GRØN BY & PARKERING // KOMMENTAR – Københavns kommunes omlægning af parkeringspladser rammer bl.a. bilkørende børnefamilier hårdt. På Amager, hvor Morten Holm-Nielsen bor, cirkler bilister rundt i boligkvartererne som udsultede måger på jagt efter pølsebrød, men offentlig transport er endnu ikke et konkurrencedygtigt alternativ til at lade bilen stå, skriver han.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Københavns Kommune – med Enhedslisten i spidsen – er i fuld gang med at fjerne parkeringspladser overalt i vores område. Pladserne, der før var til deling mellem alle bilister, bliver omlagt til delebilpladser, elbilpladser og tidsbegrænsede tre-timers-pladser.
Samtidig optager lokale håndværkeres skurvogne, containere og afspærringer yderligere pladser. Det samme gør et større opgravningsarbejde i nabogaden. Og som et sidste glasskår i min øjencreme er kvarterets underjordiske parkeringsanlæg med plads til 268 biler under renovering.
Stress og spildtid – og mere CO₂
Der går monumentalt meget kostbar tid til spilde, når jeg og andre cirkler rundt på jagt efter en p-plads. Mit humør dykker i takt med, at stressen stiger. Læg hertil at jeg og de andre spillere i parkeringskampen ironisk nok udleder gavmilde mængder CO2, mens vi krydser fingre for at vinde i parkeringslotto.
Men der er kun få vindere, og oppe fra mit vindue ser jeg ofte bilister tage chancen: De parkerer ulovligt og krydser fingre for, at der ikke falder en bøde. Efter omlægningerne er P-vagter med kløe i bødeskriverfingrene nemlig blevet hyppige luskegæster i kvarteret. Der må være brug for pengene i den slunkne kommunekasse, som vist højst rummer et par skaldede håndmilliarder.
Hov. Fik jeg nævnt at de fleste af de nys etablerede delebilpladser står gabende tomme, fordi der ikke er efterspørgsel på dem? Samme gør sig gældende med de mange pladser til elbiler.
Politikerne bør fremlægge en realistisk plan for, hvordan vi kan gøre byen grønnere i stedet for at jage bilisterne som uønskede pariaer
Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Vi får set nye og hidtil ukendte dele af Amager, når vi parkerer langt fra hjemmet. Og hvis vi har købt ind på vejen, får vi både trænet hjertelunge-systemet og overarmene.
Endelig er der en uventet gevinst: Jeg har fået genopfrisket mine yndlingsskældsord fra Kaptajn Haddock. Få ord i verden passer nemlig bedre til de ansvarlige københavnske politikere end papnakker, åndsboller og ostemider.
Nødvendig omstilling, men hvor er alternativerne?
Jeg er helt med på, at vi skal have færre benzin- og dieselbiler af hensyn til klimaet, og min familie og jeg er i fuld gang med elbil-researchen. Men her og nu er cykel og offentlig transport ikke et holdbart alternativ for min og mange andre travle familier, hvis liv med arbejde, børn, indkøb og fritidsaktiviteter er som at spille Tetris og lægge kabale samtidigt.
Læg hertil, at offentlig transport er både dyrere og mere tidskrævende end bilen – og til januar stiger prisen på bus, tog og metro minsandten igen igen. Det er denne virkelighed, politikerne enten overser eller værre: De er ophøjet ligeglade.
Skab konkurrencedygtige transport-alternativer
Inden du begynder at google fakler, høtyve og min privatadresse: Jeg støtter selvsagt visionen om en grønnere by. Men omstillingen skal give mening for alle – også for de familier, der ikke kan undvære bilen og ikke lige har et træ i haven med mindst 220 tusindlapper til en elbil.
Politikerne bør fremlægge en realistisk plan for, hvordan vi kan gøre byen grønnere i stedet for at jage bilisterne som uønskede pariaer efter parolen “Det skal være besværligt at tage bilen i København” som det så smukt lyder fra Teknik- og Miljøborgmesterens rummelige parti. Et logisk skridt er at skabe konkurrencedygtige transport-alternativer, inden man fjerner flere p-pladser.
Endelig kan politikerne dreje på det her håndtag: Ifølge Klimaplan 2025 vil man over en periode nedbringe udslippet fra offentlige bygninger i København med 40%. Så nu stiller jeg lige et næsvist spørgsmål: Hvad med at hæve ambitionerne en anelse og holde op med – helt bogstaveligt – at lukke varm luft ud?
Svaret bliver formentlig nej. For det er mere sexet og populært hos en stor del af vælgerskaren at jage bilisterne. Og jeg kan ikke slippe den kætterske tanke, at den ansvarlige borgmesters hedeste drøm er, at alle københavnere skal køre rundt på en hjemmelavet genbrugscykel af biodynamisk fair trade bøgetræ.
Læs også Niels Freeses artikel “Polen opfører et atomkraftværk 330 kilometer fra Danmark”.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her