Nationalismen banker på – både her og der

af i Danmark/Debat/Politik & Samfund/USA
KRONIK – “Jeg giver skattepenge til droner i Yemen, bomber i Irak. Det er “mig”, der sulter børnene og gør dem forældreløse og lægger byer i ruiner. Hvor skal jeg søge hen for at blive borger i et anstændigt samfund”, spørger den danske operationssygeplejerske Birgitte “Bibs” Carlsen, der på 27. år bor og arbejder i New York. Hendes USA er blevet forkvaklet, sig selv nok og retssikkerheden vakler. Hendes Danmark er ved at få samme træk. 
 
NEW YORK – Jeg føler mig statsløs. Ideologisk, etisk, moralsk, politisk, teknologisk og sågar gastronomisk. Jeg bor i New York, men er ikke statsborger i USA, som jeg synes er ledet af en malign narcissist, der er mytoman, misogyn, miljøbekæmper, nepotist, elitist og skattebedrager, for nu at begynde et sted. Trump har et ordforråd som en niårig – og en retorik som ordlyden på papirstrimlen i en kinesisk lykkekage.
Jeg er statsborger i et andet land, Danmark, der på flere områder ligesom andre europæiske lande efterhånden har tilbøjelighed til at se det nuværende USA som et nationalistisk forbillede.
At jeg ikke har kunnet stemme i USA eller Danmark i de 26 år, jeg har boet i USA, er forstemmende symbolsk. Mit tilhørsforhold til de to lande er konfliktramt. Hvor skal jeg flytte hen, hvis jeg vil være borger i et anstændigt land?

Patriotisme

Komikeren George Carlin  sagde, han aldrig forstod national stolthed. Han mente ikke, det gav mening at være stolt af noget, man ingen indflydelse havde på. Stolthed burde være reserveret for noget, man har udrettet, præsteret, ikke noget, der sker ved et tilfælde. At være amerikaner er ikke et talent, det er et genetisk sammentræf. Så når folk kører rundt i deres firehjuls-drevne med klistermærker, der viser: “Proud to be American”, kunne de lige så godt fremføre: “Jeg er stolt over at være prædisponeret for coloncancer”.

Demonstrant i New York.

Jeg er tilbøjelig til at give Carlin ret. Patriotisme er måske på overfladen et fredeligt fænomen, men med potentielt negativ eksekvering, så det bliver nationalisme. Personer, der ikke føler, de har andet end deres nationalitet at være stolte af, kan nemt udvikle udgaver af ekstrem nationalisme, der samtidig har racistiske manifestationer.

Og så kan jeg alligevel ikke sige mig helt fri for at have haft visse patriotiske tendenser selv. Jeg har følt en vis stolthed over at komme fra et land med offentligt sundhedsvæsen og uddannelsessystem. Med fri abort siden 1973. Første land i verden, der indførte registreret partnerskab. Men hvorfor er jeg stolt af det? Jeg var ikke ophavskvinde til disse progressive tiltag.

Kort tid efter, jeg var flyttet til USA, arbejdede jeg med en jødisk kirurg. Han var krævende og meget sarkastisk og stak til mig, rent verbalt. Indtil han hørte, jeg var dansk. Pludselig kunne jeg ikke gøre noget forkert. Fordi “danskerne reddede en masse jøder under 2.verdenskrig”. Hvilket jeg selvsagt ikke kunne tage æren for, eftersom jeg ikke var født.

Patriotismen går bersærk

Efter 9/11 gik patriotismen i USA bersærk og blev til nationalisme… Folk havde The Star-Spangled Banner(Stars and Stripes (også nationalhymne)) på T-shirts, baseball-kasketter, rygsække og øreringe. Flaget blafrede alle vegne i butiksvinduer, altaner og biler.

Personer, der havde boet i landet i tre måneder og ikke talte engelsk, var pludselig fuldblods-amerikanere. Det affødte et slags freudian slip fra min side, hvor jeg kom til at kalde nogle af dem “patridioter”.

Medieretorikken var inflammatorisk. Den store forbrødrelse, “Ich bin ein Amerikaner”. Og med patriotismen, der gik over i nationalisme kom et unuanceret had til muslimer generelt. Muslim og terrorist blev synonymer. Muslimer og personer, der blot formodedes at være det, blev genstand for uprovokeret vold og hærværk af civile.

Andre blev anholdt og deporteret under “extraordinary rendition” (ekstraordinær udvisning), fløjet til lande, hvor menneskerettigheder ikke eksisterer. Begrebet “illegal combatants” blev anvendt, så dem, der fik betegnelsen, kunne berøves alle forfatningsmæssige rettigheder. En 15-årig dreng, mistænkt for at have dræbt en amerikansk soldat med en granat, tilbragte 10 år i Guantanamo.

Jeg sagde til journalisten, at lovgivningen var et bevis på, at indvandring var nødvendig, eftersom indavl tydeligvis havde skadet politikernes hjerner. Det var selvfølgelig helt igennem udiplomatisk og videnskabeligt ukorrekt

Det mest absurde ved den amerikanske patriotisme, eller nu snarere nationalisme, er, at landets oprindelige befolkning er komplet usynlig i sammenhængen. Ved det seneste valg fik mange “native Americans” (indianere) i South Dakota frataget deres stemmeret, fordi de kun havde en postboks-adresse. De er henvist til reservater med minimal infrastruktur og postomdeling, og mange af dem er hjemløse. Loven om at vise identifikation med adresse blev anket til Højesteret, men blev afvist.

The Military Industrial Complex

“Supporting the troops” (støt vores tropper) er den patriotiske retorik, der ofte bliver brugt, når endnu et astronomisk militærbudget skal retfærdiggøres. Det hele hører under The Miltary Industrial Complex. Herunder er også mindre og mærkelige udgifter, som dog er signifikante for tidens tendens.

Fra 2012 -2015 betalte Pentagon (Forsvarsministeriet) millioner for aktiviteter i forbindelse med sportskampe. Der blev skrevet kontrakt med mellem 50 og 70 hold for det, de kaldte “betalt patriotisme”. For eksempel betalte skatteyderne angiveligt 49.000 dollar (320.000 kr.) til et baseball hold i Wisconsin, så Nationalgarden kunne sponsorere, at “God Bless America” blev sunget før en søndagskamp. Rekruttering var det overordnede motiv.

Foto: Bibs Carlsen

Ifølge Washington Post, har DOD, Department of Defense, faktisk ikke styr på, hvor mange kontrakter de havde med hvor mange hold og hvor store beløb, der blev betalt (linket til avisen dur desværre ikke i Danmark).

Præsident Eisenhower advarede i 1961 om de potentielt negative konsekvenser af kommercielle interessers indflydelse på USA’s militær, og dermed verden. Nu bliver man nærmest betragtet som kommunist, hvis man kritiserer dette “complex”. Men Eisenhower var republikansk general og præsident – ikke lige prototypen på en kommunismus.

Skattesvig så det basker

Ifølge The Nation har USA militær tilstedeværelse i 135 lande. Det er omkring 70 pct. af verdens lande, og ifølge Shadowproof er USA involveret i aktiv militær tilstedeværelse i 74 lande.

Det bliver ofte pointeret, at USA har et våbenarsenal og militærbudget, der er ude af proportion i forhold til resten af verden, og hvad landet formodes at skulle forsvare sig imod.

Hvad det koster, og hvort stor procentdel af landets BNP og skatteydernes penge, der bruges på The Military Industrial Complex, er genstand for mange analyser og spekulationer, og tallene varierer, afhængig af kilde – og hensigt.

Department of Defense (at det hedder Forsvarsministeriet, når USA med meget få undtagelser altid er angribende, er et bekvemt strategisk røgslør. Indtil 1947 hed det Krigsministeriet – men det hed det jo også indtil 1950 i Danmark!).

Homeland Security og Veteran Affairs er alle involveret i militær aktivitet. Atomvåben hører ind under Department of Energy, og Nasa under Science and Space. Så der er rig mulighed for at manipulere med tallene for, hvor meget Trumps USA bruger på “forsvar”.

Danmark bruger ca. 23 milliarder kroner årligt, men benytter ikke fx sundhedsudgifter og pensioner eller Grønland i beregningen. USA benytter sundhedsudgifter, pensioner, uddannelse m.m. i sit forsvarsbudget. Det er næsten umuligt at sammenligne forsvarsbudgetter lande imellem.

Forstår du, læser: Jeg giver skattepenge til droner i Yemen, bomber i Irak. Det er “Mig”, der sulter børnene og gør dem forældreløse og lægger byer i ruiner

Nå, men uanset beløb, er jeg skatteyder i USA og føler mig dermed som massemorder pr. stedfortræder. Altså, forstår du, læser: Jeg giver skattepenge til droner i Yemen, bomber i Irak. Det er “Mig”, der sulter børnene og gør dem forældreløse og lægger byer i ruiner.

Det kan man da kalde skattesvig…

Absurdistan

Så det er business as usual i Absurdistan. Den fædrelandskærlighed, som mange mennesker helt berettiget kan gå og have, uanset hvad jeg måtte mene om det, bliver brugt som smøreolie for at tilfredsstille det monstrøse kleptokrati, USA har udviklet sig til.

De soldater, befolkningen får at vide, de støtter, drager begrænset nytte af milliarderne. Navnlig dem, der efter endt tjeneste ender med PTSD bliver svigtet. Gennemsnitligt begår 20 veteraner selvmord dagligt, flere end der dør i kamp.

Danmark dejligst

Jamen, hvorfor flytter jeg så ikke hjem, når USA er sådan et “monsterland”. Mja… Her er et par citater, der er medvirkende til min modstræbende holdning til bosættelse i Danmark:

Berlingske:

“Hvis vi vil undgå kaos, er det øjensynligt bydende nødvendigt at fastholde Støjbergs linje, hvor minoriterne skal tvinges til at tage danske normer til sig: Vi kan sådan set bare kigge ind i, at hvis ikke vi gør noget drastisk – stiller nogle krav på arbejdsmarkedet, får en større spredning, tvinger dem til at tage danske normer og værdier til sig, så kommer vi i en situation, som kan være fuldstændig uoverskuelig”. (Berlingske har senere rettet og beklaget). Men tendensen i ofentligheden er jo klar, synes jeg.

Broderet billede med pigtråd af kunstner Rikke Rask.

Dansk Folkepartis hjemmeside: “Dansk Folkeparti vil medvirke til, at der skabes forståelse for, at totalitære ideologier som kommunisme, nazisme, fascisme og religiøs islamisk fundamentalisme har en kulturbaggrund, som er uforenelig med vores samfunds eksistens. Det er sådanne kulturbaggrunde, der har skabt de fattige, uudviklede diktaturstater, som vi ser i verden uden om os. De skal ikke have plads i Danmark.

Undervisningen i danmarkshistorie skal styrkes i skolen, og dansk musik skal have en stærkere placering i undervisningen. Derfor skal morgensang genindføres i folkeskolen og gymnasiet. Dansk Folkeparti finder det ønskeligt, at danske elever får et godt kendskab til en rimelig del af de danske sange, der er indeholdt i Højskolesangbogen”. 

Og så kan læsere på POV gå ind på Facebook og se partiet synge “Den danske sang er en ung blond pige”. Sådan en var jeg engang. Ung blond pige! Men ellers vil jeg have mig frabedt at blive indraget i noget, der har med Dansk Folkeparti at gøre. Måske lige med undtagelse af dyrenes velfærd.

Ytringsfrihed vs etik

Jeg stod på en operationsstue i Nicaragua, da jeg fik at vide, at Jyllandsposten havde trykt tegninger af profeten Muhammed med en bombe i turban’en. “What is wrong with you Danes?,  spurgte min koordinator.

I Pakistan er en pakistaner for en dansker eksotisk og interessant. I Danmark er han/hun en perker

Jeg bad hende pænt om ikke at holde mig ansvarlig for, hvad Jyllandsposten trykte, men forklarede, at Danmark er et lille sekulært land, hvor hovedparten af befolkningen er født ind i en folkekirke, hvor de kun kommer ved dåb, konfirmation og begravelse og derfor ikke forstår, hvad det vil sige at have en dyb religiøs overbevisning. Og at visse danskere har en tendens til at gøre grin med alt og alle i ytringsfrihedens navn.

Det sorte svin

I 1987 var jeg frivillig på det hedengangne Månedsbladet Press. En af journalisterne gik undercover, farvede sit hår sort, fik et falsk tyrkisk pas, monterede en skjult mikrofon og forsøgte at rejse ind i Danmark. Han blev stoppet af grænsepolitiet, som selvfølgelig ingen anelse havde om, at han forstod dansk. “Send det sorte svin tilbage”, sagde en af grænsepolitiets brave betjente.

Journalisten blev sagsøgt for falsk identitet. Politiet fik ingen straf. Det havde jo heller ikke givet sig ud for noget, det ikke var…

Så kom Schengen, og så kom DF og genindførte grænsekontrollen, karusellen kører. Det gør nationalismen og dens ækle tiltag også.

Det er dansk, det er dejligt…

Danskere ser sig selv som verdensborgere, som i modsætning til amerikanere, hvoraf kun halvdelen har pas, rejser verden rundt og udforsker andre kulturer. Jeg går ud fra, at der for manges tilfælde er tale om at outsource nysgerrigheden til “location”, mens man bibeholder sine NIMBY-istiske (Not In My Back Yard) principper på hjemmefronten. I Pakistan er en pakistaner eksotisk og interessant. I Danmark er han/hun en perker.

Men det forekommer mig, at det i global, national og lokal sammenhæng er blevet foruroligende legitimt både politisk og personligt at benytte sig af en nationalistisk, populistisk, menneskefjendsk retorik, jeg vil tillade mig at kalde ideologisk indavl

Men hvad er det, udover Højskolesangbogen, rigsdansk og racehygiejne, der definerer danske normer og værdier? Stegt flæsk og persillesovs? Gasolin? Folkedans? Matador? H.C.Andersen?

Umiddelbart er det ikke mit indtryk, at de danske kulturelle traditioner tilfredsstiller danskernes behov for underholdning og stimulation. Megen musik kommer fra USA (et multikulturelt land, hvem skulle nu have troet det?) Det samme gælder film. Og danske udgaver af amerikanske underholdningsprogrammer.

Det er heller ikke mit indtryk, at traditionel dansk mad er interessant nok for i hvert fald storbybefolkningen i Danmark. Der er meget få restauranter, der begrænser sig til hakkebøf, flæskesteg og æblegrød.

Så skal det forstås på den måde, at nu, da vi har lært at lave hummus, kan tyrkere, her tre generationer senere anse deres job som vel overstået og rejse hjem til et sted, de aldrig har boet?  I lighed med manden, der ifølge Berlingske, fik 20 års fængsel for at skyde på en civilbetjent, og senere bliver udvist til sit “hjemland” Pakistan, selv om han er født i Danmark.

Udvises som 18-årig

En af mine venner er værge for en 17-årig dreng fra Afghanistan, hvis forældre blev bombedræbt for over syv år siden. Han (navne og omstændigheder kendes af POV) blev hjemløs efter en onkel, som han boede hos, forsøgte at prostituere ham. Det lykkedes ham at komme til Danmark, hvor han via psykologhjælp, pædagoghjælp og medlemskab i en sportsklub har formået at blive nogenlunde velfungerende, trods sine traumer. Men Udlændingestyrelsen har afgjort, at det er sikkert nok at sende ham tilbage til Kabul, når han bliver 18.

Personligt tror jeg ikke, Osama-bin Laden stod op en morgen, pillede sig i næsen og mumlede til sig selv “jeg keder mig, jeg tror, jeg kaprer nogle fly”. Ikke at jeg på nogen måde forsvarer terrorangrebene…

Og så har Danmark indført en lov, der forbyder individer at gå tildækket. Jeg er helt målløs: Hvilken trussel udgør kvinder i niqab eller burka? Mobiliserer de bander og overfalder folk på gaden? Hvilke pylrehoveder er bange for dem? Det eneste formål, jeg kan se med loven, er, at den som biprodukt gør det strafbart at gå med elefanthue. Så vidt jeg ved er flere mennesker blevet forulempet af mænd med elefanthuer end kvinder med tørklæder. Ærlig talt, er der ikke vigtigere ting at lave lovgivning om?

Ideologisk indavl

Da Danmark for omkring ti år siden indførte stramninger af immigrationslovgivningen, blev jeg interviewet af Politiken. Jeg havde på det tidspunkt en sort amerikansk kæreste og min bror bosiddende i Danmark. Han var lige blevet gift med en kvinde fra Brasilien.

Murmaleri i New York.

Jeg sagde til journalisten, at lovgivningen var et bevis på, at indvandring var nødvendig, eftersom indavl tydeligvis havde skadet politikernes hjerner. Det var selvfølgelig helt igennem udiplomatisk og videnskabeligt ukorrekt.

Men det forekommer mig, at det i global, national og lokal sammenhæng er blevet foruroligende legitimt både politisk og personligt at benytte sig af en nationalistisk, populistisk, menneskefjendsk retorik, jeg vil tillade mig at kalde ideologisk indavl.

Inviterede Danmark ikke oprindelig gæstearbejdere, så de kunne påtage sig de job, danskerne følte sig for gode til? Har Danmark som allieret ikke soldater i Afghanistan og Irak?

De mexicanere, Trump kalder forbrydere og voldtægtsmænd, ville i lighed med andre centralamerikanere, ikke være så desperate for at komme til over grænsen, hvis ikke USA havde blandet sig i de pågældende landes politik, som fx støtte til militærkuppet i Honduras i 2009.

Personligt tror jeg ikke, Osama-bin Laden stod op en morgen, pillede sig i næsen og mumlede til sig selv “jeg keder mig, jeg tror, jeg kaprer nogle fly”. Ikke at jeg på nogen måde forsvarer terrorangrebene, men de kunne jo til en vis grad have noget at gøre med måden, hvorpå USA har forvaltet sin udenrigspolitik.

Det ville klæde den vestlige såkaldte civilisation, hvis vi for en gangs skyld tog konsekvensen for vore handlinger og droppede den der, “det er de andres skyld, de kommer og ta’r os “.

Så nu tilspørger jeg dig, læser: Hvor synes du, jeg skal flytte hen? Hvor kan jeg blive borger i et anstændigt samfund?


Alle fotos: Bibs Carlsen.

Birgitte (Bibs) Carlsen, født 1959. Uddannet sygeplejerske i 1986 på Århus Kommunehospital. Bosat i New York siden 1992, hvor hun arbejder som operationssygeplejerske på et cancerhospital. Har deltaget som frivillig i 15 internationale kirurgiske missioner i Central- og Sydamerika, Asien og Afrika med varierende fokus og formål, fra korrektion af læbe-ganespalter, brandsår og obstetrisk fisteldannelse til undervisning, rygdeformiteter og nødhjælp efter jordskælv (bl.a. Haiti). Hendes rejser har givet hende mulighed for at komme i berøring med både hårde og bløde emner, nok mest hårde, hvor hun kunne bidrage med lidt opblødning. Og så holder hun af mennesker, samfund, liv og kultur uanset hvor – også i hendes New York.
Hvis du læser med og gerne vil donere et beløb som tak for skriverierne fra Bibs kan du overføre til hendes konto i Jyske Bank: 7170 0002195315

Seneste artikler om Danmark