KOMMENTAR // MEDIER – Den udlændingepolitiske debat rider dansk politik som en mare, skriver migrationsforskeren Martin Lemberg-Pedersen, men ansvaret ligger ikke kun hos de politikere, der løber med på demagogien. Medierne er elefanten i rummet, der i årevis har kridtet banen op for normaliseringen af racisme og halv- og helfascistoide standpunkter: I jagten på clicks, konflikt og profit er alle meninger blevet lige gyldige.
Starten på den dobbelte valgkamp til EU-parlamentet og Folketinget har stået i udlændingepolitikkens tegn symboliseret ved, og på grund af, fremkomsten af Rasmus Paludans Stram Kurs. Tesen om, at det frie ord til alle racister har været en ventil, som har holdt den danske debat på et fornuftigt niveau – den har været populær i det danske kommentator- og debatkorps – ser ud til at være afsløret som utroligt naiv. For med Paludan senest er fantasier om etnisk udrensning af medborgere endt som primetime television.
Tesen om, at det frie ord til alle racister har været en ventil, som har holdt den danske debat på et fornuftigt niveau – den har været populær i det danske kommentator- og debatkorps – ser ud til at være afsløret som utroligt naiv
Dette er dog ikke sket pludseligt for andre partier har skridtvis bevæget sig mere og mere i en lignende retning. På den længere bane var Foghs beslutning i 2001 om at invitere Dansk Folkeparti ind i sin regerings mandatmaskinrum selvfølgelig et afgørende skridt, der medførte en lang række lovændringer og ikke mindst ændringer i den måde, der blev talt til og om etniske minoriteter i Danmark.
Muhammedtegning-krisen i 2006-7, og måden hvorved den efterfølgende debat endte med ophøjelsen af ytringsfrihed som en art værn mod racismekritik, var også et afgørende skridt. Men holdes blikket på de sidste fem år, anes der en acceleration af denne udvikling: Op til valget 2015 slog Venstre og Dansk Folkeparti ind på en kurs, der helt åbent erkendte at spekulere i mennesker som midler: Fremtidige asylansøgere skulle afskrækkes fra at søge mod Danmark.
Anti-integrationspolitikken er blevet et princip
Bemærkelsesværdigt skulle denne afskrækkelse opnås ved at gøre forholdene værre for de asylansøgere, der allerede befinder sig i landet. Og via en halvering af integrationsydelsen skulle de flygtninge, som Danmark rent faktisk havde anerkendt som havende beskyttelsesbehov, bruges til at afskrække de forventede snyltere, der, mente Inger Støjberg, kun valgte Danmark som destination på grund af ydelser. Og listen er selvfølgelig endnu længere: over familiesammenføringsforringelser, smykkelov, teltlejre og lagkage.
Det parlamentariske bagtæppe til disse forslag var, at DF helt eksplicit gik til valg på segregeringspolitik: Selv hvis mennesker blev anerkendt som flygtninge, skulle de holdes adskilt fra det omgivende samfund i lejre, indtil de kunne sendes ud af landet. Andre partier fulgte hurtigt trop: I 2018 lancerede Mette Frederiksen og Socialdemokratiet sin postkoloniale vision om lejre i Nordafrika. Eftersom omkring 95% af verdens fordrevne alligevel befinder sig i verdens nærområder, lød rationalet fra Henrik Sass Larsen, så burde de sidste 5% også kunne inddæmmes dér, i stedet for at få beskyttelse i Danmark.
Senest, for et par dage siden, skulle TV-seerne så lægge øre og øjne til Paludans racisme og fantasier om etnisk udrensning, serveret til aftenkaffen under partilederrunder og det åh-så-hyggelige Go´ Aften-format
Og i 2019 blev anti-integrationspolitikken knæsat som fundamentalt princip af det udlændingepolitiske triumvirat, V, DF og S, akkompagneret af det vedtagne forslag om at dumpe afviste asylansøgere på en øde ø, der tidligere blev brugt til at afprøve biologiske og kemiske våben
Måske er det denne anti-integrations tankegang, der er årsagen til, at den ellers markante fremgang på traditionelle parametre for god integration, såsom beskæftigelse, uddannelse og forbedringer af de yngre generationer i forhold til deres forældre, af både regering og Socialdemokratiet nærmest ikke har fået lov til at påvirke samtalen om flygtninge og minoriteter.
De seneste skud på dansk politiks højreudskridning på udlændingeområdet, Nye Borgerlige og Stram Kurs, har i hvert fald ikke lagt filter over deres apartheid-idéer, som for NB (og i øvrigt også DF-kandidater) ofte garneres med håb om voldelige udsondring. Senest, for et par dage siden, skulle TV-seerne så lægge øre og øjne til Paludans racisme og fantasier om etnisk udrensning, serveret til aftenkaffen under partilederrunder og det åh-så-hyggelige Go´ Aften-format.
Kritikken af denne kurs mod mere og mere eksplicit racisme har trange kår, når den endda blokeres af selveste formanden for Folketinget, Pia Kjærsgaard, der på historisk vis forbød Enhedslistens Pelle Dragsted at kritisere udsagn fra hendes partifælle, Kenneth Kristensen Berth, for at være racistisk. Øjensynligt fordi Kjærsgaard anser begrebet som et skældsord, fremfor den politiske kritik af ideologi og samfundsudvikling, som det jo retteligt er.
Etnisk udrensning til aftenkaffe
Det letteste er at bebrejde politikerne for at løbe med på denne demagogi. Og det skal selvfølgelig også siges. Men kun at fokusere på dét, er at overse en elefant i rummet, nemlig medierne og deres rolle. Her tænkes ikke blot på de sociale medier, som traditionelle medier jo har så ambivalent et forhold til.
Nej, jeg mener i høj grad også de mere traditionelle medier selv. Og ikke bare hvordan eksempelvis BT nærmest har båret først Vermund, flere af hendes NB-kandidater frem, og senest Paludan, frem med daglige reportager og platform. Nej, jeg tænker på en mere generel mediedynamik, der har at gøre med de formater, den politiske samtale puttes ind i.
Her har f.eks Debatten på DR – både radio og tv – med sin lynhurtige selektering til fordel for konflikt, uenighed og rappe replikker været med til at massere polariseringen frem i den politiske samtale.
Det fælles problem er, at formaterne polariserer samtalerne ekstremt hurtigt, og selekterer imod viden, besindelse og refleksion. Selvfølgelig er der undtagelser, men som generel tendens er dynamikken dog tydelig
Når selv de vildeste synspunkter inviteres med, igen og igen og igen, har Debatten desværre i høj grad også været med til at skabe og udbygge en platform for selvsamme synspunkter. Resultatet bliver, at de fleste råber, mens stort set ingen har eller giver plads til at lytte. Men det er som skabt til postyr og viral cirkulation.
På tilsvarende vis har rigtig mange wackede “debattører” i Berlingskes bloggerunivers i årevis normaliseret halv- og helfascistoide standpunkter, og udskammet dem, der stillede op for flygtninges rettigheder som ”landsforrædere”.
Lige efter Breiviks forfærdende massemord på norsk socialdemokratisk ungdom på Utöya, udtalte Sørine Godtfredsen på chokerende vis, at hans rationale ”stod lysende tilbage”. Det er klart at nogle af disse synspunkter kan og skal blive nyhedsstof. Men der er forskel på dette, og så den gentagne sensationalistiske udbredelse af marginale synspunkter.
Efter balladen på Nørrebro har aviserne eksempelvis helt konsekvent givet Paludan en helt uvurderlig forside-reklame på en måde, der må få alle andre småpartier med aspirationer, som eksempelvis Veganerpartiet, til at revne af misundelse. Det fælles problem er, at formaterne polariserer samtalerne ekstremt hurtigt, og selekterer imod viden, besindelse og refleksion. Selvfølgelig er der undtagelser, men som generel tendens er dynamikken dog tydelig.
Folk som Paludan aflæser medierne som en åben bog
Kritikken af denne udvikling må ikke bare reduceres til at dreje sig om uduelige journalister eller manipulative medier. Manipulation kræver intention, men når medierne igen og igen giver platform til outreret racisme behøver det ikke være udtryk for en bevidst racistisk intention. Den sensationalistiske udbredelse af marginale og ekstreme synspunkter kan også være konsekvensen af andre intentioner. Mediehuses overdrevne fokus på at skaffe annoncekroner og komme foran konkurrenter, gennem et ekstremt clickbait-blogunivers, der fordrer virale konflikter og derved cirkulation.
Banen, hvorpå disse ekstreme intentioner kan færdes, trives og spredes, kan således sagtens blive kridtet op af andre interesser. Intentionen om hvidt overherredømme kan man så til gengæld finde hos de politikere, debattører og sociale medie-kommentarer, når medie-links går viralt på sociale medier. Med trafikken følger radikaliseringen, og det er netop dét potentiale, som folk som Paludan har aflæst som en åben bog.
Det lidt vidtløftige mantra om, at medier udgør en ”fjerde statsmagt” er naivt, men anerkender dog, at medier har magt. Og derved også ansvar. Men at pege fingeren udelukkende på journalister som i besiddelse af magt er dog en misforståelse, for det mere fundamentale problem er strukturelt og handler om relationerne i mediernes politiske økonomi.
Som migrationsforsker, der efterhånden har foretaget mange hundrede interviews, har jeg mødt mange talentfulde og fremragende journalister – samt mange eksempler på det modsatte. Men selv de bedste journalister er underlagt redaktionelle prioriteringer og hensyn, får ofte dikteret deres overskrifter ovenfra, har sjældent afgørende indflydelse på programmers formater, og det er kun de færreste, der selv står for at udvælge debat- eller blogindlæg. De kan også siges op, blive afløst, eller flyttes til andre sagsområder, og deres arbejdsplads kan blive udsat for massefyringer eller trusler om at blive flyttet til den anden ende af landet.
I jagten på clicks, konflikt og profit sorteres konteksten fra
Mediehusenes fokus på clicks, konflikt og profit er nogle af grundene til, at det er forkert, når det påstås at medierne blot er vejrhaner, der kanaliserer meninger fra folkedybet (populistiske politikere abonnerer på et lignende argument). For befolkningens og vælgernes meningsdannelse kan ikke isoleres som noget, der organisk bobler op fra et vælgerhav, uafhængigt af disse mediedynamikker og -formater.
Medierne er blevet skolet i – og har skolet sig selv til – ikke at varetage den afgørende rolle at selektere mellem synspunkter i den offentlige debat. Alt er blevet lige gyldigt. Derfor kan outrerede udlændingepolitiske synspunkter nærmest automatisk veksles til Breaking i mindst tre nationale medier. Helt afgørende spørgsmål om f.eks. bankers hvidvask, virksomheders enorme skattesvig, arbejdsløshedspolitik, privatiseringen af statslig infrastruktur, udryddelsen af hundredetusindevis af arter, og jordens kollapsende biodiversitet, får slet ikke den opmærksomhed, de fortjener.
Alt rapporteres i Breaking, men denne form for reportage er præget af en tidsløshed og en historieløshed. Det ligger i Breakings natur at være midlertidig, at blive afløst af noget andet. Derfor stilles der ikke nok kritiske spørgsmål til de antagelser og præmisser, der driver konklusioner om seksualiserede og racebaserede voldsfantasier, apartheid-lignende visioner og slet skjulte henvisninger til etnisk udrensning.
Når Mimi Jakobsen påpeger de slående ligheder mellem Stram Kurs og udviklingen af den nazistiske ideologi, er det Paludans forvrøvlede udbrud om, at hun er et “nazisvin”, der bliver forsidestof.
Mens Jakobsens påpegning af et påtrængende ekko fra fortiden skubbes til side som en bisætning, og ender som en optakt til dramaet, der rapporteres om.
De allervigtigste spørgsmål lige nu handler ikke kun om, hvordan etablerede medier og politikere skal forholde sig til Stram Kurs, men handler i lige så høj grad om, hvordan de skal forholde sig til deres medansvar for denne udvikling
Det outrerede synspunkt ophøjes, mens konteksten selekteres fra. Og når der et fåtal gange bliver stillet kritiske spørgsmål til kontekst, slippes der hurtigt igen, og der bores ikke i de absurde og inkonsistente bortforklaringer om misforståelser, værkstedshumor, dårlig hukommelse, indforståede jokes, som racistiske tilsvininger nærmest altid følges op med.
Derfor var det blot et spørgsmål om tid, før en eller flere demagoger udnyttede denne blinde plet i de danske medier og udnyttede det til egen fordel.
Da valgkampen startede, blev der snakket om, hvordan de etablerede politikere og medier skulle forholde sig til Stram Kurs. Det er selvfølgelig vigtigt men også bekymrende, hvis det betyder, at racisme og stigmatisering fra andre sider ignoreres eller bliver normaliseret. Og bedømt ud fra de første dage fortsætter cyklussen. I takt med vildere og vildere stigmatisering af udlændinge, flygtninge, asylansøgere og muslimer bliver inddelingen af ”dem” og ”os” skarpere og skarpere og mere og mere giftig. Og så er vi tilbage til fantasier om etnisk udrensning, der serveres til aftenkaffen og ender som forsidestof. Angiveligt bryder børn nu sammen i folkeskolen fordi den politiske debat inspirerer til at der leges, “hvem skal ud af landet?”
Denne udvikling viser måske, at de allervigtigste spørgsmål lige nu ikke kun handler om, hvordan etablerede medier og politikere skal forholde sig til Stram Kurs, men i lige så høj grad om, hvordan de skal forholde sig til deres medansvar for denne udvikling. Samt om det er for sent at skifte kurs nu.
Foto: Pxhere.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
