EUROPAS MINDRETAL #21 // POLARISERING – Konflikten i Mellemøsten er med til at skabe splittelse i Europa. Viljen til dialog nedtones, og der ses en stigning i både antisemitisme og islamofobi, skriver POV’s udlandsredaktør Hans Henrik Fafner.
TEL AVIV – Den 5. maj var et nyt lovforslag til førstebehandling i det israelske parlament, Knesset. Forslaget, som er fremsat af Ariel Kallner fra Benyamin Netanyahus Likud-parti, vil pålægge udenlandske donationer til ngo’er en særskat på 80 pct.
Hidtil har den slags tilskud været skattefri, og hele initiativet, som ikke kan undgå at lede tanken hen på Donald Trumps absurde tariffer, har tydeligvis det underliggende formål at trække tæppet væk under en række menneskerettighedsgrupper. Sådan vurderes det i hvert fald i en pressemeddelelse fra Adalah, som også hedder The Legal Center for Arab Minority Rights in Israel. Den type organisationer henter typisk en meget stor del af støtten fra udenlandske regeringer, og i motivationen skriver Kallner, at man gennem ny lovgivning vil søge at reducere andre staters indflydelse på israelsk politik.
Netanyahu er helt på det rene med, at han ikke længere er i kridthuset i en lang række europæiske hovedstæder, men ikke desto mindre fastholder han stædigt sin kurs
Men ifølge Adalah skal lovforslaget navnlig ses som endnu et af Netanyahu-regeringens angreb på de demokratiske funktioner, som netop menneskerettighedsgrupper er en vigtig del af. Mange ngo’er vil have vanskeligt ved at overleve uden støttemidlerne.
Demokratiet presses indefra
Sagen er endnu et eksempel på, hvordan Netanyahu-regeringen i disse tider synes at barrikadere sig, og i den aktuelle sag kan det helt tydeligt få konsekvenser for Netanyahus allerede belastede forhold til Europa, hvorfra hovedparten af denne type donationer kommer.
Gazakrigen og dens enorme ødelæggelser har selvfølgelig givet anledning til hård kritik, men hertil kommer, at Netanyahu-regeringen straks efter sin tiltræden den 29. december 2022 iværksatte sine såkaldte lovreformer, der dybest set sigtede på at sætte det israelske demokrati ud af drift. Det var længe før Hamas’ terrorangreb på det sydlige Israel den 7. oktober sidste år, men selv efter krigens start fortsatte regeringens bestræbelser, og helt aktuelt står det stadig på.
I disse uger søger Netanyahu at stække statsadvokaten, Gali Baharav Miara, der gang på gang har søgt at spænde ben for premierministerens politiske bestræbelser. Helst så han hende fyret på gråt papir, men eftersom en højesteretskendelse gør dette næsten umuligt, arbejder han nu på at dele embedet i to og ad den vej begrænse Miaras indflydelse.
Orbán bliver Netanyahus nøgleallierede
Følgerne har vist sig på det udenrigspolitiske plan. Den 21. november sidste år udstedte Den Internationale Straffedomstol (ICC) en arrestordre mod Netanyahu og nu tidligere forsvarsminister Yoav Gallant – og som for at dele sol og vind lige omfattede man også Hamas-lederen Muhammed Deif, selv om det allerede dengang var så godt som sikkert, at denne ikke længere var i live.
Netanyahu er helt på det rene med, at han ikke længere er i kridthuset i en lang række europæiske hovedstæder, men ikke desto mindre fastholder han stædigt sin kurs. Kallners lovforslag, som har regeringschefens tydelige fingeraftryk, kan ses som en del af bestræbelserne på at holde kritiske europæiske røster på afstand.
Netanyahu vejrede morgenluft, da Trump i januar rykkede ind i Det Hvide Hus, men hans forventninger er ikke blevet opfyldt
Og samtidig tager han aktive skridt, som da han i begyndelsen af april aflagde officielt besøg hos Ungarns kontroversielle leder, Viktor Orbán. Denne banede vej for gæsten ved at føre Ungarn ud af ICC-samarbejdet, hvorved arrestordren ikke længere havde gyldighed, og de to benyttede lejligheden til at understrege deres fælles kamp ”for den vestlige civilisation som vi forstår den. Den er lige nu under angreb fra en magtfuld kant, og det er radikal islam”.
Hermed søgte Netanyahu at gøre sin personlige kamp for politisk overlevelse gennem krigen mod Hamas til et europæisk anliggende. Det faldt mange for brystet, at Netanyahu ikke så meget som antydede Miklós Horthys ungarske regime, der under holocaust var direkte ansvarligt for den systematiske udryddelse af 400.000 jøder. I stedet understregede han det ungarske folks lidelser i tiden efter anden verdenskrig, men undgik omhyggeligt at nævne den sovjetiske besættelsesmagt, hvilket kan læses som et forsøg på ikke at fornærme en anden mulig allieret, nemlig Vladimir Putin.
Likud og det højrepopulistiske Europa
Det kontroversielle besøg falder ind i en større sammenhæng, hvor Netanyahus Israel gennem længere tid har arbejdet på at knytte forbindelser til Europas yderste højre, og det kan man se som en integreret del af en tendens, hvor aktuelle begivenheder i Mellemøsten bidrager til en europæisk splittelse.
Mens mistilliden mellem israelere og palæstinensere lige nu er afgrundsdyb, ligger der i begge befolkninger en dyb vilje til at komme videre
Det kom for eksempel til udtryk i februar, da Likud blev optaget med observatørstatus i Patrioter for Europa, alliancen, som en gruppe højrefløjspartier dannede i Europa-Parlamentet i juni sidste år. For Likuds vedkommende markerede dette et markant skift. Alliancen omfatter nemlig partier som Marine Le Pens Front National og det nederlandske Groep Wilders, som det officielle Israel hidtil har holdt afstand til på grund af deres mulige antisemitisme og nynazistiske rødder.
Kræfter som disse blev altså taget til nåde af Netanyahu, og han sørgede også for, at Likud var til stede, da konservative kræfter i februar holdt en konference i Bruxelles under sloganet Make Europe Great Again.
Fodslæbende opbakning og diplomatiske kalkuler
Lige nu råder der usikkerhed om forholdet til Østrigs højrepopulistiske Frihedsparti (FPÖ) og Alternative für Deutschland (AfD), som begge fortsat befinder sig på det israelske udenrigsministeriums boykotliste. Det jødiske samfund i Tyskland fastholder, at AfD har en åbenlyst antisemitisk ideologi, og FPÖ kan ikke rende fra, at partiet i 1955 blev grundlagt af en tidligere SS-general.
Men i disse uger tøver Netanyahu-regeringen dog med at åbne døren til navnlig AfD, fordi det er vigtigt at stå sig godt med Friedrich Merz fra det konservative CDU. Denne blev ved tirsdagens afstemning i Forbundsdagen godkendt som Tysklands kommende kansler, og han betragtes som et bolværk mod AfD.
For Netanyahu vil det være en dårlig forretning at lægge sig ud med Merz, der med stor sikkerhed vil fortsætte Angela Merkels princip om Staatsräson. Det lancerede hun i 2008 med tesen om, at Israels sikkerhed er en integreret del af tysk identitet. Begrebet kan ses som udtryk for et ønske om et demokratisk Israel, der lever i fred med sine naboer med internationalt anerkendte grænser.
Men en anden og nok fremherskende fortolkning lyder, at tyske ledere støtter Israel under næsten alle omstændigheder. Siden Hamas-angrebet den 7. oktober har Tyskland bakket op om Israel og har støttet landet i internationale fora, ofte med henvisning til Staatsräson. Mens Tyskland ved flere lejligheder har opfordret til våbenhvile, har der ikke været nogen slinger i valsen med hensyn til fortsatte leverancer af våben.
Trump-effekten og det kolde skulderklap
Disse forskellige udviklinger i forhold til Europa hænger også sammen med Donald Trump. Netanyahu vejrede morgenluft, da Trump i januar rykkede ind i Det Hvide Hus, men hans forventninger er ikke blevet opfyldt.
Trump fik gennemtvunget en våbenhvile mellem Israel og Hamas den 19. januar, altså dagen før han overhovedet havde sat sig til rette i Det Ovale Værelse. Men i våbenhvilen, som brød sammen i marts, efter at første fase var blevet gennemført med masser af hindringer, lå også en stiltiende aftale om, at Netanyahu efterfølgende kunne genoptage krigen.
Kamphandlingerne har allerede stået på gennem nogen tid, men de står til at eskalere efter Trumps besøg i regionen, som finder sted i næste uge. Israel er allerede i gang med forberedelserne i form af store indkaldelser af reserven.
Men samtidig har Trump ikke villet støtte Netanyahu i ønsket om at rette militært angreb mod Iran. Den amerikanske præsident siger, at han foretrækker en forhandling om de iranske atomprogrammer, som også er det lys, man skal se næste uges mellemøstrejse i. Men selv om Trump fortsat støtter Netanyahu i dennes ønske om at udslette Hamas, tyder meget på, at han mere eller mindre har mistet interessen for Gaza og nu søger nye politiske mål.
Netanyahu har allerede i nogen tid set det komme, og der er også i det lys, man skal betragte hans bestræbelser på at få et tættere forhold til den europæiske højrefløj. Man skal huske, at hans hjertelige møde med Orbán i Budapest fandt sted umiddelbart inden rejsen til Washington, D.C., hvor Trump mere eller mindre gav ham en kold skulder.
Konflikten i Gaza spejler og forstærker Europas interne splittelse
Med andre ord ser det ud til, at Netanyahu søger at opbygge en alliance i et Europa, og på den måde kan man sige, at konflikten i Mellemøsten lige nu skærper en polarisering, som længe har været mærkbar på en lang række andre områder. Lige siden den 7. oktober forrige år har Europa på statsligt niveau stået delt i tre grupper. Ungarn, Tjekkiet og Østrig har hele vejen igennem ydet bastant støtte til Israel, og i vid udstrækning har Tyskland indtaget samme holdning. I den anden ende af spektret ligger Belgien, Spanien og navnlig Irland, der åbent kritiserer Israel for krigsforbrydelser. De står på den rigtige side af historien, som det ofte lyder med en udvandet frase.
Indimellem befinder sig så en stor gruppe af lande og regeringer, som støtter Israel, men i mere moderate vendinger. Dette skyldes næppe mangel på sympati for den nødlidende palæstinensiske civilbefolkning i Gaza, men mere at krigen på palæstinensisk side føres af Hamas, som er en kynisk og totalitær bevægelse.
Mens mistilliden mellem israelere og palæstinensere lige nu er afgrundsdyb, ligger der i begge befolkninger en dyb vilje til at komme videre. Og ikke mindst ved masser af mennesker, at der på det menneskelige plan eksisterer en bevidsthed om, at man godt kan komme på talefod med modparten.
Men der ligger også en forståelse af, at det er to befolkninger, som på mange måder er taget som gidsler i en udvikling, hvor det er de radikale kræfter, der kører løbet. Denne indsigt er ikke altid den samme i Europa, hvor de ekstreme holdninger har nogle andre vækstbetingelser. Det kan ses som en af årsagerne til, at den europæiske debat er blevet så polariseret, og det ligger også lige for at se det som kilden til den tiltagende antisemitisme og islamofobi – selv om dette ofte slet ikke har nogen direkte forbindelse til krigen og radikaliseringen i Mellemøsten.
Polarisering eller fællesskab
I de senere år har man set en stigende grad af højreradikalisme, ekstreme udtryk på venstrefløjen, hvilket fører til en debat om, hvor vidt Europa går mod polarisering eller fællesskab.
I første halvdel at 2025 kigger POV nærmere på de indre udfordringer, Europa står overfor, og hvad EU-landene gør – både som enkeltlande og i fællesskab – for at tackle dette problem.
Frem til sommeren står for døren sætter vi fokus på emner som racisme, ghettodannelse, flygtninge og asylansøgere, etniske mindretal, seksuelle mindretal og politisk vold, men også de vellykkede forsøg på at bygge bro over forskellighederne.
Læs flere artikler i serien her.
I forbindelse med udarbejdelsen af denne artikel har POV modtaget tilskud af Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.
Kom til Folkemøde!
Også i år deltager POV med en stand på årets folkemøde på Bornholm, som finder sted fra torsdag den 12. til lørdag den 14. juni.
I direkte forlængelse af forårets store tema om Europas mindretal i en tid med radikalisering og polarisering har vi hele to spændende paneler:
Torsdag 12. juni 12.00 : Er Europas demokrati stadig for alle – også dem på kanten? I en tid hvor både minoriteter og menneskerettigheder er under pres globalt, spørger vi, om Europa stadig kan kalde sig en bastion for demokrati og inklusion.
Fredag 13. juni 10.00 : Kan EU forsvare de vestlige liberale værdier? Siden 2. verdenskrig har den liberale verdensorden, respekt for grænser, menneskerettigheder, retsstat, mangfoldighed være indbegrebet af de såkaldt ’vestlige liberale værdier’, som amerikanerne ikke bare inkarnerede, men også stod op for. Nu hvor Trump-administrationen har tjekket ud af det hele og oven i købet cozyer op med russerne og populistiske bevægelser på den yderste højrefløj i Europa, kan (og vil) EU så overtage rollen? Og hvad er det egentlig USA siger farvel til ved at opgive det liberale projekt?
Kom og deltag i en levende debat om, hvordan vi sikrer, at flertallet ikke overskygger mangfoldigheden. Og naturligvis foregår der en masse andre interessante ting på POV’s stand – så du er hermed inviteret!
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og