Næste år er det 100-året for salget af De Vestindiske Øer til USA. I den anledning kunne vi i Danmark have godt af en diskussion om vor andel i slavehandlen. POV Internationals gæsteblogger Asser Amdisen mener, at en undskyldning i bedste fald er ligegyldig. Vi må til lommerne, hvis vi på en anstændig måde, skal vise ansvar for fortidens synder.
25. maj 1756 blev en ung negerslave ved navn Derby taget i en forbrydelse. Han havde sneget sig til at spise unge sukkerrør, en dag hvor hans opgave var at holde marken fri for ukrudt. Derby var under opsigt af plantagens formand, som straks tog affære. Først blev Derby pisket. Derefter blev salt og eddike gnedet ind i sårene. For at sætte streg under pointen, blev en anden slave sat til at skide ned i munden på Derby, som derefter blev kneblet i 4-5 timer. Thomas Thistlewood, som formanden hed, var såmænd næppe hverken bedre eller værre end andre slaveformænd i Caribien, men han adskiller sig ved at være meget flink til at dokumentere disse ting. Blandt andet kan man i hans dagbog finde en forholdsvis fin beskrivelse af ikke færre end 3852 tilfælde af seksuelle overgreb/voldtægter begået af ham selv mod forskellige slavekvinder.
Thomas Thistlewood boede og arbejdede på Jamaica, så vi danskere har derfor en glimrende mulighed for at lade som om situationen på de danske øer var meget bedre. Og det er den historie, som vi så tit hører. Slaveriet på De Dansk Vestindiske Øer var lidt venligere end i det øvrige Caribien og vi danskere var for øvrigt de første til at stoppe slavehandelen, fordi vi godt kunne se, at det var noget skidt, og Peter von Scholten endte med at frigive slaverne.
Først blev Derby pisket. Derefter blev salt og eddike gnedet ind i sårene. For at sætte streg under pointen blev en anden slave sat til at skide ned i munden på Derby, som derefter blev kneblet i 4-5 timer.
Denne måde at tænke på spiller en store rolle, når diskussionen af undskyldning, ansvar og erstatninger kommer op med jævne mellemrum. Senest i forbindelse med udgivelsen af Mich Vraas fremragende bog ’Haabet’, som beskriver slavehandelen og hvad den gjorde ved de mennesker, som handlede slaver – samt i forbindelse med historikeren Anders Bjørns opråb i Politiken om etableringen af et erindringssted i København. Diskussionen vil have gode vilkår det næste års tid, efterhånden som vi bevæger os over i 100-året for Danmarks salg af Vestindien til USA i 1917.
Undskyldning ligegyldig
Min holdning er, at vi danskere er elendige til at anerkende vores forfædres uhyrlige gerninger, men at en undskyldning ville være midt mellem skadelig og ligegyldig. Jeg synes imidlertid, at der bør findes en anden vej, hvor vi som land kan komme nærmere på en forsoning med vores egen grusomme fortid.
Men først myterne: Der er intet, som tyder på, at slaveriet på De Dansk Vestindiske Øer skulle have været hverken bedre eller værre end på de øvrige øer. Dog var nedkæmpelsen af slaveoprøret på St. Jan i 1733 uhørt brutalt, med den for danskerne formildende omstændighed, at det var tropper fra flere forskellige lande, som deltog i den aktion.
At Danmark var det første land til at forbyde slavehandelen, kan i den grad diskuteres. Men det er dog rigtigt, at Danmark ved en kongelig forordning af 16. marts 1792 forbød al handel med negerslaver. Forbuddet trådte dog først i kraft i 1803.
At slavehandelsforbuddet skulle være en humanitær forordning er til gengæld det rene vrøvl. Det handlede udelukkende om betalingsbalancen. Forordningen blev vedtaget i 1793, men plantageejerne fik 10 år til at få købt godt ind og lave avlsprogrammer, så vi efter 1803 kunne være i en situation, hvor vi avlede nok negere til at dække behovet. Og Peter von Scholten? Han frigav godt nok slaverne, men på et tidspunkt, hvor han i alt væsentligt ikke havde noget valg. Og den danske stat og det danske establishment lod ham høre for den beslutning resten af hans liv.
At slavehandelsforbuddet skulle være en humanitær forordning er til gengæld det rene vrøvl. Det handlede udelukkende om betalingsbalancen. Forordningen blev vedtaget i 1793, men plantageejerne fik 10 år til at få købt godt ind og lave avlsprogrammer, så vi efter 1803 kunne være i en situation, hvor vi avlede nok negere til at dække behovet.
Så lad det være helt klart: Danmark var en aktiv og levende part af den historiske begivenhed, hvor 11 millioner afrikanere blev fragtet over havet, handlet som slaver og hvor både de og deres efterkommere måtte pukle under barbariske forhold for at skaffe penge til en lille gruppe slaveejere. Så langt så godt.
Men så er der det med undskyldningen. Der er jo mange grunde til at sige undskyld. For nogle mennesker er en undskyldning bare en måde at komme videre i dagsordenen på. Man giver en undskyldning og så forventer man, at sagen er afsluttet. Sådan en undskyldning kunne den danske stat vel nok mande sig op til, men spørgsmålet er vel om det gavner os (vi har faktisk ikke godt af at glemme vores fortid) eller øerne, hvor en kortvarig glæde hurtigt ville blive afløst af skuffelse over, at danskerne ikke havde noget reelt at tilbyde. Så den type undskyldning er der ikke megen fidus i.
Enevældet var barbarisk
For andre er en undskyldning en dybfølt påtagelse af ansvar og skyld. Den type undskyldning ville uden tvivl være mere passende, men den ville nok også være en forkert reaktion. Det Danmark, som var en del af slavehandelen og som bar ansvaret for den, eksisterer ikke mere. Den danske enevælde, var et barbarisk diktatur, som ikke havde mange formildende omstændigheder, på trods af, hvad man ofte lærer i skolerne om den benevolente (velmenende) enevælde.
Det gik også op for danskerne i Danmark og i 1848 indførtes demokratiet. Vedtagelsen af junigrundloven var ikke bare en teknisk forandring af, hvordan landet blev styret, men en gennemgribende forandring af, hvad landet var. Det demokratiske Danmark har ikke noget ansvar for, hvad enevælden gjorde, hverken heltegerninger eller det modsatte. Det klæder heller ikke det demokratiske Danmark, at man tager æren for enevældens succeser, som f.eks., når vi praler af ”vores” sejr over svenskerne ved Dynekilen i 1716.
Personligt må jeg indrømme, at jeg ikke føler noget ansvar for slavehandelen. Jeg er født i 1972 og har derfor ikke selv deltaget. Selv hvis man tager sin families ansvar på sig, så var mine forfædre bønder forskellige steder i Østjylland og har næppe anet, at der eksisterede slavehandel. Og hvis de skulle have fået nys om det, så har de næppe haft hverken uddannelse eller ressourcer til at tænke over det, da de jo havde hoveri, fæsteafgift og andre af datidens hverdagsproblemer at slås med.
Situationen er altså kort sagt den, at vi sidder på en masse flæsk, som er delvist finansieret af forfædrene til de nuværende indbyggere på US Virgin Island, som bestemt ikke sidder på noget flæsk overhovedet.
Efter min bedste overbevisning, er der ingen grund til at sige undskyld, men det betyder ikke, at vi ingenting skal gøre. Der er ingen tvivl om, at vi danskere i dag sidder i et af verdens rigeste samfund og en væsentlig del af den kapital, som er blevet brugt til at skabe de samfund, er betalt med slavernes sved og blod.
Slaverne har bidraget til velfærdsstaten
Tager vi det helt bogstaveligt, så er det meste af Christianshavn og Frederiksstaden i København bygget for midler, som er tjent af de store slavespekulanter. Disse spekulanter fik gennem denne handel et så stort overskud, at det i midten af 1700-tallet var muligt at lave store driftsændringer i landbruget (landboreformerne), som blandt andet førte til det moderne landbrugssamfund med selvstændige og levedygtige landbrug. Det var sammen med Marshall-hjælpen baggrunden for etableringen af den moderne industrielle velfærdsstat. Så vidt jeg ved, er der aldrig lavet større analyser af, hvor meget af velfærdsstaten, som er betalt af slaverne, men noget har de bidraget.
Situationen er altså kort sagt den, at vi sidder på en masse flæsk, som er delvist finansieret af forfædrene til de nuværende indbyggere på US Virgin Island, som bestemt ikke sidder på noget flæsk overhovedet. Øerne er fattige og bortset fra den kapital, som kommer fra turisme og en del velhavende amerikanske tilflyttere, så er der ikke meget at leve af på disse øer. I stedet for undskyldninger mener jeg, at man bør lave en systematisk indsats for at bringe øerne på fode og i god stand – og det skal være den danske stat, der betaler.
Vi bør lave en aftale med øerne om hjælp til kapacitetsopbygning. Det vil især sige hjælp til uddannelse og hjælp til etablering af virksomheder. Det er såmænd ikke så langt fra den Marshall-hjælp, som forvandlede bondestaten Danmark til en moderne velfærdsstat efter krigen – og modellen ville også kunne bruges til at støtte andre af vore tidligere kolonier, som har behov for at få hjælp til selvhjælp. Det bliver naturligvis dyrt, men mon ikke vi kan finde pengene. Skulle det knibe kan det være nordmændene vil spytte lidt i kassen – de var jo trods alt også en del af det Danmark/Norge, som tjente på handelen.
Under alle omstændigheder burde vi holde op med at diskutere, om vi skal komme med en totalt ligegyldig undskyldning eller om vi i stedet skulle se at få løst problemerne. En løsning er nok dyrere end at lade dronningen holde en tale i Charlotte Amalie, men når vi kan glæde os over vores velstand, så er det vel ikke andet end rimeligt at dele den med de mennesker, som ufrivilligt var med til at lægge grunden til den og som måtte gøre det med en pisk over nakken og en formand af samme type som Thomas Thistlewood i hælene.
Bærende illustration: Høgensborg Gods på St. Croix. CCA-licensed via Wikimedia
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
