TEATER // ANMELDELSE – Der er en særlig elegance over Cole Porter. Hans sange og melodier er overalt i vores kultur, uden at vi nok tænker så forfærdelig meget over det, fordi vi forbinder dem med Frank Sinatra, Ella Fitzgerald, Marilyn Monroe, Eartha Kitt … eller ouverturen til ”Indiana Jones og templets forbandelse”. Men så er det da godt, at tingene bliver sat på plads i kabareten ”Oh Baby It’s Cole” i Krudttønden … over en cocktail og et glas champagne.
Der kunne godt være kommet en god biografisk film ud af Cole Porters liv. Bortset fra, at en Hollywood manuskriptforfatter ville rive sig i håret over udviklingen i den dramatiske kurve, hvor Porter fødes med en guldske i munden og ender med amputerede ben og i evige smerter.
Det med hans flydende seksualitet, kunne man vel skrive sig ud af.
Succes på trods af overflod
I alle tilfælde ville man helt sikkert ende med en sammenfletning af Porters liv med hans rige produktion af jazz standards. Hvilket er præcis, hvad Vivienne Mckee har gjort med ”Oh Baby It’s Cole”. Her er formatet intimt på den lille scene på Krudttønden, hvor scenografien er reduceret til et klaver, og et par borde med champagneflasker.
En række hurtige kostumeskift fører os fra barndom og ungdom, hvor Cole Porter veksler sin økonomiske tryghed til en legende tilgang til musikken, til hans sene år, hvor hans privatliv måske ligger i ruiner, men hvor hans musik stadig tryllebinder publikum med sin lethed.
Og blot en enkelt vemodig tone.
I get a kick out of …
Inden da er vi imidlertid kommet omkring et liv i sus og dus. Porter var som nævnt økonomisk uafhængig, han giftede sig derefter med en rig enke, og levede et berygtet liv med overdådige fester, frit flydende strømme af alkohol og andre stimulanser og en meget liberal indstilling til tidens seksualmoral.
Det kan faktisk også høres i hans tekster, som – i tidens sprogbrug – er ret uartige.
Jeg troede ikke, det kunne blive mere insinuerende end Eartha Kitt, der spinder sig gennem ”Let’s Do It”, men kabareten indeholder også Noel Cowards versionerede tekst til sangen – givet med dekadence og blafrende cigaretrør af Leo Andrew. Man fornemmer dekadencen fra ”de brølende 20’ere”.
Vivienne McKee kan heller ikke dy sig for at indflette, at ”even hyggelige Danes do it”, i forestillingens version.
Oh Baby It’s Cole med sprogligt overskud
For Vivienne McKee er det, der som livslang fan af Porters sange har samlet kabareten. Oprindelig – i 1991 – blev hun overtalt til at sætte den op med danske tekster. Men hun vil gerne hylde Porters geni også på det sproglige område, og det er naturligvis på engelsk.
I fortællerrollen understreger McKee, at det kræver både en del geni og en hel del frækhed at skrive en linje som ”do do that voodoo that you do so well”. Jo, der skal lyttes til teksterne, og ekvilibrismen nydes.
Historien om Cole Porter er i sig selv fascinerende. Det bliver en hvem-er-hvem i mellemkrigstidens kulturhistorie med både referencer til F. Scott Fizgerald (man fornemmer at Porters fester kan have inspireret ”The Great Gatsby”), førnævnte Noel Coward og Fred Astaire.
Fred, Ginger, Marilyn
Sidstnævnte kunne, som det blev bemærket ved en casting, hverken synge eller spille skuespil, men danse kunne han, og Porter leverede sange med så begrænsede vokale udfordringer, at Astaire kunne hænge på. Derfor fik vi filmfænomenet Fred & Ginger. Resten er historie.
Katrine Falkenberg giver en yndig Ginger Rogers og med samme blonde paryk sin egen version af Marilyn Monroe. Hun har en fin jazzstemme og klæder vokalt Nicoline Siff Møller, når de synger sammen.
Sidstnævnte ”spiller” også Porters kone over for Sebastian Harris som Cole selv. Men ellers hopper alle lystigt ind og ud af rollerne med hyppige rolle- og kostumeskift. Mændene selvfølgelig hovedsagelig i smoking og et cocktailglas i hånden, damerne i alt fra gulvlange kreationer til frække charleston-kjoler.
Livslysten stråler ud af alle sangene. Også i perioden efter den rideulykke, der invaliderede Porter. Det betyder dog ikke, at der ikke er bid i sangene. Nå … ”Love For Sale” blev så også censureret ud af sit Broadway-show i sin tid og forbudt på radiostationerne i USA.
Evigtgrønne jazz standards
Cole Porter var en stjerne i sin tid, men når hans sange huskes i dag, er det især på grund af de kunstnere, der har indspillet dem. Vi kunne såmænd godt sidde en aften bare og lytte til Cole Porters klassikere og mindes disse kunstnere og småskændes om, hvem der har gjort det bedst. Over en glas champagne.
Det er imidlertid en god fortælling at flette sangene ind i Cole Porters livshistorie, så de belyser de anekdotiske nedslag i hans liv. Den historie er alt for god til at gå i glemmebogen.
Først og fremmest er Oh Baby It’s Cole en fremragende og overskudsagtig undskyldning for at gå i teatret i maj måned og høre nogle dejlige sange – evergreens, som man siger. De er, som champagnen, perlende friske. Man fristes til at benytte det falske Dom Perignon-citat ”skynd jer, jeg smager stjerner” … jeg smager fem af slagsen på en varm majaften.
DU KAN LÆSE FLERE ANMELDELSER AF STEEN BLENDSTRUP HER
Oh Baby It’s Cole spiller på Krudttønden til den 1. juni
Medvirkende: Katrine Falkenberg, Nicoline Siff Møller, Leo Andrew, Sebastian Harris, Vivienne McKee, Stuart Goodstein (piano)
Manuskript og instruktion: Vivienne McKee
Foto: Thomas Petri
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
