BOGUDDRAG // LONGREAD – Hans Henrik Fafner har i sin bog Halutzim – kontrasternes Israel mødt og interviewet 15 israelske pionerer, både de, som var med ved oprettelsen af staten Israel, og de, som i dag er bosættere på den besatte Vestbred. Bogen er et nutidigt portræt af Israels nyere historie set gennem disse menneskers øjne, såvel de oprindelige kibutznikkere og deres drøm om at skabe et nyt og retfærdigt samfund for jøder, som bosættere i de besatte områder efter 1967-krigen og deres særlige religiøse drivkraft.
Der bor godt og vel 600.000 israelere på den anden side af den grønne linje. Altså på østsiden af grænsen mellem Israel og Vestbredden. Det er dem, vi under ét kalder bosættere.
Som gruppe er de alle sammen nøjagtig lige meget i strid med internationale konventioner. Her står det sort på hvidt, at ingen stat må flytte sin civilbefolkning ind på besat område, og det er naturligvis hovedargumentet for at bosættelserne er ulovlige. Men så kommer de nuancer, det kan være svært at få med, når man bare følger den almindelige nyhedsstrøm. Vi kender det stereotype billede af bosætteren med de vilde øreløkker, det filtrede skæg, bred hæklet kalot og et desperat blik i øjnene.
Men eksempelvis bor der et par hundrede tusinde israelere i Østjerusalem. Det er boligkvarterer, som er blevet lagt i en ring øst om de palæstinensiske dele af byen med det klare formål at gøre byen til et hele, og de ligner ganske almindelige forstadskvarterer.
Inde på selve Vestbredden er der også store forskelle. Daniella Weiss er i den sammenhæng et bymenneske. Kedumim er en stor bosættelse med op mod 5.000 indbyggere, og den fungerer som forstad til Israel. Et flertal af beboerne er sekulære, og de bor der ikke så meget af bibelsk veneration, som fordi boligpriserne er overkommelige i forhold til Tel Aviv og fordi levestandarden er høj.
Typisk er de pendlere, som til daglig tager bilen for at komme på arbejde i selve Israel. Man kunne kalde dem bekvemmelighedsbosættere. Daniella Weiss har godt nok sin aktivistiske fortid og er stadig ideolog til fingerspidserne, men hun kan ikke løbe fra at være bybo, og så skinner den polerede levebrødspolitiker hele tiden igennem.
***
I Kfar Tapuach er stemningen meget mere tilbagelænet. David Ha’ivri er lettere forsinket. Han taler i mobiltelefon, mens han nærmer sig. Vinker. Hilser venligt, og kigger sig omkring på den lille parkeringsplads ved postboksanlægget, hvor vi har sat hinanden stævne.
På en græsplæne er man i gang med at forberede en aktivitetsdag for børnene. Der bliver sat borde frem med drikkevarer og saltstænger, og flere store hoppeborge er allerede pustet op. En af dem er udformet, så børnene kan rutsje ned ad det synkende Titanic og lande i et bassin. Symbolikken har dog næppe noget med sagen at gøre. David Ha’ivri smiler lidt, da jeg bemærker det. Kfar Tapuach er ikke nogen synkende skude, siger han, og foreslår at gå et andet sted hen hvor vi kan få ørenlyd.
Han vælger det lille industrikvarter i bosættelsens udkant. Herfra kan man se vejen nedenfor. Det er hovedvej 60, som løber fra nord til syd langs højderyggen på Vestbredden.
”Det er vejen, hvor vores forfædre færdedes,” udbryder han. ”Nablus, Shilo, Beit El, Jerusalem, Betlehem, Hebron, Beersheva. Alle stederne er nævnt i Gamle Testamente. Denne vej repræsenterer vores tilknytning til landet.”
Sådan lyder udlægningen i en ideologisk bosættelse, og Kfar Tapuach er en af de meget udprægede af slagsen. Samtlige beboere er religiøse, alle overholder sabbatten, og man bor her helt tydeligt på grund af det bibelske. Direkte oversat hedder den Æblelandsbyen, men bag navnets duft af gemytlig børnebog ligger den bibelske forklaring. I Josvabogens beretning om israelitternes erobring af landet læser vi, at kongen af Tappua var blandt de besejrede. I det hele taget er historien om folkets hjemkomst til landet et gennemgående tema i selvforståelsen på stedet.
Industrikvarteret virker dog temmelig forladt. Der ligger et bilværksted, som ikke synes at være overrendt af kunder og resten er mere eller mindre lukket. Tre aflange bygninger i grå beton og med asbestplader på taget. I den midterste har nogen åbnet noget så usandsynligt som en café. Det er Davids svigerinde, som først åbnede en butik med genbrugstøj. Det er en kristen amerikansk organisation som indsamler og får det skibet til Vestbredden, hvor varerne sælges til symbolske priser. For et års tid siden føjede svigerinden små cafeborde til forretningen, og hun serverer iskaffe, da vi sætter os. Den smager godt mellem bøjlestativerne, og hun skruer hensynsfuldt ned for musikken.
”I Galilæa og andre steder i landet, er det faktisk temmelig få byer, som er blevet oprettet med myndighedernes medvirken,” forklarer han og tager springet til moderne tid. Han foretrækker det neutrale ord ’by’ frem for ordet ’bosættelse’, som venstrefløjen i hans øjne har givet en negativ klang.
Han beskriver det som naturlig tilvækst. Kibbutzer og moshaver blev sat på landkortet, somme tider i nattens mulm og mørke, når der var behov, og først bagefter fik de officiel status. Jeg ved godt, hvor han vil hen. Han taler om den samme kontinuitet, som Daniella Weiss taler om, og ser derfor ingen principiel forskel på, om de ligger her eller der. Og så gør han et nummer ud af at forklare, at Kfar Tapuach er atypisk. Den blev anlagt i 1978 som militær udpost, så den har altså haft statslig blåstempling lige fra starten. Den opstod som en del af Nahal, et militært program, hvor man placerer en gruppe soldater på et sted, der så overgår til civil status når soldaterne afslutter deres værnepligt.
Bosættelsens beliggenhed blev derfor også valgt af klare strategiske grunde. Nedenfor Kfar Tapuach ligger et vigtigt kryds, hvor man fra 60’eren kan tage 505 i retning mod kystsletten og Tel Aviv, eller vælge at køre mod øst, gennem de golde ørkenbjerge ned til Jordandalen. Heroppe fra bakketoppen er det muligt at overvåge al trafik i krydset, hvor der også ligger en stor militær kontrolpost.
***
”Den første gruppe civilister i Kfar Tapuach bestod af indvandrere fra Yemen,” fortæller han. ”De var indbyrdes uenige og det gik ikke så godt. Da vi kom hertil i 1988, var stedet ved at falde helt fra hinanden.”
Hans personlige historie er et godt eksempel på, hvordan bosættelser vokser. På det tidspunkt var han nygift. Hans kone, Mali, er født og opvokset i Kfar Hittim, en ultraortodoks moshav i nærheden af Genesaret Sø. Hun ville gerne bo et sted, hvor hun kunne fortsætte sin ortodokse livsstil, og livet i en storby tiltalte hende ikke. David studerede på det tidspunkt på en yeshiva i Jerusalem, og ville helst ikke for langt bort fra byen. Relativt hurtigt blev de enige om, at et af de små samfund på Vestbredden måtte være det kompromis, de søgte.
Den proces tog nogle år. De ideologiske bosættelser stillede meget strenge krav for optagelse i fællesskabet. Enhver kandidat skulle til en række møder med en beboerkomité, som skulle høre om arbejde og indtægtsforhold, baggrund på alle leder og kanter, og ikke mindst ideologisk indstilling og graden af religiøsitet. På et tidspunkt søgte de ind i Maaleh Amos, en ultraortodoks bosættelse i ørkenen syd for Jerusalem.
”Vi blev inviteret til at tilbringe en sabbat hos en familie,” fortæller han. ”På den måde kunne de få en bedre fornemmelse af os. Lørdag aften, efter sabbatten, blev vi kaldt til komiteen, og de smed os ud på stedet. Det var ydmygende.”
Redningen kom i form af Kfar Tapuach. Bosættelsen var ved at kollapse, så den israelske regering besluttede at give den kunstigt åndedræt med tilflyttere, der ankom som gruppe. Det skulle skabe et nyt, socialt grundlag, og gruppen blev samlet blandt studerende fra den yeshiva, hvor David studerede. Den stod under ledelse af den rabiate rabbiner Meir Kahane.
***
”Fra den ene dag til den anden ændrede Kfar Tapuach karakter, og vi fik ry for at være ekstreme,” smiler han.
Kfar Tapuach blev højborg for tilhængere af Meir Kahane, der ligesom David Ha’ivri stammede fra USA. Under opvæksten i Brooklyn var Kahane selv discipel af Hillel Kook, en nevø til den store rabbiner Kook og revisionistisk aktivist. Under dæknavnet Peter Bergson samlede denne en gruppe, der allerede i 1943 protesterede mod den amerikanske regerings apatiske holdning til nazisternes folkedrab på jøderne, som var i fuld gang i de polske dødslejre. ”Aldrig igen!” skreg de i Bergson-gruppen, som mere midtsøgende zionister i USA krævede deporteret for uamerikansk virksomhed. Hvad angik Mellemøsten udtrykte Kahane sin klare støtte til oprettelsen af en palæstinensisk stat – men beliggende i Jordan. Blandt hans idoler i den lokale konflikt var Yair Stern, hvis gruppe mange i dag mest forbinder med drabet på 107 palæstinensere i landsbyen Deir Yassin, den 9, april 1948.
Den kontante aktivisme talte til Meir Kahane, som i 1968 oprettede sin Jewish Defence League. Det ideologiske grundlag hvilede på den store revisionistiske ideolog, Vladimir Jabotinsky, der tilbage i 1920’ernes Østeuropa havde formuleret sine tanker om den stærke jøde, der kunne forsvare sig selv mod antisemitterne. Det var den samme Jabotinsky, der havde inspireret den unge Uri Avnery. Men 1960’erne var også ungdomsoprør og sociale omvæltninger i USA.
Kahane selv brugte begrebet transfer. Det betyder, at de såkaldte palæstinensere skal opfordres til at flytte herfra. Der er 21 arabiske stater i Mellemøsten. De kan vælge frit, og vi skal nok give dem økonomisk kompensation
Masser af amerikanske jøder marcherede med borgerrettighedsbevægelsen. Med drabet i 1968 på dens leder, Martin Luther King, var tingene dog under forandring. De Sorte Pantere havde gjort kampen mere militant, og de to afroamerikanske sprinteres knyttede næver på sejrsskamlen under OL i Mexico City det år, havde enorm symbolværdi. Flere og flere jøder havde svært ved at solidarisere sig fordi de i stigende grad blev betragtet som hvide. Kahane fandt i hvert fald anledning til at forsvare sig fysisk mod hvad han kaldte sort antisemitisme.
I Brooklyn var modsætningerne til at føle på. Social nød skabte sort utilfredshed, og da rabbi Kahanes JDL kom på banen, udartede det hurtigt til noget der mindede om bandekrig. Kahane protesterede også mod Sovjetunionen, som nægtede sine jøder at udvandre til Israel, og på et tidspunkt forsøgte hans folk at placere bomber under sovjetiske diplomatbiler, ligesom de havde planer om at bombe den irakiske ambassade i Washington.
Kahane blev anholdt og en terrordom truede, da det i 1971 lykkedes ham at udvandre til Israel. Dér dannede Kahane sit eget parti, Kach. Han opstillede til samtlige Knesset-valg, men først i 1984 lykkedes det at vinde et enkelt mandat. I den forbindelse nægtede han at sværge troskabseden, men fremsagde i stedet et vers fra Salmernes Bog for at understrege at Bibelen stod over landets love. Året efter vedtog Knesset en lov, der definerede Kach som racistisk og dermed forhindrede partiet i at genopstille.
Det er disciple af denne forbudte bevægelse, der flyttede ind i Kfar Tapuach. Bosættere på Vestbredden har normalt ingen vanskeligheder ved at få lov til at bære våben, men David forklarer, at han allerede på det tidspunkt var blevet frataget sin våbentilladelse.
”Jeg var fremtrædende kahanist, så jeg blev anset for at være farlig for mine omgivelser,” konstaterer han med hævede øjenbryn. ”Egentlig savner jeg det ikke, og jeg er kommet til den konklusion, at det kun er skræmte mennesker, som føler behov for at bære våben.”
Kahane blev selv skuddræbt i en hotellobby på Manhattan. Det var i 1991 og gerningsmanden var egypteren El Sayyid Nosair, som stod i forbindelse med den dengang temmelig ukendte Osama bin Laden. Rabbinerens søn, Benyamin Zeev Kahane, mistede livet på årets sidste dag i 2000. Det skete nede på hovedvej 60, hvor han kørte i et palæstinensisk baghold i aftenmørket. Hans kone blev også dræbt, og eftersom det var familie – hun var søster til Mali – adopterede de parrets seks børn i det lille hjem i Kfar Tapuach.
”Enhver, som stiller sig loyalt til den jødiske stat, kan leve her med fulde rettigheder,” siger han med selvfølgelighed. ”Statens fjender har derimod ikke noget at bestille her.”
”Hovedtanken i kahanismen er, at jøder og arabere ikke kan leve sammen, og at hele dette land tilhører det jødiske folk,” forklarer David. ”Kahane selv brugte begrebet transfer. Det betyder, at de såkaldte palæstinensere skal opfordres til at flytte herfra. Der er 21 arabiske stater i Mellemøsten. De kan vælge frit, og vi skal nok give dem økonomisk kompensation.”
Han tier et øjeblik, og siger så, at han selv er blevet mere moden med årene.
”Jeg beundrer stadig rabbi Kahane og hans tænkning, men i dag går jeg nok mere i retning af integration,” siger han så.
Ordet virker fremmed i hans mund, og han sætter da også visse grænser for sine moderate holdninger. Han tænker på forskellige mindretal som drusere, beduiner og samaritanere. De forholder sig loyalt til staten Israel, og de aftjener militær værnepligt, hvilket for David Ha’ivri er adgangsbilletten.
”Enhver, som stiller sig loyalt til den jødiske stat, kan leve her med fulde rettigheder,” siger han med selvfølgelighed. ”Statens fjender har derimod ikke noget at bestille her.”
***
Sammen tager vi et overblik over disse såkaldte fjender. Vi kører op til Velsignelsens Bjerg, hvor bosætterne har anlagt en udsigtsplatform på toppen. Under os breder den palæstinensiske by Nablus sig i dalen, og det er hele meningen med at man kan stå heroppe og betragte den. Eller længes efter den, som David siger.
Han peger ned på selve turens mål. Hans pejlemærke er en blå firkant. Den tilhører en palæstinensisk skole, som man også kan se, og det må være en form for sportsplads. Lige ved siden af ligger der en lille bygning med hvid kuppel.
”Dér ligger Josef begravet, og det er grunden til at vi betragter Nablus som hellig by,” siger han.
Der er tale om den gammeltestamentelige Josef, søn af patriarken Jakob og matriarken Rakel. Det var ham, hans brødre i et anfald af jalousi solgte som slave til Egypten, hvor han blev en stor mand. Før han døde, bad han israelitterne om at blive begravet i hjemlandet, og da de ankom hertil efter de fyrre års vandring i Sinaiørkenen, opfyldte de hans ønske dernede i dalen.
Sådan lyder fortællingen i hvert fald. Men i modsætning til folkefesten ved Rakels Grav udenfor Betlehem, er der mennesketomt ved denne grav. Israelske statsborgere har ingen adgang. Nablus er klassificeret som område af, altså totalt palæstinensisk selvstyre, hvor de israelske myndigheder forbyder sine borgere at færdes.
”Det er i total strid med bestemmelserne i Oslo-aftalerne,” siger han med henvisning til den aftale, som han har foragtet og bekriget lige siden den blev til i 1993.
En gang om måneden udsteder militæret udgangsforbud for palæstinenserne i Nablus. Det sker altid om natten, og fra midnat kan religiøse jøder komme ind for at bede ved graven
En af aftalens mange bestemmelser var, at religiøse jøder skulle have ret til at komme og bede ved Josefs Grav inde i Nablus. I de første år fungerede ordningen. Han fortæller at hans ældste søn, Maccabi, stod bar mitzva – han blev altså konfirmeret – inde ved graven, og der var familiefest på stedet. Men allerede da det var den næstes tur havde forholdene ændret sig, så familien måtte tage derind i pansrede køretøjer og med militær eskorte. Siden Al Aqsa intifadaen, som startede i september 2000, har Nablus været lukket land for den type arrangementer.
”Jeg betegner det som apartheid, at jeg som jøde ikke kan komme hvor jeg har lyst i mit eget land,” tilføjer han bare.
I dag er han en af nøglepersonerne i en anden aktivitet. En gang om måneden udsteder militæret udgangsforbud for palæstinenserne i Nablus. Det sker altid om natten, og fra midnat kan religiøse jøder komme ind for at bede ved graven.
”Det sker i skudsikre busser og med masser af soldater i gaderne,” oplyser han. ”Sidste gang lykkedes det os at få 3.000 mennesker ind. Man skal skrives op, for at komme med på sådan en tur, og ventelisten er lang. Alle ved, at det tager hele natten, og man får kun 15 minutter ved graven. Men det er indsatsen værd.”
Som for at sætte ekstra trumf på tilføjer han, at Gideon fra Dommerbogen også ligger begravet på stedet.
***
Det med gravene fylder en del i den jødiske aktivisme. Det hænger naturligvis sammen med at en grav ifølge jødisk tradition aldrig må sløjfes. Den skal være fredhellig til tid og evighed, og når det drejer sig om en markant bibelsk skikkelse, får graven kun ekstra vægt i bevidstheden.
Men David Ha’ivri hæger også om landskabets mere forgængelige kendsgerninger. Han er med i en gruppe, der til stadighed prøver at genbosætte Homesh. Det ligger ude i bjergene nord for Nablus og var en af de fire bosættelser, myndighederne slettede fra landkortet, da de alligevel rømmede de 21 bosættelser på Gazastriben i sensommeren 2005. Udover beliggenheden i Samaria er Homesh blottet for bibelsk betydning, men alligevel betragter han det som en forbrydelse at rømme stedet. Det ligger i dag i en del af Vestbredden, hvor israelere er forment adgang. En vejspærring søger for at ingen kommer forbi, men en gruppe unge bosættere har etableret en alternativ rute, der ad hullede jordveje fører til Homesh. Der bruger de dagene på at studere Talmud. De militære myndigheder ved godt hvad der foregår, men vælger at vende det blinde øje til, så længe de unge ikke etablerer sig mere permanent.
”Jeg tager derop og er nattevagt engang imellem,” siger han. ”Uden våbentilladelse kan jeg ganske vidst ikke udrette meget, men jeg holder den bevæbnede vagt ved selskab.”
Gang på gang dukker Ariel Sharon op i vores samtale. Krigshelten og politikeren. Det er Sharon, der som boligminister var med til at få Kfar Tapuach på benene, men det er også ham, der som premierminister tog det overrumplende initiativ at rømme bosættelserne på Gazastriben. Gush Katif, som bosættelserne i det sydlige Gaza hed.
”Mit personlige gæt er, at hans beslutning var et typisk udslag af israelsk arrogance,” besvarer han mit spørgsmål om hvorfor. ”Sharon gjorde præcis hvad der faldt ham ind. Han var general under krigen i 1973 og satte over Suezkanalen med sine tropper. Hvis politikerne ikke havde standset ham, var han rykket ind i Cairo. Sådan var han. I 2005 var han gammel og træt, og jeg tror mest af alt, han var ude på at vise verden at han stadig var den egenrådige bulldozer. Jeg har hørt folk sige, at de slagtilfælde som han fik kort efter, var Guds straf for rømningen. Det betragter jeg nu som en konspirationsteori, men uanset hvordan man vender og drejer det var rømningen af Gush Katif en forbrydelse og en national katastrofe, som ikke må gentages.”
***
Da vi er ved at tage afsked på bosættelsens parkeringsplads, hører man igen hans mobiltelefon. Ringetonen er en sang af Cat Stevens.
”Kender du ham?” spørger han, og ser næsten triumferende ud.
Naturligvis kender jeg Cat Stevens. På den israelske højrefløj kender de ham som den, der konverterede til islam, og som de beskylder for at donere penge til Hamas. Til fjenden. David slår det hen. For ham er musikken et nostalgisk minde fra opvæksten i New York, siger han.
Men der er noget mere ved det. Da Cat Stevens konverterede i 1977 tog han navnet Yusuf Islam, og skulle hænge sammen med en personlig identifikation med den bibelske Josef, der også optræder i Koranen. Det var Josef, som blev solgt på markedet, hvilket skal være den følelse, Cat Stevens havde på musikmarkedet. Men det er også dén Josef, som nu ligger begravet nede i Nablus, og som fylder så meget i David Ha’ivris dagligdag her på stedet. Men jeg slår det fra mig. Der er så meget i dette land, som puster til underlige konspirationsteorier.
Hans Henrik Fafner: Halutzim – kontrasternes Israel
Sider: 200
Udgivelsesdato: 02-06-2020
Forlaget Turbine
Fotos: Skribenten.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
