‘Band og Gypsys’ fylder 50: Da Jimi Hendrix og hans sigøjnere satte ild til funkrocken

i Kultur/Musik af
MUSIKHISTORIE // JUBILÆUM – Onsdag er det 50 år siden, albummet ‘Band of Gypsys’ udkom, det første uden Experience og det sidste, som Hendrix havde indflydelse på i levende live. ‘Band of Gypsys’ er optaget live i Fillmore East 1.-2. januar 197 og  indvarslede såvel et nyt årti samt en noget anderledes stilretning – men den nye trio med Buddy Miles bag trommer og mikrofon plus bassisten Billy Cox fik en kort levetid.

Band of Gypsys sluttede et årti og satte det kommende i gang med i alt fire shows i Fillmore East den 31. december 1969 til 2. januar 1970, da det fjerde strakte sig hen over midnat. Hendrix stod i en klemme i forhold til sit tidligere management og pladeselskab og måtte derfor levere nyt materiale for at blive dem kvit.

Ydermere ønskede han at tage musikken hen mod en mere funky, soulpræget og strammere struktureret stil, der kan ses som en cadeau til de R&B rødder, han oprindeligt kom fra. Med The Experience dyrkede Hendrix den psykedeliske rock præget af lange soli og vildskab i udtrykket kombineret med flamboyant showmanship.

Band of Gypsys-trioen og albummet efterlod markante spor, der kan høres i den rock-, funk-, soul- og hiphopmusik, der fulgte

Den ændrede kurs blev slået an ved Hendrix’ optræden som sidste act under Woodstock festivalen. Cox håndterede bassen den skelsættende dag i august 1969 og røg med over i det, der blev til Band of Gypsys, og da Miles tidligere havde bidraget som studiemusiker til mesterstykket ‘Electric Ladyland’, var det oplagt at bruge ham i den nye konstellation.

De tre musikere øvede samt indspillede diverse demoer i løbet af efteråret 1969 før de datosatte nytårshows, hvorfra der blev plukket seks numre ud til ‘Band of Gypsys’ lp’en, som Hendrix ikke selv var tilfreds med resultatet af. Lyden er da heller ikke optimal, og bedre udvalg af nye som ældre sange, der fandt vej til repertoiret, forefindes faktisk på andre og posthume udgivelser fra de nævnte dage i Fillmore East.

Da holdet åbenbart ikke havde fået øvet tilstrækkeligt, kastede det sig foran publikum ud i flere improviserede forløb på basis af fastlagte skabeloner, der gav plads til at jamme. Den formel fungerer dog forbilledligt i to af de centrale sange fra ‘Band of Gypsys’ pladen nemlig ‘Who Knows’ og ‘Machine Gun’, der udgør hele side 1.

Især er sidstnævnte, der hører til noget af det bedste, Hendrix har præsteret live, værd at fremhæve, da den tidligere psykedeliske rocklyd kombineres optimalt med en funky og tight pulserende rytmesektion. Ligeledes i den friskkomponerede afdeling har Miles’ ‘Changes’ og kapelmesterens ‘Power of Love’ en del at byde på – soul, funk, effektive riffs og glødende vokalarbejde udført med kraft og præcision.

‘Band of Gypsys’ modtog blandet kritik, og selve mixningen bød på visse udfordringer med at finde de bedst mulige skæringer samt få dem klippet ned i en passende længde. Især de sange, hvor Buddy Miles har lead vokalen, gav anledning til panderynker og irritation. Miles pinte egne bidrag til det yderste med en del skrigeri og overivrigt trommespil, og Hendrix beordrede adskillige minutter fjernet fra disse. Kunne Miles dog bare haft holdt sin forbandede kæft, lød chefens konklusion.

Hendrix har efter min ringe vurdering talt Band of Gypsys projektet mere ned end nødvendigt, da der spilles glimrende og med overskud, når de tre individualister fandt hinanden. Miles groovede gevaldigt, når den mest eksalterede iver blev holdt i skak, og Cox’ baslinjer skabte en klippefast lydhør bund, som Hendrix med mindre hang til udskejelser end normalt kunne brillere solistisk hen over, mens han udforskede tonalt uopdyrket land.

Band of Gypsys-trioen og albummet efterlod markante spor, der kan høres i den rock-, funk-, soul- og hiphopmusik, der fulgte. Innovatorer som Prince og Miles Davis lyttede med, og en lang række bands, solister og musikere som eksempelvis Curtis Mayfield, Funkadelic, Cameo, Nile Rodgers, Run DMC, Living Colour, Ice T, Lenny Kravitz, Slash og Phish har vedgået deres inspiration fra den periode i Hendrix’ desværre alt for korte karriere.

I slutningen af januar 1970 blev Buddy Miles strittet ud, og Mitch Mitchell overtog atter trommepodiet. Den formation inklusiv Billy Cox holdt frem til Hendrix’ død september samme år.


Topillustration: Fra omslaget

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Seneste artikler om Kultur

Merete Riisager skole

Forfriskende altmodisch

NY BOG // ANMELDELSE- Merete Riisager leverer et skolepolitisk kampskrift, hvor hun