
BO EVERS // POVCAST – En af de mest originale stemmer i dansk musik tilhører Bo Evers. Det gælder ikke bare hans karakteristiske stemme, men også teksterne, der er poesi på et hverdagsagtigt gadeplan. De er sjove, ofte tragikomiske – hvis ikke melankolske. Og ofte lidt dybere end de umiddelbart giver sig ud for. I denne POVcast fortæller han om sin karriere og det nyeste album, Liv.
I 2014 hittede Evers ud af det blå med storhittet “Fred”, der blev opdaget på YouTube af producer og pladeselskabsejer Chief 1. I dag er den hørt mere end 7 mio. gange på Spotify. Senere har han især hittet med sangen “Barry White”.
”Det var dengang, jeg var i heavy rotation,” som han siger. Så populær var han, at han nåede at komme på diskoteksturné med sin guitar i Jylland.
“Det savner jeg ikke, men jeg tjente mange penge,” siger han.
Siden har der ikke været den store medieopmærksomhed omkring Bo Evers – men nu er han altså aktuel med nyt album, Liv, og en turné. Efter han i fem-seks år har turneret landet tyndt med orkestret Gypsy Vendetta og Pyskow med roots versioner af sine sange.
Bo Evers’ udtryk er flettet sammen af impulser fra svensk visetradition, jazz, folk, world music, roots, klassisk dansk sangskriverrock som Sebastian. Han har ligefrem fået det blå stempel af statsminister Mette Frederiksen.
”Jeg er stor fan. Vi kan ligeså godt få det på plads med det samme. Jeg kan godt li’ den lidt mærkelige kombination af noget meget enkelt og så i virkeligheden det helt modsatte,” har hun sagt i radioprogrammet Diva og Dario.
“Jeg er vokset til at acceptere min stemme, som den er. Jeg havde en ven, der er showmand på en helt anden måde end mig. Han fik lokket mig med i en musicalforening, hvor alle havde store stemmer. Det var svært at stå der og føle, at min kvækkende stemme var noget, man skulle satse på. Hvis man ikke kan lyde som de andre, kan man i det mindste udvikle sit eget udtryk.”
Bo Evers og liderligheden
Siden har Evers udviklet et udtryk som ingen andre, hvor ærlighed er udgangspunktet. Derfor er de fleste af hans tekster meget direkte. Ikke mindst de tekster, der handler om liderlighed og sex. Og dem er der en del af.
”Det er en bestræbelse på at være så ærlig som muligt. At tage paraderne ned. En god sang skal vække følelser, og hvis man skal være 100 pct. ærlig, skal man være ærlig på hele registret,” siger han, men erkender at der også kan være dilemmaer.
Vi taler om at balancere humor og alvor – flere sange på Liv har et mørke og dybde under den umiddelbare humor.
Og vi taler om Christiania, der i årevis har fyldt en hel del i Evers liv. Han og hans band medvirker med “Balladen om staden” på pladen Christiania – stik dem en plade, der udkom i 2020.
”Jeg har fået nuanceret mit syn på Christiania med de seneste ting, der er sket i ”gaden”. Man må konstatere, at nogle af dem, der står og sælger i gaden, ikke er byens bedste børn. Det er ikke en støttesang til gangstere, det er en støttesang til Christiania – ideen om at lave et kreativt samfund er ekstremt god,” siger han.
De taler også om den – igen – originale, ligefrem søde sang “Mor” fra det nye album.
Og så er der sangen “Alt det der”, der prøver at indgyde lidt optimisme i hverdagen, mens vi ser de voldsomme klimaforandringer omkring os. Som han synger:
“For verden er som verden er og enden nær og alt det der men vi kan klare mer’ for ellers var vi ikke her”.
Dette og meget mere i denne POVcast:
Læs mere POV kultur i Kulturlisten, der udkommer hver fredag. Find den seneste udgave her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.