Et lille guddommeligt glimt af hjælpsomhed

af i Danmark/Klumme/Liv & Mennesker

DAGENS POV // LIV – Oftest finder de stjernestunder, som vi oplever, sted uden for comfortzonen, skriver Frederikke Lett. I sommer cyklede hun ind i et vildt tordenvejr, der fik gav frygten og raseriet frit spil. Men ud af ingenting kom et fremmed menneske hende til hjælp og et af livets smukke øjeblikke udfoldede sig.   

Man møder mennesker, man ikke glemmer. Man oplever uforglemmelige øjeblikke, et lille guddommeligt glimt af noget mere. Man oplever stjernestunder. Det hele befinder sig som oftest udenfor den lille grå comfortzone.

I sommer cyklede jeg en aften, da regnen brød løs. Hjem fra min fætter på Nørrebro. Til Snekkersten. Regnen kom ved Klampenborg. Heftig regn, lyn, storm, hagl, orkan, tornado – you name it. Cyklen skøjtede fremad i regnen, og jeg sad på jernhesten i cowboyshorts. De cowboyshorts, som jeg kun har ejet et par af, men som har været med mig verden rundt i alt slags vejr. Og som min veninde Louise ynder at drille mig med, fordi de fungerer som mit eneste vandreudstyr.

Jeg trampede indædt, en mystisk bil holdt på en parkeringsplads og lyste ud i regnen, trillede så pludseligt langsomt af sted. Lynene oplyste området og jeg var parat til at kaste mig i grøften. Mærkede raseri over at føle frygt

Vejret var vildt. Jeg overvejede på intet tidspunkt at ringe efter en taxa. Men jeg overvejede, om jeg skulle lægge mig lidt ind under en skurvogn eller kaste alt tøjet fra mig som tyngede.

Jeg plejer sjældent at være bange. Men der er noget ved mørke og regn, som alligevel får alle verdens uhyggeligste film og fantasier op til overfladen. Jeg tænkte på filmen Seven, jeg tænkte på Catherine, der kalder på Heathcliff i regnen, og på Mary Shelley om hvem det siges, at hun skrev Frankenstein på grund af et vildt sommervejr i Schweiz i 1816. Jeg tænkte på, at det i bund og grund er udsat at være kvinde alene om natten i mørket.

Jeg har aldrig været bange for ild og torden, men efter det lyn, der slog ned på en fodboldbane for nogle år siden – overvejede jeg denne mørke aften – om jeg ville overleve den lange strækning ved Nivå med de heftige lyn. Jeg trampede indædt, en mystisk bil holdt på en parkeringsplads og lyste ud i regnen, trillede så pludseligt langsomt af sted. Lynene oplyste området og jeg var parat til at kaste mig i grøften. Mærkede raseri over at føle frygt.

Trampede videre, humøret skiftede. Fra frygt til styrke, fra udmattelse til overvindelse.
Jeg nød det faktisk, men var pænt udmattet da jeg cyklede gennem Humlebæk og så to hujende 15-årige drenge med bar overkrop hoppe rundt i regnen. ‘De har fattet det’, tænkte jeg. Det mente jeg selvfølgelig også selv, jeg havde og stak næsen stolt i sky over at være ude i stedet for at skutte mig for regnen bag duggede ruder. ​

Chaufføren var fra Albanien, havde boet i Schweiz som smed, i Norge og i Paris som bartender og dørmand, og nu var han i Danmark som buschauffør

Og så hændte det. En bus out of nowhere stoppede midt på vejen, åbnede dørene og sagde ”skal du og din cykel med eller hva’”? Jeg forstod ikke mit eget held. En hel bus. Tom, spøgelsesagtig, men stemmen i mørket var venlig, næsten grinende.

”Jeg så dig allerede ved Rungsted, men tænkte at der findes så mange mærkelige mennesker, så måske elskede du bare at cykle i regn”.

“Må I gerne stoppe på den måde”, spurgte  jeg – “Selvfølgelig må vi da ikke det – men vi er jo mennesker”.

Chaufføren var fra Albanien, havde boet i Schweiz som smed, i Norge og i Paris som bartender og dørmand, og nu var han i Danmark som buschauffør.

”Paris er ulækker, gamle huse”, sagde han “… og rotter overalt.”

“Jeg har aldrig set rotter i Paris”, sagde jeg, og han målte mig med blikket.

“Vi kommer forskellige steder i Paris”, sagde han. Og så begyndte han at fortælle om, hvordan det var at komme fra et palads i Albanien og pludselig skulle vænne sig til kummerlige forhold i Paris. Han havde viden og erfaring. Mere livsviden og gåpåmod end de fleste, jeg kender. Grinet havde han i behold.

“Du skal høre en historie”, sagde han og fortalte om en chauffør, der var blevet fyret, fordi han en aften, som den vi oplevede, havde samlet en pige og hendes pony op.

“Kan din pony være i bussen?”, havde chaufføren spurgt, og det kunne den så. Busselskabet havde ikke set nådigt på den gavmilde chauffør.

Jeg tog busnummeret 3281 og skrev til busselskabet samme nat, da jeg lå i min seng. Mennesker som ham er diamanter i erindringen

“Du skulle bare vide, hvad man oplever i sådan en bus”, sagde han og fortalte en strøm af historier. Den smukkeste var den om en pige, han havde kørt helt hjem til hendes adresse, fordi hun havde brudt sammen og engang var blevet voldtaget på det sted bussen passerede.

Vi samlede flere mennesker op på ruten, chaufføren kørte veje og omveje.

“Der kunne jo stå en som dig”, sagde han, og vi faldt begge om af grin ved tanken om, hvilket cirkus bussen kunne udvikle sig til, da en forbipasserende scooter kørte forbi, og vi overvejede at stoppe ham.

Jeg tog busnummeret 3281 og skrev til busselskabet samme nat, da jeg lå i min seng. Mennesker som ham er diamanter i erindringen. Næste morgen fortalte jeg Ava om ham.

“Hvor er han sød”, sagde Ava. “Hvor er han sød. Behøvede du slet ikke betale?”

“Nej, Ava det gjorde, jeg ikke”. ​


Topfoto: Pxhere

Frederikke Lett(f. 1974) er oprindeligt uddannet jurist, men skriften og kulturen trak i hende og hun endte med at forlade sit job som jurist i Dansk Industri og skifte levevej. Fra paragraffernes verden til kunsten og kulturens. Hun er tekstforfatter og skribent og har skrevet for adskillige film-medier og er fast klummeskribent på ALT for Damerne. Du kan følge hende på hendes egen blog, Frederikkes fokus.

Seneste artikler om Danmark