Det kan være svært at navigere i Rusland, når man kommer udefra. Også selvom man har familie i landet, skriver Catja C. Gaebel, der lige har tilbragt en måned i landets hovedstad. Men man skal ikke tage fejl: På den ene side er tillid en mangelvare i Rusland, på den anden side findes der en direkte omgangstone, en ærlighed og en læsbarhed, der kan gøre det nemmere at tyde de sociale koder i Moskva end i London.
MOSKVA – Dag 29: Andet glas af en flaske Kindzmarauli fra Georgien. Den russiske Camembert tjener et akkompagnerende formål til vinen. Junior og farmor sover. Mørket har sænket sig over Belyaevo. Dag 30 er sidste dag i Moskva inden hjemrejse til London.
De 29 dage i Moskva og Skt. Petersborg viser sig at leve op til forventningerne om et multipolart samfund. Et samfund, hvor alt er muligt og homogenitet bogstavelig talt er “en by i Rusland.”
Selvom Rusland ikke er nyt for mig, så er det dog nyt i den forstand, at jeg qua mine private forhold nu har et dybere forhold til landet. Den ene dag står jeg således til regnskab overfor et familiemedlem, der spørger, ”hvorfor Vesten hader os sådan”?
London giver mig et fantastisk greb til forståelsen af, hvad den russiske “vlast” forsøger at opretholde, og hvilke mekanismer det understøtter: En permanent tilstand af kortsigtet, turbokapitalistisk idioti.
Den anden dag er jeg i sommerhus med et andet familiemedlem, der har den opfattelse, at nationalitet er en kunstigt konstruktion. Altså i forhold til det interessefællesskab, der binder mennesker sammen på tværs af nationaliteter, på tværs af profession og ja, personlige interesser.
Dertil kommer de mere civile spørgsmål, såsom venner der vil have mig med til demonstration mod nedrivning af boligblokke, eller aktioner mod politiets vederstyggelige anholdelse af en 10-årig dreng, der ikke har forbrudt sig på noget, andet end at han har reciteret Shakespeare for åben gade, mens en voksen var i nærheden.
Hvad skal jeg svare? Jeg er her på grund af arbejde og for at give junior et kærligt sprogligt og kulturelt skub ind i hendes familie. En fantastisk arbejdsgiver muliggør dette ved at være nordisk tillidsfuld.
Tillid er lige præcis den mangelvare, som gør det så svært at være i Rusland. Måske er det derfor, at junior ret hurtigt har skiftet ”nej” ud med ”njet! Men der er også en ærlighed og læsbarhed her i Moskva: Ingen ”code of conduct” eller ”small talk” – ”face value”, tak skal du have!
Og tillid er lige præcis den mangelvare, som gør det så svært at være i Rusland. Måske er det derfor, at junior ret hurtigt har skiftet ”nej” ud med ”njet!”
Mens jeg skænker det tredje glas Kindzmarauli, og klokken nærmer sig sidste time inden afrejsedøgnet, tænker jeg på min tidligere arbejdsgiver, der har meget nemmere ved at navigere socialt i Moskva end i London. Og jeg tænker på det London, der stemte taktisk i det britiske parlamentsvalg for nogle dage siden.
London stemte taktisk og mobiliserede i den grad et intellekt, som min kære svigermor efterlyser, hver gang hun, som brite, svinger sin ”intelligentsia-stok” over Storbritannien.
Og jeg tænker på den ærlighed og læsbarhed, der er her i Moskva: Ingen ”code of conduct” eller ”small talk” – ”face value”, tak skal du have! Jo, U.K. kan fremmedgøre mere end en ”by i Rusland”, selvom det er lige på den anden side af Vesterhavet.
Sidst, men ikke mindst, står Danmarks position overfor Rusland tydeligere.
Min tro på Rusland eksisterer fortsat. Fordi det positive opsving, vi erfarede i 90’erne, netop i det civilsamfund, der er her – på trods af ”vlast”, på trods af korruption, trods alt, og på grund af det interessefællesskab vi har som borgere i bred forstand – fortsat lever i bedste velgående
Danmark har en meget professionel konsul i Skt. Petersborg. Konsulens akademiske baggrund er humanistisk, og hans professionelle sti er selvgjort og velgjort.
Det er en grov generalisering, men han er den dansker, jeg har mødt i Rusland under mit nuværende besøg, der tænker dybere og længere og mere ydmygt i forhold til sit værtsland. Og han er en af dem som, for at bruge en tidligere tysk Goethe-institutleder i Københavns ord, repræsenterer det mindst ”selvfede” Danmark udenfor Danmark.
Konklusionen på denne måned i Rusland er:
For det første – at min tro på landet fortsat eksisterer. Fordi det positive opsving, vi erfarede i 90’erne, netop i det civilsamfund, der er her – på trods af ”vlast”, på trods af korruption, trods alt, og på grund af det interessefællesskab vi har som borgere i bred forstand – fortsat lever i bedste velgående.
”Grashdanie, ne sabyvaites poshaluista!” ((Med)borgere, glem venligst ikke jer selv!), skrev bedstefar Dima, inden Sovjetunionen brød sammen.
Min tidligere arbejdsgiver mener ikke, der er ”borgere” i Rusland. Det er noget pjat. Se nu på alle de initiativer, der er på mikroniveau.
For det andet giver London mig et fantastisk greb til forståelsen af, hvad den russiske “vlast” forsøger at opretholde, og hvilke mekanismer det understøtter: En permanent tilstand af kortsigtet, turbokapitalistisk idioti.
“Spokoinoi nochi.“”
Topfoto: Foto fra Belyaevo, hvor Catja C. Gaebel boede under sin tur – eget foto.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
