BALLET // ANMELDELSE – Gotta Dance på Den Kongelige Ballet inviterer til floor dance-show for fuldt udtræk, afleveret i et feberagtigt tempo med stort koreografisk danseoverskud – men også med en vis portion tomgang og trin-stereotyper.
I foromtalen af Den Kongelige Ballets nye danseshow inviteres man til at nyde forestillingen som et kærlighedsbrev til Hollywood-musikken og dansen fra den klassiske swingtid. Intet er mere tillokkende for netop en anmelder end at gå ind til en forestilling uden at skulle have nogen mening herom, men blot tage det hele ind. Dette er nu heller ikke det allersværeste, når talen er om Hollywood-klassikerne.
I Gregory Deans tableauagtige og kalejdoskopiske mosaik af dansenumre kalkeret over swingperiodens musikalske tophits kommer vi gennem to akter rundt om i alt 32 numre, hvor alle ballettens personaleressourcer bringes på scenen i både store ensemblenumre, fokuserede solopræstationer og mere intime dansedialoger.
George Gerswin, Cole Porter og Irving Berlin (og flere med dem) kan inspirere til vilde og bevægende dansescener
Alt er fermt og sikkert indrammet af en musikalsk baggrundstribune med et fast placeret swing-orkester på scenen og lejlighedsvise scenografiske elementer, der enten kommer ind fra siden eller hejses ned fra oven for at placere os i en fastere sted- og tidsramme.
Vi er i Gotta Dance! på en koreografiske rejse mellem New York og Paris tur/retur, og underholdende er det at lade sig rive med af danseglæden og trinudfoldelsernes stadige afvekslen, men ud over dette bliver forestillingen relativt hurtigt præget at en vis koreografisk tomgang i især de større ensemblescener.
At George Gerswin, Cole Porter og Irving Berlin (og flere med dem) både kan inspirere til vilde og bevægende dansescener vidste vi godt. Og det gør de stadig! Den kendsgerning er måske forestillingens egentlige berettigelse, udover at et nationalensemble som Den Kongelige Ballet altid må og skal have lidt på alle hylder, hvis en bredspektret publikumstiltrækning skal holdes intakt.
Koreografiske standardmønstre
Min hovedanke, hvis en sådan skal fremsættes overfor en ellers levende og rytmisk overskudspræstation, som Gotta Dance! vitterlig er, må derfor blive den, at det hele er lidt for smart tilskåret, og kun lejlighedsvis lader dansene få et indhold, der rækker ud over showeffekten.
Hvad der kan undre er, at indholdet i de valgte sangnumre, der alle fremføres fra scenen af fire glimrende vokale fortolkere, ikke i koreografien forholder sig særligt indgående til de budskaber, som sangene ellers bringer, men alt for ofte skøjter hen over disses tekstbudskaber gennem en lidt for glat koreografi.
Gotta Dance? Ja tak, men tænk nu også gerne over hvorfor!
Især i de parisiske sangnumre når vi næsten til det rent stereotype, hvor man nærmest kun mangler den klassiske Dubonnet-reklame i baggrunden, for at klichéen kan blive fuldendt.
En koreografisk udfordring i form af en trinmæssig fortolkning af nogle af disse i sig selv bevægende sangnumre og deres budskaber ville klart have været at ønske. I stedet får vi her næsten udelukkende koreografiske standardmønstre.
Smittende energi
I forestillingens anden og rent amerikanske afdeling kommer en mere tydelig koreografisk personlighed til syne, især i de tætte samdansscener af forskellige erotiske observanser som det hedder på nudansk. Her folder koreografen sig omend sent for alvor ud, og dér lykkes det Gregory Dean at fastholde tilskuerens interesse i længere glimt end blot de relativt få minutter, som hver scene varer.
Men hovedindtrykket forbliver en vis tomgangsfølelse i koreografien, som dog gennemgående afleveres med en smittende energi, der både klæder danserne og smitter af på publikum. Ingen er her nævnt, da alle har deres ligelige sceniske andel i forestillingen.
Hvis ambitionen med Gotta Dance! har været en look back and rejoice-oplevelse af den swingtid, der for længst er forbi og heller aldrig kommer tilbage, så er det et sympatisk show. Men set fra en koreografisk vinkel kunne ambitionsniveauet måske nok have været mere udfordrende i forhold til en fortolkning af de historier, som sang- og dansenumrene indholdsmæssigt reelt lægger op til.
Gotta Dance? Ja tak, men tænk nu også gerne over hvorfor!
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
