GLENN BECH // INTERVIEW – Med sin nye roman, Jeg er ikke færdig med dig, forlader Glenn Bech autofiktionen og lader i stedet karakteren Lasse gå planken ud. Hvor manifestet Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet var et opråb til verden, er den nye bog et kirurgisk snit ind i personlighedens sprækker – om klasse, kærlighed, misbrug og kampen med sig selv.
Da POV møder Glenn Bech på en solfyldt sensommerdag ved ishuset i Skodsborg, er det tre måneder siden, vi lavede en aftale om et interview. Anledningen er udgivelsen af den nye roman, Jeg er ikke færdig med dig. Dengang skrev jeg, lidt provokerende, et fokuspunkt for vores samtale: Er grundsåret stadig råt? Ved gennemlæsningen af den nye roman, viser det sig mere fremsynet end provokerende.
Selvom der er kommet en fin hinde over såret, er det ikke helet, i stedet er det betændt og beklædt med en forbinding, der er stiv af tre årtiers størknet blod.
Det er præcis tre år siden, Glenn Bech bragede gennem klasseskellets lydmur med sit manifest Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet. Værket er en nyklassiker, bogen har været opsat som skuespil på Aalborg Teater, og han er selv blevet TV-darling kendt fra utallige optrædener i både Deadline, morgen-tv og aftenshows, men også som hovedperson i DR-dokumentarserien Provinsbøssernes drøm og som deltager i TV 2 Plays realityshow Spillet.
Hvor den forrige bog var et opråb, et udråb, et skrig til omgivelserne, så vender ‘Jeg er ikke færdig med dig’ blikket mod fortælleren og zoomer helt ind
Det lyder som anslaget til en roman – og det er det på sin vis også. I den nye udgivelse, Jeg er ikke færdig med dig, er det nemlig mere eller mindre afsættet for handlingen, blot med en enkelt forskel: Hovedpersonen hedder ikke længere Glenn, men Lasse. Det er stadig et ”jeg”, der taler, men denne gang er det et fiktivt jeg.
At tale om at grundsåret er råt og dækket af en årtier gammel forbinding, som jeg gør ovenfor, er selvfølgelig en metafor, men pointen er, at hvor den forrige bog var et opråb, et udråb, et skrig til omgivelserne, så vender Jeg er ikke færdig med dig blikket mod fortælleren og zoomer helt ind – med en kirurgs præcision lægges et snit ned gennem hans personlighed.
Fra Glenn Bech til Lasse
I ‘Jeg er ikke færdig med dig’ har du forladt autofiktionen og i stedet har du skrevet i en mere traditionel romanform. Hvorfor har du valgt at fjerne dig fra en fortæller, der hedder ”Glenn Bech” til en fortæller, der hedder Lasse?
“Det er jo tre år siden, min seneste bog udkom, og i mellemtiden har jeg skrevet på en masse forskelligt, jeg har lavet en masse udkast. Til at begynde med forsøgte jeg nok at lave en to’er til Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet, hvor jeg prøvede at skubbe debatten et bestemt sted hen og køre den videre for at svare på noget af den kritik – og den ros – der har været.
Det var et af de første udkast til den nye bog, men min redaktør og jeg blev enige om, at den var for indforstået. Den blev sådan en slags københavneravis, hvor jeg fokuserede på en lillebitte gruppe af mennesker, der fik lov at tale, mens jeg ignorerede det meste af det større publikum, der faktisk også havde læst bogen.
På nogle parametre minder han om mig, mange af de her scener er inspireret af ting, jeg har oplevet eller har erfaret eller kender til
Men inde midt i tekstmassen var der dette parforhold, og min redaktør spurgte, om jeg ikke kunne give det et skud, altså fokusere på det forhold. Så skrev jeg om Lasse, men i første udkast skrev jeg om ham i 3. person. Ved gennemlæsningen kom der bare for stor distance til ham, der manglede noget nerve i ham, jeg var hele tiden bagved ham og over ham … så … eller jeg følte mig for styrende.”
Som en dukkefører?
“Ja, præcis. Så min redaktør foreslog, at jeg skulle skrive ham i 1. person. Jeg havde skrevet Lasse i 3. person, for jeg ville jo stadig gerne tale om de samme temaer: økonomisk ulighed, klasse i almindelighed og parforhold. Og kendis-forvirringen; netop det har været voldsomt. Jeg havde et behov for at få afstand til det. Det har været hårdt at stå på en scene og fremlægge alt om sin hårde opvækst for hele Danmark, igen og igen. Når det er igennem en Lasse-karakter, er det på mellemniveau.
På nogle parametre minder han om mig, mange af de her scener er inspireret af ting, jeg har oplevet eller har erfaret eller kender til, men i kraft af romangenren har jeg haft mulighed for at tage det og give stafetten videre til en karakter og lade ham gå planken ud.
I kraft af fiktionen har jeg taget det til ekstremerne med ham, jeg har sat ham ud på åbent hav og så ladet ham sejle. Jeg har også krummet tæer over ting, han gør, og jeg har grint af ham. Det er sværere, hvis det er en-til-en med en selv.”
Dét, jeg læser i romanen, er, at der er meget om magt og afmagt. Lasse har en skal, hvor han er psykolog og både ovenpå, men også nedenunder er der noget, som er i total opløsning? Kan du forklare det?
“Ja, han er jo et sted i livet, hvor han i princippet kunne nyde tilværelsen og så sænke paraderne. Han kunne nyde sin kæreste og nyde sit arbejdsliv. Udadtil ville man sige, at han havde flyttet sig et andet sted hen end der, hvor hans familie kommer fra. Han er vokset op med misbrugere, hvilket det så viser sig, at han også selv er.
Det er mønsterbryderen bag facaden. Der er jo oftest et psykologisk efterslæb fra den barndom, du har haft. Det har han så håndteret ved at overarbejde helt ekstremt. Men der er jo noget med selvværdet, der er nogle usikkerheder. Nogle traumer.
Han har ikke haft tiden til at stoppe op og kigge på dem, fordi han skulle arbejde, og det bider ham jo i røven nu, i det her parforhold.”
Da jeg i sin tid anmeldte ‘Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet’, skrev jeg: ”Efter overgrebet findes overgrebet stadig”. Jeg synes også, titlen passer til denne, fordi selvom Lasse har forsøgt at arbejde sig væk fra alt det, der gjorde ham afmægtig, så findes det stadig, det er bare internaliseret. Din jeg-fortæller Lasse bruger sin psykologviden til at manipulere med sin omverden? Forholdet til Emil virker ikke særligt sundt, fordi han betragter ham som en patient, som han kan styre?
“Jeg kan godt huske den formulering. Jeg blev meget, meget glad. Min bog følte sig meget set. Lasse er et andet sted henne end i Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet, som handlede meget om social indignation og JEG SKAL RÅBE DE HER MENNESKER AN. Lasse er et andet sted. Han er kommet langt på sine retfærdighedssans, med sin hævntørst og sin vrede, men han har altså ikke lært andet.
Du spørger til forholdet til hans kæreste Emil, og selvfølgelig bruger han sin psykologuddannelse, det er dét, han er vant til; det er også, når han er på date med fremmede mennesker, det er, når han er på arbejde … Jeg tror, han er forvirret over, hvem han selv er. Jeg tror, det er en af konsekvenserne ved at blive en lille voksen i en tidlig alder og at skulle overleve ved at aflæse omgivelserne meget hurtigt – at kunne tage form af omgivelserne. Det kan i længden føre til en meget ikke-autentisk tilværelse.”
Jeg tænker på hans alkoholmisbrug, alkohol er et opløsningsmiddel og han har brug for alkoholen for at opløse sin skal, men så flyder han ud over det hele, for hvad er det så, der holder ham sammen?
“Han er jo meget ængstelig, han er på vagt. Meget i hovedet på sig selv. Han er også ret paranoid. Til tider foregriber han ting, der ikke sker, og dermed spænder han ben for sig selv i forhold til ting, han gerne vil opnå i tilværelsen.
Så han er meget selvhadende, meget skamfuld, han synes også selv, han er en joke, altså når han står på en scene, hvor han måske har solgt billetterne og også har gjort sig fortjent til det, men alligevel føler sig til grin. Og han synes faktisk også folk, publikum, er til grin for at komme og sidde og lytte til ham.”
Det er jo lidt et lotteri, da jeg var yngre, var jeg selv på den app og har både positive og negative oplevelser med den
Et tegn på hans selvhad er jo også i forhold til kæresten: Når Emil i ‘Jeg er ikke færdig med dig’ siger, han elsker ham, så foragter han Emil. Der er en smuk scene til sidst, hvor deres forhold bryder sammen og han er ved at miste Emil, og først der kan jeg-fortælleren mærke, at han elsker ham?
“Det er rigtig set, også i forhold til hans bror og mor, de ringer og så brænder lokummet og der er nogle brande, han skal slukke, og så bliver han Jonathan Løvehjerte. Så skal der overføres penge, og så er han klar.”
Han føler sig ikke levende, eller han identificerer sig ikke med det eller … ?
“Ja, jeg tror, han er tom for identitet i den sammenhæng. Han kan ikke genkende det. Undtagelsestilstanden er normalen i hans opvækst, og så når han kommer til et sted, hvor der er tryghed, så er det som om, det er en løgn. Så kradser han i overfladen og provokerer for at få et eller andet – for at blive bekræftet i at dét kan jeg genkende.
Han skaber jo mange af sine problemer selv.”
Nu nævnte du selv det sunde forhold, i de relationer, Lasse søger. Det er jo risikoadfærd, at Emil har foreslået, at de skal åbne deres forhold. Det er jo ikke et sundhedstegn. Er det sådan at dele af den homoseksuelle kultur, at dele af den er behæftet med risiko?
“Det er der helt klart. Nu har de været sammen i en del år, Jeg kan ikke huske, om det er en ni eller ti år, så de har fundet sammen i en ret ung alder, og han har jo aldrig været 100 procent sådan kropslig tiltrukket af Emil, så der er også et eller andet han føler, at han skal have indhentet, en tabt ungdom.
Og så er han bange for at blive gammel, det er han drevet af. Lasse opfatter det som et svigt, at det overhovedet kommer på tale at deres parforhold skal åbnes og så for at få kontrol, så er det han skal ud og være foran i “knalde-regnskabet”.
Det bliver en konkurrence for ham. Og med en promille i blodet, med en tilværelse, hvor han ikke er i kontakt med sin krop og en opvækst, hvor han ikke rigtig har lært at sætte grænser, så går det meget hurtigt galt på den her app. Det er jo fremmede mennesker. Det er jo lidt et lotteri, da jeg var yngre, var jeg selv på den app og har både positive og negative oplevelser med den.”
Jeg kan huske, der var et meget flot sted i ‘Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet’, hvor jeget står på en kirkegård og endelig er sammen med en mand og så kan han ikke nyde det selv, men kan kun opleve den andens nydelse?
“Jeg tror slet ikke, min nye hovedperson kan være i sin krop, han kan ikke, han kan ikke hvile i den. Alt kommer hele tiden for tæt på. Han er i et overdrive. Det der med at skulle have ligeværdig sex, hvor man kommer ned i kroppen og hvor man så skal mærke sig selv for at finde ud af det, det virker ikke. Det er heller ikke det, han er drevet af. Han er meget oppe i hovedet eller læser sig til, hvad han skal gøre igennem bøger, fordi han ikke fået det med hjemmefra, altså det der med nå-sådan! Det er noget, man mærker inde i selv. Det er helt som et fremmedsprog for ham.”
Kan romanens Lasse overhovedet været i et parforhold?
“Jeg ved det ikke. Det er jeg spændt på at høre, hvad læserne siger til. Jeg er nødt til at spørge dem, når de har læst bogen.”
Og med disse ord slutter vores samtale om den bog, der nu står i butikkerne. Da jeg kommer hjem og laver en automatisk genereret transskription af vores samtale, går det op for mig, at programmet ikke kan skelne mellem Glenn og Lasse. Det virker som et selvstændig udsagn om bogen.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og