
POV BUSINESS // DAGENS POV // LEDELSE – Ledere bør i højere grad bruge data til at designe måden at arbejde på i virksomheden og coache på input frem for det store fokus på output og performance, vi ser i dag, mener Marianne Dahl, der er adm. direktør i Microsoft Danmark.
Når jeg har puttet mine børn, sætter jeg mig altid ved computeren. Det er blevet en rutine, og gennem det meste af mit arbejdsliv har jeg arbejdet i denne rytme.
Før jeg selv skal sove, får jeg færddiggjort korrespondancer og videresendt informationer. Intet føles mere tilfredsstillende end at nå til bunden af indbakken og få sat tjek ved mine to-dos, inden jeg lægger hovedet på puden.
Den ugentlige dataopsamling fortæller mig, hvis der er noget ved min arbejdsrutine, som er godt eller uhensigtsmæssigt; for eksempel, at det kan virke stressende for mine medarbejdere at modtage e-mails fra direktøren, lige inden de skal sove
Mellem klokken 22 og 24 får jeg derfor sendt en hel del e-mails.
Det er ikke udelukkende positivt. Det ved jeg, fordi jeg ugentligt får en notifikation om min måde at arbejde på. Jeg får indsigt i, hvor meget tid jeg har brugt i møder, hvilke samarbejdspartnere og medarbejdere, jeg har brugt mest tid med, og altså også hvornår på døgnet, jeg sender flest e-mails.
Den ugentlige dataopsamling fortæller mig også, hvis der er noget ved min arbejdsrutine, som er godt eller uhensigtsmæssigt; for eksempel, at det kan virke stressende for mine medarbejdere at modtage e-mails fra direktøren, lige inden de skal sove.
Data skal ikke kun bruges til performance-ledelse
Mange vil ganske givet sige, at vi allerede nu er blevet for datadrevne. At vi taler rigeligt om performance-ledelse og benchmarks. Og det er jeg enig i – vi har ikke behov for flere performance-data.
Vi skal ikke slå hinanden i hovedet over slutresultater, men bruge data til at fokusere mere på processen og vores måde at arbejde på. Det er her, vi som ledere kan gøre en reel forskel, og de dygtigste ledere vil i stigende grad fremadrettet bruge data om forskellige måder at arbejde på.
Der, hvor en leder virkelig kan coache og guide, er i den løbende arbejdsproces.
Vi er klar til at bruge data til at understøtte god ledelse.
Hidtil har det været svært at måle, hvem der har været en holdspiller og har bidraget til andres succes. Vi har i stedet fejret, når nogen lukker en stor aftale, lanceret et nyt produkt eller på anden vis opnår et resultat.
Men det er ikke det vigtigste, vi som ledere bør sætte fokus på.
Vi risikerer at overse vigtige trin på vejen og de gode måder at arbejde på. Det er netop her, data om samarbejdet i et team kan bruges konstruktivt.
For fem år siden startede vi i Microsoft en kulturtransformation fra fixed mindset til growth mindset.
Det er en grundlæggende tro på, at folk konstant udvikler sig. For fire år siden gik vi også væk fra at have en performance-model, som kun tog højde for performancemål. Det blev suppleret med et fokus på, hvordan man bidrager til andres succes og formår at bygge videre på andres idéer.
Data er ikke empatiske i sig selv, men hvis vi bruger data rigtigt, kan vi være med til at skabe mere empati i organisationer
Nu er vi klar til at bruge data til at understøtte god ledelse.
Data er ikke empatiske i sig selv, men hvis vi bruger data rigtigt, kan vi være med til at skabe mere empati i organisationer som min egen.
De nye muligheder har i hvert fået mig til at overveje, om midnat er det rigtige tidspunkt at trykke send på mine e-mails, fordi konsekvenserne for organisationen nu tydeliggøres for mig.
På samme måde kan hver enkelt tage ansvar for en mere optimal måde at arbejde på – ikke kun for dig selv, men for alle i organisationen – og vi kan som ledere begynde at coache på de bedste måder at arbejde på frem for på resultaterne. Jeg tror på, at det kan skabe bedre resultater og et bedre arbejdsmiljø, hvis vi finder en balance mellem hensyn til den enkelte og hensyn til fællesskabet.
Foto: Brooke Lark on Unsplash.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her