UKRAINE // REPORTAGE – Beskyttelsesrummene står stort set ubrugte i det vestlige Ukraine, selv når luftalarmerne lyder som en advarsel mod russiske missilangreb. Krigen er blevet hverdag, og livet går videre. Men sporene efter den sætter alligevel deres præg i bybilledet i Lviv.
LVIV, NOVEMBER 2023 – Luftalarmen lyder. Det er lørdag formiddag i et efterårsvådt Lviv, og vi har lige sat os ind på en café for at få noget varmt til at stå den rå kulde imod med. Samtidig bimler vores mobiltelefoner. Vi har downloadet apps, der giver besked, når sirenerne lyder, og man bør søge i beskyttelsesrum.
Jeg skæver til de store glasruder. Skulle et missil ramme i nærheden, er risikoen ved at forbløde efter at være blevet ramt af flyvende glassplinter langt større end faren ved selve missilet.
Indtil 2014, hvor Rusland annekterede Krim efter de pro-europæiske Euromajdan-protester i landet, var det i min bevidsthed endnu et navn i en stor, lidt ubestemmelig flok af steder, der engang var Sovjetunionen
Udenfor fortsætter de travle ukrainere uanfægtet med det, de nu engang er i gang med. Unge i flok med sportstasker over skulderen griner og pjatter, ældre morliller og herrer trasker målrettet mod markedet og banegården.
Jeg trækker mentalt på skulderen, bliver siddende og nipper til min caffe latte.
Ukraine. Indtil 2014, hvor Rusland annekterede Krim efter de pro-europæiske Euromajdan-protester i landet, var det i min bevidsthed endnu et navn i en stor, lidt ubestemmelig flok af steder, der engang var Sovjetunionen. Bevares, jeg vidste, hvor det lå. Men trods det at jeg som journalist af natur er nysgerrig og videbegærlig, var de tidligere sovjetrepublikker og Østeuropa ikke områder, jeg havde noget dybt kendskab til. Jeg var hverken uinteresseret eller uvidende, men det var en del af verden, jeg havde lagt lidt til side – ganske som man gør med en meget tyk bog, man gerne vil læse, men bare ikke har tid til lige nu.
Dette er mit første besøg, og nu sidder jeg så midt i en krig, som Rusland har indledt mod Ukraine, og drikker kaffe. Eller … midt i en krig er en overdrivelse. Lviv ligger i det vestlige Ukraine, langt fra fronten, og det er sjældent, at de russiske angreb rammer her. Alligevel føles det på en gang meget konkret og let uvirkeligt at høre sirenernes insisterende tuden og at se advarslerne blinke på mobilens skærm.
En krig, Rusland ikke må vinde
Jeg er i Lviv, fordi jeg og kæresten, der kender både Ukraine og Rusland indgående, har kørt en Opel Zafira, årgang 2001, til den ukrainske hær. Vi har været en del af en kortege for NGO’en “Biler Til Ukraine”, der skaffer biler i Danmark og sørger for, at de kan holde det ukrainske forsvar kørende i kampen mod den russiske invasionsstyrke. Med i kortegen er også en stor lastbil med nødhjælp. POV har tidligere skrevet om Biler Til Ukraine – det kan læses her: Gamle danske biler redder liv.
Det er et beskedent bidrag til en befolkning, der kæmper for andet og mere end sin ret til selv at bestemme sin skæbne. For mig at se er det en kamp om en retfærdig verdensorden og dermed blandt de mest afgørende i min levetid.
Jeg troede, at vi havde nået et punkt, hvor gammeldags kolonikrige var overstået, og jeg har svært ved at se Ruslands angrebskrig som andet end en stor nations forsøg på at tage med brutal magt, hvad den ikke formår at opnå ellers
Jeg er vokset op under den kolde krig, men det har især været opløsningen af Sovjetunionen, genforeningen af Tyskland, afmonteringen af Jerntæppet og den optimisme og jubel, der fulgte det, som har præget mig. Jeg har med håb og glæde fulgt internationale samarbejder og aftaler. Selv om de har været ufuldstændige, har vi trods alt formået at skabe fælles målsætninger for udvikling, menneskerettigheder og bæredygtighed, og som globaliseringsoptimist – nogle vil mene naivist – tror jeg på, at vi kommer længst med samarbejde, handel og aftaler.
Jeg troede, at vi havde nået et punkt, hvor gammeldags kolonikrige var overstået, og jeg har svært ved at se Ruslands angrebskrig som andet end en stor nations forsøg på at tage med brutal magt, hvad den ikke formår at opnå ellers.
Hvad med Vestens militære indsatser mod Irak og Afghanistan, bliver jeg nogle gange spurgt. Er det ikke det samme?
Og nej, det er det ikke. Jeg mener, at der i begge krige er begået enorme fejl, og det er en historisk skandale, at krigen mod Irak dels blev ført på et løgnagtigt grundlag, dels ikke havde en troværdig exit-strategi, var skyld i hundredtusindvis af døde civile og efterlod verden som et mindre sikkert og mere desillusioneret sted. Formålet var imidlertid ikke at erobre lande og kolonisere dem, og begge steder har Vesten trukket sig (uskønt) tilbage.
Rusland forsøger at vende tilbage til en verdensorden, hvor de stærkeste altid har ret, bare fordi de er stærke, og hvor mindre stærke nationer kan indtages, undertrykkes og udnyttes efter forgodtbefindende. Det må ikke lykkes.
Dagligliv i smuk by
Det mest uvirkelige ved besøget er, hvor dagligdags alting er. Lviv er en ualmindelig smuk by med masser af caféer, spisesteder, vinbarer og konditorier. Den er på en gang gammeldags og moderne. Sporvognene giver med deres robuste klodsethed en vis nostalgisk charme, og vrimlen af notarkontorer i de lindetræsflankerede gader minder om, at bureaukratiet stadig har kronede dage og kræver kopier, stempler og underskrifter i adskillige eksemplarer.
Mindst lige så mange er Apple-butikkerne, hvor de uundværlige smartphones kan repareres og fornyes. Supermarkederne er velforsynede, og på det store marked ligger lokale delikatesser som pølser, spæk og ost i velordnede og indbydende kølediske, mens mere ydmyge hjørner af markedet befolkes af lokale, som sælger deres hjemmedyrkede grøntsager eller nyplukkede svampe fra de ukrainske skove.
Om aftenen er gaderne fyldt med unge, der drikker, ler og hygger som alle andre steder, og restauranterne er proppede, og maden er god. Mange steder er det retter fra Georgien, der dominerer. Det georgiske køkken har ry for at være det bedste i hele det enorme tidligere Sovjetunionen, og vi spiser khatjapuri – en slags bådformet pizzaagtig delikatesse, khinkali – georgiske dumplings og dybstegte georgiske pirogger fyldt med kød eller grøntsager.
Der er selvsagt langt mellem turisterne, hvad der også giver en helt egen stemning. Det er sjældent at få lov at komme til så inviterende en by uden at skulle zigzagge mellem souvenirshops og tingeltangel.
Nye grave på kirkegården
Men bag den tilsyneladende upåvirkede facade stikker krigen alligevel sit ansigt frem. Mest tydeligt på den store Lytjakiv-kirkegård i udkanten af byen. Den ældste grav er fra 1675, men det er de nyeste grave, der minder om, at denne krig medfører døden for alt for mange alt for unge mænd.
Kirkegården er ikke længere stor nok, og et nyt område er taget i brug uden for dens mure. Fanerne vajer over døde og blomsterne på deres grave, mange nåede end ikke at blive 25 år. Nypløjet jord er en påmindelse om, at der er nye døde på vej.
Og når man kigger nøjere efter i Lviv, er der også spor efter krig overalt. Der er sandsække foran vinduer og åbninger i de lokaler, der er udpeget som beskyttelsesrum, og vigtige statuer er pakket ind i gitre, så risikoen for skader på dem er mindre.
Med tabstallene er det åbenlyst, at der vil blive brug for kvindernes arbejdskraft også fremover
“Be Brave Like Ukraine”, vær modig som Ukraine, lyder opfordringen på et skilt i en forretning, vi besøger.
Lørdag virker som en lørdag i de fleste storbyer med unge mænd og kvinder i festtøj og ditto humør. Søndag er mange mænd i uniform. Mandag forekommer det mig, at der kun er få mænd tilbage i gadebilledet. Weekendorloven er forbi, kvinderne dominerer. De er begyndt at tage nogle af de job, der ellers har været forbeholdt mændene, blandt andet i byggeindustri og miner. Ukraine har stadig et traditionelt kønsrollemønster, men går det her, som det blandt andet gjorde i Storbritannien efter verdenskrigene, kan det ændre sig. Og med tabstallene er det åbenlyst, at der vil blive brug for kvindernes arbejdskraft også fremover.
Russisk modvilje og Sovjet-nostalgi
Trods Ruslands påstand om, at russisk-talende undertrykkes i Ukraine, høres sproget stadig i gaderne. Og i hvert fald frem til 2014, da Rusland besatte Krim og Donbas-regionen, var der en stor velvilje over for Rusland i Ukraine, og mange ukrainere har russisk familie og russiske venner.
Og der er stadig en nostalgi efter Sovjetunionen i især den ældre befolkning, beretter en af deltagerne i Biler til Ukraine-kortegen, som selv er ukrainsk gift og har en stor ukrainsk familie.
“Det er ikke så meget Rusland, de gerne vil være en del af. Det er sovjettiden, de husker positivt. En gylden æra som en del af en global stormagt,” siger han.
Men mange oprindeligt russisk-talende ønsker ikke længere at tale russisk, og ved indgangen til en boghandel ser vi en opfordring til “ikke at tale besætternes sprog”.
Stemningen er skiftet fra at føle sig knyttet til russisk historie og kultur til at være decideret russisk-fjendtlig. Meningsmålinger viser, at et stort flertal nu har et negativt syn på Rusland, og at det store flertal også er imod forhandlinger med Rusland om at afslutte krigen til gengæld for at afstå de russisk-erobrede områder.
69 procent af ukrainerne er optimistiske i forhold til, at deres land får mulighed for at slutte sig til Nato inden for de næste ti år, mens tre ud af fire tror på et medlemskab af EU inden for samme årrække
Flertallet er samtidig i stigende grad optaget af at styrke forbindelserne til resten af Europa, EU og Vesten. Ifølge en gallupundersøgelse fra oktober 2023 er 69 procent af ukrainerne optimistiske i forhold til, at deres land får mulighed for at slutte sig til Nato inden for de næste ti år, mens tre ud af fire tror på et medlemskab af EU inden for samme årrække.
Optimismen er væk
Vi forlader Lviv på kanten til den anden krigsvinter. Rapporterne om krigen er mere nedslående end lovende. Støtten fra Europa og USA er ikke stor nok til for alvor at vende krigen, den imødesete sommeroffensiv har ikke fået den håbede gennemslagskraft, tilbageerobringerne er minimale.
Internationale medier er fyldt med beretninger om, hvordan den oprindelige optimisme oven på den uventede indledende succes med at forhindre Rusland i at erobre landet langsomt er sivet bort. Mænd forsøger at undgå at blive en del af forsvaret, mødre og hustruer bestikker sig til at sikre dokumenter, der undtager deres sønner og ægtemænd fra at blive indkaldt.
I kulissen spøger et muligt genvalg af Donald Trump som USA’s præsident, hvad der muligvis vil stoppe eller i hvert fald begrænse USA’s støtte til Ukraine.
Og verdens opmærksomhed flakker. Det skyldes både krigen i Israel efter Hamas’ terrorangreb og en generel udmattelse i forhold til, hvor mange historier fra Ukraine de fleste orker at forholde sig til. Ukraine har brug for positive nyheder for at fastholde en positiv interesse og dermed sikre støtten.
Men det vil være ubærligt, hvis en udmattelse og ligegyldighed i Vesten fører til, at Rusland får mulighed for at erobre Ukraine. Det er ikke os, der kæmper dagligt. Det er ukrainerne. De fortjener bedre. De fortjener fred og vel at mærke ikke den form for fred, der blot er underkastelse for en undertrykkende magt. Jeg håber, at den er mulig.
På vej ud af Lytjakiv-kirkegården passerer vi et enormt mindesmærke for polske soldater. De faldt i kampen mod Ukraine efter Første Verdenskrig, tusindvis af unge soldater på begge sider døde, da Polen modsatte sig Ukraines kamp for selvstændighed.
De senere år har Polen og Ukraine målrettet arbejdet på en forsoning, og siden 2001 er der hvert år 1. november holdt fælles gudstjeneste og bøn for de døde.
I dag er Polen blandt de stærkeste fortalere for Ukraines ret til at være en fri nation.
Fred er mulig. Forsoning er mulig. Det er godt at blive mindet om.
Her kan du læse mere om Biler til Ukraine. På hjemmesiden er der også også mulighed for at støtte foreningens arbejde.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her