BØGER // ANMELDELSE – Amerikansk forsker giver i sin bog, Hate in the Homeland, ny indsigt i, hvordan ekstremismen opstår udenfor de sædvanlige modeller, herunder Donald Trump som fænomen. Hans Henrik Fafner følger det skræmmende spor i bogen og andre bøger om højreradikalismen..
Kampsporten MMA siges at være den hurtigst voksende sportsgren i disse år. Bogstaverne står for Mixed Martial Arts, og som navnet antyder, er det et mix af metoder fra en lang række andre kampsporter. Den er dybt kontroversiel, fordi dette mix har skabt en brutalitet, som har ført til gentagne forsøg på at forbyde sporten.
Men i 2000, da MMA endnu var relativt ny og ved at gå under som følge af den store modvilje, fik den en afgørende håndsrækning. Et hotel i Atlantic City i New Jersey tilbød at afholde to store turneringer, hvilket kom til at virke som et kolossalt boost for sporten.
Set i nutidens bakspejl virker det måske ikke så underligt, at initiativtageren og redningsmanden var hotellets ejer, Donald Trump.
MMA og højrefløjen
Hvis man er til den slags, er MMA uden tvivl god underholdning, og udøverne kommer i god form. Men sporten har, lige siden den dukkede op i midt-90’erne i Brasilien, tiltrukket et særligt segment, hvilket hænger sammen med, at den hele vejen igennem har været under indflydelse af den ekstreme højrefløj.
I stedet for blot at undersøge hvorfor og hvordan, er der godt grund til at interessere sig for, hvor og hvornår radikaliseringen finder sted
I Montreal kan man således melde sig ind i klubben La Phalange, hvis navn refererer til fascisterne under den spanske borgerkrig, og i Ukraines hovedstad Kiev kan man tæske løs på modparten i Reconquista Club; her skal navnet fremkalde minder om den spanske uddrivelse af muslimerne i det 15. århundrede.
På overfladen kan dette ligne mandehørm og en kropskultur, som kan virke grotesk og narcissistisk, men ellers er relativt harmløs. Men set i et lidt bredere perspektiv er det et af en hel række fænomener, der er blevet en integreret del af den yderste højrefløj og qua deres fremtrædelsesformer har bidraget til at gøre denne del af det politiske landskab vanskeligere at definere og med en stærkt flydende overgang til den mere traditionelle højrefløj.
Hvorfor og hvordan
Det er en global tendens, som Cynthia Miller-Idriss skildrer på skræmmende vis i en ny bog, Hate in the Homeland. Som professor i sociologi ved American University i Washington DC har hun forsket i emnet i mange år, og nu har hun begået denne bog, der ikke bare er vel tilrettelagt for et ikke-akademisk publikum, men som også vælger en helt ny tilgang i analysen.
Den eksisterende forskning benytter to klassiske metoder. Den ene tager afsæt i grupper og organisationer på den yderste højrefløj og kommer med strukturelle forklaringer, der bunder i økonomi, globalisering eller demografiske forandringer.
Andre studerer individet, som bliver radikaliseret, og fokuserer på psykologiske faktorer, der gør nogle mere modtagelige for ekstreme ideologier sammen med en traumatisk barndom eller udsættelse for vold og radikaliseringens forskellige kognitive aspekter.
Hvor og hvornår
Alt dette er vigtigt, mener forfatteren, men det bør ikke stå alene. I stedet for blot at undersøge hvorfor og hvordan, er der godt grund til at interessere sig for, hvor og hvornår radikaliseringen finder sted. Dette er vigtigt, fordi højreradikalismen i vores moderne verden viser sig som meget andet end en ideologi, hvor man kan tilslutte sig eller lade være.
Hidtil bandlyste emner er blevet legitime i den almindelige politiske debat, og partier som Alternative für Deutschland, Sverigedemokraterna og det østrigske FPÖ har fået reel indflydelse
Had opdyrkes i nye kulturelle rum, som tit er helt hverdagsagtige. Radikalismen kan dukke op i et cafémiljø eller ligge som understrøm i populærmusik, i mærkevaretøj, i fitnesscenteret, hvor MMA-klubberne kun er det mest himmelråbende.
Det kan være nyttigt lige at tage turen om en anden vigtig forsker på feltet, hollænderen Cas Mudde, der har skrevet bogen The Far Right Today (Polity Press, 2019). Han har inddelt højreekstremismens udvikling i efterkrigstiden i fire faser.
Fra neo-fascisme til FPÖ
I årene 1945-55 havde vi neo-fascismen, der trods navnet skuede tilbage på den mistede storhed. Herpå fulgte højre-populismen (1955-80), som dybest set var et oprør mod tidens elite. Den stod stærkt i de europæiske landdistrikter, hvor en mand som Jean-Marie le Pen fik enorm popularitet.
Næste fase (1980-2000) beskriver Mudde som det radikale højre, og det fik navnlig fart på i 1990’erne på baggrund af arbejdsløshed og masseindvandring. Endelig er der fjerde fase, hvor vi befinder os i dag. Den hedder noget så pænt som ’den fjerde bølge’ og bæres frem af milepæle som angrebene 11. september, finanskrisen i 2008 og flygtningekrisen i 2015.
Det er her, forfatteren sætter fingeren på den lurende højreekstremisme. Den ligger og lokker rundt om i samfundet, og derfor opdager vi ofte først fænomenet, når det er ved at være for sent
Her er det kendetegnende, at synspunkter fra den ekstreme højrefløj er trængt ind i de etablerede, borgerlige partistrukturer – om end i mere høflig indpakning. Hidtil bandlyste emner er blevet legitime i den almindelige politiske debat, og partier som Alternative für Deutschland, Sverigedemokraterna og det østrigske FPÖ har fået reel indflydelse.
Tea Party og Trump
I USA blev The Tea Party Movement til en del af den samme bølge, og under Trump har denne tendens sat sig tydeligt i dele af det republikanske parti.
Denne fjerde fase viste sit grimme ansigt, da en folkemængde trængte ind i Capitol i Washington i protest mod Trumps valgnederlag og den forestående overdragelse af præsidentembedet til Joe Biden.
De blev beskrevet som pøbel. At dømme efter billedernes fedladne mænd og usoignerede fuldskæg var der ikke mange tegn på den kropskultur, som Miller-Idriss beskriver i Hate in the Homeland, men alligevel passer det ind i billedet. For ved siden af det med kropskulturen er det en del af en forskruet fædrelandskærlighed, der viser sig som en slags krigerkultur.
Det bliver til et forsvar for den hvide, europæiske civilisation og optræder som modstykke til underlegne indvandrerkulturer og venstrefløjens degenererede værdier, for nu at bruge miljøets egne formuleringer. Den hårde kerne er mænd, der slutter sig til ølmavemilitser og investerer i gasmasker og camouflagetøj.
Hyggelig madlavning
Men dette er stadig kun et begrænset segment. Det er de færreste, der er villige til at gribe til åben vold, men uden om denne kerne befinder sig en stor gruppe, der lader sig fascinere. Det er her, forfatteren sætter fingeren på den lurende højreekstremisme. Den ligger og lokker rundt om i samfundet, og derfor opdager vi ofte først fænomenet, når det er ved at være for sent.
You don’t have to be a veteran to wear Grunt Style, but you have to love Freedom, Bacon and Whiskey
Det klassiske eksempel er madlavningsprogrammet, der i 2014 vakte furore på tysk tv ved at kombinere tilberedning af sunde og veganske retter med et underlignende højreradikalt budskab. Det hele tog form af et budskab om identitet, kultur, familieværdier og hjemlandet, og på den måde var almindelige gennemsnitstyskere købt for sagen og modtagelig for den underliggende kritik af det uretfærdige statsapparat og den liberale elite.
Alt pakket pænt ind i hyggelig madlavning, som jo er indbegrebet af fælles tilhørsforhold og nationale værdier.
Wear your hate on your sleeve
Programmet hentede inspiration i USA, hvor den slags metoder er endnu mere udbredte. Tøjmærker er et godt eksempel. Op til det famøse stævne i Charlottesville, der i 2017 kammede over i dramatisk vold, opfordrede racisten Andrew Anglin sine tilhængere til at møde op i hvid T-shirt.
Det er det velsoignerede og ærkeamerikanske look, han gerne ville give hele arrangementet, og ad den vej nåede han langt længere ud end til sin egen snævre kreds. Tøj skaber nemlig identifikation, og gennem påklædningen kan usikre sjæle prøve sig selv af og føle sig som en del af et fællesskab uden at skulle deltage i voldelige aktiviteter.
Med klog strategisk tænkning kan højreekstreme ideologer på den måde skabe en kultur, uden at deltagerne til fulde ved, hvad de deltager i. Striberne og stjernerne i det amerikanske flag kan benyttes til at skabe nye ikoner med nationalt indhold og et skjult islamofobisk eller antisemitisk budskab.
Derfra er der ikke langt til at købe en T-shirt i god kvalitet hos det højreorienterede nyhedsmedie Breibart – ikonografien er flammer og teksten lyder ”Walk Toward the Fire”. Forstået på den måde, at hvis man føler sig intimideret af venstrefløjen, skal man yde modstand.
Bacon, whiskey og islamofobi
Som målgruppe for andre tøjmærker er krigsveteraner og tilhængere af den frie ret til at bære våben, som ikke nødvendigvis er ekstreme i deres holdninger. Et firma er Grunt Style, der overfladisk set blot sigter på at styrke en generel patriotisme ved at fortælle kunderne, at ”you don’t have to be a veteran to wear Grunt Style, but you have to love Freedom, Bacon and Whiskey”.
Her er det aldrig vanskeligt at finde et forum, hvor fremmedhad og højreradikal samfundskritik er til fri debat, men i talrige andre sammenhænge belejrer disse budskaber den uskyldige bruger
En af deres populære varer er en T-shirt med påskriften ”Stay back 100 feet or you will be shot” – med arabiske skrifttegn. Teksten stod på amerikanske militærkonvojer i Irak, så T-shirten kan ses som en besynderlig form for nostalgi blandt krigsveteraner, men i en civil hverdag får den hurtigt en klang af had og islamofobi.
At fænomenet er eksploderet i nyere tid, hænger ikke mindst sammen med brugen af internettet. Her er det aldrig vanskeligt at finde et forum, hvor fremmedhad og højreradikal samfundskritik er til fri debat, men i talrige andre sammenhænge belejrer disse budskaber den uskyldige bruger.
Overton-vinduet
Gamere er i den forbindelse en særlig risikogruppe, selv om de blot betragter nordisk mytologi og helteepos som god underholdning. Dette optræder overalt i populærkulturen. John Denvers sang ’Country Roads’ er således blevet løftestang for den ekstreme højrefløj, selv om kunstneren var klimaaktivist og en klippefast støtte for Jimmy Carter og det demokratiske parti.
I 1990’erne skabte Joseph Overton, der var vicedirektør i en konservativ tænketank, en model, der viste hvordan politiske løsninger kunne flytte fra yderfløjene til den accepterede midte. Han blev ophav til udtrykket Overton-vinduet, som er rammen for de ideer, den brede offentlighed finder acceptable på et givent tidspunkt.
Cynthia Miller-Idriss har naturligvis ikke fået de seneste kapitler af Trump-sagaen med i Hate in the Homeland, men hun giver et vigtigt indblik i, hvordan en række andre faktorer har været med til at udvide Overtons vindue betragteligt, hvilket igen er en god forklaring på Donald Trump som fænomen.
LÆS FLERE INDLÆG AF HANS HENRIK FAFNER HER
Cynthia Miller-Idriss: Hate in the Homeland. The New Global Far Right
Princeton University Press, 245 side. 29,95 USD
Bogen udkom i december 2020
Topfoto – Proud Boys demonstrerer i Raleigh, North Carolina, 2020: Anthony Crider, Flickr creative commons
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
