GRØNLANDSKE STEMMER // ESSAY – I et Grønland præget af sociale forskelle, tavshedskultur og identitetskamp står unge midt i et krydspres mellem bygd og by, tradition og modernitet. Niviaq Korneliussens Blomsterdalen giver stemme til en generation, der kæmper for at finde fodfæste – og hvor nogle unge mennesker ender i et smertefuldt limbo mellem det danske og det grønlandske.
Der er almindelig enighed om, at danskere ved for lidt om Grønland. Litteratur og erindringer kan hjælpe os til en nærmere forståelse af historien set ’indefra’, og i dette og endnu et essay præsenteres grønlandske stemmer i litteratur og erindringer fra 1700-tallet og frem til i dag.
Som dansker skal man selvfølgelig passe på med at gøre sig klog på, hvordan mennesker fra en kultur, der adskiller sig fra ens egen, tænker og føler; men er det ikke netop litteraturens store fortjeneste, at den indvier læseren i livsverdener, som kan være langt væk fra én selv, både historisk og kulturelt?
I dette femte og afsluttende essay om grønlandsk litteratur er vi nået til den grønlandske forfatter Niviaq Korneliussen roman Blomsterdalen fra 2020.
Livsformer og ungdomsidentiteter i nutidens Grønland
I nutidens Grønland bor langt størstedelen af befolkningen i de syv største byer, hvoraf Nuuk med sine 20.000 indbyggere er den største, mens ca. 12 pct. bor i bygder. Befolkningsstudier peger på, at nutidens grønlændere lever meget forskellige liv, og at spørgsmålet om, hvad det gode liv er, anskues forskelligt fra sted til sted, også blandt unge.
En del grønlandske unge kommer fra områder, hvor bygdens og den lille bys lokale erfaringer og erkendelseshorisonter traditionelt fortsat har stor betydning, og kontrasten mellem bygd og bykultur afføder her særlige problemstillinger, idet unge mennesker i mange tilfælde bliver nødt til at rejse bort fra deres hjemegn for at tage en uddannelse og således bliver revet op med rode fra sted og familie for at bo på et kollegium.
I den forstand er sammenstødet mellem bygdekulturens og den urbane kulturs livsmønstre og det deraf afledte kulturmøde højst nærværende for mange i den unge generation.
I en kulturelt heterogen kultur som den grønlandske giver det ikke mening at opfatte den yngre generation i ental. Man kan forsøgsvis skelne mellem fire forskellige positioner blandt unge. De integrerede unge lever i det nye med de gamle værdier. De forholder sig aktivt til kulturmødernes vanskeligheder, både internt i Grønland og hvad angår mødet mellem grønlændere og danskere, og de forstår og accepterer forskellene, som de øver sig på at navigere i forhold til og blande på produktive måder.
Denne gruppe af unge klarer sig typisk fint i det nuværende grønlandske samfund, fordi de kan håndtere livet i et flerkulturelt samfund. De assimilerede unge lever i det nye uden at tage de gamle værdier med sig. For dem er kulturmødet nærmest ikkeeksisterende, for de identificerer sig med moderne og globaliserede værdier og forholder sig kritisk til postkoloniale problemstillinger, som forekommer dem anakronistiske. De separerede unge fastholder de gamle værdier og fravælger de nye.
At være ung i nutidens Grønland med dets meget forskellige livsformer og udfordringer er for nogle unge ikke nogen let opgave. Konsekvensen kan være identitetskriser og i værste fald selvmord
De kan have svært ved kulturmøderne og fastholder den kendte livsform. De har til gengæld stor bevidsthed om egne værdier, hvilket giver dem ressourcer til at møde det fremmede uden at miste sig selv. Endelig er der de marginaliserede unge, der har det så svært med sig selv og deres omgivelser, at selve kulturmødet opsluges af personlige problemer.
At være ung i nutidens Grønland med dets meget forskellige livsformer og udfordringer er for nogle unge ikke nogen let opgave. Konsekvensen kan være identitetskriser og i værste fald selvmord. Grønland har siden 1980 haft en af verdens højeste selvmordsrater, om end den har været faldende, og den ligger på omkring 80 selvmord pr. 100.000 personer årligt. Det er først og fremmest unge mænd, der er i farezonen. Forskningens svar på, hvorfor selvmordsprocenten er så høj i Grønland er ikke entydigt, for der kan være mange og ofte sammensatte grunde til at tage sit liv.
Blandt de mulige forklaringer nævnes belastninger i opvæksten såsom alkoholiserede forældre og deraf følgende omsorgssvigt, vold og seksuelle overgreb. Arbejdsløshed og ensomhed er en anden risikofaktor. Udslagsgivende kan også være en følelse af meningsløshed, der forbinder sig med de problemer, der kan opstå i forhold til at afbalancere behovet for social forankring med en moderne længsel efter frihed og selvstændighed.
Man kan således langtfra pege på en enkelt faktor, og der kan være et overlap af flere forklaringer. Det er dog tankevækkende, at selvmordsprocenten i Grønland steg i den postkoloniale periode, hvor sammenstødet mellem moderne og traditionelle livsformer for alvor blev synligt.
Når det kommer til at forstå, hvordan forholdet mellem samfundets udvikling og unges identitetsmæssige søgeprocesser kan folde sig ud og få så sørgelige og dramatiske konsekvenser som selvmord, kan man som sædvanlig blive klogere af at konsultere litteraturen. Man kan fx læse Niviaq Korneliussens roman Blomsterdalen fra 2020.
Mellem Nuuk, Tasiilaq og Aarhus
Hovedpersonen i Blomsterdalen, som også er romanens jeg-fortæller (i det følgende ’jeget’), er en navnløs ung kvinde. Hun er vokset op i Nuuk med sin familie, som hun har et anstrengt forhold til, og hun fremstår umiddelbart som en moderne ung kvinde, der selv vil bestemme, hvor skabet skal stå. Hun er ikke tynget af fortidens tabuer og udenomssnakkende måde at tale om kærlighed på, og hun har et ganske kontant forhold til sex, som fylder meget i hendes liv. Store dele af romanen handler om jegets lesbiske forhold til kæresten Maliina, som hun er intenst optaget af, men mister på et kritisk tidspunkt i romanens forløb.
Mens forholdet til Maliina stadig er intakt, begynder jeget på antropologistudiet i Aarhus, men det er langtfra en succes. Hun har svært ved at koncentrere sig om studierne, og hendes relation til studiegruppen på universitet er præget af de medstuderendes mangel på forståelse for hendes situation og hendes egen usikkerhed. Da hun hører, at Maliinas kusine har hængt sig, rejser hun til Tasiilaq, Østgrønlands største by, hvor Maliina kommer fra. Sammen forsøger de to kvinder at finde hoved og hale i kusinens selvmord.
Her åbner romanen sig for alvor mod selvmordstemaet. Myndighederne fremstår som inkompetente og nærmest problemfortrængende, og kusinens egne forældre er knuget af tavshed og sorg. Det lykkes kun i begrænset omfang de to unge kvinder at finde ud af, hvad der er sket med kusinen, for myndighederne tager ikke rigtig sagen alvorligt og er en del af en tavshedskultur, som eksisterer på mange niveauer i romanen.
Samtidig åbner der sig et nyt spor i romanen med retning mod jeget selv, da det viser sig, at hun gemmer på traumatiske erfaringer fra de tidlige teenageår. Hun havde en ven, som var homoseksuel, og på trods af, at hun havde lovet vennen at tie med sin viden om hans seksuelle orientering, kom hun til at fortælle hemmeligheden videre. I hendes erindring fremstår hendes handling som en mulig årsag til, at han begik selvmord.
Selvom hun taler godt dansk, har hun svært ved at forstå de finere nuancer i de medstuderendes ironiske diskurs, hvilket bidrager til følelsen af fremmedgørelse i forhold til gruppen
Hun har altså i mange år båret på en skyldfølelse, og vi hører om, at hun tidligere har henvendt sig til myndighederne med selvmordstanker, hvilket de ikke har forholdt sig synderlig empatisk til. Tavshedskulturen er i den forstand også en del af hendes personlige bagage.
Maliinas og jegets forhold begynder at slå revner, og bruddet fremstår som et tab af det sidste holdepunkt i jegets liv, hvorefter en eksistentiel og social deroute tager fart. Jeget drager for anden gang i Aarhus for at studere videre, men hun ender hurtigt som en slags hjemløs og gør nærmest en pointe ud af at være en dansker-kliche om grønlænderen, der er fuld og uregerlig i gadebilledet.
I et sidste desperat forsøg på at finde et hjem hinsides den kendte verden i Grønland og Danmark, køber hun en billet til Canada, som er landet, der forekommer hende at være et paradis, hvor hendes problemer vil forsvinde. Også dette projekt går imidlertid galt pga. manglende indrejsetilladelse. I desperation og opgivelse stjæler hun en sportsvogn ved Københavns Lufthavn og kører i døden på motorvejen.
Følger vi de idealtyper, som indledningsvis blev opregnet, bevæger jeget sig fra en assimileret til en marginaliseret position; den unge kvinde, der ønskede at leve et selvstændigt og individualiseret liv hinsides kulturelle og seksuelle stereotyper bliver fanget i et mentalt tomrum, som findes mellem det, hun kommer fra, den grønlandske kultur med dens blanding af moderne og traditionelle kulturmønstre, og det, hun stræber mod, en ’fri’ identitet hinsides etniske og nationale identitetsmarkører.
Selvom jeget i store dele af romanen træder frem som en detektiv med et vist overskud til at forstå, hvorfor unge tager deres eget liv, ender hun selv med at tage sit eget liv i en erkendelse af, at der ikke er nogen plads til hende i verden.
Hverken grønlandsk eller dansk
Jeget befinder sig i et krydsfelt mellem det grønlandske og det danske, men vi er langt fra Mathias Storchs utopi fra begyndelsen af 1900-tallet om et nyt Grønland med en stolt og selvbevidst befolkning og også fra 1970’ernes antiimperialistiske og politiske digtning med dens kollektivt orienterede drøm om et Grønland for grønlændere.
Blomsterdalen er på mange måder en postmoderne roman, hvor politisk identitetsdannelse og refleksioner i forhold til landets fremtid ikke spiller den store rolle, men hvor subjektet træder frem med en intens indre følelsesverden og en bestræbelse på at finde et sted, hvor en unik og nærmest transkulturel identitet kan udfolde sig. Det ’grønlandske’ og det ’danske’ danner bestemt resonansbund for jegets identitetsarbejde, men der er tale om kategorier, der virker forslidte og ubrugelige, og som absolut ikke egner sig som meningsfulde identitetsmarkører.
Drømmen om en radikal overskridelse af den grønlandsk-danske misere krakelerer, inden den overhovedet har fået ben at gå på
Jeget er fuld af foragt for danskere, der siger dumme ting om den grønlandske natur og fremturer med dumsmarte bemærkninger om grønlændere. Da hun forsøger at reparere på sit forhold til sin studiegruppe i Aarhus ved at lave mad til den, er kommentaren fra et af gruppemedlemmerne, at hun jo kan tage spæk med til sig selv! Selvom hun taler godt dansk, har hun svært ved at forstå de finere nuancer i de medstuderendes ironiske diskurs, hvilket bidrager til følelsen af fremmedgørelse i forhold til gruppen. Hun oplever med andre ord en dansk hverdagsracisme og sårende og dumsmarte bemærkninger fra sine medstuderende, hvilket bidrager til at isolere hende.
Heller ikke de grønlandske politikeres og meningsdanneres etno-nationalistiske retorik er brugbare for jeget. Da en bekendt udspørger hende, om hun kan leve op til klicheerne om, hvad en rigtig grønlænder er, konstaterer hun, at hun ikke er grønlænder.
Ifølge den bekendte er kriterierne for at være en del af fællesskabet i Grønland, at man skal være stolt af sig selv, være et naturmenneske, være ligeglad med hvad der sker i resten af verden og være i stand til at ignorere den dybe økonomiske afhængighed af Danmark. Jeget er ingen af delene, og ergo passer hun ikke ind i en grønlandsk forestilling om at være grønlænder.
Romanen peger ikke kun på, hvordan unge mennesker reagerer på deres livssituation, men også på, hvordan omverdenen reagerer på problemerne
I en logisk konsekvens af jegets hverken-eller-position i forhold til det grønlandske og det danske bliver det multikulturelle Canada hen mod romanens en slags utopisk drøm om et sted, hvor man kan starte forfra hinsides det umulige og historisk betændte kulturmøde mellem danskere og grønlændere.
Drømmen om en radikal overskridelse af den grønlandsk-danske misere krakelerer, inden den overhovedet har fået ben at gå på. Jeget kommer aldrig afsted til Canada, og hermed har hun så at sige tømt sine muligheder for at etablere en positiv identitet. Hun drømte om en både-og-identitet, men endte i en hverken-eller-identitet – og selvmordet fremstår mest af alt som en tragisk markering af, at et menneske ikke kan leve med at være i et identitetsmæssigt limbo og ikke høre til nogen steder.
Selvmordets fænomenologi
Korneliussen giver på ingen måde enkle svar på unges selvmord, men temaer som social udsathed, ensomhed, følelsen af at være anderledes (ikke mindst seksuelt) og kulturel hjemløshed trænger sig på som forklaringer.
Romanen peger dog ikke kun på, hvordan unge mennesker reagerer på deres livssituation, men også på, hvordan omverdenen reagerer på problemerne. I jagten på sandheden om Maliinas kusines selvmord og i mødet med hendes forældre bliver det lysende klart for læseren, at der i Grønland eksisterer en vis tavshedskultur i familier og lokalsamfund, som gør det svært at tale om problemerne, ligesom det står småt til med muligheder for at råbe myndighederne op.
I Durkheims studie hang tab af livsmening altså sammen de måder, hvorpå individer indgik (eller ikke indgik) i sociale fællesskaber
Da jeget og Maliina følger Maliinas ven Sejer, som kæmper med en identitet som transseksuel, på hospitalet for at få ham under behandling, er der ikke tid til dem og kun en vag henvisning til familiecentret. Alt sammen peger det på en form for kollektiv apati, der både eksisterer i det private og det offentlige rum, og som er med til at forstærke problemerne og forhindre løsninger.
Den franske sociolog Emile Durkheim undersøgte i slutningen af 1800-tallet sammenhængen mellem samfund og selvmord. En af hans pointer var, at selvmordsraterne blandt europæiske jøder og katolikker var markant mindre end blandt protestanter. Ifølge Durkheim kunne forskellene forklares med, at protestantismen var knyttet til en gryende modernitet, som skabte individualisering og for mange mennesker en fare for isolation i forhold til fællesskaber.
I modsætning til protestanterne levede jøder og katolikker i højere grad i sociale fællesskaber som familie og menighed og hørte i den forstand til, hvilket beskyttede dem mod selvmord. I Durkheims studie hang tab af livsmening altså sammen de måder, hvorpå individer indgik (eller ikke indgik) i sociale fællesskaber.
Korneliussens roman peger lidt i samme retning som Durkheims klassiske analyse. Blomsterdalen handler om unge, der føler, at de ikke hører til nogen steder. Jeget og hendes venner er moderne unge mennesker, som er stærkt individualiserede og har deres egne drømme om det gode liv.
Samtidig er de udfordret på en række områder, fx i forhold til deres familie, deres seksualitet og deres identitet som grønlændere i en verden, hvor de er optaget af alle de muligheder, det moderne liv giver og samtidig føler, at de har mistet forbindelsen til den kultur, de kommer fra. Alt dette synes ikke at kunne bearbejdes, hverken i familien, inden for sundhedsvæsenet eller i den politiske sfære, hvilket for nogle gør ensomheden og følelsen af hjemløshed total.
Håb i en fortælling om håbløshed
Niviaq Korneliussen fik i 2021 Nordisk Råds litteraturpris for Blomsterdalen. I sin tale i forbindelse med overrækkelsen dedikerede hun romanen til dem, der er blevet svigtet af de voksne og af systemet: Hun talte til dem, “til jer som finder styrken til at leve en ekstra dag, fordi I håber, at dagen i morgen bliver bedre, og at der måske denne gang er nogen til at tage vare på jer (…), til jer, der er rædselsslagne, fordi jeres venner forsvinder, selvom jeres liv først lige er begyndt (…), til jer, der har lyst til at leve, men ikke længere kan magte det.”
I den forstand er romanen – dens tragiske tema til trods – faktisk fuld af håb
For Korneliussen har det været vigtigt at understrege vigtigheden af et offentligt system, som bliver bedre til at tage vare på de unge: Der skal være steder at henvende sig, når man er ved at give op – og det må være slut med at ’løse’ problemer i forhold til unges eksistentielle og psykiske udfordringer ved at tie dem ihjel. Blomsterdalen handler altså, dens intense fokus på et menneskes indre verden til trods, om et samfund, der må finde nye måder at tale om svære emner på.
I den forstand er romanen – dens tragiske tema til trods – faktisk fuld af håb. Den peger forholdsvis kontant på et behov for ikke at gemme mange unge grønlænderes postkoloniale identitetsudfordringer væk under gulvtæppet. Via inddragelsen af jegets oplevelser i det danske uddannelsessystem rummer den også en opfordring til, at danskere ikke bidrager negativt og ekskluderende til det svære men jo ikke umulige kulturmøde.
Med disse håbefulde ord kan artiklen om en dyster roman og også serien om grønlandske stemmer passende slutte.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og