Fukushima otte år efter

af i Asien/Politik & Samfund/Viden

ATOMKRAFT // FUKUSHIMA – For to år siden skrev jeg ved seks-års-dagen for Fukushima-ulykken en grundig fakta-artikel – så afbalanceret som muligt – om situationen på det ødelagte atomkraftværk. Jeg fik flere positive reaktioner, og jeg ved, at min tekst har været til nytte i undervisningssammenhæng. Da behovet for en sådan artikel på dansk ikke er blevet mindre, har jeg valgt at bruge otte-års-dagen som anledning til at gennemskrive, opdatere og genudsende den. Tak til Michaël Dorbec for hans fine opdatering af grafikken fra dengang.

260 kilometer nordøst for en af verdens største millionbyer, Tokyo, ligger der fire ødelagte atomreaktorer ved en kyst.

I dag, den 11. marts, er det otte år siden, at Fukushima-værket, Japans næstældste og – det ved vi i dag – i årevis uansvarligt drevne atomkraftværk blev scene for verdens næstværste atomkraft-katastrofe nogensinde.

Livet går sin daglige gang i storbyen, men situationen i og ved værket i det nærliggende Fukushima er ikke endegyldigt under kontrol. Langt fra. Der er sket store fremskridt på nogle punkter siden ulykken, men det vil tage mange årtier, før de tre nedsmeltede reaktorer er indkapslet for eftertiden, og først da vil risikoen for en større genopblusset krise være totalt overvundet.

Med mellemrum kommer der på skift sensationalistiske og beroligende nyhedshistorier ud til verden om situationen i Fukushima. Såvel atomkrafttilhængere som atomkraftmodstandere er på mærkerne i forhold til hver eneste nyhedshistorie. Nedenstående grundige fakta-artikel er et beskedent forsøg på at give et overblik på en afbalanceret måde.

Skælv og tsunami

Den 11.marts 2011 blev farvandet uden for den nordøstlige kyst på Japans hovedø, Honshu, ramt af det fjerdestørste jordskælv, der nogensinde er registreret. Det blev efterfulgt af en tsunami, som i virkeligheden var flere tsunamier, som mødte hinanden og forstærkede hinanden og på den måde ramte kysten i Tohoku, Japans nordøstlige region, med en større bølgekraft og en større højde, end nogen havde drømt om, endsige kalkuleret med.

På Fukushima-værket smadrede tsunamien såvel strømtilførsel som nødgeneratorer, og tilstrømningen af nedkølingsvand til de tre reaktorer, som var i drift, blev afbrudt i flere dage. Der gik flere måneder, før Tokyos elektricitetsselskab, Tepco, som ejer og driver værket, indrømmede offentligt, at de tre ramte reaktorer nedsmeltede i løbet af de første døgn. Dvs. at de brændstofstave, som var i brug, i mangel af nedkøling begyndte at smelte og i større eller mindre grad havnede på bunden af reaktortanken og siden hen indkapslingsbeholderen.

Der er en standende diskussion om, hvorvidt ulykken udelukkende skyldes tsunamien, og at generatorerne først blev smadret, da kæmpebølgen ankom – eller om der allerede var sket så store skader på dem ved selve jordskælvet, at de var blevet mere sårbare over for tsunamien, end de ellers ville have været. Et temmelig afgørende spørgsmål i et jordskælvsland som Japan, hvor man stadig diskuterer, om det er forsvarligt at genåbne landets øvrige atomreaktorer, og hvilke krav skal man i givet fald stille til dem.

Ni reaktorer på anlæg rundt omkring i Japan er i skrivende stund godkendt til genåbning. Ved endnu flere af de ældste reaktorer har man siden ulykken set i øjnene, at de aldrig vil kunne genåbnes, og en kostbar afviklingsproces er sat i værk.

De fire reaktorer

Det nedsmeltede brændselsaffald er stadig i dag hovedproblemet. Det befinder sig i bunden af de tre nedsmeltede reaktorer. Det er den masse, som er tegnet højrød på den fine grafik, som Michaël Dorbec har lavet til denne artikel på basis af materiale fra Tepco.

Det nedsmeltede brændselsaffald er så radioaktivt, at intet levende væsen kan komme ind i reaktorerne og se, hvordan det mere præcist ligger, og derfor er det også svært at lave planer for, hvordan man en dag vil få brændselsaffaldet ud. Situationen bliver ikke bedre af, at to af reaktorerne, reaktor et og tre, i dagene efter tsunamien blev ramt af voldsomme brint-eksplosioner, som ødelagde de bygninger, som rammede reaktorerne ind.

Overalt i reaktor et og tre ligger der murbrokker og smadrede kabler og rør fra eksplosionerne. Det har gjort, at flere af de specialdesignede robotter, som er sendt ind i reaktorerne for at måle radioaktivitet og tage billeder, er kørt fast, og deres styrende computere og kameraer er ødelagt af radioaktiviteten, før de har givet os udenfor den viden, som de var beregnet på at give.

Det gælder også reaktor to, hvor der godt nok aldrig skete nogen brinteksplosion, men hvor selve jordskælvet i sin tid væltede så mange ting og fik vægge til at segne, at robotter heller ikke her har kunnet komme rundt.

Situationen er nu med hensyn til reaktor et, to og tre, at man vedligeholder det såkaldte ”cold shutdown”, som man opnåede i december 2011 efter trekvart års kamp mod naturkræfterne, altså en situation, hvor reaktoren er ”kold” nok til, at der ikke er nogen fare for nogen kædereaktion.

Den situation holder man fast i ved konstant at hælde nedkølingsvand på. Man prøver undervejs at få viden om, hvordan smeltet brændstof, murbrokker og væltede vægge ligger i forhold til hinanden, så man kan begynde at udvikle en metode til at få fjernet det livsfarlige skrammel, men uden at skubbe til det møjsommeligt opbyggede ”cold shutdown”.

Ingen atom-ingeniør har nogensinde i historien været stillet over for en lignende udfordring. Det er næppe sandsynligt, at en genial Tepco-ingeniør pludselig en dag vil opfinde et eller andet mirakuløst trick, som vil gøre noget muligt, der ikke er muligt i dag. Situationen er med en Greenpeace-eksperts ord ”uden fortilfælde og næsten uden for vores fatteevne”.

”Vi er nødt til at tage det lidt efter lidt, først fjerne de forreste murbrokker, så den klat brændstof, vi møder, så den næste murbrok, og gradvist finde ud af, hvordan der præcist ser ud derinde. I reaktor tre vil vi nok angribe det nedsmeltede brændstof sidelæns fra, mens vi i reaktor to nok vil begynde at fjerne det fra toppen”, spår Takahiro Kimoto, der er såkaldt risiko-kommunikatør i Tepcos presseafdeling.

Og ”jo, der er en risiko for, at den stabile situation med cold shutdown sættes på spil, når det nedsmeltede brændstof en dag skal fjernes”, erkender Takahiro Kimoto.

Målet er at være færdig med at fjerne det smeltede brændstof om 30-40 år. Det er vigtigt at have et mål at stræbe efter, siger man hos Tepco. Men mange eksperter spår, at det vil tage hundrede år eller endnu længere tid.

Japans industri- og handelsministerium vurderede i 2017, at de samlede omkostninger ved oprydning og oprensning på det grundlag vil løbe op på et beløb i nærheden af 1330 milliarder danske kroner.

Helt ude til højre, set fra land, ligger reaktor fire, som ikke var i drift på tidspunktet for tsunamien i 2011, men som blev alvorligt beskadiget af den brinteksplosion, som ramte reaktor tre. Det var en alvorlig ingeniørmæssig udfordring at få de 1300 oplagrede brugte såvel som ubrugte brændselsstave, der lå i bygningen, ud. En livsfarlig opgave, som krævede, at der blev bygget et særligt stillads udenom med specialbyggede slisker og hejseværk. Men det lykkedes til sidst, og reaktor fire var tømt for atombrændsel allerede i 2014.

I øjeblikket er man på tilsvarende vis i færd med at redde de oplagrede brugte og ubrugte brændselsstave, som ikke var i brug under ulykken, ud af de rum øverst i de andre tre reaktorer, hvor de er oplagret (se grafikken). Der er bygget en ny overbygning til reaktor tre, inklusive et solidt og effektivt stillads, som er beregnet på at gøre en gradvis fjernelse af de oplagrede brændselsstave i reaktoren mulig. Derefter kommer turen til reaktor et og to.

Ved alle tre reaktorer er udgangspunktet for dette arbejde, at man uundgåeligt kommer endnu tættere på radioaktiviteten fra de nedsmeltede reaktorer, end man var ved tømningen af reaktor fire. Det bliver endnu vigtigere, at man ikke kommer til at skubbe til noget så voldsomt, at man kommer til at røre rundt i potten. Der bliver behov for endnu mere spidsfindigt udviklede stilladser og slisker. Og man kommer i endnu højere grad til at belave sig på fjernstyring via computere og robotter for at undgå at udsætte de ansatte for større risiko end nødvendigt.

Målet er stadig at have fjernet alle de oplagrede brændselsstave, således at man kan tage fat på at fjerne den højrøde blanding af murbrokker og nedsmeltet affaldsbrændsel i bunden af de tre nedsmeltede reaktorer i år 2021.

Forurenet nedkølingsvand

Rundt om de fire reaktorer ligger der på anlæggets grund 944 tanke med i alt 1,2 millioner ton forurenet nedkølingsvand.

Hver eneste time i de sidste næsten seks år har man pøset nedkølingsvand på de ødelagte reaktorer. I begyndelsen blev det opbevaret i nødtørftigt opstillede bassiner, som lækkede og gav anledning til at masse historier om radioaktive læk.

Det problem er der kommet langt bedre styr på. De værste bassiner er udskiftet med større og bedre. Men vandet hober sig stadig op.

Det bliver i en vis udstrækning genbrugt, og det bliver systematisk renset for næsten alle former for radioaktivitet. Men dels er det ikke muligt at fjerne det radioaktive stof tritium fra vandet, dels har man i en årelang periode efter ulykken af hensyn til ansattes arbejdsmiljø valgt at fokusere på at rense vandet for de mest radioaktive substanser og ladet andre substanser blive. Derfor er det meste af det oplagrede vand ”behandlet”, som man nu siger hos Tepco, men ikke renset.

”Vandet er ikke klar til at blive udledt i havet endnu”, understreger Takahiro Kimoto. ”Vi arbejder på at gøre det muligt, men det er ikke klar endnu”.

Virkeligheden er, at der i fremtiden ikke er anden mulighed end, at alt det ophobede vand i tankene ved en kontrolleret proces lukkes ud i Stillehavet, som jo heldigvis er meget stort og hurtigt vil fortynde det. Rådgivere anbefaler med mellemrum over for Tepco og den japanske regering, at man snart begynder på denne udledning, som opfattes som nødvendig og uundgåelig.

Tepco har rundt om de fire reaktorer bygget en storstilet 30 meter dyb underjordisk ”ismur”, hvor man kunstigt har nedfrosset nogle jordlag for at isolere en slags jordkasse omkring reaktorerne og sikre sig mod, at forurenet nedkølingsvand forsvinder ned i grundvandet. Kritikere siger, at den aldrig har fungeret. Men Tepco siger, at den fungerer bedre og bedre.

Anlægget

Hver dag arbejder der i dag 5000 mennesker på fuld tid på det ødelagte atomkraftværk. Tidligere i processen med at oprense miljøet var der endnu flere. Der er naturligvis strikse regler for, hvor længe man må opholde sig der, og hvilket sikkerhedsudstyr men skal have på. I større og større dele af området kan man nu tage det mere afslappet end for bare to-tre år siden, og reglerne er gradvist blevet lempet.

Men ingen må glemme, hvor tæt man er på de ødelagte reaktorer, hvor radioaktiviteten stadig er uhyggeligt høj. Derfor er der stadig tale om livsfarligt arbejde. Modige atomingeniører og tusinder af arbejdsmænd fører en heroisk kamp. De ved, hvad de har mellem hænderne, og de gør deres bedste. Kæmpe respekt for det.

En arbejder har i 2015 af det japanske sundhedsministerium fået anerkendelse af, at en kræftsygdom, som han fik diagnose på i 2014, skyldes et års hårdt arbejde på anlægget i det første år efter ulykken. Det skete i den første fase. Siden er reglerne blevet håndhævet bedre. Men ufarligt er det ikke.

Det evakuerede område

Da de to brint-eksplosioner ved reaktor et og tre skete på henholdsvis anden- og fjerdedagen, fik man uhyre travlt med at få evakueret beboerne i området. Først i ti og derefter i tyve kilometers afstand fra værket – og nogle steder endnu længere væk på grund af høje radioaktivitetstal i luften.

I de første dage blev 160.000 evakueret fra deres boliger på grund af atomulykken. I dag er knap halvdelen af dem stadig officielt evakueret, men det er langt fra alle, der har fået evakueringsordren ophævet, som flytter hjem.

Den ene kommune i evakueringsområdet efter den anden erklæres officielt for sikkert område at flytte hjem til – hvilket betyder, at Tepco efter et stykke tid slipper for at betale løbende erstatninger til de pågældende, der boede i de byer. Men de færreste flytter tilbage.

Unge familier har påbegyndt et nyt liv andetsteds. Børnefamilier har ikke mod på at udsætte deres børn for nogen som helst risiko. Så det er næsten kun ældre, der flytter tilbage. I de fleste af byerne handler det om ti-tyve procent af de oprindelige beboere – slet ikke nok til at skabe underlag for den betjening af læger, butikker osv, der eksisterede før ulykken.

I kommuner som Iitate og Naraha er relativt mange flyttet tilbage. Men andre af småbyerne i det tidligere evakuerede områder ligner stadig spøgelsesbyer – også længe efter at evakueringen er ophævet.

I årevis er der siden ulykken brugt formuer på at have folk gående rundt og oprense området. De har bogstaveligt talt skuret og skrubbet folks huses facader og tage. De har skyllet træernes blade og kviste. Og så har de på udstrakte arealer fjernet det øverste jordlag, så jorden atter vil kunne bruges til landbrug.

Arbejdet med at rengøre området blev i stor udstrækning udført af daglejere, som lokale kontraktfirmaer i en eller anden grad af samarbejde med gangstere fra storbyen samlede op i hele Japan. Det var hårdt og utaknemmeligt arbejde – og ikke særligt vellønnet. Det blev mest udført af ensomme mænd og hjemløse, som var desperate efter at tjene penge, og som i mange tilfælde snød med deres personlige radioaktivitetsmålere for at kunne arbejde længere tid og tjene flere penge.

Hvis man kører rundt i de evakuerede områder, står der stadig sorte sække med forurenet jord overalt. Meningen er, at jorden ”midlertidigt” skal oplagres på særligt udpegede arealer i de to kommuner tættest ved værket, som meget mod deres vilje er blevet defineret som oplagringsplads. I disse to kommuner vil der helt oplagt gå længst tid, før folk kan flytte hjem.

Den samlede indsats har betydet, at målingerne af radioaktivitet i dag er på et lavt niveau. De er højere end før ulykken og højere, end de ellers ville have været – men langt under alverdens faregrænser og langt under situationen mange andre steder i Japan og omverdenen, hvor der på grund af klippelandskaber og af andre årsager er en høj naturlig radioaktivitet.

Disse officielle målinger af radioaktivitet er gennem alle årene blevet bittert kritiseret af borgergrupper, som laver deres egne undersøgelser og engang imellem i geografiske lommer får højere måleresultater.

Generelt har landbrugsvarer og fisk, som produceres eller fanges i Fukushima og derfor gennemtestes, i tre-fire år ikke vist tegn på radioaktivitet – bortset fra nogle enkelte flodfisk og fritvoksende svampe. Al denne kontrol er vigtig, fordi der stadig er en generel skepsis i indland og udland, især hos børnefamilier, mod at købe fødevarer fra hele amtet.

Disse ”skadelige rygter”, som man kalder det i Fukushima, har været en bremseklods for amtets bestræbelser på at komme tilbage til en bæredygtig hverdag med et bæredygtigt lokalt erhverv. Den har ofte tvunget Fukushimas landmænd til at sælge deres kvalitetsprodukter til industribrug til en langt billigere pris, end de fik inden ulykken.

Behjertede mennesker – og behjertede supermarkedskæder – har lavet kampagner for at få forbrugere i hele Japan til at købe varer fra Fukushima for at vise sin vilje til at støtte de tsunamiramte.

Folks helbredstilstand

I dagene lige efter ulykken havde områdets beboere det store held midt i al uheldet, at der var vestenvind, og at det meste af den radioaktive sky, der blev dannet ved eksplosioner og udslip fra de ødelagte reaktorer, drev ud over Stillehavet. En mindre del af atomskyen drev mod nordvest, og det var årsagen til, at evakueringszonen kom til at strække sig langt længere væk fra selve værket i den retning end i andre retninger.

Evakueringen skete meget tidligt. Den skete under kaos og panik, hvilket der næppe er noget at sige til, men det betød, at de færreste beboere for alvor blev udsat for radioaktivitet i farlige doser. De nåede væk i tide.

Der har været meget stor debat om de undersøgelser for skjoldbruskkirtelkræft af samtlige børn, der boede i Fukushima under ulykken, som amtet tog initiativ til, og som Fukushimas Medicinske Universitet gennemfører.

Erfaringer fra Hiroshima, Nagasaki og Tjernobyl har vist, at børn, der udsættes for radioaktivitet, er særligt sårbare over for at få skjoldbruskkirtelkræft.

Det har vist sig, at ikke færre end 201 børn har vist tegn på sygdommen, hvilket naturligvis har opskræmt mange familier. Det kan ikke være tilfældigt og må have sammenhæng med atomulykken, mener mange i området.

Men lægerne bag undersøgelsen fastholder, at de ikke har nogen normalgruppe at sammenligne med, så rent videnskabeligt er sammenhængen med atomulykken meget tvivlsom. Ifølge lægerne er der formentlig tale om ”overdiagnose”, dvs. at for mange, der ellers ville have levet fint uden, får en diagnose. Hvorom alting er, ikke færre end 164 børn har fået foretaget større eller mindre operative indgreb for en sikkerheds skyld.

Lægerne ved Fukushimas Medicinske Universitet vurderer ikke desto mindre, at de helbredsmæssige konsekvenser for beboerne i Fukushima af radioaktiviteten har været minimale. Men det betyder ikke, understreger de, at der ikke har været helbredsmæssige konsekvenser. De skyldes bare ikke radioaktiviteten.

Evakueringen skete så panikagtigt i meget koldt vejr, at 50 ældre mennesker døde under og lige efter evakueringen af sygdomme, de allerede led af.

Siden har den langstrakte evakuering været årsag til en markant øget udbredelse af livsstilssygdomme som diabetes samt til udbredte depressioner og psykiske lidelser hos de evakuerede – langt værre end hos tilsvarende grupper af evakuerede i de andre amter, der blev ramt af tsunamien, Miyagi og Iwate længere mod nord, hvor der ikke har været den samme frygt for radioaktivitet med i spillet. Antallet af selvmord har også været værre i Fukushima, sammenlignet med de andre to amter.

Under kontrol eller ej

Premierminister Shinzo Abe erklærede i 2013, da han kæmpede for at få de olympiske lege i 2020 til Tokyo, at situationen i Fukushima var ”under kontrol”.

-Men det gjorde han i Buenos Aires, hvor den internationale olympiske komité holdt møde, understreger atomeksperten Mitsuhiko Tanaka. Det ville han aldrig have sagt i Japan.

Den nuværende situation, hvor man har styr på radioaktiviteten i omverdenen, men ikke aner, hvad der skal ske i fremtiden, vil formentlig af hensyn til Japans omdømme vare, indtil de olympiske lege er overstået. Medmindre der kommer en ny gigantisk tsunami, som slår den etablerede ro i stykker, har Tepcos ledelse tilsyneladende lovet regeringen ikke at risikere noget i årene op til de olympiske lege.

Men en dag skal man finde en løsning på problemet med det højrøde nedsmeltede brændselsaffald i bunden af de tre reaktorers indkapslingsbeholdere. Medmindre man blot vil lade den nuværende situation vare evigt, hvilket Japan traktatmæssigt har forpligtet sig til ikke at gøre. Det er forbudt at have løbsk atombrændstof liggende uden at gøre forsøg på at placere det under kontrollerede forhold.

Så længe situationen er, som den er i dag, kigger alle japanere ved hvert eneste jordskælv nervøst på jordskælvs-app’en på deres mobil, om det er nu, at den næste kæmpestore tsunami bliver varslet til at skylle ind over Fukushimas kyst.


Denne opsamling på situationen i Fukushima har jeg manglet i den dansksprogede debat. Derfor satte jeg mig hen og lavede den selv. Men POV lønner jo ikke sine skribenter. Så hvis du også synes, at den opfylder et behov og gerne vil hjælpe mig til at få tid og råd til flere POV-skriverier, er du velkommen til at donere et beløb for mit arbejde via Mobile Pay: 2636 0251. På forhånd tusind tak.


Grafik: Michaël Dorbec (på basis af materiale fra Tepco)

Foto nedenfor: POOL/Kimimasa.Mayama/EPA

Asger Røjle Christensen: Erfaren journalist, forfatter, analytiker, kursusarrangør og rejseleder. Med base i Tokyo det meste af året forsøger Asger med faglighed og engagement på mangfoldige måder at skabe større viden og forståelse for Japan og dets nabolande blandt danskerne. Han har en fortid som Tokyo-korrespondent (1989-1995) for blandt andre Politiken, udlandsredaktør på Aktuelt (1995-2000) og på Ritzau (2000-2004), chef for Orientering på P1 (2004-2006) og forsideredigerende på nettet hos DR Nyheder (2006-2013).
Siden november 2013 har han drevet sit eget lille enmandsfirma, der blandt andet udgiver nyhedsbrevet forkant.nu med hurtige analyser af de hurtige nyheder fra Japan og omegn. Efter et par år som korrespondent for Kristeligt Dagblad har han siden sommeren 2017 været Japan- og Korea-korrespondent for Weekendavisen. Ellers kan man følge hans forskellige digitale gøremål på www.asgerrojle.com og på diverse sociale medier.
Han har i over 30 år været lykkeligt japansk gift og har tre forbløffende fornuftige voksne sønner.
Hvis I har mod på at honorere denne uges blog med et beløb og på den måde bidrage til, at der kommer mange flere af slagsen, kan det ske via Mobile Pay på 26360251.

Seneste artikler om Asien