BALLET // ANMELDELSE – Sværest af alt er nok at udlægge et dramatisk narrativ i netop trin. Dette kan aspirerende koreografer naturligvis kun lære gennem erfaring, hvilket må og skal tage en rum tid. Så en bredspektret og individualistisk anlagt koreografi fik vi ikke helt så meget af i teatrets første udspil af ”Koreorama”.
Under fællestitlen ”Koreorama” tager Den Kongelige Ballet hul på en række forestillinger skabt af unge og uprøvede koreografer fra ensemblets egne rækker. Et sympatisk initiativ og en nødvendighed for at kunne skabe grobund og erfaringsgrundlag for nye koreografers opblomstring.
Sådanne hænger ikke på træerne og kan ikke bare plukkes ned efter behov, snarere tværtimod. En koreograf skal uddannes og afprøves i ligeså intens grad, som enhver danser gennem sin uddannelse, karriere og sceniske erfaringsgrundlag. Her kommer Koreorama-initiativet på rette plads.
Formen med en fuldt udfoldet (forsøgs)forestilling foran den store teatersal på Gamle Scene kan dog måske nok diskuteres, idet de nyskabende koreografer naturligt mangler netop dette erfaringsgrundlag. Dette kan ikke andet end skinne ubønhørligt igennem, trods de gode viljer de modtages med af salen.
De nyskabende koreografer mangler naturligt erfaringsgrundlag. Dette kan ikke andet end skinne ubønhørligt igennem, trods de gode viljer de modtages med af salen
De indledende tre videoer, hvor de tre koreografer beretter om deres respektive ”førsteudgaver” som trinmagere og motiverer hver sit værk, er derimod rigtig godt set. Dette fordi vi, i stedet for de alt for ofte unødvendige og temmelig overfladiske forestillingsintroduktioner, man almindeligvis tilbydes i publikumsfoyeren inden aftenens opera- eller balletforestilling, her hører kunstneren selv oppe fra scenens rum henvende sig til os.
Det er både velment og et langt mere oprigtigt format, i stedet for de indhentede kloge hoveder, der på alt for kort tid og i et forstyrrende foyermiljø under teatrets øvrige forestillingsintroduktioner, lysteligt og undertiden også temmelig overgearet med ubærlige vandede vittigheder skøjter publikum gennem de mesterværker fra fortiden, der den pågældende aften står på plakaten.
Om Koreorama-forestillingen, der er en såkaldt triple bill af tre balletter, som hver spiller lidt under en halv time, er der visse fællestræk, der går igen. Udover at balletterne alle danses af fem par, der anføres af hver sit hovedpar, er det mest iøjnefaldende, at danserne nærmest fra først til sidst alle udfører meget unisone trinmønstre.
I Tara Schaufuss’ ballet til akkompagnement af Josefine Opsahls nyskrevne musik for live solo cello og electronics antydes et drama for hovedparrets dame, der sidder på en stol ud mod publikum, som om hun har besluttet sig at vende ryggen til det liv, hendes partner og de fire øvrige par udfolder bag hende. Kun langsomt involverer hun sig i deres dans for til slut, sammen med partneren, igen at vende tilbage på stolen med ryggen til de øvrige på scenen.
Der er en dramatisk antydning i værket, men som følge af det koreografiske unisone bevægelsesmønster og solocelloens ensartede toneforløb i alle de knap 30 minutter balletten spiller, forbliver hovedindtrykket en stilstand, hvor dansen snarere går langsomt død end den ansporer til bevægelse.
Aftenens anden ballet af Lorenzo Di Loreto er igen skabt for fem par, men her med damerne i tåspidssko. Ledsaget af en båndindspillet recitativisk digtdeklamation, fortæller en stemme om de aspekter i tilværelsen, der er større end os selv og påvirker os udefra for derigennem at lede os til en erkendelse af selvet.
Værket afsluttes med en smuk statuarisk soloherre, der alene står tilbage i en månestråle.
I en kortere sekvens bevæger hovedparret sig alene på scenen ud i en pardans, hvor et stærkere koreografisk udtryk kommer frem ved netop at udvise dansens indre styrke, mens de omkringdansende andre fire par igen holdes fast i et meget unisont og dermed ret konturløst bevægelsesforløb. Det, der her står tilbage, er derfor en relativ anonym ensembledans, mens værket afsluttes med en smuk statuarisk soloherre, der alene står tilbage i en månestråle.
Efter pausen fik vi Tobias Praetorius’ koreografi sat til Debussys tre nocturner, der i live udførelse med to flygler opstillet i silhuet bagerst på scenegulvet, igen førte os gennem meget lange trinrækker. Desværre endnu engang forløb de som en nærmest unison korpsdans, hvor en individuelt anlagt koreografi aldrig rigtig kom op til overfladen. Debussys musik, som Maurice Ravel personligt arrangerede for to klaverer, har ellers meget kontrapunktisk i sig, hvilket man nok kunne forvente sig afspejlet i dansernes bevægelser.
I stedet fik vi gentagne serier af brede koreografiske penselstrøg i ensartede glidende trinrækker, som blev udført af samtlige medvirkende på samme tid.
Summa summarum: Man overraskes i alle de tre balletter over den gennemgående og næsten udelukkende uniforme dans, vi her præsenteredes for, hvor alle samtidigt udfører så godt som identiske trinrækker. Ligeledes må man forundres over den næsten totale mangel på koreografisk anlagte kontrapunktiske bevægelsesmønstre i de tre værker.
At skabe trin og gennemkomponeret dans af mere sammensat art er noget af det allervanskeligste. Og at skulle holde tre, fire, eller fem divergerende trinrækker i gang og i luften på én og samme tid, er ikke mindre krævende. Men sværest af alt er nok at udlægge et dramatisk narrativ i netop trin. Dette kan aspirerende koreografer naturligvis kun lære gennem erfaring, hvilket må og skal tage en rum tid. Så en bredspektret og individualistisk anlagt koreografi fik vi ikke helt så meget af i teatrets første udspil med dette Koreorama-program.
Koreorama: Ja, måske nok, men Koreo-drama: Nej – og det må så komme.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
