ISRAEL // ANALYSE – Tirsdag aften gik tusinder af mennesker på gaden i Tel Aviv. Ifølge arrangørerne var 350.000 mennesker med i protesterne, som førte til lukning af alle større trafikårer i og omkring millionbyen.
HAIFA – I begyndelsen af denne uge varslede Donald Trump, at krigen i Gaza inden for et par uger eller tre vil komme til en endelig afslutning. Han henviste til pågående forhandlinger om en våbenhvile, men det tætteste han kom på en egentlig begrundelse endte i en sætning, der meget karakteristisk for den amerikanske præsident fortonede sig i det uvisse: ”Det er vanskeligt at sige, for de har kæmpet i tusinder af år. Men jeg mener, at vi gør et virkelig godt job.”
På trods af Trumps forblommede forsikringer ser krigen altså ud til at fortsætte
Det ligner en klassisk Trump. Han har gentagne gange benyttet sig af dette tidsperspektiv på et par uger i forbindelse med større udviklinger – og det gælder lige fra Rusland og Ukraine, over forhandlingerne om en atomaftale med Iran til hans mange udmeldinger om tariffer.
Sagt på en anden måde er der nok ikke nogen indlysende grund til at nære den store tillid til Trumps ord, som kom på et tidspunkt, hvor krigen mellem Israel og Hamas synes at tage en endnu mere kaotisk og blodig retning, og det virker da heller ikke specielt tillidsvækkende, at den amerikanske udenrigsminister Marco Rubio kort efter supplerede ved at sige, at en aftale kun kan komme på tale for et Gaza, som er helt renset for Hamas’ tilstedeværelse.
Protesterne griber om sig
På trods af Trumps forblommede forsikringer ser krigen altså ud til at fortsætte. Premierminister Netanyahus bebudede plan om at indkalde yderligere 60.000 soldater af reserven for at besætte hele Gaza by står stadig som et truende scenarie. I sidste uge rykkede israelske tropper tættere på Gazastribens største by og står nu lige ved bygrænsen, og det ligger stadig i luften, at den store offensiv planlægges at finde sin afslutning den 7. oktober, hvilket naturligvis er en dato med stor symbolværdi.
Samme aften gik tusinder af mennesker på gaden i Tel Aviv. Ifølge arrangørerne var 350.000 mennesker med i protesterne
Den seneste tids forøgede militære aktivitet er dog fortsat, hvad man må betragte som en hensigtserklæring fra israelsk side. Som Marco Rubio selv siger det, ses det som vejen frem at lægge størst muligt pres på Hamas. Om mandagens israelske angreb på Nasser Hospitalet i Khan Younis i det sydlige Gaza, hvor 20 mennesker mistede livet, er en del af denne plan, er vanskeligt at sige.
Fra israelsk hold lyder forklaringen, at det skyldtes en tragisk fejltagelse, hvilket naturligvis altid er en overhængende fare under krigsførelse i så kaotiske omgivelser. Men uanset hvad understreger angrebet kun de ualmindeligt grusomme forhold, som udvikler sig i Gazastriben, og som de ansvarlige ledere tilsyneladende blot betragter som en beklagelig del af krigens omkostninger.
Det er disse udviklinger, som på det seneste har fået de israelske protester til at gribe voldsomt om sig. Tirsdag trådte det israelske sikkerhedskabinet sammen for at vurdere situationen, men det kom end ikke til en drøftelse af de pågående våbenhvileforhandlinger, endsige en stillingtagen. Kabinettet nøjedes tilsyneladende til at fastslå, at krigen må fortsætte.
Samme aften gik tusinder af mennesker på gaden i Tel Aviv. Ifølge arrangørerne var 350.000 mennesker med i protesterne, som førte til lukning af alle større trafikårer i og omkring millionbyen, og selv om der ikke er kommet noget officielt estimat fra politiet, er det helt tydeligt, at dette er noget af det største af sin art, Israel har set i meget lang tid. I mange israeleres øjne minder situationen en hel del om demonstrationen, der i efteråret 1982 samlede omkring en halv million mennesker på pladsen foran rådhuset i Tel Aviv.
Det kom få måneder efter at Israel i juni det år havde invaderet Libanon, og protesterne fulgte lige efter massakren, hvor omkring 3.000 palæstinensere mistede livet i Sabra og Shatila i Beiruts sydlige udkant.
Aktuelt er den store folkelige vrede blevet antændt af en regering, der skånselsløst kører frem med en krig, som ikke længere har noget formål. Og som kun fører til ny menneskelig lidelse. Det står helt klart, at mange israelere nu reagerer i medfølelse med den palæstinensiske civilbefolkning i Gaza, hvorfra der kommer stadig mere intense meldinger om en sultkatastrofe under hurtig opsejling og daglige tal på mennesker, der dør som direkte følge af dette.
En ikke uvæsentlig forklaring er for israelernes vedkommende spørgsmålet om de resterende gidsler, som snart to år efter Hamas’ terrorangreb fortsat befinder sig i Gaza. Af de i alt 50 gidsler formodes omkring 20 fortsat at være i live, og det er dem, Netanyahu-regeringen med sin fortsatte krigsførelse spiller hasard med.
For nogle uger siden offentliggjorde Hamas et par skræmmende videoer af israelske gidsler, som er stærkt underernærede og efter alt at dømme på dødens rand. De blev en del af det kyniske psykologiske spil, som også er en del af krigen, og som forventet kom der stærke reaktioner i den israelske offentlighed.
Man kan se dette som en åbenlys del af Hamas’ strategi. Den islamiske bevægelse ønskede at uddybe den splittelse, som gennem hele krigen har præget Israel, og det lykkedes til fulde, eftersom Netanyahu reagerede ved at optrappe krigen. På den måde foretog han et klart valg mellem det, som set fra israelsk hold gennem hele forløbet har været krigens to hovedmål. Han gik efter en endnu hårdere bekæmpelse af Hamas, og fravalgte dermed mere eller mindre frigivelsen af gidslerne.
Hamas og våbenhvilen
Det er netop det, vi lige nu ser som en vigtig del af det diplomatiske spil.
For blot et par måneder siden insisterede Netanyahu på løsladelse af en del af gidslerne som betingelse for en våbenhvile. Med et kynisk blik på tingene ville dette nemlig betyde, at han forventede at kunne score points i den israelske offentlighed, samtidig med at den fortsatte tilstedeværelse af et antal gidsler i Gaza ville kunne retfærdiggøre en fortsættelse af krigen, så snart en eventuel våbenhvile nåede en udløbsdato.
På den måde ville han kunne opnå begge dele, hvilket giver mening, idet han hele tiden har måttet tage hensyn til de to småpartier på den yderste messianske højrefløj, som benhårdt insisterer på, at krigen skal fortsætte til Hamas er komplet elimineret.
Dengang afviste Hamas denne model og ville kun acceptere en våbenhvile på betingelse af en total israelsk tilbagetrækning fra Gaza. Dette ville på papiret kunne have afsluttet krigen, hvilket reelt ville have kunne fremstået som en sejr for Hamas, idet det havde sikret bevægelsens overlevelse.
I mellemtiden har begge parter ændret indstilling. Hamas er endnu mere presset i den aktuelle situation, og ser nu de resterende gidsler som en mulig vej til overlevelse – eller i det mindste en chance for at købe lidt ekstra tid. Derfor har bevægelsen rent faktisk accepteret den våbenhvilemodel, som var på bordet tidligere. Man er villig til at frigive ti gidsler, som endnu er i live, samt et antal afdøde gidsler.
På den måde håber man på at opnå en våbenhvile, mens man samtidig er i besiddelse af en slags livsforsikring i form af levende og døde gidsler. Hamas bebudede denne nye villighed for godt en uge siden. Dermed er bolden på Netanyahu-regeringens banehalvdel, og det eneste man hører fra den side er nu, at en øjeblikkelig løsladelse af samtlige gidsler er den eneste vej frem.
Hermed tegner der sig det mønster, som man har kunnet se, lige siden den første korte våbenhvile, der førte til udveksling af israelske gidsler og palæstinensiske indsatte fra israelske fængsler, kom i stand i november 2023. Netanyahu-regeringen og Hamas sørger hele tiden for at positionere sig selv, så de er så godt som sikre på, at modparten vil afvise ethvert forslag om våbenhvile. Og dette er også situationen lige nu. Netanyahu kan kræve samtlige gidsler løsladt, vel vidende at Hamas under de nuværende betingelser aldrig vil kunne acceptere kravet. Dermed har han tilsyneladende vist sin vilje til en løsning, og samtidig har han undgået at skyde den yderste højrefløj fra sig, hvilket på mange måder er hans største frygt.
Katastrofale tilstande i Gaza
Vi står altså i en situation, hvor ingen af parterne viser vilje til at standse krigen, men nøjes med erklæringer. Netanyahu ved til fulde, at en varig våbenhvile vil føre til kommissionsundersøgelser af hans håndtering af krigen, og det vil sandsynligvis resultere i regeringens fald og en brat afslutning på hans politiske karriere. Hamas har nøjagtig den samme bevidsthed om, at de måske nok vil kunne overleve som bevægelse, men at de næppe vil have nogen chance for at holde på magten efter krigen. Dertil er vreden i den palæstinensiske civilbefolkning for stor.
Og som vi alle ved, er det netop denne civilbefolkning, der betaler den helt store pris. Ifølge den seneste melding fra FN er en halv million mennesker i Gaza fanget i sult.
”Denne katastrofale menneskeskabte ulykke kommer i hælene på to års næsten total israelsk ødelæggelse og blokade af Gaza og uophørlige militære angreb, som har decimeret civil infrastruktur, herunder fødevareproduktion og alle andre midler til livets opretholdelse,” hedder det blandt andet fra FN.
Det hedder videre, at transporten af nødhjælpsforsyninger ind i Gazastriben er blevet forøget i de seneste ti dage, men på et niveau, som er helt utilstrækkeligt.
Fra israelsk side fremviser man billeder af store mængder nødhjælpsforsyninger, som blot venter på at komme ind, mens man søger at påvise, hvordan Hamas stjæler de knappe forsyninger, og dertil kan kun siges, at den palæstinensiske civilbefolkning dermed er blevet offer for den propagandakrig og det politiske spil, som lige nu overskygger hele situationen. For selv om hovedansvaret utvivlsomt må ligge på Israel, viser Hamas heller ikke synderlig vilje til at komme civilbefolkningen i møde.
Dette er også noget, de israelske protester fokuserer på. Gazastribens civilbefolkning har brug for 62.000 tons fødevarer om måneden, og da Stribens landbrug og fiskeri er lagt helt ned, kan dette kun komme udefra. Hvis man derfor forestillede sig en situation, hvor Hamas løslod samtlige 50 gidsler, ville man i det mindste have frataget Netanyahu-regeringens formelle begrundelse for krigens fortsættelse. Og dette ville i sig selv styrke den israelske opposition og dermed svække regeringen i dens hensigter med at fortsætte en krig, som en hurtigt voksende del af israelerne har indset er formålsløs og ødelæggende.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og