POLITIK // KOMMENTAR – Den britiske premierminister Boris Johnson sprudler af selvtillid efter valgsejren i december. Omsider kan den konservative regering få “Brexit done” og realisere en gylden fremtid som uafhængig økonomisk og politisk magtfaktor på verdensplan. Samtidig kan splittelsen mellem Storbritanniens forskellige dele heles. Det er ihvertfald det positive budskab, som Johnson møder verden med. Om han har ret, er for tidligt at sige, men hans begejstrede kommunikationsform er ikke uden effekt, og den står i stærk kontrast til den danske regerings dystre beskrivelser af Danmarks nutid og fremtid. Er det bedre at tale sit land op eller at tale det ned, spørger Nikolaj Bøgh.
Det er svært ikke at føle sympati for Storbritanniens skæve, krøllede, begejstrede, charmerende, veltalende og belæste premierminister Boris Johnson. Han kombinerer en traditionel konservativ baggrund som Eton-uddannet, kandidat i klassiske studier fra Oxford University og Churchill-beundrer med et velunderbygget ry som sprudlende og indimellem lovlig fantasifuld journalist og redaktør inden han – noget overraskende for de fleste – pludselig sad i Downing Street 10 som premierminister og formand for Det Konservative Parti.
Da Brexit-kaosset var totalt og den tidligere premierminister Theresa May stod i en håbløs blindgyde, var han pludselig den rette mand på rette tid og sted, selvom han selv tidligere har rangeret sine muligheder for at blive premierminister på linje med sandsynligheden for, at han ville blive genfødt som en oliven. Siden da har han som vanligt underholdt sig selv og verden med fremragende taler, gakkede valgkampsindslag og en stærk begejstring over en fremtid med et Storbritannien uafhængigt af EU.
Hvis der er en ting, man må beundre Boris Johnson for i perioden op til parlamentsvalget og i alt, hvad han har sagt og gjort siden da, så er det hans åbenlyse begejstring for fremtidsudsigterne og evnen til at tale sit land op
Brexit er fortsat et risikabelt eksperiment, som vi endnu ikke kender konsekvenserne af, og situationen i britisk politik er først ved at blive stabil igen efter en lang og kaotisk periode, som har kostet begge de traditionelle partier, de konservative og Labour, dyrt. Men nu ved vi, at det kommer, og en endelig afklaring er godt for både Storbritannien og EU, som alt andet lige også har brug for at komme videre og slikke de sår, som det åbenlyst medfører, når et af de største medlemslande ikke ønsker medlemskab af unionen længere.
Hvis der er en ting, man må beundre Boris Johnson for i perioden op til parlamentsvalget og i alt, hvad han har sagt og gjort siden da, så er det hans åbenlyse begejstring for fremtidsudsigterne og evnen til at tale sit land op. Han beskriver en lysende fremtid for et Storbritannien udenfor EU og en tilbagevenden til et stærkere fællesskab mellem England, Wales, Skotland og Nordirland. Får han ret? Det ved vi ikke endnu, og sandsynligheden taler for, at Storbritanniens fremtid næppe bliver så lys som de største optimister spår, men næppe heller så mørk, som man bl.a. i dansk presse har vænnet sig til at tro. Storbritannien har stadig en stærk økonomi og en vigtig position i verden, selvom det britiske imperium er en saga blot.
Betyder Boris Johnsons optimisme noget for briternes muligheder for at lykkes? Det er ikke utænkeligt, men ord er ikke uden betydning. De har en realitet og troen på fremtiden gør det formentlig lettere at nå sine mål end mismod og pessimisme. Ordet skaber, hvad det nævner, som Grundtvig siger.
Boris Johnson repræsenterer en slående kontrast til den nuværende danske regering, som næsten har gjort det til sit varemærke at tale mismodigt og i dystre billeder om et Danmark med masser af problemer og en usikker fremtid. Vi hører åbningstale, nytårstale m.m. fyldt med historier om stigende mistillid, større social ulighed, mere kriminalitet og utryghed i det danske samfund. Løsningerne består i stort omfang af mere kontrol, tvang og flere stramme regler.
For mange danskere er det formentlig ret overraskende at høre deres land udlagt så negativt. Vi har ellers for vane at mene, at vores land er et af verdens bedste og lykkeligste. Men når et lands politiske ledere igen og igen fokuserer på de negative sider af det, sikkert for selv senere at kunne demonstrere deres egen handlekraft, så betyder det naturligvis noget for stemningen i landet.
Er det vejen til et bedre samfund eller det modsatte? Mon ikke det i grunden er bedre at tale sit land op end at tale det ned?
Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde
Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis? Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV Weekend.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her.
Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.
Topfoto: Wikimedia Commons
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
