Fra staveplade-romantik til ny skriftlighed. Med mere end fire årtiers erfaring som gymnasielærer deler Erik Jerlung ud af sin erfaring. Det øgede fokus på skriftlighed kommer til at skabe nogle pædagogiske arbejdspladser, men kommer næppe til at rykke ved det forhold, at man ikke kan lære unge, der ikke kan læse, at skrive, siger han.
For en del år siden i 90’erne fejrede den pædagogiske tankegang triumfer. Det lykkedes pædagoger at påvise, hvordan dybt mentalt retarderede mennesker, nogle uden sprog og absolut uden skrivekundskaber, alligevel var i stand til at skrive. Udstyret med en såkaldt staveplade og assisteret af en gartner-pædagog var de i stand til at stave rørende budskaber frem til menneskeheden. Selv pædagogens staveproblemer respekterede de.
Man kan grine og ryste på hovedet. Men fænomenet dækker over en romantisk-platonisk opfattelse af mennesket som et oprindeligt åndeligt væsen, der i sit jordiske fængsel ulyksaligt har tabt eller glemt forbindelsen til sandhedens ideelle og guddommelige verden.
Det lader sig ikke gøre at lære elever, der ikke læser, at skrive. Ingen teknikker, øvelser, tiltag, heller ikke nok så mange kurser eller konsulenter kan lave om på dette. Til gengæld skriver elever, der i forvejen er rutinerede vanelæsere, som små engle. De behersker alle genrer og stilarter ganske ubesværet, for de har allerede været der mange gange
Af den totale viden, individet oprindeligt havde del i, er nu blot en vag anelse blevet tilbage. At lære i platonisk forstand er derfor ikke at erhverve sig ny udefrakommende viden, men at erindre, huske hvad man allerede inderst inde ved.
Men tankegangen, der ellers overalt er slået ihjel af modernitetens videnskab, har fået sit eget ejendommelige efterliv i pædagogiske cirkler. Principielt fungerer den voldsomme satsning på ’skriftlighed’ siden 2005-reformen ud fra de skitserede staveplade-præmisser og bygger på samme idealistiske ideologi. Det at skrive er åbenbart en medfødt ’kompetence’, der blot kræver den rette coaching for at lokke frem hos eleven.
Dette koncept er der bygget et voldsomt apparat op omkring. Ikke mindst Ellen Krogh, nu professor på området, har været meget ihærdig.
https://www.facebook.com/gyldendalgymnasium/videos/1919944028284573/
Allerede neologismen ’skriftlighed’ er en genistreg. Det er en såkaldt ’Mestersignifiant’ i Lacans forstand. I sig selv tom, blottet for mening, men netop fordi alle tror, at den anden allerede ved, hvad der er tale om, genererer den en heftig nysgerrighed omkring sig.
Ingen vil være uvidende, og det giver baggrund for pædagogiske initiativer, forskning, kurser og gentænkning af store dele af gymnasiets hverdag.
For selv om man altid i forbindelse med fagene har skrevet og beskæftiget sig med skriftlig fremstilling, så foregøgler termen ’skriftlighed’ meget mere end blot summen af skriftligt arbejde på en skole. Ethvert gymnasium med respekt for sig selv har skriftlighedsudvalg, der udarbejder progressionsplaner for tværfaglige og særfaglige aktiviteter (man er nemlig ’sær’ hvis man er faglig).
Har aldrig læst en bog
Professorens ordflom i reklameindslaget fra Gyldendal er ubetaleligt i sig selv. Hun behersker et velsmurt pædagogik-nysprog: Skriftlighed, progression, skivekompetencer, flerfagligt samspil, skrivehandlinger.
Men når man har sundet sig, er det svært at se koblingen til den faktiske skolevirkelighed. Der er et eller andet fundamentalt forkert i ræsonnementet. Eller rettere, der mangler en afgørende præmis.
Der findes ganske enkelt ingen magisk staveplade, der kan lære funktionelle analfabeter at skrive. Men der kan uden tvivl skabes mange pædagogiske arbejdspladser
Thi alt hvad skriftlighedens vokabular henviser til, må vel forudsætte at eleverne allerede kan læse, altså er læsere i betydningen: forslugne, daglige lystlæsere. Men – som enhver lærer ved – er de det langt fra, og fra år til år endda mindre og mindre. De fleste har aldrig læst en bog. En lektie på over 2-3 normalsider er næsten uoverkommelig, vant som de er til den halve sides tekst med mange billeder, der kan stå på en internet-side.
Her må man bare sige: Det lader sig ikke gøre at lære elever, der ikke læser, at skrive. Ingen teknikker, øvelser, tiltag, heller ikke nok så mange kurser eller konsulenter kan lave om på dette.
Til gengæld skriver elever, der i forvejen er rutinerede vanelæsere, som små engle. De behersker alle genrer og stilarter ganske ubesværet, for de har allerede været der mange gange.
Der findes ganske enkelt ingen magisk staveplade, der kan lære funktionelle analfabeter at skrive. Men der kan uden tvivl skabes mange pædagogiske arbejdspladser.
topfoto: RD Smith via Wikimedia Commons. CCA-licensed.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
