Haven nogle gange kan virke som en luksusfestival, så blev det understreget, da Det Kongelige Kapel åbnede for festivalens hovedscene. De to medarrangørerer af festivalen, Bryce og Aaron Dessner fra The National, er også kendt for deres interesse for klassisk musik, og forklarede inden koncerten, at det var en drøm at kunne arrangere et helt program med klassisk på en festival.

Det er dog ikke helt unikt at have klassisk musik på festival. CPH Phil har spillet flere gange på Roskilde, ligesom det var en stor succes, da Ekkozone for nogle år siden opførte hele Steve Reichs Music for 18 Musicians. Publikum er med på at prøve noget forskelligt, så der kan sagtens være plads til det. Der er mere bare nogle rent logistiske problemer ved at spille forholdsvis stille musik med mange instrumenter under åben himmel.

Min tommelfingerregel: Sørg for at spille noget med rytmer. Det var en suveræn oplevelse at opleve kapellet, under energisk ledelse af deres unge dirigent, hugge sig igennem John Adams’ fanfare Short Ride in a Fast Machine. Lidt mindre vellykket var f.eks. opførslen af Anna Thorvaldsdottirs’ Aeriality, der måske meget passende reelt set blæste væk.

Men det var et program, der må siges at fokusere på det moderne. Det inkluderede også stykker af Anna Clyne og Johnny Greenwood (kendt fra Radiohead), og så blev det afrundet med Bryce Dessners egen komposition St Carolyn by the Sea, hvor de to brødre begge spiller elektrisk guitar.

Det var et program der var helt i Havens ånd, men under de lidt hårde forhold fungerede det ikke helt optimalt.

Kamasi Washington

Hvis klassisk havde det lidt svært, så gik jazzen til gengæld rent hjem. Den amerikanske saxofonist Kamasi Washington er vel det tætteste, jazz har på en reel popstjerne lige for tiden, og han væltede også nærmest Haven med sit band, der denne gang var en oktet. Og apropos rytmer: De to trommeslagere gjorde deres for, at publikum hoppede med, lige meget hvor kringlede kompositionerne blev.

Det er ret utroligt, at den her slags musik fungerer så godt i 2018, som det gør. Der er nærmest ikke andre som gør det samme. Men det er altså rigtig jazz, og det unge publikum er fuldstændig med.

De er med i det besnærende tema i Change of The Guard, men de er lige så meget med, når først Washington selv og derefter hans bassist spiller langstrakte soloer, inden temaet kommer tilbage. Hvordan kan det være?

https://www.youtube.com/watch?v=rtW1S5EbHgU&frags=pl%2Cwn

Der er noget Columbus-æg over Kamasi Washington.

Mange andre jazzmusikere kunne skrive et nummer som Change of The Guard, og mange kunne spille soloerne. Men der er en energi over oktetten, som forplanter sig i, at nummeret vitterligt hedder Change of The Guard og lyder som en revolution, og at bassisten bærer maskering, som var han med i Underground Resistance og tvinger vrængende lydflader ud af sin kontrabas.

Kamasis seneste album hedder Heaven & Earth, og de to elementer bærer koncerten. Journey lyder himmelsk, som en Alice Coltrane-inspireret hyldest til det kosmiske. Fists of Fury lyder jordnær, temaet til en Bruce Lee-film der lyder som den fortsatte kamp for retfærdighed.

Som vel ingen andre får Kamasi Washington jazz til at give mening. Alle kan være med. Og hvis folk fornemmer, at det giver mening, så overgiver de sig, så danser de sig gale, mens saxofonen skærer igennem, højere og højere, mere og mere intenst, i flere minutter ad gangen. Det var ganske enkelt helt absurd godt.

Dirty Projectors

Der er kunstnere som Kamasi Washington, der kan tage noget virkelig svært og få det til at give mening, så alle kan være med. Og så er der dem, der har tendens til at gøre det modsatte: altid gøre det virkelig svært for sig selv. På musikscenen i dag er der få, der indkapsler den anden tendens som Dave Longstreth fra Dirty Projectors.

Åh, hvor jeg elsker dette band, omend de nogen gange er lidt svære. Reelt set er det bare indie-pop med tydelig afrikansk inspiration i guitarspillet. Men Longstreth har en tendens til altid bare at lave andre valg end dem, man forventer. Han har været helt ærlig omkring, at han har tendens til at skrive melodier, der ligger for højt til, at han kan synge dem, men det betyder så også, at han ret konsekvent samarbejder med kvindelige musikere, dels som medlemmer af hans eget band, dels ved at samarbejde med bl.a. Solange. Han har også en tendens til at putte andre rytmer, andre akkorder, andre riffs ind i sine sange, hvor man ikke lige forventer dem.

Engang imellem er det for meget. Break-Thru er på plade en fuldstændig fantastisk konstruktion, et møde mellem afro-pop, indie og en maximalistisk r’n’b-produktion à la Timbaland i hans stormagtstid. Men live støjer det en del, og omkvædet synges ikke af Longstreth selv i falset men af en af de kvindelige musikere, hvilket fjerner lidt af det personlige fra sangens budskab.

Omvendt, når det fungerer, er der ikke meget andet, der kan hamle op med det. Måske giver det mening, at de bedste numre live ikke er singlerne, der som Break-Thru godt kan være lidt komplekse, men i stedet de mere simple album-numre som No Intentions, Impregnable Question og den nye Right Now. Og nu siger jeg ‘simple’; det skal forstås relativt, der er stadig tre-delte korharmonier og en insisterende trommerytme i Right Now, der synes inspireret af den elektroniske footwork-scene. Det lyder som perfekte popnumre, der bare er ulig noget som helst andet.

Det er et af årets bedste albums, og på Haven markerede Dirty Projectors sig som et af tidens bedste bands

Det er det, Dirty Projectors kan. Fordi de ganske enkelt træffer andre valg, fremstår de som en vision af, at tingene måske bare ganske enkelt kunne være anderledes. Hvorfor er ikke alle bands 50/50 mænd og kvinder? Hvorfor indeholder ikke alle indie-sange dub-trompeter, afro-guitar og footwork-rytmer?

Derfor var det også så meget mere skuffende, da Longstreth sidste år udgav et selvbetitlet album, der kredsede om hans break-up med den tidligere guitarist i bandet, Amber Coffman. Der var lige så mange vidunderlige overraskende musikalske valg som altid, men hvad nytter det, hvis helheden blot virkede som nye metoder til at levere den samme gamle mandlige rock-misogyni?

Og derfor er det så meget mere vidunderligt, at Longstreth lader til at have lært af oplevelsen. De nye sange er lysere, håbefulde, og vigtigst af alt præget af en vilje til at blive bedre.

Det er et af årets bedste albums, og på Haven markerede bandet sig som et af tidens bedste bands. Der nogen gange farer vild i kompleksiteten, men som har et bagkatalog af høj kvalitet og en lyd helt ulig nogle andre.

Arcade Fire

Men det må alligevel siges, at når historien om Haven 2018 skal skrives, så er det nok ikke Dirty Projectors, der vil blive husket. For hvis det band havde fået markeret, at det hører til helt i toppen af moderne musik, så kom der et par timer senere et band, der satte hierarkiet i perspektiv: Arcade Fire leverede en fuldstændig suveræn koncert, der viste dem som et band, der ganske enkelt er i en liga for sig.

For blot et år siden lukkede bandet Orange Scene på Roskilde med en koncert, jeg fandt ret skuffende. Derefter udgav de albummet Everything Now, der gav dem deres med afstand dårligste anmeldelser nogensinde.

Så hvad er der sket siden da?

Måske var de bare rustne dengang? Måske. Men jeg har mistanke om, at de først nu for alvor får Everything Now til at give mening. For det første fordi Everything Now nok skal blive husket for den elendige promoveringskampagne, der fik bandet til at fremstå sure, gamle og hykleriske.

Pladen kredser tematisk om den moderne hyperaktive verden, hvor vi vil have ALT NU, hvor alle film spiller samtidig, og alting udnyttes. Mere gennemtævet kapitalisme; perfekt som hovedkoncert på Haven. Og af en eller anden grund var alle singlerne de numre, hvor bandet vrænger mest, mens de følsomme sange fra pladens anden halvdel, om empati og kærlighed i konsumismens tid, blev ret gemt væk.

Sagt med andre ord: Det er nemmere at kapere, Win Butler synge ‘Every boy uses the same line’, når han nogle numre senere synger om kærligheden til hustruen Régine Chassagne med ordene ‘Put Your Money on Me’ – når der samtidig på storskærm ruller billeder af hende, som var det børsnoteringer.

Arcade Fire lød fredag aften som verdens største band. Et band, der vil kommentere på tiden, afspejle tiden, finde deres plads på toppen af verden

I stedet for at lyde som om de langer ud efter alle andre, lyder de nu som om, de forsøger at finde vej i en mærkelig verden. Det kom også til udtryk i måden, koncerten forløb på, hvor mange sange blev bundet sammen i lange stræk, som havde vi brug for at høre dem alle på en gang.

Og hvilke stræk! Tidligt i koncerten fik vi tre sange fra deres klassiske debut Funeral: Power Out, Rebellion (Lies) og Laika, og allerede der, tyve minutter inde i koncerten, kunne publikum lige knap stå på deres ben længere.

De ni musikere spillede alting samtidig, så højt som de overhovedet kunne, hoppede rundt, råbte og skreg, stod konstant på scenekanten, det hele skulle ud, ud, ud.

Fra Reflektor fik vi titelnummeret og Afterlife fint bundet sammen, og fra grammy-vindende The Suburbs fik vi hele fire numre – hvilket dog var her, jeg vitterlig følte mig overmæt; jeg lærer aldrig at forstå det album. Til sidst kom ørehængeren Creature Comforts i en version, hvor det endda lød som om, de spillede den i to tonearter på en gang – omend jeg ikke er helt sikker på, det er meningen.

Arcade Fire lød fredag aften som verdens største band. Et band, der vil kommentere på tiden, afspejle tiden, finde deres plads på toppen af verden.

De arbejder benhårdt – som Bruce Springsteen og U2 i deres respektive stormagtsdage – og holder publikum i deres hule hånd. Som ekstranummer fik vi Wake Up, hvor de to Dessner-brødre deltog med de ret simple guitarriffs, og hele pladsen skrålede med på det ordløse omkvæd.

Det blev vi ved med, efter at musikken stoppede. Alt og alle, samtidig, nu og her. En komplet overflod af lyd, sved og følelser.

Arcade Fire har fået kritikertæv, som de ikke har prøvet før. Men jeg sætter mine penge på, at de nok skal finde tråden igen. De var suveræne.

Og så sætter jeg i øvrigt mine penge på Haven generelt. Det var en fremragende musikdag.

Fotos:
Káryyn & Phoebe Bridgers: Christian Mørkeberg
Det Kongelige Kapel, Dirty Projectors & Arcade Fire: Thorsten Iversen
Kamasi Washington: Mathias Bak Larsen

Frederik Bojer Bové (født 1.12 1986) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og BA i Historie. Han blogger om film på kronoper.dk, er dansk redaktør på tidsskriftet Cinema Scandinavia og har været programlægger på Copenhagen Architecture Festival.

Seneste artikler om Featured