FILM – I år er seks ud af 10 film i hovedkonkurrencen på Gøteborg Film Festival fiktions-debuter, og det er yngre kræfter, der står bag. Fortællingerne handler også ofte om Danmarks sønner og Norges døtre. Frederik Bové kaster et blik på nordens filmiske ungdom i form af tre konkurrence-film.
Der findes to store filmpriser, der kun uddeles til nordiske film. Der er Nordisk Råds Filmpris, og så er der Dragen, hovedprisen på Gøteborg Film Festival. Hver af de fem nordiske lande indstiller hvert år én film til Nordisk Råd, som så vælger den bedste ud af de fem, hvorimod man for at vinde Dragen skal deltage i selve Gøteborg Film Festival, hvilket for de største instruktører, der kan have premiere i Cannes, Venedig eller Berlin, ikke rigtig giver mening.
Af de to priser er det til Nordisk Råds Filmpris, at de rigtig tunge navne optræder, det er der Lars von Trier kæmper mod Ruben Östlund eller kæmper mod Pirjo Honkasalo. I Gøteborg er det lidt mindre navne, der optræder, hvilket betyder lidt yngre navne. I år er seks ud af 10 deltagende film således fiktions-debuter. Hvilket, når det går som det skal, betyder nye og spændende kræfter, mod og filmisk fornyelse. Engang imellem er det så nyt, at jeg ikke forstår, hvad der sker. Men andre gange bliver jeg bare overvældet.
Harajuku (Eirik Svensson)
Harajuku og Tuva Novotnys Blind Spot. De to film, der begge er fra Norge, og begge er i årets Drage-konkurrence, hænger virkelig sammen. Blind Spot – som jeg skrev om fra CPH:PIX – handler om hvordan en mor reagerer, da hendes datter uden varsel springer ud ad et vindue. Harajuku handler om hvordan en datter reagerer, da hendes mor uden varsel springer ud ad et vindue. Blind Spot var umiddelbart æstetisk iøjnefaldende, idet den er optaget i ét klip, og foregår i én køre uden klip i tid og rum. Harajuku kan ikke helt hamle op med det, men fra første klip, et langt stille skud af strå der blafrer i vintervind, har man lidt den samme fornemmelse af tålmodigt liv som Tuva Novotny fremelskede.
Harajuku foregår over én aften, tæt op af jul, hvor 15-årige Vilde får at vide, at hendes mor har begået selvmord. Den skildrer hendes flugt fra myndighederne, hendes kontakt til den far der forlod familien, da hun var helt lille, og hendes drøm om at flyve til Japan, til titlens Harajuku-distrikt. Den er ret kondenseret i tid, ligesom Blind Spot var det. Men den er ikke kondenseret i rum. Der klippes frem og tilbage mellem fortællinger, og Vilde er ofte allerede i Harajuku i ånden. Til tider er det nærmest en masterclass i klipning, som når Vilde fortæller sine skolekammerater om en stil, hun har skrevet om Harajuku, og vi føres med i en montage af den japanske by.
Det her, det er noget nyt i norsk film, i nordisk film, der bør hyldes
Vi forstår fuldstændig den længsel Vilde føler efter at finde et andet liv. Harajuku forstår til fulde værdien af at gøre dramaet så tidsligt kondenseret og fortættet som muligt og tilføjer så åndehuller ved hjælp af klipning. Det er til tider svært at holde tårerne tilbage.
Omvendt forstår den også værdien af bare at blive i en situation, uden at gøre så meget væsen af sig. Da Vilde ringer til sin far Einar, tager han ikke telefonen, han forsøger at skjule den del af hans fortid så meget som muligt. Efter lidt tid fortæller han sin kone Marianne om opkaldet, og selvom det egentlig ikke er så dramatisk vigtigt på dette tidspunkt i filmen, så bliver vi hos dem, ser reaktionerne, mærker hvordan forhistorien om Einar og hans hemmelige datter har påvirket forholdet mellem de to. Det er mesterligt knugende.
Jeg bliver helt rundt på gulvet, når sådan noget som Blind Spot og Harajuku sker. Når to så mesterlige film dukker op på samme tid, fra samme land, med mange af de samme idéer, uden at det er helt klart, hvad som er sket. Der er det samme tålmod, den samme vilje til at akkumulere samtaler, blive hos personer, lade dem blive forståelige ikke fordi de fortæller os hvem de er, men fordi de fortæller om deres rejselyst, deres skolearbejde, deres detaljer, og så lade os selv stykke fortællingerne sammen. Der er lidt det samme lys, lidt den samme slags lejlighed, lidt den samme familie-forhistorie, egentlig. Det er nærmest skræmmende, hvis ikke der på en eller anden måde er en forklaring.
Jeg håber virkelig Harajuku kommer til Danmark. For sjældent har jeg set en ungdomsfilm så stærk, så streng, så æstetisk opfindsom
Jeg ved ikke om det er Blind Spot eller Harajuku, der er bedst. Blind Spot er nok renest med sin æstetiske strenghed, sin plotmæssige enkelthed og sit primale skuespil. Harajuku har mere, har små anime-sekvenser, mystiske spøgelsessekvenser, en del biroller, som egentlig ikke har så meget med fortællingen at gøre. Jeg fornemmer lidt, at Vilde har ansatser til det samme, som hendes mor har haft, hvilket måske forklarer den fragmenterede filmiske stil. Det er to variationer over samme tema. Begge to aldeles mesterlige. Jeg ved ikke, hvad der er bedst, men hvis resten af konkurrencen kan byde på noget der er lige så godt som det her, så har det været en aldeles fremragende årgang. Det her, det er noget nyt i norsk film, i nordisk film, der bør hyldes.
Jeg håber virkelig Harajuku kommer til Danmark. For sjældent har jeg set en ungdomsfilm så stærk, så streng, så æstetisk opfindsom. Jeg tror Blind Spot kommer. Se dem begge to. Det er det særligste, der er sket i nordisk film i et godt stykke tid, efter min mening.
Danmarks Sønner (Ulaa Salim)
Det er ikke ret mange danske debutfilm, der tør strække sig over to timer. En normal dansk debutfilm er en lille ting, lavet for ikke ret mange penge, der gør én ting rigtig godt. Så kan man lægge til i sin næste film. Ulaa Salims Danmarks Sønner er ikke som danske debutfilm er flest. Den breder sig over to timer om højaktuelle politiske spørgsmål med så mange stærke karakterer, at det næsten er svært at finde rundt i, og med et generøst drys af filmiske virkemidler henover. Der er ikke mange danske film, der tør bruge Mozarts Lacrimosa som underlægningsmusik til emotionelle montager, men hey, det gør Danmarks Sønner. Det er helt enkelt en storfilm. Så den skal nok blive reduceret til et politisk budskab, når den kommer til Danmark.
Lad os lige tage den politiske vinkel, kort fortalt. Danmarks Sønner foregår i 2025 op til et folketingsvalg, hvor et nyt højrepopulistisk parti, Nationalbevægelsen, ledet af den karismatiske Martin Nordahl (en prisværdigt underspillende Rasmus Bjerg), står til at blive det største parti. Danmark er rykket et godt stykke til højre efter et terrorangreb mod Nørreport Station året før. En højreekstrem gruppe kaldet Danmarks Sønner er også begyndt at udføre aktioner mod det muslimske mindretal, de placerer grisehoveder og skriver ‘Etnisk Rent Danmark’ i griseblod. Unge Zakaria (debutanten Mohammed Ismail Mohammed) medvirker til at planlægge et attentat mod Nordahl, men ikke alt er så enkelt, som det ser ud.
Kunne det ske her? Kunne et højrenationalt parti, med rødder i en ekstrem og voldelig højrebevægelse, ende med at blive Danmarks største parti? Nationalbevægelsen er helt tydeligt baseret på Nye Borgerlige, der for tiden står til 2,8 % af stemmerne i den seneste meningsmåling fra Epinion. Men det er en sci-fi film, og det kunne da sagtens ske. Lad os sige at Venstre kollapser op til næste valg, men DF samler stemmerne op, så Kristan Thulesen Dahl bliver statsminister. Lige tidsnok til at Trump smadrer verdensøkonomien. Så er DF ude, og der bliver plads til et nyt højreparti. Derudover får vi en modreaktion, der bringer en koalition af Alternativet og Radikale til regeringsmagten. Og så en mod-modreaktion, ikke mindst i protest mod skattereformen, der fjerner skat fra arbejde, og erstatter det med miljøafgifter på benzin og bacon. Og så et terrorangreb i 2024. Jeg kan da sagtens se det.
Det er vitterlig en maximalistisk film, der ikke er bange for at forløse alle scener med fuld brug af alle trick fra værktøjskassen. Og selvom det ikke er alt der er nyt, så er stort set det hele godt
Ok, det er stadigvæk en smule langt ude. Men Danmarks Sønner bevarer troværdigheden, fordi den så tydeligt trækker på virkelige episoder. Martin Nordahls dialog er helt tydeligt baseret på retorikken fra Nye Borgerlige, så pæn og ukontroversiel, og med alle ubehagelige konsekvenser som subtekst. I en af de bedste scener deltager Nordahl i Natholdet med Anders Breinholt og gør sig så sympatisk, at Pernille Vermund næsten ikke kunne have gjort det bedre. Det er virkelig godt fanget ikke at gøre Nordahl til en dæmon, og Bjerg må være stærk kandidat til næste års skuespils-priser.
Mange af terror-episoderne synes mere inspireret af en tysk eller engelsk kontekst, men de fungerer fint i helheden. Det er ikke filmens opgave at være en sci-fi dokumentar, den skal fortælle en velfungerende historie.
Danmarks Sønner er også først og fremmest en thriller, og den fungerer fuldstændig på de præmisser. Det filmiske håndværk er pletfrit, fyldt med eminente detaljer som brug af rødt og grønt lys, voice over, musik, modlys, små bevægelser, tavshed på soundtracket. Det er vitterlig en maximalistisk film, der ikke er bange for at forløse alle scener med fuld brug af alle trick fra værktøjskassen. Og selvom det ikke er alt der er nyt, så er stort set det hele godt.
Så efter to timer, vil jeg først og fremmest have mere. Jeg forstår nærmest ikke hvordan Ulaa Salim, der er uddannet fra Filmskolen i 2017, har nået at skrive manuskript og instruere den her film på bare halvandet år. Men lad os give ham en tv-serie, hvor han virkelig kan få lov at brede sig. Danmarks Sønner er måske lidt en triumf for de klassiske dyder, for et stærkt manuskript, for stærkt skuespil (Zaki Youssef som Ali bør også nævnes), for en æstetik der understøtter manuskriptets pointer, snarere end den vil være pointen i sig selv. Og med dens kontroversielle emne, og mangel på kendte skuespillere i hovedrollerne, skal den da sikkert nok blive et flop. Men det er, som nævnt, ganske enkelt en storfilm. Forhåbentlig den første af mange fra Ulaa Salims hånd.
Lucky One (Mia Engberg)
Fra en storfilm til minimalisme, en film så lille, at den næsten ikke er her. Mia Engberg vandt i 2014 Guldbaggen for Bedste Dokumentar for hendes debut Belleville Baby, så der har været store forventninger til, hvad hun ville gøre herefter. Overraskende nok valgte hun at lave en fiktionsfilm. Baseret på den samme fortælling som hendes dokumentar handlede om. Og åbenbart også med samme minimalistiske æstetik, viste det sig. I sidste ende var Lucky One 78 min uden plot med en ret fin æstetik, men som ikke rigtig udviklede idéerne fra Belleville Baby. Jeg må indrømme, at jeg ikke helt forstår, hvad der skete.
Historien i Belleville Baby var lige så enkel, som den var fin. En dag ringer en ekskæreste til Mia, en ung svensk instruktør. Manden hedder Vincent, han er fransk, og Mia har egentlig altid godt været klar over, at grunden til han pludselig forsvandt ud af hendes liv var, at han kom i fængsel. Hun vidste godt, at Vincent var kriminel. I løbet af filmen taler de to i telefon, diskuterer deres liv, Mia funderer over, om hendes liv havde været mere interessant, hvis hun var blevet hos Vincent i stedet for at falde tilbage ind i en tryg og rar svensk kunstner-boble.
Det er bestemt imponerende, at Lucky One ikke er endnu mere kedelig end den er. I forhold til hvor lidt der sker, så glider man igennem
I Lucky One er det så Mia, der ringer til Vincent. Hun arbejder på et manuskript, og måske han kan hjælpe hende til at finde på en slutning? Det viser sig, at Mias film er baseret på Vincent, omend han i hendes udgave har en 14-årig datter og arbejder som chauffør i en kriminel organisation og er involveret i organiseret kvindehandel. Mia fortæller om filmen, Vincent kommenterer og sammen finder de frem til, hvordan han ville håndtere at have en datter, og hvordan han ville håndtere dilemaerne i forhold til at passe på de handlede kvinder.
Dvs., det er hvad der sker på lydsporet. Visuelt sidder vi mest og ser på billeder af Paris. Eller af træer. Engang imellem af bilruder. Der er kun ganske få scener, hvor der ser ud til at være skuespil involveret, andre gange lader fortællingen på lydsiden til at foregå sådan cirka på den lokation, vi ser et klip fra, men ellers er der bare billeder af… ting. Og engang imellem sort skærm.
Det er bestemt imponerende, at Lucky One ikke er endnu mere kedelig end den er. I forhold til hvor lidt der sker, så glider man igennem. Det er egentlig lidt interessant, hvad Vincent kommer frem til, hvordan han ville håndtere det fiktive liv han får tilbudt. Ekstra interessant, fordi Mia og Vincent jo har en forhistorie, og det er som om hun gennemlever sin egen fortid, for at finde ud af hvordan hendes liv ellers kunne være blevet. Og, altså, der er ingen andre film i konkurrence der ligner det her, jeg ved ikke hvor mange film overhovedet, der ligner det her.
Men jeg må indrømme, jeg er ekstremt forvirret. Jeg er med på, at Lucky One introducerer et filmmanuskript, og derfor kan karakteriseres som fiktion. Og så alligevel, for i Belleville Baby var ‘Vincent’ spillet af Olivier Desautel, så samtalerne var i det mindste åbenlyst rekonstruerede. Så jeg forstår alligevel ikke helt, hvad forskellen er. Og selvom jeg synes, det er fedt, når instruktører bygger videre på deres filmiske idéer, så udkom Belleville Baby i 2013, og det virker lidt syret at Engberg skulle have arbejdet på opfølgeren i seks år. Det er stort set samme film? Og det meste er bare billeder af Paris med snak indover?
Så nej, jeg må indrømme, jeg er lidt sat af. Jeg ville virkelig gerne have, at Lucky One på en eller anden måde var noget mere. Det kan være det bliver næste gang.
Foto-credits: Gøteborg Film Festival
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
