RENE WULFF // POVCAST – Mange forbinder sikkert navnet René Wulff med bandet C.V. Jørgensen, hvor han var trommeslager. Det ganske lille band udgav tre album i perioden fra 1976 til 1979. Storbyens små oaser, Vild i varmen og Solgt til stanglakrids er milepæle i dansk rockmusik. I denne POVcast taler Jan Eriksen med René Wulff om hans 60 år med rockmusik.
Der var næppe noget i dansk rock i 70’erne, der swingede så tæt som C.V. Jørgensen, og så med de tekster.
“De senere par år har jeg været ude med nogle foredrag. Og i den forbindelse, har jeg mødt rigtig mange mennesker, der har fortalt, hvor meget C.V. Jørgensen dengang betød for dem. Det nærmest fremkalder tårer i øjnene,” siger René Wulff i denne POVcast.
Men det var trods alt bare fire-fem år i alt, og René Wulff var og er meget mere. Faktisk kunne hans rejse gennem dansk rock i 70’erne være foregået bag trommerne i Gasolin’, da hans ven, Bjørn Uglebjerg, forlod bandet, men Wulff takkede pænt nej. Hør mere om dét i podcasten, der er optaget i Wulffs hjem i Gudme på Fyn.
Det er nok det mest sindssyge band, jeg har arbejdet med. Nogle af de ting, vi fik lavet, er jeg meget stolt af
Han taler bl.a. om det nye album Small Steps – High Spirit, som han har indspillet med en håndfuld rutinerede danske musikere.
Men det handler også om det livsforandrende øjeblik i barndommens Hvidovre, da en stemme en dag lød fra storebrorens grammofon: “You ain’t nothing but a hounddog!!!”
Derfra gik bl.a. turen gennem bandet Hutlihut – det hed det! – Sensory System, Barbarella, hvor han lærte guitaristen Ivan Horn at kende – og C.V. Jørgensen. Og da det band stoppede, fortsatte rejsen i den Police-inspirerede trio Tass, efterfulgt af et par begivenhedsrige år som musiker i USA med bl.a. zydeco legenden Queen Ida og bluesmusikeren Sonny Rhodes.
René Wulff og solokarrieren
Hjemme igen i Danmark gik det en tur omkring bandet Sidewalk, der blev hyret af “Den femte ABBA”, Stikkan Anderson, til Polar Music. Sprutten flød, hvor Stikkan gik, og sådan var det også i Wulffs næste band, The Intellectuals, det nærmeste Danmark kom et PUB-rock band i stil med det desværre kortlivede Rockpile. Uden at overdrive kan man sige, at bandet med Wulff, Niels Maetoft og Lars Hybel spillede for de stoffer, de selv rendte rundt og indtog.
“Det er nok det mest sindssyge band, jeg har arbejdet med. Nogle af de ting, vi fik lavet, er jeg meget stolt af. Når vi var gode, var vi skidegode. Men når tingene kører med sprut og galar, opstår der tit uenigheder.”
Heldigvis har karrieren også været fyldt med gode oplevelser. Samarbejde med musikere, der senere er blevet gode venner. Rejser. René Wulff har udgivet to soloalbum, det første, Blue Rendezvouz i 2010, det seneste er Small Steps – High Spirit.
Lyt til POVcasten her:
Mediano Music har tidligere udgivet en podcast med René Wulff specifikt om hans år i C.V. Jørgensen og hans bog “Det Ganske Lille Band – mine år med C.V. Jørgensen”. Den podcast blev optaget via Skype og lyder mildt sagt meget ringe. Ikke desto mindre er det POV Mediano Musics fjerde mest lyttede/downloadede podcast. Det siger lidt om, hvor meget C.V. Jørgensen stadig fylder i manges bevidsthed.
Noter:
Det skal understreges, at:
- Wulffs ven, Bjørn Uglebjerg, ikke medvirker på indspilningen med Les Rivals i POVcasten. Uglebjerg var med til at starte Les Rivals.
- René Wulff ikke medvirker på Queen Idas “Home on the Bayou”, som kan høres i POVcasten.
- Teksten til “Time Slips Away” fra Wulffs nye album er skrevet af Ray Weaver. Herboende amerikansk musiker og sanger med egen karriere og som ofte spiller i Nashville.
- Du kan følge Rene Wulff og albummet “Small Steps – High Spirit” på Facebook.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her