Dage på DOX #13: Festen falder til ro

i Kultur/Film af
FILM // FESTIVAL – Efter 13 dage og 37 anmeldelser runder POV International af for dækningen af årets CPH:DOX. Filmredaktør Frederik Bojer Bové kaster et sidste kritisk blik på festivalen anno 2021, bl.a. ved at kigge på vinderfilmene fra sidekonkurrencerne.

Priserne er blevet uddelt. Den online streaming-platform bliver slukket. Festivalen er ved at falde til ro. Samtidig har CPH:DOX netop meddelt navnet på én af dem, der skal tage over for administrerende direktør Tine Fischer. Det bliver Niklas Engstrøm, der skal være kunstnerisk leder. Jobbet som festivaldirektør bliver slået op.

Det er tid at gøre lidt status. Men det er lidt svært at bruge 2021 til at sige alt for meget om CPH:DOX, for det endte med at føles som et år, der virkelig var ramt af Covid. Helt generelt var niveauet bare lidt lavere end sidste år. Ingen film fik seks stjerner, hvorimod tre fik topkarakter sidste år. Over hele linjen var det, som om der lige manglede det sidste. Hvilket er helt forståeligt, efter et år der har gjort filmarbejde langt mere besværligt.

Alligevel er der visse ting, som man kan sige til den kommende kunstneriske leder. Det er selvfølgelig kun min personlige holdning, men CPH:DOX har brug for at stramme lidt til. De sidste år er antallet af film i hovedkonkurrence steget og steget, og femten film er simpelthen et par stykker for meget. Læg dertil også, at nogle af sidekonkurrencerne overlapper lidt, og at det ikke altid er helt til at forstå, hvorfor der skal være hele sideafdelinger til film om ‘Science’ eller ‘Justice’, og der kunne helt ærligt godt være behov for en lidt strammere struktur, der var lidt nemmere at finde rundt i.

Det var det generelle. For at forsøge at sige lidt mere specifikke ting har jeg her i årets sidste DOX-tekst valgt at kigge på de tre film, der vandt sidekonkurrencerne New Vision, NEXT:WAVE og F:ACT Award. Hvad er det for nogle kvaliteter, der bliver prissat? Og giver det mening?

All Of Your Stars Are But Dust On My Shoes (Haig Aivazian)

4 POV stjernerDet er på tide at gøre noget ved New:Vision-prisen. Den har været med siden 2004, og er gået til store værker som Leviathan fra Harvard SEL og Mania Akbaris A Moon For My Father. Men jeg kan simpelthen ikke regne ud, hvad den er til for længere.

‘New:Vision Award is our international competition for artists’ films, both short and features.’ Det står der på hjemmesiden. Men betyder det, at ingen af de andre filmskabere er ‘artists’? Og den længste film i årets konkurrence var 47 minutter, det kalder jeg altså ikke for en ‘feature’.

New:Vision er blevet en konkurrence for kortfilm, hvoraf mange ville gøre sig bedre på et galleri. Jeg ved virkelig ikke, hvem der hidser sig op over det længere. Årets vinderfilm All Of Your Stars Are But Dust On My Shoes var ganske glimrende, men jeg kan hverken finde noget nyt eller visionært over den, og den ville have været bedre, hvis den var længere end 18 minutter.

Jeg ved ikke rigtigt, om jeg gider at skriver om New Vision fremover, for der er simpelthen ikke noget interessant at sige længere

Filmen er en samling af klip, der kredser om lys og mørke. I den slående åbning ser vi hvaler, og hører om hvalfangst, og om hvordan deres indre blev til lampeolie. Hvalfangerne vandrede ind i bardehvalernes monstrøse indre, og helt derinde i det ukendte og mørke fandt de det, der oplyste hele den vestlige verden på den tid.

Man kan kalde det lysets mørke sider. Vi ser derefter f.eks klip af overvågning. Af elmaster der eksploderer. Af hvordan politiet dels bruger projektørlys til at vide, hvor de skal angribe, dels bruger mørke til at holde deres vold skjult for offentligheden. Vi ser youtube-klip og reklamer. Det er ganske glimrende, så absolut prisværdigt.

Filmen er fra Libanon, og i flere klip ser vi libanesere rase mod den manglende elektricitet i byen. Det bliver et tegn på samfundets sammenbrud. Ligesom vi ser sammenligninger med, hvor mange lys der var tændt om natten i Syren før krigen, og hvor mange der er tændt nu. Der er moskéer, titlen er et oversat arabisk slogan, og den amerikanske hyperoplyste forstad bliver brugt som en nærmest fantasmogorisk modsætning til den arabiske virkelighed. Vi får serveret et andet syn på virkeligheden, arbejder med metaforer, ser tingene fra andre vinkler.

Men det er egentlig bare et essay, stykket sammen af klip. Et virkelig godt et af slagsen. Men det er en ganske normal måde at lave film på. Jeg tænker mig også, at der må findes nogle lidt vægtigere udgaver, for 18 minutter var ikke nok til at komme i dybden med den her problemstilling.

Jeg ved ikke helt, hvad man skal gøre. Måske skal man opgive at have Verdens- og Europa-premierer her, for det virker ikke, som om DOX kan konkurrere med deciderede kunstfilms-platforme. Måske man skal tilbage til at fokusere på nyskabende dokumentar-film. I don’t know. Men jeg ved ikke rigtigt, om jeg gider at skriver om New Vision fremover, for der er simpelthen ikke noget interessant at sige længere.

You And I (Fanny Chotimah)

5 POV stjernerSom jeg tidligere har nævnt, så forstår jeg heller ikke altid NEXT:WAVE-konkurrencen. Nogen gange er det bare en debutant-konkurrence. Frigge Fris Klub Kranium var i NEXT:WAVE, og det er en rigtig god debutfilm, men ikke noget revolutionerende eksperimenterende værk.

Dem har jeg dog alligevel set et par stykker af i konkurrencen, især i dens første år. Jeg har set film med æstetik baseret på kvantefysik og forsøg på at blande digitalisme og persisk mystik. Det har været her, jeg har fundet nye visioner. Men de er der så sjældent, at jeg ikke orker at gå hele konkurrencen igennem.

Jeg gider dog stadig godt tjekke de bedste af dem ud. Igen i år var årets to vinderfilm virkelig gode. Special Mention vinder Holgut har jeg tidligere skrevet om. Den indonesiske vinderfilm You and I var på imponerende vis lige så god!

Man kunne side og fundere hele filmen igennem. Hvis ikke man havde travlt med at græde

Filmen er dårende enkel. Vi følger to ældre kvinder, Kaminah og Kusdalini. De mødte hinanden i fængslet som teenagere, under de store forfølgelser af venstreorienterede, hvor selv medlemmer af kommunistiske børnekor kunne blive straffet. Da de kom ud af fængslet blev den ene udstødt af sin familie, og siden da har de to kvinder boet sammen. Nu halvtreds år efter bliver Kusdalini syg, og vi følger stille hendes forfald, samt Kaminahs sørgen.

Det der er, med de her NEXT:WAVE-film, er, at de ret ofte minder mig om mere kendte instruktører, og You and I mindede mig lidt om den store kinesiske instruktør Wang Bings prisvindende Mrs. Fang, der også bare skildrede en døende ældre kvinde, samt hvordan hendes nærmeste reagerede på det. En kvinde ligger helt stille, og rundt om hende sidder hendes kære og venter.

Men ligesom med Wang Bing, så lader Fanny Chotimah til at være rigtig god til at få det enkle til at sige meget mere. Fortællingen om Kaminah og Kusdalini er også fortællingen om Indonesiens dunkle fortid, og især det famøse folkemord som også Joshua Oppenheimer undersøgte i The Act of Killing og The Look of Silence. De to kvinders liv blev formet af den uforståeligt store forbrydelse, og fordi de blev udstødt, har Kaminah ikke rigtig andre til at trøste hende i sorgen. Forbrydelsen fra dengang gør stadig ondt over halvtreds år efter.

Samtidig er der det usagte ved forholdet mellem de to kvinder. Hvor nært var det? Det meste af tiden virker de virkelig som et gammelt ægtepar, men sådan har de nok aldrig kunnet optræde i det indonesiske samfund. Hvem ved også, om de har haft lyst til det. Deres fortælling bliver på den led så facetteret, og så svær at blive klog på, at man kunne side og fundere over det hele filmen igennem. Hvis ikke man havde travlt med at græde.

Det er aldrig til at vide. Måske handler Chotimahs næste film om en eller anden popstjerne og er fortalt med voiceover og talking heads, fordi det er der, hvor pengene ligger

Jeg er virkelig imponeret. Jeg har fået smag på mere herfra. Indonesisk film er ikke så stort – jeg har skrevet en enkelt lille tekst om emnet, ifm PIX – og de få andre indonesiske artfilm jeg har set, har trukket på kultur og myter og genretroper til at sætte nutiden i perspektiv. Nærmest det modsatte af Chotimahs dokurealisme. Måske det så kan sætte noget nyt i gang? Der var heller ikke ret mange, der gik op i kinesisk dokumentar før Wang Bing.

Det er bare aldrig til at vide. Sådan er det med debutantpriser. Måske handler Chotimahs næste film om en eller anden popstjerne og er fortalt med voiceover og talking heads, fordi det er der, hvor pengene ligger. Who knows. Men som markør af, at det her, det vil vi meget gerne se mere af, der er prisen til You And I ganske glimrende.

When A City Rises (Cathy Chu, Iris Kwong, Ip Kar Man, Huang Yuk-kwok, Evie Cheung, Han Yan Yuen, Jen Lee)

4 POV stjernerEndelig er der F:ACT-Award, som burde være ret simpel. Den går til film, der er between documentary filmmaking and investigative journalism. Der var da også en del film i konkurrencen, der ligefrem handler om journalister! Eller som selv var undersøgelser, såsom The Tiger Mafia. Men andre var fra essayistiske instruktører, Theo Anthony, der var i F:ACT-award i år med All Light, Everywhere var endda i New:Vision sidste år med Subject To Review. Medmindre han virkelig har skiftet stil, så er han ikke særlig journalistisk.

Årets vinderfilm er egentlig heller ikke undersøgende journalistisk, så meget som det er en ret typisk ‘cinema varité’-film om opstanden i Hong Kong. Minder lidt om en film som President. Men det er en ganske glimrende film, som såmænd sagtens kunne have været i hovedkonkurrence. Den er massivt bedre end den langt mere pseudo-journalistiske United States vs Reality Winner.

Det er filmens anti-aktivistiske kvaliteter, der løfter den. Det er, når aktivisterne holder fri, at filmen for alvor bliver hjerteskærende

Filmen følger bare ganske enkelt unge demonstranter, der forsøger at kæmpe imod systemet, men som efterhånden bliver besejret, og må bearbejde skuffelsen. Nogle står endda til at komme i fængsel. Det er en ret fragmentarisk film, også fordi en del af de deltagende er anonyme, eftersom politiet stadigvæk slår hårdt ned på demonstranterne fra dengang. Og vi ved nok alle sammen, hvordan det endte, så filmen har ikke verdens højeste spændingskurve.

Det er, som om filmens bedste aspekt først bliver fundet lidt hen ad vejen. Men filmen skildrer virkelig fantastisk, hvor meget arbejde det kræver at lave revolution. Hvor meget mad og snacks der skal spises for at holde humøret oppe, hvor meget man skal hjælpes ad, hvor mange barrikader der skal laves, gasmasker skal findes, hvor meget man skal bevæge sig rundt. I et flot kort klip ser vi f.eks en menneskelig kæde, så der kan komme mad ind til at holde stand mod en evt belejring. Der skal mange mennesker til at lave den kæde, og det er ikke særlig gloriøst arbejde.

Andre film har skildret dette. Sergei Loznitsas Maidan er sikkert det bedste eksempel, også fordi han var så heldig, at den ukrainske revolution rent faktisk gik hen og lykkedes. Så heldige var de kinesiske filmskabere jo så ikke. Og de har heller ikke overhovedet den æstetiske dybde, som Loznitsas film har. Kameraet render rundt, scener klippes sammen, folk snakker til fotografen og det hele virker meget uplanlagt. Men det er så også filmens styrke.

Det er de små scener. Som når kvinden der koordinerer dagens demonstrationer er nødt til at tage en lille pause for at hente is i fryseren. Eller når en af de unge demonstranter tager en enkelt dag fri for at tage på date med sin kæreste, og køber en meget dyr ting, som hun driller ham med. Eller manden, der kæmper på frontlinjen, mens kæresten er gravid. Det er filmens anti-aktivistiske kvaliteter, der løfter den. Det er når aktivisterne holder fri, at filmen for alvor bliver hjerteskærende.

For at runde det hele af… Jeg ved det ikke. Med de gigantiske problemer dansk kulturliv har for tiden, og med en CPH:PIX festival der ikke har været rigtigt siden 2018, så skal man måske bare først og fremmest være virkelig lykkelig over, at CPH:DOX fungerer. Nu kommer der frisk blod til, og så kan man kigge nærmere på om man skal ændre ting.

Der er bare én ting, jeg gerne vil understrege: 15 film i hovedkonkurrencen er for mange. Der behøver ikke at være plads til film som United States vs Reality Winner, tak. Det gør anmelder-arbejdet meget hårdere, end det burde være.

Derudover har det været en fornøjelse. Håber også, det har været interessant at læse med. Tak for denne gang.


Alle filmene kan streames online hos CPH:DOX dagen ud. Fra i morgen er de væk.


All Of Your Stars Are But Dust On My Shoes
18 minutter

You And I
75 minutter

When A City Rises
100 minutter


Fotocredit: CPH:DOX

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Frederik Bojer Bové (født 1.12 1986) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og BA i Historie. Han blogger om film på kronoper.dk, er dansk redaktør på tidsskriftet Cinema Scandinavia og har været programlægger på Copenhagen Architecture Festival.

Seneste artikler om Kultur